Essay: Livet sammen med andre og hvordan vi kolliderer

i Essays/Liv & Mennesker af
ESSAY – “Vi har masser af luft. Det er, som om man kun tør trække vejret helt ned i lungerne udenfor, og aldrig har der været så meget liv i vores lille landsby; folk går, løber og cykler, snakker over hækken og holder middage med naboen på hver side af hegnet, mens der meldes om mennesketomme gader i Genève… Der er tilsyneladende blevet byttet om på land og by.”

Jeg sidder på den lille altan på førstesalen af vores gamle ombyggede lade i en fransk landsby et kvarter fra grænsen til Schweiz og Genève. Det er mit helle, her jeg sidder og arbejder eller læser i denne coronatid, hvor huset er optaget af andre familiemedlemmer, og hvor den store, gamle lades åbne rum uden særlig mange døre for første gang er en ulempe, hvis man søger ro og fordybelse.

Her på altanen er der stille, eller forholdsvis stille, for den anden ende af huset, dér hvor bondemanden i sin tid boede, er lejet ud til CERN-studerende. Selv disse nørdede superhjerner har brug for luft og lys indimellem, så jeg kan ikke undgå fra tid til at anden at følge med i deres Skypesamtaler med familie og venner på tysk, spansk, italiensk og fransk.

De taler engelsk indbyrdes, og hvis de får øje på mig oppe på altanen, spørger de høfligt, hvordan det går. How are you?

Det er første gang, jeg har talt med nogen af dem, selv om vi har boet her i flere år på nær en enkelt, vi hyrede som matematiktutor til vores datter sidste år. Jeg prøver at undskylde den manglende kontakt med, at der er relativ stor udskiftning, efterhånden som de bliver færdige med deres projekter, phd’er eller hvad de nu laver på CERN.

Jeg har en veninde, der arbejder på CERN, som sidste sommer arrangerede, at jeg og to andre veninder kom med på en rundvisning. Den ene, Nathalie, havde aldrig set det imponerende anlæg, en hel by, indefra, selv om hun i de sidste tyve år muligvis har boet lige over The Collider, den 27 kilometer lange ring under jorden, som forskerne sender partikler igennem for at studere deres hastighed, og hvad der sker, når de kolliderer.

Heroppe fra mit lille ‘safe pace  på altanen kan jeg se ned i de CERN-studerendes baghave … det er som at få indblik i en anden verden

Nathalie og Pauline er begge franskmænd og forklarede den delvise forvirring, vi alle tre følte efter rundvisningen med den italienske forskers stærke accent. Men selv om jeg taler bedre engelsk end dem, forstod jeg heller ikke meget.

Det er et mysterium for os dødelige, hvad de egentlig laver på CERN, selv om en af stedets fysikere til en fest engang forsøgte at forklare mig det med, at det er livet selv, de undersøger. I så fald en del af livet, der ligger uden for grænserne af mine forståelsesrammer.

Heroppe fra mit lille safe space på altanen kan jeg se ned i de CERN-studerendes baghave, og jeg er ved at have afluret de forskellige dynamikker i flokken. På mange områder lever de op til alle fordomme, må jeg konstatere, og det er som at få indblik i en anden verden.

En dag sad et par stykker af dem i solen og drøftede tv-serier, hvilket åbenbart havde karakter af en slags hvide pletter på landkortet for flere af dem, som de tvunget af omstændigheder havde besluttet sig for at gå på opdagelse i.

Ham, der gav gode råd om emnet, havde sidste år brækket benet og fra sengelejet set alle afsnit af Game of Thrones, hvilket havde åbnet hans øjne for denne adspredelse. Umiddelbart var de andre lidt skeptiske over for tidsomfanget ved at se den berømte serie, så han foreslog et par andre, de kunne kaste sig over.

Det var ren uskyld i betragtning af mine egne teenagebørn, hvis forbrug af serier jeg slet ikke tør tænke på uden at blive angst for deres fremtidsperspektiver. Men gudskelov er de også helt almindelige unge mennesker.

Det er livet selv – livet sammen med andre, hvordan vi kolliderer – med alle dets udfordringer, der pludselig står meget skarpt i sådan en situation

I dag fik en af dem en lille opsang for at have trampet rundt om morgenen og for at have ladet sit tøj ligge og flyde i et af fællesarealerne. Det var tydeligvis en kæreste, der havde fået til opgave at overbringe irettesættelsen, og budbringeren undskyldte og sagde, at hans kæreste nu også var ret sensitiv i denne tid, og han skulle ikke tage det så alvorligt. Faktisk gjorde det slet ikke noget.

Ham, der havde larmet, er gruppens wild child, han har langt hår og kører i et gammelt folkevognsrugbrød, hvor der på bagklappen står ”SURF FAST, EAT”, skrevet med farvet tape. Man kan se, at der engang har stået ”ASS” til sidst, for lakken er falmet der, hvor tapen har siddet.

Vores ældste datter har svært ved at tro, at han studerer på CERN, hun er sikker på, han bare er på besøg.

Hendes erfaring med de studerende ved siden af begrænser sig også til den spanske matematiktutor, som tilsyneladende var meget lidt pædagogisk og havde svært ved at skjule sin forundring over, at hun ikke kunne forstå de for ham helt elementære matematiske problemer. Det kan ikke altid være let at være så meget klogere end andre, men de daglige trakasserier i bofælleskabet minder nu påfaldende om konflikterne i ethvert bofællesskab, jeg har været en del af.

Jeg tænker med gru på, hvordan jeg mon havde klaret to måneders indespærring i det kollektiv, jeg engang boede kortvarigt i eller sågar med de gode veninder, jeg delte lejlighed med som studerende. Det er livet selv – livet sammen med andre, hvordan vi kolliderer – med alle dets udfordringer, der pludselig står meget skarpt i sådan en situation.

Vores naboer til den anden side, englænderen Jane og franskmanden Simon, har vi haft adskillige middage med under det, vi er begyndt at kalde indespærringen. Vi deler et let hegn mellem vores to haver, og så har vi siddet ved hver vores bord og på hver sin side af hegnet.

Første gang foreslog Jane, at vi delte en skål chips, men vi blev enige om, at vi hellere måtte have hver vores. Vi har også vores egen mad og deler den ikke, selv om Simon sidste gang kastede lange blikke efter vores lammekølle.

Deres datter er vegetar, så de spiser heller ikke kød for tiden. Datteren studerer ved universitetet i Genève, men da de hørte, at grænsen ville lukke, flyttede hun hjem til sine forældre for ikke at skulle sidde og kukkelure på sit lejede værelse inde i byen.

Janes far døde for en måneds tid siden. Hun nåede lige hjem i tide til at sige farvel, og sprang efterfølgende på det sidste fly ud af England. Begravelsen måtte hun undvære, men de holdt en lille ceremoni her, med deres to sønner med på Skype, hvor vi var inviteret til gravøl over hegnet bagefter. Vi tog pænt tøj på og skålede for Janes far i champagne. Jane græd lidt. Vi talte om det aftryk, man sætter på verden. En helt særlig corona-oplevelse.

Inden for de seneste dage har jeg set Jane sidde nede i bunden af haven med en stor gin & tonic og en cigaret om aftenen. Hun ryger ellers ikke

For et par uger siden ankom deres ene søn og en ven fra Paris. De kunne ikke holde ud af være i hovedstaden længere, hvor politiet er noget mere strikse med at håndhæve le confinement. Vennen havde en bil, så de kunne køre herned, selv om det selvfølgelig er ulovligt.

Ifølge regeringens påbud må man kun bevæge sig udenfor i en radius på en kilometer fra sin bolig, kun være ude én gang om dagen, højst en time, kun én person ad gangen og kun for at købe ind eller dyrke motion. Egentlig skal man hver gang også printe en passérseddel ud, som man skal udfylde med navn, adresse, dato, tidspunkt og ærinde.

Det føles som noget fra krigens tid.

De første dage gik vi i panik, fordi vores printer ikke virkede, men så fandt vi ud af, at man godt måtte skrive sedlen af i hånden. Så vi viskede ud og udfyldte hver gang, men nu slækker vi på det – herude på landet er der ikke meget politi, og vi antager, at de har andet at lave end at tjekke, hvorvidt vi har skrevet på sedlen, at vi er ude at gå med vores hund, når enhver kan se, vi er ude at gå med vores hund.

I Paris har de tilmed begrænset tidspunkterne for udendørs motion, men her er der bedre plads, og folk går også ture med hele familien, selv om der konstant florerer historier på nettet om, at folk er blevet irettesat af politiet, hvis de er flere ude at gå sammen.

Nu har Jane og Simon altså de to hjemvendte børn, der begge er midt i tyverne, boende, foruden en af sønnens venner i deres ikke særlig store hus. Inden for de seneste dage har jeg set Jane sidde nede i bunden af haven med en stor gin & tonic og en cigaret om aftenen. Hun ryger ellers ikke.

En aften tog vi også en drink over Facetime med nogle venner, der flyttede til Sydafrika for et par måneder siden. De nåede lige at købe senge og et spisebord og få adopteret to greyhounds fra et shelter, før de ikke måtte forlade deres bolig. Nu arbejder de ved et skrivebord lavet af papkasser, og de to hunde er blevet de fedeste greyhounds, jeg nogensinde har set – de har kun en lille plet græs til rådighed uden for huset.

Vores australske venner i Sydafrika er løbet tør for vin, så nu er de angiveligt ved at undersøge, hvordan man kan brygge hjemmelavet ginger beer og vodka af kartofler

I Sydafrika må man også kun tage ud for at købe livsnødvendige fødevarer, og altså ikke engang for at gå en tur med hunden. Man må heller ikke købe vin og spiritus, hvilket jo på mange måder giver god mening, når man er spærret inde med sine nærmeste. Vi ved jo alle sammen, at de fleste drab begås inden for familien.

Her i Frankrig er vinhandlere og kiosker dog åbne som det eneste foruden supermarkeder. Vi har allerede fået slået fast, at vin i Frankrig betragtes som en rettighed på linje med ytringsfriheden, da kulturministeren sidste år formastede sig til at sidestille vin med spiritus og efterfølgende blev undsagt af Macron. Selvfølgelig skal man have lov til at købe vin under coronakrisen.

Vores australske venner i Sydafrika er løbet tør for vin, så nu er de angiveligt ved at undersøge, hvordan man kan brygge hjemmelavet ginger beer og vodka af kartofler.

Krisen gør os alle mere kreative. Min ældste datter strikker på livet løs og laver perleøreringe.

Den yngste er vist mest på TikTok. Når ellers de har tid, for deres internationale skole tillader dem ikke meget fritid. Man insisterer på at følge det almindelige skoleskema, så pigerne sidder foran deres computere fra otte til fire, afbrudt af en halv times frokostpause, som tilmed falder på forskellige tidspunkter, eftersom den ene går i high school, den anden i middle school. Hvis ikke de afleverer deres opgaver, eller læreren ikke mener, de er tilstrækkeligt aktive, modtager vi straks en mail fra læreren.

Den ældste klarer det fint, hun skriver essays og læser højt af Macbeth (passende med det maniske håndvaskeri, vi alle praktiserer for tiden) og holder festive Friday med sine venner, hvor de tager fint tøj på og holder virtuel fest.

Den yngste på tretten har sværere ved at bevare motivationen. Vi får et par mails om ugen. Heriblandt fra idrætslæreren, som nu truer med, at det kan påvirke hendes karakterer, hvis ikke hun laver de foreskrevne ”challenges”. Som om der ikke er challenges nok i forvejen.

Vi har skrevet til læreren, at hun faktisk får ret meget motion, for hun går meget op i at være i form og laver workouts flere gange om dagen, ligesom vi spiller badminton double hver aften i haven, men det var ikke nok, lød svaret.

Det forlyder, at IB vil give mulighed for at tage eksaminer i november, hvis man vil forsøge at forbedre sine karakterer. En rimelig kompensation i betragtning af de vidtrækkende konsekvenser en dårlig IB/studentereksamen kan have

De har lige haft to ugers ferie, men vores datter var kommet så langt bagud, at hun måtte bruge begge uger på at indhente det forsømte. I går lavede hun et forsøg med at udvinde dna fra en kiwi-frugt, og dagen forinden skrev hun en artikel om spøgelser.

Jeg underviser selv IB-elever i dansk på en international skole i Genève. Jeg har forberedt dem på deres endelige eksamen i to år, men alle eksaminer er aflyst, og vi havde vores sidste virtuelle dobbelttime i sidste uge. Nu skulle læseferien være begyndt og derefter eksaminer før den afsluttende graduation.

Alt er aflyst, og de var modløse og vidste ikke, hvad de skulle lave de næste par måneder. Nu må de bruge årskaraktererne til at søge ind på videregående uddannelser. For en er det en fordel, er jeg overbevist om, for hun går altid helt i panik i eksamenssituationer og klarer sig markant dårligere – eksamen er ikke altid de flittiges fest – for en anden er det bestemt en ulempe. Han har ikke altid forberedt sig til timerne, men sætter alle sejl til, når det gælder, og har klaret sig overraskende godt til tidligere prøveeksaminer.

Min studentereksamen havde også været ubrugelig, hvis ikke jeg havde fået lov at studere i døgndrift den sidste måned og give den gas til de afsluttende eksaminer, og jeg føler med ham og mine andre elever.

Det forlyder, at IB vil give mulighed for at tage eksaminer i november, hvis man vil forsøge at forbedre sine karakterer. En rimelig kompensation i betragtning af de vidtrækkende konsekvenser en dårlig IB/studentereksamen kan have.

Ifølge Macrons sidste tale til nationen vil Frankrig langsomt åbne op d. 11. maj.

Ligesom i Danmark vil de yngste børn begynde i skole igen, mens de ældre må vente lidt, og studerende på videregående uddannelser ikke skal regne med at komme i gang igen på denne side af sommerferien.

Det vil blive en lettelse for min veninde Pauline, som huser fire børn i alderen 6-20 år, sin bipolare mand og ligeledes bipolare svigermor, som de ikke ville lade sidde alene i sin lejlighed i Lyon. Svigermoren er medicineret, så hun er for så vidt nem nok at have boende, hun sover længe og går tidligt i seng.

Men – måske af samme grund – er hendes mand skeptisk over for den medicin, han har fået ordineret af sin læge, og de havde en kæmpe krise lige inden nedlukningen, fordi han var inde i en af sine maniske perioder.

Vi plejer at tale om det på vores daglige morgenture med vores hunde, det fungerer som en art ventil for hende, men at mødes nu for at gå en tur sammen er helt utænkeligt. Vi skriver lidt sammen i stedet.

Jeg ved, at hans udsving tit er udløst af stress, og nu er han ikke stresset, for hans arbejde er mere eller mindre sat på standby.

Jeg mødte ham forleden, hvor han var ude at cykle, og jeg kender ham godt nok til, at jeg kan se på hans blik, om han har det godt. Det havde han. Han var glad for nedlukningen og den pause i hans arbejdsliv, den har været årsag til.

Vi er også heldige at bo herude på landet, blev vi enige om, selv om vi knap tør sige det højt, efter at Leïla Slimani er blevet udskældt som en ny Marie Antoinette:

Med sine lyriske naturbeskrivelser i Le Monde fra sit sommerhus, hvor hun og familien har søgt tilflugt under coronakrisen, og har hun stukket hånden lige ned i den hvepserede, den utrættelige debat om de store klasseskel i Frankrig er.

Uagtet den uheldige timing, hvor Slimani kommer til at ende i samme kategori som de mange stjerner, der poster billeder fra deres svære isolering i kæmpevillaer med pool og bowlingbaner, så forstår jeg nu godt hendes glæde ved naturen netop i denne tid, selv om det er svært ikke at føle sig lidt skyldig ved tanken om de mange, der er lukket inde i små lejligheder med børn, der kravler på væggene i frustration.

Vi overvejede, om vi kunne nå at holde en fest inden nedlukningen, inden verden, som vi kendte den, ville blive forandret. Der er noget tillokkende ved at feste, mens skibet synker

(Det er dem, der nu er gået på gaderne i Paris’ forstæder og smider med brosten mod politiet. Hvem ville ikke blive vanvittig af at være spærret inde otte mennesker på 50 kvadratmeter i en ghetto nord for Paris?)

I forhold til dem har vi virkelig ikke noget at klage over her mellem marker og bjerge, coronakrisen er nærmest en gave, en pause fra hverdagen. Vi har masser af luft. Det er, som om man kun tør trække vejret helt ned i lungerne udenfor, og aldrig har der været så meget liv i vores lille landsby; folk går, løber og cykler, snakker over hækken og holder middage med naboen på hver side af hegnet, mens der meldes om mennesketomme gader i Genève – der nu aldrig har været den mest vibrerende storby – og en veninde hjemmefra har beskrevet, hvordan København i denne tid minder hende om påskeugen i halvfjerdserne.

Der er tilsyneladende blevet byttet om på land og by.

Nu har Pauline og familien fået høns, og det virker som en god idé med et lille projekt af den skala. Pauline sendte stolt et billede af hønsenes første æg forleden.

Lige inden nedlukningen sad vi en dag her over en kop kaffe og drøftede, hvordan boligmarkedet ville påvirkes af coronakrisen, for Pauline er selvstændig ejendomsmægler. Det blev naturligvis kun til gætterier, og vi vidste jo heller ikke, hvor omfattende nedlukningen ville blive. Det vidste vel ingen eller kun de færreste.

Pauline fortalte, at hun som teenager havde boet i Indonesien med sine forældre. Under de politiske uroligheder i 1998 tog langt de fleste expats hjem, men forinden festede de, like there was no tomorrow, en Titanic-lignende stemning, og vi overvejede, om vi kunne nå at holde en fest inden nedlukningen, inden verden, som vi kendte den, ville blive forandret.

Der er noget tillokkende ved at feste, mens skibet synker.

Vi nåede det ikke, før Frankrig sammen med det meste af verden lukkede ned – og det ville næsten også have været for dekadent. De unge mennesker inde ved siden af fester forbavsende lidt.

Måske ser de tv-serier, mens de venter på, at CERN åbner igen, så de kan genoptage studierne af elementarpartikler og livet selv. Hvad der hæver og sænker partiklernes hastighed, og hvad der sker, når de kolliderer.


Foto: Skribenten.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Charlotte A.E. Glahn, f. 1970.

Cand.mag i litteraturvidenskab, oversætter af skønlitteratur og professeur de danois ved École Internationale de Genève. Har boet i Frankrig siden 2016.

Foto: Marie Beiskjær.

Seneste artikler om Essays