RENGØRING // KLUMME – Mænd og kvinder har to helt forskellige opfattelser af, hvad rengøring egentlig går ud på. Og sjovt nok bliver både manden og kvinden tit skuffede over ægtefællens rengøringsindsats.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er søndag, far er alene hjemme og skal i gang med rengøring. Men først skal han lige have en kop sort kaffe, mens han betragter slagmarken og lægger en plan: ”Hvis jeg starter med at fjerne alt legetøjet og lægge det på værelset, kan jeg støvsuge bagefter og så tørre fladerne af. Det burde kunne nås inden frokost, og så kan jeg måske hente en sandwich eller frokostpizza eller prøve det nye burgersted nede i byen.
Hans førsteprioritet er for eksempel ikke at flytte forhindringer for at finde snavs. For ham er det vigtigere, at ”han har været der”, end om det er decideret rent
I eftermiddag kan jeg så tage førstesalen, men spørgsmålet er, hvilken musik jeg skal høre imens? Skal det være min normale støvsuge-playliste eller måske noget mere up-beat? Måske noget 90’er-grunge? Eller måske Liga på P4? Der er ikke noget så hyggeligt som at støvsuge til lyden af Superliga,” synes han at mumle for sig selv.
Når han endelig kommer i gang, er der et hav af afbrydelser. Så får han en sms fra en gammel ven, kommer i tanke om en mail, der skal sendes og genser nogle temmelig sjove videoer på YouTube, som han troede, han havde glemt.
På et tidspunkt får han øje på LEGO-brandstationen, som trænger til en reparation, og så sætter han sig og bruger en time på at fikse den, fordi det viser sig, at den mangler essentielle dele, som er svære at fiske ud af kassen med LEGO. Han er ikke det, man inden for rengøringsbranchen vil kalde ”grundig” eller ”effektiv”. Mere rolig og måske selektiv.
Hans førsteprioritet er for eksempel ikke at flytte forhindringer for at finde snavs. For ham er det vigtigere, at ”han har været der”, end om det er decideret rent. Han vil derfor hellere støvsuge rundt om potteplanten end bukke sig ned og fjerne den.
Til gengæld er han langsom. En rengøring vil typisk tage en hel dag, hvis det drejer sig om et gennemsnitligt parcel- eller rækkehus.
Og når han endelig slænger sig i sofaen efter dagens dont, føler han sig udmattet og forventer, at kæresten kommer hjem og klapper ham på skulderen og siger noget i stil med: ”Hvor har du dog klaret det flot. Sikke en heltebedrift.” Hvortil han svarer:
”Ja, det var en ordentlig omgang. Jeg tror sgu, det tog over seks timer.”
Når mor går i gang med rengøring
Det er søndag, mor er alene hjemme og skal gøre hele huset rent. Hun vågner med et sæt kl. 07:50, selvom hun havde planlagt at sove længe, når nu børnene endelig bliver passet.
Men nu hvor hun alligevel er vågen, kan hun lige så godt stå op. Hun spiser lidt skyr med granola, drikker en kop kaffe med mælk, og så går hun ellers i gang. ”Det bliver jo ikke sjovere af, at man venter. Det er jo ikke sådan, at støvet bare tryller sig væk, hvis man ignorerer det.”
Hun falder om på sofaen, helt forpustet og udmattet, og tænker, at det bliver fedt, når kæresten kommer hjem
Først tager hun tæpper og måtter udenfor, så de kan blive luftet. Så ryger dynerne samme vej. ”Når man er i gang, kan man også lige så godt skifte sengetøj. Der er så dejligt at lægge sig i noget rent.” Hun rydder også op i ungernes skabe. Sorterer deres legetøj og fjerner LEGO-brandstationen, som ingen alligevel leger med.
Hun opdager slet ikke, at hun er sulten og tørstig, før maven rumler højlydt, og da hun omsider kigger på klokken, er den allerede halv to. ”Pyt med det, hvis jeg lige giver den gas og tager de to toiletter og vasker gulvet, så kan jeg slappe af bagefter med god samvittighed.” Da klokken er halv fem, har hun gjort rent, vasket tøj, ryddet op på alle værelser, skiftet sengetøj, luftet ud, vasket gulv og puttet en lasagne i ovnen.
Hun falder om på sofaen, helt forpustet og udmattet, og tænker, at det bliver fedt, når kæresten kommer hjem. Måske vil han give hende et kys og sige: ”Gud, hvor har du knoklet, min skat. Jeg kan se, at du har været helt inde i hjørnerne.” Og hun vil svare: ”Åh, det var nu ikke så galt. Jeg har i øvrigt også skiftet sengetøj.”
Men sjovt nok bliver de begge to ret tit ret skuffede, når den anden vender hjem. Ja, det er nærmest, som om mødre og fædre har to helt forskellige opfattelser af, hvad rengøring egentlig går ud på.
Klik dig videre til mere opinionsstof lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her