MELLEMØSTEN // ANALYSE – Indtil videre holder premierminister Benyamin Netanyahus Israel sig på sidelinjen i opgøret om Iran. Men de fornyede israelske angreb på Hizbollah i det sydlige Libanon er en tydelig indikation af, at man følger udviklingen tæt og er klar til at gå i aktion.
HAIFA – I de seneste par uger har Israel øget antallet af flyangreb på mål i det sydlige Libanon, og i denne uge så man en yderligere optrapning af aktiviteterne. Siden våbenhvilen i november 2024 mellem det libanesiske Hizbollah og Israel har israelerne gennemført hundredvis af angreb på mål med forbindelse til den shiamuslimske bevægelse. Det har kostet omkring 400 Hizbollah-medlemmer livet.
Den israelske begrundelse for de fortsatte angreb er, at Hizbollah ikke respekterer våbenhvileaftalens krav om at nedlægge våbnene, men at den tværtimod er godt i gang med at opbygge en ny militær infrastruktur. Tidligere på måneden erklærede Libanons regering fra Beirut, at man er ved at have gennemført første fase af våbenprocessen. Den består i, at libanesiske regeringstropper er blevet posteret i det sydlige Libanon, som er Hizbollahs kerneområde. Til det svarede det israelske udenrigsministerium, at man fandt udviklingen opmuntrende, men langtfra tilstrækkelig.
Heri ligger også den umiddelbare grund til, at flyangrebene blev intensiveret. I mandags kom der flere angreb, på syv forskellige mål, som blandt andet omfattede et våbenlager i nærheden af landsbyen Kfar Hatta.
Den iranske forbindelse
Meget tyder på, at Hizbollah ikke har tænkt sig at lade sig afvæbne frivilligt. Bevægelsen har ikke på noget tidspunkt anerkendt det forløb, som skulle følge efter våbenhvilen. Den nægter at tage noget som helst skridt i den retning, før man har set en total israelsk tilbagetrækning fra libanesisk territorium, hvilket dog kan ses som udtryk for den sædvanlige mellemøstlige dynamik. Hizbollahs krav kan meget vel være et dække over den egentlige hensigt, nemlig at fastholde en status som væbnet faktor i det politiske spil.
På nøjagtig samme måde kan man sige, at den israelske leder, Benyamin Netanyahu, gør brug af en tilsvarende strategi. Han opretholder det militære pres på Hizbollah med den begrundelse, at bevægelsen ikke har opfyldt betingelserne i mere end et år efter aftalens indgåelse. Men reelt ligger der et større perspektiv til grund, og det handler om Iran.
Dag for dag bliver situationen i Iran mere dramatisk. Protesterne mod regimet i Teheran har bredt sig til stort set hele landet, og tirsdag aften vurderedes det, at mindst 2.000 mennesker har mistet livet under sammenstødene med regeringens sikkerhedsstyrker. Det er nok de mest omfattende protester siden den iranske revolution i 1979, og den seneste udvikling indikerer, det dette meget vel kunne bringe regimet til fald.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har på det seneste sagt med stadig større tydelighed, at dette står højt på hans personlige ønskeseddel. Han har truet styret i Teheran med død og ødelæggelse, dog uden at gå i detaljer. Indtil videre synes han at fastholde sit ønske om at ordne sagen med lige dele trusler og diplomati.
Hertil har iranske ledere sagt, at skulle USA vælge at angribe Iran militært, vil svaret komme prompte i form af angreb på amerikanske militære installationer i Mellemøsten og på Israel.
I denne del af det komplicerede mellemøstlige spil står USA og Israel som allierede. Eller medsammensvorne, hvis man tager de iranske briller på. Fra den 13. til den 24. juni sidste år kom det til 12 dages åben militær konfrontation mellem Israel og Iran, og selv om amerikanerne i starten holdt sig på sidelinjen, var det dem, der satte det afgørende punktum i form af det massive luftangreb den 22. juni på Irans tre vigtigste atomanlæg.
Aktuelt har Netanyahu sagt, at han ikke vil tøve med at rette nye bombeangreb mod Iran, hvis det skulle komme dertil. I Israel mener man, at iranerne fortsat har store arsenaler af ballistiske missiler, og af den grund har man sat det israelske forsvar i højeste beredskab i tilfælde af et iransk angreb. Men samtidig er det tydeligt, at Netanyahu har tænkt sig at respektere Trumps diplomatiske tilgang, så længe den sætter den amerikanske dagsorden.
De iranske proxyer
Her ligger nok det større perspektiv i forklaringen på de vedholdende bombeangreb på Hizbollah i det sydlige Libanon. Hizbollah var det nok vigtigste element i det iranske styres såkaldte modstandsakse.
Bevægelsen var således en af de proxyer, Teheran kunne benytte i kampen mod Israel, og den har gennem årene fået massiv økonomisk og materiel støtte fra dén kant. Iranerne kunne også fornemmes i kulissen, da Hizbollah umiddelbart efter Hamas’ terrorangreb på det sydlige Israel den 7. oktober 2023 åbnede en ny, om end forholdsvis lavintensiv front langs den israelsk-libanesiske grænse.
Da Hizbollah i efteråret 2024 kastede håndklædet i ringen ved at indgå våbenhvile med israelerne, skete dette heller ikke uden koordination med Teheran. Og det var det, der gjorde det vanskeligt for Hizbollah at yde aktiv støtte til Bashar al-Assads styre i Damaskus, som var endnu en iransk proxy. Da Hizbollah var ude af spillet, faldt Assads styre. Det skete 8. december 2024 på mindre end et par uger. I stedet kom Ahmed al-Sharaa til magten. Han har ikke meget tilovers for styret i Teheran, og pludselig kom han på temmelig god fod med Trump, selvom han med sin baggrund i Al-Qaeda egentlig stod på USA’s terrorliste.
Eftersom Netanyahu er afskåret fra at rette direkte angreb mod Iran, kan han derfor bruge Hizbollah. Ved at bombe resterne af den iranske modstandsakse, sender han et tydeligt signal til Teheran, mens han samtidig kan holde sig på afstand og respektere Trumps vilje. Han signalerer, at Israel er klar til at angribe Iran, hvis han finder det nødvendigt, og det er Trump sikkert ganske godt tilfreds med.
Det er muligvis også hensigten at sende et tilsvarende signal til den iranske protestbevægelse. Vi skal huske, at økonomien var en vigtig årsag til, at det hele eksploderede i Iran kort før nytår. Landets økonomi hænger i laser, og meget af det hænger sammen med sanktionerne og Irans mangeårige isolation. Men det er også en kendt sag, at der længe har været en tiltagende folkelig vrede over, at styret har brugt mange penge på at støtte ikke bare Hizbollah, men også Hamas i Gaza og houthierne i Yemen. Store beløb, som i stedet kunne have været investeret i det iranske civilsamfund.
2026 er valgår
Vigtigst i denne analyse er dog nok, at Netanyahu med sin iranske strategi også forfølger sine indenrigspolitiske mål. Gennem sin lange politiske karriere har han benyttet enhver lejlighed til at tale om ”den iranske trussel”. Han har i årevis prøvet at fremstille sig selv som Mr. Security, og i den sammenhæng har han benyttet frygt som et vigtigt psykologisk værktøj, når han har talt til sine kernevælgere.
Der kom alvorlige skår i dette billede, da Hamas tog Israel på sengen ved angrebet den 7. oktober. Hamas var fuldt ud klar over, at den israelske reaktion ville være voldsom, og de kalkulerede bevidst og kynisk med enorme civile tab.
Her fødtes nemlig Netanyahus vilje til at gå efter den ultimative sejr, som han har forklaret gennem hele forløbet. Den ultimative sejr indbefatter den totale eliminering af Hamas. For at nå dertil accepterede Netanyahu kravene fra Israels yderste messianske højrefløj, småpartierne Religiøs Zionisme (Bezalel Smotrich) og Jødisk Styrke (Itamar Ben Gvir), som fortsat insisterer på, at Gazakrigen skal fortsætte.
Hvad det angår, har Hamas haft stort held med sin kalkule. Israels internationale anseelse har lidt et meget alvorligt knæk, og den palæstinensiske sag er på alles læber. Men Hamas har også måttet tage sin del af skylden for de store lidelser, som civilbefolkningen i Gazastriben har gennemgået og fortsat lever med. Og nu, da Iran og andre globale konfliktzoner fylder godt på avisforsiderne, er verdenssamfundets flygtige opmærksomhed ved at bevæge sig bort fra den palæstinensiske sag.
Oven i dette mangler Netanyahu stadig sin ultimative sejr. I oktober eller november i år er der valg til det israelske parlament, Knesset, og Netanyahu har brug for en politisk eller diplomatisk sejr, som kan vende meningsmålingerne til hans fordel.
Nu ligger det i kortene, at Netanyahus ultimative sejr kan være en eliminering af den iranske trussel. Proxyerne er efterhånden kun en skygge af deres tidligere selv, og styret i Teheran vakler.
Umiddelbart har Israel ikke nogen interesse i at gå i direkte militær konfrontation med iranerne, men for Netanyahu er det vigtigt at være med på banen og skubbe til det skæve læs. Det gør han i Libanon, og imens håber han på, at dette kan bidrage til at holde Trump til ilden i forhold til den iranske situation.
Alt dette kan også bidrage til at aflede opmærksomheden fra en række indenrigspolitiske problemer, som plager Netanyahu-regeringen. Her tæller ikke mindst vedvarende protester blandt ultraortodokse mænd, der med stor voldsomhed demonstrerer mod udsigten til, at en ny lov skal vil gøre dem til værnepligtige på lige fod med andre israelere. Samtidig prøver Netanyahu af alle kræfter at tage luften ud af en mulig undersøgelseskommission, der i fald den får lov at arbejde, vil kunne placere en stor del af ansvaret for det store sikkerhedsmæssige svigt den 7. oktober på regeringslederens skuldre. Desuden kører der en række ubehagelige korruptionssager mod personer i Netanyahus inderkreds.
Måske som en del af bestræbelserne på at signalere normalitet og selvsikkerhed har Netanyahu i de seneste dage slået på en ny streng, hvilket nok bedst kan forstås som et indspark i den begyndende israelske valgkamp. Han har luftet tanken om at udfase den milliardstore militærstøtte, Israel hvert år modtager fra USA. Det drejer sig om 3,8 milliarder dollars, og støtten er fastlagt i et såkaldt Memorandum of Understanding, som bliver fornyet hvert 10. år. Den nuværende aftale udløber i 2028, og til den tid ser Netanyahu for sig, at man skal standse samarbejdet.
Med dette fortæller Netanyahu de israelske vælgere, at landet er i stand til at stå på egne ben, både militært og økonomisk. Hvad det økonomiske angår, kan hans argument godt give mening. Den amerikanske støtte svarer til en halv procent af det israelske bruttonationalprodukt, så det kan forholdsvis enkelt dækkes ind ved omposteringer på budgettet, lyder det fra regeringskilder.
Hertil kommer, at den israelske økonomi er robust, trods to års krig i Gaza. Ifølge OECD forventes 2025 at vise en økonomisk vækst på 3,3 procent. Hvis våbenhvilen i Gaza holder, vil 2026 formentlig vise en yderligere stigning til 4,9 procent. Til sammenligning er de tilsvarende tal for Danmark ifølge samme OECD-rapport på henholdsvis 2,4 og 2,0 procent.
Det er ret usandsynligt at den amerikanske militærstøtte til Israel vil blive udfaset. Den er nemlig skruet sådan sammen, at de mange penge ikke bare udbetales, men er øremærket til indkøb hos amerikanske våbenproducenter. Hvis denne ordning derfor stopper, vil det koste en del arbejdspladser i den amerikanske våbenindustri, og det har uden tvivl bidraget til, at skiftende præsidenter, siden ordningen begyndte i 1970’erne, har tøvet med at pille ved den. Men lige nu er den altså blevet en del af den israelske valgkamp og af Netanyahus bestræbelser for politisk overlevelse, ligesom man kan anskue både Libanon og Iran fra den synsvinkel.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og