IRAN // ANALYSE – 738 eller 12.000? Den igangværende protestbølge i Iran fortsætter på tredje uge. Et af de mest omdiskuterede spørgsmål er, hvor mange mennesker der er blevet dræbt, siden protesterne begyndte, skriver Yasmin Abdel-Hak. Svaret på spørgsmålet er præget af betydelig usikkerhed, først og fremmest fordi myndighederne har blokeret for internet og telefoni. Endvidere har udenlandske journalister kun begrænset adgang til landet, hvilket gør det meget vanskeligt at bekræfte antallet af døde og sårede.
Forsigtige tal varierer på nuværende tidspunkt fra flere hundrede til potentielt flere tusinde døde. De seneste tal, som altså ikke er officielt bekræftet, nævner over 12.000 dræbte.
Siden protesterne startede i Teheran den 28. december og efterfølgende har spredt til sig over 100 byer i Iran, har statsapparatet svaret igen konsekvent og brutalt. Sikkerhedsstyrkerne har anvendt skarp ammunition, foretaget masseanholdelser, lukket internettet og indført hård censur. Endvidere er der udstukket en ny regel om, at protestdeltagere er at betragte som ”forrædere mod Gud”, hvilket i Iran er en forbrydelse, der kan straffes med henrettelse uden rettergang.
På trods af protesternes omfang og intensitet er der ingen klare tegn på et forestående regimesammenbrud. Irans politiske system er indrettet til at modstå folkeligt pres via overlappende institutioner, et effektivt sikkerhedsapparat og netværk, der belønner loyalitet til systemet.
Protesterne i Iran er reelle, dybe og systemiske. Men de er samtidig også meget sårbare over for at blive kapret af geopolitiske narrativer, som hverken afspejler bevægelsens karakter eller befolkningens prioriteringer
Derudover mangler protestbevægelsen fortsat en samlet ledelse, en ledelsesfigur og et organiseret politisk alternativ. Uden disse komponenter er det svært at se en egentlig trussel mod det siddende styre, som ganske vist er presset i disse dage, men som næppe er på vej mod et egentligt sammenbrud. De mange dages totale internetblackout er i høj grad udtryk for, at systemet er under pres. Men et pres er ikke det samme, som at styret er ved at kollapse.
Reza Pahlavi – en mulig samlingsfigur fra fortiden?
I dette spændingsfelt har Reza Pahlavi, søn af Irans sidste shah, igen fået opmærksomhed som en mulig samlende figur for et post-præstestyre-Iran. Pahlavi fremstiller sig selv som en demokratisk overgangsfigur og er en varm fortaler for sekularisme, national forsoning og tætte forbindelser til Vesten.
Imidlertid gør hans tætte forhold til Israels Benjamin Netanyahu ham til en ganske polariserende skikkelse blandt iranere, både i Iran og i den store globale diaspora. For mange demonstranter i Iran fremstår Pahlavi ikke som en legitim repræsentant for protestbevægelsen. Tværtimod fremstår han som en eksilfigur uden organisatorisk forankring i landet.
Kendere af regionens nyere historie vil tillige kunne drage en ubehagelig historisk parallel til den irakiske eksilpolitiker Ahmed Chalabi, som i årene op til den amerikanske invasion af Irak i 2003 nød ganske åbenlys opbakning fra Washington som et troværdigt alternativ til Saddam Hussein.
Men eksilpolitikere har sjældent reel legitimitet i deres hjemland. Således heller ikke Ahmed Chalabi. Den amerikanske promovering af ham viste sig at være katastrofal. USA undervurderede eksiloppositionens folkelige opbakning, undervurderede de interne magtstrukturer i landet og endte med et regimeskifte uden et bæredygtigt politisk fundament.
Moralen i denne parallel er, at ekstern projektion af ønskede alternativer risikerer at forvride forståelsen af, hvad der rent faktisk foregår på jorden.
Det centrale analytiske punkt er imidlertid, at de nuværende protester i Iran ikke har et koordineret regimeskifteprojekt eller en samlingsfigur.
Således uden en egentligt organiseret modstand med en sådan samlingsfigur vil regimet godt støttet og beskyttet af Revolutionsgarden formentlig også overleve denne protestbølge. Det er et statsapparat, der tydeligvis ikke tøver med at dræbe civile demonstranter.
Det mest sandsynlige scenarie på nuværende tidspunkt er således stadig ikke en revolution, men snarere en langvarig, usikker og systemisk ustabilitet i landet. Med en stat, der alene overlever gennem voldsom repression og uden folkelig opbakning.
De igangværende protester har blotlagt et åbent sår i form af en dyb legitimitetskrise. En krise, som styret umiddelbart kun kan respondere på ved hjælp af vold over for civilbefolkningen.
Protesterne i Iran er reelle, dybe og systemiske. Men de er samtidig også meget sårbare over for at blive kapret af geopolitiske narrativer, som hverken afspejler bevægelsens karakter eller befolkningens prioriteringer. Det er netop i dette krydsfelt – mellem intern modstand og ekstern interesse, at Irans nuværende krise bliver allermest farlig.
Forsigtighed som strategi
Den aktuelle situation i Iran udspiller sig naturligvis ikke i et geopolitisk vakuum. Den spændte situation bliver fortolket gennem regionale magtspil og stormagtsinteresser, ikke mindst fra Israel og USA’s side.
Særligt Irans atomprogram, missilkapaciteter og landets regionale netværk gør landet til noget af en strategisk udfordring og et sikkerhedspolitisk problem for Israel. På trods af den hårde konfrontatoriske retorik, som både Israel og USA har gjort brug af over for præstestyret gennem flere år, er ingen af landene interesserede i et Iran i kaos. For et Iran i kaos med usikre kommandostrukturer, fragmenterede sikkerhedsstyrker og uafklaret kontrol over atomfaciliteter er et strategisk mareridt. Derfor synes begge lande at søge en balancegang med et mærkbart svækket regime, mens man samtidig undgår et egentligt statskollaps i Iran.
Af samme grund kunne man i et nyligt interview i The Economist høre Benjamin Netanyahu udvise en for ham uvant forsigtighed i sin retorik over for Iran. Han henstillede til, at revolutioner helst skal komme indefra, og at det iranske folk selv skal tage hånd om sit lands videre skæbne.
Israel set med iransk perspektiv
Fra et iransk perspektiv har man også øjnene rettet mod både Israel og USA i disse dage. Præstestyret frygter, at Israel vil benytte sig af det nuværende kaos og indlede nye angreb mod Iran i forlængelse af den 12 dage lange krig i sommeren 2025. Israel har imidlertid via Rusland garanteret, at man fra israelsk side ikke vil gennemføre angreb under de nuværende omstændigheder. En udmelding, som ganske vist blev modtaget med en vis skepsis i Teheran.
For selvom der er tvivl om, hvorvidt Israel overhovedet har militær kapacitet til at gennemføre nye angreb på nuværende tidspunkt, fik Netanyahu ved sit nylige besøg i USA igen Trumps støtte til fremtidige angreb på Irans atomare og ballistiske missilprogram.
Imidlertid har flere israelske efterretningskilder gjort opmærksom på, Iran formentlig ikke vil tøve med at angribe både Israel og Golfstaterne, hvis det føler sig truet.
Denne ambivalens forklarer til dels også den begrænsede, primært retoriske støtte til de igangværende protester i Iran. Dette er kommet særligt til udtryk ved den amerikanske præsident Donald Trumps indledende udtalelser om at ville ramme præstestyret hårdt, hvis civile blev dræbt under urolighederne. Til trods for stigende drabstal har USA endnu ikke fulgt op på dette.
Dialog mellem Iran og USA?
Det er der imidlertid flere årsager til. Ikke mindst at flere troværdige kilder indikerer, at der har været kontakt mellem iranske embedsmænd og amerikanske repræsentanter. Trump selv har bekræftet, at et møde vil blive iværksat, ligesom Irans udenrigsminister Abbas Araghchi har været i kontakt med USA’s særlige udsending for Mellemøsten, Steve Witkoff.
Fra et iransk perspektiv ligger den primære mulighed i, at man prøver at deeskalere krisen gennem forhandlinger med USA. Et minimum af dialog med Washington kan reducere risikoen for en egentlig militær konfrontation. Samtidig kan selv begrænsede forhandlinger fungere som et signal til markederne og til landets egen befolkning om, at regimet rent faktisk forsøger at skabe økonomisk stabilitet. Det gælder også en mulig lempelse af de hårde økonomiske sanktioner, som i særlig grad har ramt civilbefolkningen. En dialog vil i givet fald først og fremmest handle om at begrænse skaderne; at undgå en militær konfrontation, der afgjort vil brede sig til Israel og Golfstaterne samt at holde atomspørgsmålet under kontrol og navigere i en højspændt situation.
Permanent højspændt situation uden udsigt til løsning
De igangværende protester har blotlagt et åbent sår i form af en dyb legitimitetskrise. En krise, som styret umiddelbart kun kan respondere på ved hjælp af vold over for civilbefolkningen. Iran befinder sig således i en højspændt situation. Mellem en stat, der ikke tøver med at slå hårdt ned på civile, og et samfund, der ikke længere tror på staten.
Det gør situationen uholdbar, ikke bare for landets civile befolkning, men for hele regionen.
Læs også POV’s udenrigsredaktør og mellemøstkorrespondent, Hans Henrik Fafners analyse af forholdet mellem Iran og Israel.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og