NEDTURE & GÅTURE // KLUMME – Det svinger med humøret. Jeg har svært ved at koncentrere mig, er initiativløs og kan overhovedet ikke huske navne – som i overhovedet ikke. Anne Lea Landsted er på røven, så hun går en tur.
BRUXELLES – Jeg savner selskab og kan så alligevel ikke holde ud at være sammen med for mange.
Tuder over det mindste – terrorangreb, støttekoncerter, glade mennesker, Macron dokumentar. You name it. Er helt på røven – også økonomisk.
Hvad det så end er, så er det træls. Derfor går jeg, og det hjælper
Det giver næsten sig selv, når der ikke kommer meget ud over rampen. Nogle vil måske sige stress, andre sorg.
Hvad det så end er, så er det træls. Derfor går jeg, og det hjælper.
I morges fodrede jeg fiskene og vinkede til skraldemændene, der kom i hold. Først for at hente de hvide sække med almindeligt affald, så de gule med papir, og måske bliver de blå med plast og naboens grønne sække med haveaffald hentet senere.
Jeg drak kaffe og spiste pandekager med nevøen, inden han cyklede til eksamen. Jeg nikkede til den unge kvinde, som kom ud fra nyttehaven med blomster og grøntsager overfor, og fortsatte ind mod byen.
Jeg vandrede gennem villakvarteret, forbi pladsen, hvor der var marked i weekenden, hilste på vejarbejdere, drejede ned ad vejen med de flotte lejlighedskomplekser, hvor italieneren bor.
Jeg mødte ham i køen hos bageren i lørdags. Jeg var i løbetøj og svedte. Han smilede og havde brune øjne. Kig forbi, sagde han. Det gjorde jeg så men uden helt at kende den præcise adresse. Kigge forbi uden at besøge nogen bestemt og uden at have forhåbninger om at møde italieneren eller nogen anden, jeg måtte kende, og det gør jeg heller ikke.
Jeg smilede – de skulede tilbage
Jeg gættede på, at det måtte være opgangen med den smukke, gamle røde Alfa Romeo sportsvogn i indkørslen, men jeg så ingen. Og jeg gik videre gennem parker og kvarterer med alt for dyre biler og kvinder i konservativt tøj og med matchende tasker og lige så store solbriller.
Jeg smilede – de skulede tilbage.
Jeg krydsede Avenue Louisa og gik ind i min søsters gamle hood i Ixelles, ned ad Rue Americaine til huset i nummer 174 med køkken i kælderen.
Her holdt vi jul og spillede amerikansk rommy, grinede, drak lidt for meget vin og lavede mad efter “God mad let at lave” – undtagen juleaften, hvor mormor – thank God – stod for anden.
Bedre humør
Jeg fortsatte rundt om hjørnet og gik op ad Rue Tenbosch, hvor min søster boede til sidst i nummer 51 – huset så ubeboet ud og på brevsprækken stod der stadig Landsted, selvom nogle af bogstaverne var faldet af.
Jeg hilste på apotekeren på hjørnet og drak kaffe på den lokale Le Pain Quotidien – nogle ting forandrer sig aldrig, som mine børn siger. Og nej, de har ret. Det hjælper alt sammen,
Jeg gik tilbage mod Place Luxembourg, forbi den lokale købmand – over Avenue Louisa – konstaterede, at “vores” delhaize stadig er åben, selvom bygningen var pakket ind i stilladser.
Bagefter fortsatte jeg ligeud og hilste på belgiere med afrikanske aner, marokkanere, halal slagteren fra Marrakech. Passerede isenkræmmeren med spande i flere farver, indkøbsnet i plastik og gryder af aluminium.
Noterede mig, at mænd kan blive klippet for 10 € hos Bilal, inden jeg tog bussen tilbage i meget bedre humør.
Nevøens eksamen gik godt, og nu er han gået ud efter mad og øl.
Tak.
Du kan også sende os dine refleksioner, oplevelser eller dine tanker om dit hverdagsliv. Skriv til e-mail adressen: redaktionen@pov.international.
Læs flere klummer i POV her
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
