
HISTORIE // ESSAY – Nogle år efter Christian X’s død fik dronning Alexandrine udvirket, at en buste af kongen blev rejst på hovedstrøget, La Croisette, i Cannes. Busten står den dag i dag samme sted i haveanlægget tæt på Cannes’ store festivalpalæ, ikke langt fra den famøse røde løber, men hvordan endte den der? Max Ulrich Klinker beretter om kongens tilknytning til Rivieraen.
Det skal handle om den danske konge Christian X i Sydfrankrig her i 75-året for hans død.
Det var kongen med valgsproget ‘Min Gud, mit land og min ære’, og som især huskes for at have drevet sin opgave så vidt under genforeningen af Nordslesvig med resten af Danmark, at han afskedigede regeringen Zahle og udløste den såkaldte Påskekrise i 1920. Det konstitutionelle monarkis balance i forhold til demokrati blev så udfordret, at verdens ældste ubrudte kongerige en overgang hang i en tynd tråd.
Kongen var født den 26. september 1870 på Charlottenlund Slot, og blev gravlagt i glücksborgernes kapel i Roskilde Domkirke efter sin død den 20. april 1947. Christian X var høj, alvorlig og pligtopfyldende, og så var han den første danske regent, der blev student. Han beskrives også som en myndig officerstype. Sammen med sin regering lykkedes han at holde Danmark uden for Første Verdenskrig (1914-1918), som jo ellers i den grad var de europæiske monarkiers ulykkelige opgør med hinanden.
Blandt mange franskmænd huskes Christian X stadigvæk for at have været den modige konge, der i sympati med de danske jøder i besættelsesårene 1940-1945, selv bar en gul jødestjerne, når han var på sine daglige rideture gennem Københavns gader.
Historien er god, men ikke sand, og den lever endnu så hårdnakket, at man næsten ikke nænner at modsige, når en begejstret franskmand beretter. Sandt er det til gengæld, at Christian X tog sin pligt og opgave som nationalt samlingspunkt for alle danskere alvorligt.
Bryllup på Rivieraen
Der er andre gode grunde til også at huske Christian X i Frankrig. Som søn af kong Frederik VIII (1843 – 1912) og dronning Louise (1869 – 1926) kom han allerede i sin barndom til Sydfrankrig på besøg fra tid til anden i vintermånederne. Og som ung mand traf han i Cannes sin kommende kone, den knap ti år yngre tyske hertuginde Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin (1879-1952).
De blev officielt forlovet på den inderste ø ud for Cannes, Ile Saint Marguerite d. 22. marts 1897, og et års tid senere, d. 26. april 1898, blev de gift i den dengang tyske kirke i Cannes. I dag hedder kirken Notre-Dame de Souvenir med adressen 27, Boulevard de la République og er en almindelig katolsk sognekirke med fri adgang for alle.
Bryllupsfesten blev fejret i Villa Wenden, som i dag har skiftet navn til Villa le Rouve, og ligger på adressen 19, Avenue de la Favorite i Cannes. Den prægtige Belle époque-villa, eller snarere lystejendom – for den er stor – tilhørte Alexandrines far, storhertugen af Schwerin. Han led af både astma og dårligt hjerte og døde kort efter sin datters forlovelse.

Det kan muligvis have været årsag til, at det kongelige bryllup hverken fandt sted i Schwerin eller i København, men netop i Villa Wenden hvor brudeparret oprindeligt havde truffet hinanden. Bryllupsrejsen i 1898 gik først nogle dage til Beaulieu-sur-Mer, så til Menton og så endelig videre over grænsen til Italien.
Christian X besteg den danske trone i 1912. Forinden havde parret fået sønnerne, den senere kronprins og konge, Frederik IX i 1898 og lillebror, arveprins Knud, i 1900.
Konge af Cannes
Kongeparret bevarede deres glæde for Sydfrankrig, og de tilbragte gennem årene mange vinterstunder i Villa Wenden. Fra annalerne i Cannes kan man læse, at kongen var populær, venlig at omgås – amical, som det hedder på fransk – og altid hilste, når han cyklede rundt i byen. Han var endda så populær, at bystyret i Cannes udnævnte ham til æresborger i 1931.
Som passioneret sejlsportsmand deltog han jævnligt med sit skib ‘Le Dana’, og som tilmed indbragte ham flere sejre. I 1929 besluttede yachtklubben sig for både i respekt for og hyldest til kongen at omdøbe sejlkonkurrencen fra navnet Forårsregattaen (Regatta de Printemps) til Regatta Royale, og kongen var endda formand for yachtklubben i årene 1930 til 1934.
Regatta Royale afvikledes lige siden i bølgerne ud for Cannes, omend den generelle interesse var hensygnende i 1960’ene og 1970’erne. Men i 1978 kom der atter vind i sejlene, og gennem årene har både prins Henrik (1934-2018) og nuværende kronprins Frederik været flittige deltagere.
Nogle år efter Christian X’s død fik dronning Alexandrine udvirket, at en buste af kongen blev rejst på hovedstrøget, La Croisette, i Cannes. Bystyret i Cannes havde kontaktet kongehuset allerede i 1948 med en forespørgsel, og i 1952 var busten klar. Den blev indviet 12. marts 1954 under overværelse af arveprins Knud og prinsesse Caroline-Mathilde.
Busten står den dag i dag samme sted i haveanlægget tæt på Cannes’ store festivalpalæ, ikke langt fra den famøse røde løber.
Nu om dage vipper kun de færreste på hatten, men man kan stadigvæk hilse på Christian X under en gåtur på La Croisette i Cannes.

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.