POSTPUNK // PORTRÆT – Hvis du finder personligheder som Dave Grahan, Ian Curtis eller Morrissey interessante og drages af 80’ernes mørke og eksperimenterende poplyde, og hvis du ikke føler dig skræmt af det tyske sprog, så burde du se mod Tyskland. I disse år oplever den tyske musikbranche nemlig en opblomstring af unge tyske bands og artister, som spiller sig ind i en tradition, der går tilbage til den tidlige postpunk- og new wave kultur. I anledning af fænomenet Drangsals koncert lørdag d. 17. november i Hamborg, forsyner Jonas M. Hoeck POV’s læsere med en introduktion til prinsen af samtidens tyske postpunkscene.
Musik skaber stemning og spejler eller forstærker ofte de følelser vi bærer rundt på. Derfor opstod den oprindelige postpunk også som en modreaktion på 70’ernes bløde blomsterbørn og politisk korrekte syremusik, som ikke længere var i stand til at reflektere den problematiske virkelighed, som 80’ernes unge oplevede.
Blandt andet den kolde krigs våbenkapløb tegnede ikke en lys fremtid for datidens generation. Med udgangspunkt i punkens anti-autoritære frihedsbegreber og destruktive musik, søgte postpunken derfor at fremstille en popmusik med negativ appel som modstykke til den feel-good-humanisme, som blandt andet numre som John Lennons drømmende ”Imagine” stod for.
Syd for grænsen står den 25-årige tyske Max Gruber i front for en ny generation af postpunk-inspirerede kunstnere
I dag har finanskrisen, flygtningekrisen, miljøkrisen og ti andre kriser igen skabt en stemning af forfald og undergang, og her slår den selvironiske og lyse popmusik igen ikke længere til som spejl for tidens negative følelser. Vor tids virkelighed er fyldt med usikkerhed, depression og diagnoser, og måske er det derfor, at hård rock og sentimental postpunk igen har fået en plads i musikkens verden.
I hvert fald har flere danske bands som eksempelvis Ice Age og Shiny Darkly oplevet stor succes ved at eksperimentere med undergangsdyrkelsen, og noget lignede kan ses ske syd for grænsen. Her står den 25-årige tyske Max Gruber i front for en ny generation af postpunk-inspirerede kunstnere.
På kant med undergangen
Grubers alter ego og kunstnernavn er Drangsal, og oversætter man det begreb til dansk, betyder det noget i retningen af lidelse, trængsel eller nød. Lige præcis disse negative følelser, danner også temaerne for det univers, Drangsal har bygget op.
Hans musik har stærke referencer til 80’ernes store postpunkbands. Eksempelvis er basrytmerne meget lig Peter Hooks (Joy Division), og teksterne kunne være skrevet af Robert Smith (The Cure). Men hvor de danske postpunkbands Ice Age og Shiny Darkly udelukkende benytter en mørk lyd, som er stærkt inspireret af meget dystre bands, som Bauhaus og Joy Division, så er Drangsals musik trods alt mere rytmisk og legende.
Selv siger Max Gruber, at hans store idoler er Morrissey og Marilyn Manson, og det er måske den blanding af både hård post-punk og metal, og den mere lette new wave og synth-pop, som har skabt den ambivalente stemning af fest og smerte, som er at finde på Drangsals nye album Zores (2018).
Queer og udenfor kategori
Siden 2013 har man kunne finde demoerne ”Wolpertinger” og ”Allan Align” på netmediet Soundcloud, og selvom hans debutalbum Harieschaim først udkom i 2016, kaldte det tyske musikmedie Indie Magazine, allerede i 2015, Drangsal for ”future legend”. En ret vovet spådom af et undergrundsmedie, men de tidlige forventningerne til Drangsal skyldes nok, at Gruber har styr på kvaliteten, både når det kommer til musikken, videoerne og opretholdensen af den mystiske figur Drangsal.
I 2016 bragte den store tyske avis Die Zeit en artikel om Drangsal, hvor de kaldte ham ”das neue grosse Ding”
På lydsiden har han allieret sig med den populære producer Markus Ganter, som blandt andet har produceret for den tyske rapper Casper, og som fotograf har han valgt den succesfulde Jim Rakete.
De velovervejede samarbejder har derfor resulteret i to sammenhængende og autentiske albums, som hver har givet tre højt placerede singler og gode anmeldelser i blandt andet Rolling Stone Magazine.
Kvalitet er en ting, men i en verden hvor aviserne leder efter sensationer, har det været Grubers evne til at udleve den selvoptagede og vovede karakter Drangsal, som har givet ham den brede offentligheds opmærksomhed. I 2016 bragte den store tyske avis Die Zeit en artikel om Drangsal, hvor de kaldte ham ”das neue grosse Ding”.
Anledningen var, at den dengang kun 22-årige musiker, havde valgt at kysse med den populære skuespillerinder og tv-vært Jenny Elvers, som er mindst dobbelt så gammel som ham.
Gruber har siden fået meget opmærksomhed for hans specielle tilgang til seksualitet og køn. Han er nemlig ikke bleg for at være sammen med både mænd og kvinder i forskellige aldre, og har sagt at han hverken opfatter sig som homoseksuel, heteroseksuel eller biseksuel. Han afskyer kategorier, og ser derfor sig selv som queer, altså uden for kategori, og syntes at der er for lidt queerness i tysk popmusik.
Drangsal har på den måde formået at være en sensation fra starten af sin karriere, og med sit androgyne udtryk skabe mystik omkring sin person. Lige som tidligere tiders post-punk-artister er han heller ikke bange for at eksperimentere med fortidens grufulde emner.
I lyset af fortidens æstetik
I den berygtede KZ-lejr Buchenwald hang et skilt med teksten ”Jedem Das Seine”, hvilket flere medier har set som en direkte inspiration for Drangsals nummer ”Jedem Das Meine”.
Inden man går i baglås over Drangsals provokationer, må man dog forstå, at den hårde rock og post-punk altid har eksperimenteret med fortidens gru som et kunstnerisk udtryk. Bands som Joy Division, New Order, Ice Age, Morrissey og Marilyn Manson har alle oplevet, at kritikerne hænger dem ud som tilhængere af højreorienterede og nynazistiske bevægelser.
Som en ægte postpunker er Drangsal derfor heller ikke bleg for at gå i Harrington-jakke, have karseklippet hår og i det hele taget ligne en skinhead.
Hans musikvideoer er dertil spækket med gotiske bokstaver, våben, vold, undergangstemaer og okkultisme, og så bruger han både mytiske og historiske referencer i sit sprog.
Selv siger han dog, at han er venstreorienteret, og det lader til at hans voksende fanskare godt kan rumme den dobbelthed. Den mørke mystik syntes kun at styrke hans ambivalente figur.
https://youtu.be/S1tF5sjZuKw?t=3
Neue deutche welle 2.0.
Der er naturligvis ingen tvivl om at amerikansk popkultur har været den mest dominerende faktor i dansk kulturliv siden Anden Verdenskrigs slutning (1945), og at P3 og den etablerede dagspresse i stor udstrækning stadig vil ignorere hvad der sker syd for grænsen.
Men kan du lide Drangsals tyske lyd og mystiske univers, så bør du holde øje med tysk musik og kulturliv i disse år.
Den succes, som Drangsal oplever, er nemlig også udtryk for en større opblomstring af tysk musik. Antallet af tyske postpunk og New Wave bands, som synger på tysk og dyrker den germanske kulturarv er stigende. Derfor kan bands som Drangsal, Die Nerven, Tristan Brusch, Kraftklub og Van Holzen meget vel blive en del af, hvad jeg vil kalde Neue Deutsche Welle 2.0.
Om der findes et dansk marked for den slags eksperimenterende og kantet tysk musik er svært at sige, men en ting er sikkert, Drangsal laver musik, som vi alle fortjener at høre.
Topfoto: Jim Rakete
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
