1. SØNDAG I ADVENT // KLUMME – “Advent er som en graviditet. En indadvendt tid. Jeg husker, at de første uger som gravid var som at bære på en hemmelighed; at vide, at kun jeg vidste, at snart ville endnu et menneske fødes. Men end ikke jeg kunne vide, hvem det var. En dobbelt hemmelighed,” skriver Charlotte Rørth i anledning af 1. søndag i advent og den snarlige begyndelse på julemåneden.
Hotellet i Son ligger ned til fjorden. Vandet er delvist frosset til. Det ser ud til, at man kan gå over til Nordre Sauholmen. Gran og fyr derovre på fårenes ø er dækket af sne. Stilheden høres. Ingenting høres. Er det sådan, julens virkelighed er? Denne første decemberdag ligger Vinternorge klar, kold og sprød. En foræring. En forkælelse. En adventsgave.
I hotellets spa-område er ingen andre, kun vi to. På reposen foran dampbadet står fire elektriske hvilestole foran fem store udsigtsvinduer. Nedenfor ligger den lille lystbådehavn. Skarverne på molen breder deres forhistoriske vinger ud til tørre. Jeg breder mine hvide håndklæder ud på stolen, lægger mig og lunes hurtigt. Et tryk på en kontakt, og langsomt begynder stolen at gynge. Først kun ganske kort frem og tilbage, senere med større udsving, kroppen vænner sig til bevægelsen, hviler, er tryg, mild, varm. Bevægelsens monotoni er effektiv. Kravet om effektivitet slipper. Stressen siver ud. Hurtigt. Uroen fordamper.
Det er den fortælling, mange fejrer, selv om de ikke er troende. For alle er født. Alle er ventede, om de er ønskede eller ej. Jeg ville ønske, alle var ønskede. Selv var jeg ikke ønsket
Derinde i uvisheden har vi ligget som ufødte børn. I mørket, vugget og varsomt passet på og ventet af andre. Hånden finder op på maven. Hvad er det ufødte derinde nu? Drengene har ligget der. Alle tre. Og ham/hende, der efter en voldtægt blev valgt fra, og de to, der satte sig forkert og derfor blev stødt ud.
Alle vi voksne har ligget derinde og er blevet ventet af nogen udenfor. Uanset om vi var ventet med glæde eller ej, så har der undervejs været stunder af forundring. Selv hos de mest praktisk anlagte og trosfremmede må der have været om ikke andet så blot et par minutter af vild forbløffelse. Hov, hvad ligger herinde? Hvad kan jeg vente at møde? Hvem kommer?
Det er den første december. Vi er i adventstiden. Vi venter på, at barnet skal komme til verden. Vi ved, at det kommer, men ikke hvem det er. Vi har selv været ventet, og nu venter vi selv.
Advent er som en graviditet. En indadvendt tid. Jeg husker, at de første uger som gravid var som at bære på en hemmelighed; at vide, at kun jeg vidste, at snart ville endnu et menneske fødes. Men end ikke jeg kunne vide, hvem det var. En dobbelt hemmelighed. Jeg husker lysten til hele tiden bare at smile med hænderne på maven, lidt som nu, hvor jeg ligger som midaldrende farmor på en norsk eldreven chaiselong. Selvom det er flere decennier siden, jeg fødte, bærer jeg følelsen med mig ind i december.
Ventetider er farvet af, hvad vi venter. Med et barn er det selve livet, og med det første barn især en formodning om, at vores egne liv vil forandres fuldstændigt, uden at vi ved til hvad.
I adventstiden ved vi godt, at vi venter på juleaften og -morgen, men måske kan vi lade, som om vi ikke helt ved, hvad vi venter på, og være lidt spændte og tænksomme. Vi ved, hvilken dag han fødes, så deri er ingen overraskelse, det har vi mennesker sat i system.
Men det er helt ubegribeligt overvældende at vide, at vi venter på et menneske, der vil betyde mere end nogen anden, og vi kender det ikke. Det er decemberventetiden.
Et menneske, der kom til verden på samme måde som os. Det er den fortælling, mange fejrer, selv om de ikke er troende. For alle er født. Alle er ventede, om de er ønskede eller ej. Jeg ville ønske, alle var ønskede. Selv var jeg ikke ønsket. Min mor var 16, min far 18, da de undfangede mig i 1962. Jeg var ikke planlagt, nej, men undervejs i ventetiden blev jeg til en, der var ventet, en, der ville blive elsket, jeg ved det, jeg tror det, jeg synes at kunne huske det.
Det, der sker for alle.
Ventetiden forandrede mine teenageforældre, gjorde dem klar. De blev gift. På rådhuset uden den store fejring, ganske vist, men på det ene snapshot, jeg har set fra dagen, stiger min mor ud af en bil og ser glad ud. Forventningsfuld. Hun bar på et barn, men hvilket? Som jeg selv har båret på mine børn.
Dem, jeg ventede, og jeg mærker, at jeg græder og synes, at det er uden grund. Herre Gud, jeg ligger bare her og tænker over det, der sker for alle. Vi er alle født, og selv under de mest usle forhold findes der kvinder, der smiler som min mor på det lille sort-hvide foto.
Bag hovedgærdet går døren fra dampbadet op.
– Hvad sker der, spørger manden, da han ser tårerne. Han tager min hånd.
– Taknemmeligheden, svarer jeg.
– Jeg var ventet.
Uddrag af Charlotte Rørth: Jesuskalender – Decembersamtaler til livgivende forundring, Forlaget Eksistensen, 2022.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
