KLUMME: Det svinger med humøret – derfor går jeg

i Liv & Mennesker/Quick POV af

BRUXELLES – Det svinger med humøret. Jeg har svært ved at koncentrere mig, er initiativløs og kan overhovedet ikke huske navne – som i overhovedet ikke.

Jeg savner selskab og kan så alligevel ikke holde ud at være sammen med for mange.

Tuder over det mindste – terrorangreb, støttekoncerter, glade mennesker, Macron dokumentar. You name it. Er helt på røven – også økonomisk.

Det giver næsten sig selv, når der ikke kommer meget ud over rampen. Nogle vil måske sige stress, andre sorg.

Hvad det så end er, så er det træls. Derfor går jeg, og det hjælper.

Hvad det så end er, så er det træls. Derfor går jeg, og det hjælper.

I morges fodrede jeg fiskene og vinkede til skraldemændene, der kom i hold. Først for at hente de hvide sække med almindeligt affald, så de gule med papir, og måske bliver de blå med plast og naboens grønne sække med haveaffald hentet senere.

Jeg drak kaffe og spiste pandekager med nevøen, inden han cyklede til eksamen, nikkede til den unge kvinde, som kom ud fra nyttehaven med blomster og grøntsager overfor, og fortsatte ind mod byen.

Jeg vandrede gennem villakvarteret, forbi pladsen, hvor der var marked i weekenden, hilste på vejarbejdere, drejede ned ad vejen med de flotte lejlighedskomplekser, hvor italieneren bor. Jeg mødte ham i køen hos bageren i lørdags. Jeg var i løbetøj og svedte.

Han smilede og havde brune øjne. Kig forbi, sagde han. Det gjorde jeg så – uden helt at kende den præcise adresse.

Jeg gættede på, at det måtte være opgangen med den smukke, gamle røde Alfa Romeo sportsvogn i indkørslen og gik videre gennem parker og kvarterer med alt for dyre biler og kvinder i konservativt tøj og med store solbriller.

Jeg smilede – de skulede tilbage.

Jeg krydsede Avenue Louisa og gik ind i min søsters gamle hood i Ixelles, ned ad Rue Americaine til huset i nummer 174 med køkken i kælderen. Her holdt vi jul og spillede amerikansk rommy, grinede, drak lidt for meget vin og lavede mad efter “God mad let at lave” – undtagen juleaften, hvor mormor – thank God – stod for anden.

Jeg fortsatte rundt om hjørnet og gik op ad Rue Tenbosch, hvor min søster boede til sidst i nummer 51 – huset så ubeboet ud og på brevsprækken stod der stadig Landsted, selvom nogle af bogstaverne var faldet af.

Jeg hilste på apotekeren på hjørnet og drak kaffe på den lokale Le Pain Quotidien – nogle ting forandrer sig aldrig, som mine børn sagde.

Jeg gik tilbage mod Place Luxembourg, forbi den lokale købmand – over Avenue Louisa – konstaterede, at “vores” delhaize stadig er åben, selvom bygningen var pakket ind i stilladser – jeg fortsatte ligeud og hilste på belgiere med afrikanske aner, marokkanere, halal slagteren fra Marrakech. Passerede isenkræmmeren med spande i flere farver, indkøbsnet i plastik og gryder af alluminium.

Noterede mig, at mænd kan blive klippet for 10 € hos Bilal, inden jeg tog bussen tilbage – i meget bedre humør. Nevøens eksamen gik godt, og nu er han gået ud efter øl.

Tak.

POV lønner ikke sine skribenter – endnu. Hvis du holder af Anne Leas klumme, kan du donere et beløb til hende, der honorerer hendes journalistik her på sitet. Hendes Mobile Pay er 24 98 81 00

Topillustration: Flickr – hana jang.

Anne Lea Landsted er selvstændig journalist, mor, vestjyde og verdensborger. Hun har afsløret medicinalindustrien, fundet forsvundne hærchefer og flygtninge på tvungen retur. Hun har endnu ikke knækket koden til økonomisk rigdom, så bidrag modtages med glæde på Mobile Pay 24988100

Seneste artikler om Liv & Mennesker