REJSEBREV // VANDMANGEL I SYDAFRIKA – I slutningen af november 2019 rejste Mona Ebdrup rundt i Cape Town og Western Cape med et filmhold fra Filmbureauet, som er i gang med at lave en dokumentar film. Filmen hedder”DZ-Adaptation”, og handler om den menneskelige respons på vandmangel og om, hvordan mange store byer rundt omkring i verden risikerer at havne i samme situation stort set uden vand, som Cape Town befandt sig i i 2018. Indbyggerne kæmper med konsekvenserne og med at holde på værdigheden og menneskeligheden.
Selvom det er halvandet år siden at der blev kørt store kampagner for at få borgerne i millionbyen Cape Town til at spare på vandet, og selvom vandreserverne nåede et faretruende lavpunkt, forsvandt vandet aldrig helt. Man nåede aldrig den “Day Zero”, som mange frygtede, og som jeg tidligere har skrevet om i POV.
Men vand er stadig et tema i nogle hjørner af byen. Dog primært hos fagfolk, og ikke så meget hos den almindelige borger, som nu oplever oversvømmelser i byen i vinterperioden og ser billeder af helt fyldte vandreserver uden for byen.
Det virkeligt hjerteskærende møde skete en lørdag, da vi pakkede bilen og kørte 400 km nordøst fra Cape Town til Ladismith-Kleinkaroo, som ikke har haft reel regn i to år
Jeg rejste med et filmhold til Cape Town og Western Cape i 2019 og her talte vi med en række forskellige mennesker på tværs af byen og vandsystemet; en borgmester, to professorer, en gruppe skatere, en tøjdesigner, en konsulent og en freelancer der er vokset op i en af de hurtigstvoksende townships i Cape Town.
Når vandhanen løber tør, og dyrene ikke har noget at leve af
Det virkeligt hjerteskærende møde skete en lørdag, da vi pakkede bilen og kørte 400 km nordøst fra Cape Town til Ladismith-Kleinkaroo, som ikke har haft reel regn i to år.
Her mødte vi Sarah and Stephaan Gerber samt deres søn og datter Jay-D og Hannah, som har 200 hektar land. Ugen før vores besøg målte de 53 grader Celcius; jorden er knastør og de få millimeter vand, der i ny og næ rammer jorden, kan ikke længere trænge ned i jorden.
De kan højest få samlet lidt af det på deres tag, så de har adgang til drikkevand.
De har får, geder, svin og høns, men har i år mistet store dele af deres besætning. Til dels på grund af manglende vand og foder, dels fordi de vilde dyr fra bjergene er så sultne at de jager dyrene på gården – og så fordi indbyggerne i den lille landsby efterhånden er så desperate, at individer går på tyvetogt blandt de dyr, der er tilbage.
Da Sarah og Stephaan overtog gården for to år siden, var der grønt græs, masser af føde til dyrene og fyldte vandreserver i bjergene og i grundvandet.
Der går jævnligt ild i bjergene omkring gårdene, som ikke kan slukkes fordi der ikke er noget vand. Der kører lastbiler fra de store byer, som fx Cape Town, med drikkevand til de omkring 20.000 mennesker, der er påvirket af tørken i Ladismith. Menneskeligheden ryger ud af vinduet, når noget så basalt som vand, ikke længere er lidt rådighed
Nu er begge dele ved at være løbet tør, og der går jævnligt ild i bjergene omkring gårdene, som ikke kan slukkes fordi der ikke er noget vand. Der kører lastbiler fra de store byer, som fx Cape Town, med drikkevand til de omkring 20.000 mennesker, der er påvirket af tørken i Ladismith.
Og de tilhører blot en brøkdel af de mange mennesker i landet, som er hårdt ramt af tørke; andre områder har ikke haft regn i 5-10 år.
Parret har været nødt til at afskedige alle deres medarbejdere, hvilket ikke blot har medført at Stephaan arbejder fra kl. 5 til kl 23. hver dag, hvilket var tydeligt under den halve dag, vi tilbragte hos dem: hver eneste gang han ikke blev filmet, løb han ud til grisene eller hønsene for at fikse et eller andet.
Her kæmper vi for at overleve
Flertallet af gårde i området har været nødt til at afskedige de fleste af deres medarbejdere, hvilket har medført højere kriminalitet i området. Det bebrejder Sarah og Stephaan ingen for, da ”alle kæmper for deres egen overlevelse”, som hun siger.
Få har allerede været nødt til at flytte ind til byerne (hvor arbejdsløsheden er høj), men ægteparret forventer, at mange flere bliver nødt til at gøre netop det inden for en kort periode. Landmændene i området bruger deres sidste ressourcer på at sagsøge hinanden, for at stjæle de fælles vandressourcer. Som Stephaan med et trist blik siger: ”Menneskeligheden ryger ud af vinduet, når noget så basalt som vand, ikke længere er lidt rådighed.”
Men han kan stadig ikke bebrejde nogen, da alle kæmper for at kunne sætte mad på bordet i familien, som er det allervigtigste igennem krisetider som denne.
Halvdelen af verdens befolkning tror ikke på klimaforandringer, men vi kan ikke andet, når vi bor her: der er ikke noget vand
Sarah sætter situationen i et større perspektiv ved at pege på klimaforandringerne som den reelle årsag til, at området er havnet i denne situation. Temperaturen har været støt stigende og har gjort området mere tørt og blæsende.:
”Halvdelen af verdens befolkning tror ikke på klimaforandringer, men vi kan ikke andet, når vi bor her: der er ikke noget vand.”
Vand er en vare, en ressource og en gave, som skal deles
Noget tyder på, at vi i alt for lang tid har glemt, at vand ikke er en uudtømmelig ressource, som bare bliver ved med at give og give. Der skal altså være flow i det system, og temperaturstigningerne gør det en del sværere. Men det stiller bare endnu højere krav til at de infrastrukturløsninger vi over de næste årtier, sørger for at fremskynde en jævn proces af vand.
Det er ikke længere nok, at vi lærer at spare på vandet, selvom det naturligvis er første prioritet og som Cape Town var ret succesfuld med at opnå i 2018, da Day Zero truede i horisonten. Og det kan vi ifølge Ernst M. Comradie, professor i teologi og religion på UWC, lære meget af på verdensplan.
På den anden side af University of the Western Cape Campus, mødtes vi med Loraine Platzky, som forbinder Cape Towns situation for et par år siden med den nuværende tørke i store landområder:
Fødevaresikkerheden mindskes voldsomt i disse år og mere og mere mad risikeres at skulle importeres, hvilket ikke ligefrem er fordelagtigt for at skrøbelig økonomi
”Det er lidt som om at mennesker der bor i byens bevidsthed stopper ved bygrænsen. Og det er ret problematisk, både fordi flere fra landområderne vil rykke mod byerne som i forvejen oplever stor tilflytning og høj arbejdsløshed, og fordi landområder sikrer byerne med mad,” siger han og uddyber:
“Så fødevaresikkerheden mindskes voldsomt i disse år og mere og mere mad risikeres at skulle importeres, hvilket ikke ligefrem er fordelagtigt for at skrøbelig økonomi.”
Ude på gården, hjælper Sarah og Stephaans søn Jay-D dagligt med gårdens gøremål, selvom han kun er 9 år gammel. Men han siger med stolthed i stemmen: ”Jeg vil være landmand når jeg bliver voksen. Hvis der altså er vand.”
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Fotos: Topfoto: cape town zero day @larsskree-5356 – “mon der er vand, når jeg bliver voksen?”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
