USA2024 // BAGGRUND – Da Hillary Clinton forsøgte sig med et jab, kom Trump flyvende fra siden med en bodyslam. Politik er ikke længere boksning, men blevet til wrestling, skriver Jeppe Grandahl. Hvis du vil forstå Donald Trump som politisk fænomen, skal du forstå hans historie og inspiration fra wrestling.
”LET TRUMPMANIA RUN WILD. LET TRUMPMANIA RULE AGAIN. LET TRUMPMANIA MAKE AMERICA GREAT AGAIN,” brøler den tidligere professionelle wrestler Hulk Hogan ud til det republikanske konvents publikum i Milwaukee.
Donald Trump svarer igen med en knyttet næve og et luftkys. Publikum råber og skriger elektrisk.
Hulk Hogans tale var en af de sidste, før Trump skulle på scenen og modtage sin nomination som Republikanernes præsidentkandidat. Rækkefølgen skal man ikke tage fejl af. At en tidligere professionel wrestler var en af de sidste – og dermed vigtigste – fortæller meget om Trumps forhold til politik.
Trump har et langt og tæt forhold til wrestling: Han har selv deltaget i en håndfuld WWE- begivenheder (World Wrestling Entertainment, verdens største promoter af wrestling, red.), han har afholdt wrestling-arrangementer i Trump Plaza i Atlantic City og er sågar indlemmet i WWE’s Hall of Fame.
I David Trads’ bog Amerika, hvor er du? beskriver Trads, hvordan den tidligere verdenskendte professionelle wrestler Jesse Ventura på overraskende vis var blevet guvernør efter sin sejr i delstatsvalget i 1998. Ventura indrømmede ofte, at han intet vidste om politik, sagde konstant dumme ting, men vandt alligevel valget.
Spol så tiden frem til 2024, hvor Ventura i et interview fortæller, hvordan Trump, to år efter Venturas valgsejr, kom for at studere, hvad han havde gjort. Trump ville kende kilden til Venturas politiske sejr. Kilden fandt han i hvert fald, eller som Ventura sagde: ”Everything I did in ’98, he did it in 2016.”
Så hvad har Trump lært af en tidligere pro-wrestler, der intet vidste om politik?
Kayfabe, the heel and the face
Wrestling er spøjst. Alligevel var jeg som barn helt fanatisk med wrestling. Jeg var limet fast til en computerskærm sammen med min bror, hvor vi enten så wrestling på YouTube, spillede det på en playstation eller wrestlede rundt med hinanden udenfor på vores trampolin.
I skolen slentrede jeg stolt rundt i en ultra-oversized orange John Cena T-shirt, hvor der stod ”U can’t see me” på ryggen.
I wrestling er der en fortælling, der kan indsnævres til en dramatisk kamp mellem ”the heel”, som er den onde, der bryder reglerne og provokerer publikum, mod ”the face”, som er den gode og sandfærdige.
Men, som alle ved, er dramaet konstrueret, det hele er jo aftalt. På trods af det lader wrestleren og publikum alligevel, som om at det hele er virkeligt – hvilket kaldes kayfabe.
Kayfabe, the heel, the face, alt det er jo teatralske fortællinger fra wrestling-verdenen. Alligevel er det, ifølge ph.d. i religionsfilosofi og research fellow på Lund Universitet Aaron James Goldman noget, som Trump naturligt og historisk har anvendt:
”Trump har historisk anvendt teatralske elementer fra wrestlingen, når han er på sit kampagnespor og deltager i debatter. Hans mere end 30-årige erfaring fra wrestling gør, at hans personlighed naturligt fungerer så godt i den rolle,” siger han og tilføjer:
”Til Republikanernes primærvalg i 2015 fik Trump debatten til at handle om sin egen og Marc Rubios penis’ størrelse. Ligeledes ’lurede’ han bag Hillary Clinton i præsidentdebatten mellem dem. Begge episoder viser, hvordan Trump har tendens til at bringe det performative fra wrestling-genren ind i den politiske arena.”
Trumps uhørte provokationer er ikke noget nyt. Siden 2016 har han været grænseoverskridende og sagt hvad som helst for at vinde opmærksomhed: Misogyni, løgne, birther-teorier, racistisk og diktatorisk retorik, hele skidtet – og så er han endda en dømt forbryder, der har flere igangværende retssager.
Trump inkarnerer ”the heel” med hele sin karismatiske politiske stil og tilstedeværelse.
”Everybody loves a villain”, som man siger. For det er præcis det, som har gjort Trump populær.
Han er skamløs, ligeglad, han siger det, som han mener. ”I’m an open book”, sagde han under debatten mellem ham og Harris.
I den anden side af ringen står Demokraterne og andre Trump-modstandere troligt som “the face” og råber, at Trump blot er en egoistisk entertainer, ”weird”, en trussel mod USA’s demokratiske institutioner og de retsstatslige principper. I Bob Woodwards nye bog, War, kan man læse, at Trumps tidligere stabschef for forsvarets fire værn, Mark Milley, ikke er i tvivl: Trump er total fascist.
Med andre ord, så har Trump siden 2016 bragt wrestling ind i amerikansk politik. Spørgsmålet er, om det amerikanske publikum tror på, at det, der sker og bliver sagt inde i ringen, faktisk afspejler virkeligheden?
En undersøgelse foretaget af Washington Post viser, at 2/3 af de republikanske vælgere – hvilket er næsten 3 ud af 10 amerikanere – mener, at Trump fik stjålet sin valgsejr i 2020. Derimod mener 62 %, at Joe Bidens valgsejr var legitim.
Da Clinton forsøgte sig med et jab, kom Trump flyvende fra siden med en bodyslam. Politik var ikke længere boksning, men blevet til wrestling
Det er vigtigt at forstå, at mange stemmer på Trump grundet legitime bekymringer om deres personlige økonomi og usikkerhed i verden, som de oplevede var bedre og sikrere i hans præsidentperiode – samtidig med at de synes, at han siger nogle forfærdelige og latterlige ting.
Trumps vælgere er ikke kun ”a basket of deploraples”, som Hillary Clinton kaldte dem i 2016.
Men det er bekymrende, at en stor del af det amerikanske publikum er overbevist om, at dét, der foregår inde i wrestling-ringen, ikke er opdigtet, men faktisk virkeligheden.
Trumps kayfabe-strategi om, at bærende systemer og institutioner er rigged, har effektivt fragmenteret en stor del af amerikanernes virkelighedsopfattelse og dermed udfordret den demokratiske samtales fundament.
”Vi kommer aldrig tilbage,” siger Aaron James Goldman til mig i en afmægtig tone, som skal symbolisere den magtesløshed, som han og andre amerikanere føler, når de skal forholde sig til de politiske konsekvenser for den fragmenterede tillid og virkelighedsopfattelse i den offentlige samtale.
”I USA er folk vant til, at politik kun er noget for tv’et.”
Mistillidens sport
Tilbage i 1957 skrev den franske litteraturkritiker Roland Barthes essayet The World of Wrestling. I essayet analyserer Barthes, hvordan dynamikkerne i wrestling og boksning er forskellige fra hinanden.
Her beskriver Barthes, hvordan wrestling er et teater med en række spektakler, som hver har sit øjeblik fyldt med mening: Hver handling og bevægelse har det formål at styrke publikums forståelse af wrestleren. Modsat fokuserer man i boksning på, hvordan man strategisk former fremtidige handlinger: Hvert slag fører til et andet med øjnene stift rettet mod det endelige resultat.
På en måde beskriver Barthes, hvordan Demokraterne i 2016 undervurderede Trumps transformative politiske kraft. Imens Trump opførte sig som en wrestler, der forførte publikum med sine grænseoverskridende spektakler som ”Crooked Hillary” og ”Lock Her Up”, så troede Hillary Clinton og Demokraterne stadig, at de befandt sig i en strategisk boksekamp, hvor man selvsikkert kunne affeje Trump ved blot at kalde ham ”entertainer” og hans vælgere for ”deplorables”.
Men da Clinton forsøgte sig med et jab, kom Trump flyvende fra siden med en bodyslam. Politik var ikke længere boksning, men blevet til wrestling.
Og ifølge Aaron James Goldman er det politiske sporskifte på mange måder muliggjort af, at det amerikanske publikum ikke længere har tillid til det politiske system.
”Min påstand er, at den faldende tillid til det amerikanske politiske system bunder i, at folk er blevet klar over, at systemet ikke rigtig repræsenterer dem, og at folk derfor i stigende grad føler sig adskilt fra amerikansk politik som en politisk begivenhed og mere forbundet med det som en slags teatralsk begivenhed.”
Ifølge Pew Research Center har den amerikanske offentligheds tillid været faldende siden årtusindskiftet og herefter stabiliseret sig i den lave ende. Sidste år var tilliden historisk lav, da blot 16 % af amerikanerne mente, at de næsten altid eller for det meste kunne stole på regeringen.
Harris har regnet ud, at Trump er en wrestler i politik, og at en wrestlers værste mareridt er, hvis man ikke er underholdende, hvis man er kedelig
Statistikker og tal om USA kan føles som fjerne abstraktioner for en dansk statskundskabsstuderende, men for Aaron James Goldman er tallene forankret i konkrete oplevelser og personlige følelser.
”Efter årene med Obama var der en stor gruppe mennesker, inklusive mig selv, som var skuffede over hans centristiske præsidentperiode. Og inden det havde vi Irak-krigen, hvor regeringen løj over for os om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Du ved, alt kom ud som noget lort. Og det åbner altså op for en mistillid, som kan komme til udtryk i en politisk figur som Trump,” siger han.
Sagt på en anden måde, så var en stor portion af det amerikanske publikum trætte af at se den sædvanlige boksekamp, som Clinton i høj grad personificerede. I stedet ville de, med deres mistillidsfulde øjne, se noget nyt: De ville se wrestling, de ville have Trump.
Wrestling som styrke og svaghed
Måske så du debatten mellem Kamala Harris og Donald Trump. Eller i hvert fald har du set det virale klip, hvor Trump begyndte at fable om, hvordan hunde og katte bliver spist af haitianske immigranter i byen Springfield. Efterfølgende gik internettet amok.
Men lige inden Trumps virale rableri, havde Harris på provokerende vis sagt, at folk forlader Trumps rallies tidligt i kedsomhed.
Det var ikke første gang, at Harris kom med personlige stikpiller til Trump i løbet af debatten, og det var tydeligt, at det var kalkuleret fra Harris’ side. Debatten viser, at Harris har regnet ud, at Trump er en wrestler i politik, og at en wrestlers værste mareridt er, hvis man ikke er underholdende, hvis man er kedelig.
Det er derfor, at Kevon von Erich (Zac Efron) i wrestling-filmen The Iron Claw bliver overhalet af sine yngre og mindre rutinerede brødre i kampen om at få en mesterskabskamp: Han er ikke en entertainer.
Harris håbede, at Trumps forfængelighed ville fange ham. Og det gjorde den: Han blev sur, gik off-track og begyndte at tale om hunde og katte i stedet for immigranter.
Det snedige træk viser, at hun er klar til at træde ud af bokseringen, ind i wrestling-ringen og tage kampen op mod Trump.
I den biografaktuelle biopic ”The Apprentice” fortæller Roy Cohn, Trumps advokat og læremester, til ham, at: ”The first rule is attack, attack, attack”. Og det er præcis det, Trump gør lige nu
På samme tid har hun også udregnet, at Trumps wrestling-stil, hans skamløshed og konstante higen efter at være underholdende har en bagside, som er de kvindelige vælgere.
For siden 2015 har Trump igen og igen udtrykt sig misogynt om kvinder, og med sin tydelige medskyld i Højesterets omstødelse af abort som en forfatningssikret ret har han selv dannet fundamentet for Harris’ stærke, progressive kvindekampagne. Trumps wrestling-tendenser er både hans største styrke, men også hans største svaghed.
Men er det nok?
Undersøgelser viser, at kønskampen går begge veje: Kvinderne stemmer på Harris, mændene stemmer på Trump. Og godt nok er Trump blevet ældre og lidt slidt, men han er stadig rutineret og velkendt blandt den amerikanske befolkning. Folk ved, hvem Trump er. Da de har prøvet at have ham som præsident, så er han måske – i det amerikanske folks øjne – mindre farlig, selvom han marcherer rundt med en foruroligende, autokratisk retorik.
I den biografaktuelle biopic The Apprentice fortæller Roy Cohn, Trumps advokat og læremester, til ham, at: ”The first rule is attack, attack, attack”.
Og det er præcis det, Trump gør lige nu, han er i offensiven: Han kalder Harris for ”retarderet”, hans besøg på McDonald’s går viralt, og hans gode ven Elon Musk giver – på antidemokratisk vis – dagligt 1 million dollars til potentielle konservative vælgere i svingstaterne.
Derimod har Harris siddet ved magtens bord og skal forsvare sin og Bidens politik, der ud fra tallene har været en økonomisk succes og økologisk progressiv, men opleves som fejlslagen blandt mange amerikanere.
Okay, jeg stopper nu, for analyserne er uendelige. Meningsmålingerne er så tætte, at det er umuligt at vide sig sikker på noget.
”Jeg ved det ikke …,” fortæller Aaron James Goldman fortvivlet, da jeg spørger, hvem han tror, der vinder valget. Han begynder en lang analyse af de forskellige scenarier. Til sidst kommer han frem til:
”Jeg tror, at Trump lige akkurat vinder wrestling-kampen. Hvis han ikke gør, hvis Harris vinder snævert, så tror jeg, vi vil se en øget politisk vold fra den radikale højrefløj … and then who the fuck knows?”
Læs også Troels Gailhedes reportage fra baglandet: “På rundrejse i USA: Rancheros i Dallas vil stemme på Trump”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her