Om vandmangel og håb – når dommedag aflyses

af i Bæredygtighed

DEBAT – Historien har vist os, at vi gang på gang er i stand til at komme igennem kriser, men forudsætningen har været, at nogen også turde håbe på en bedre fremtid, skriver Mona Ebdrup, der var i Cape Town, dengang alle talte om “Day Zero”, fordi akut vandmangel gjorde det sandsynligt, at byen ville blive tørlagt. Nu er dommedag aflyst, og hun har tænkt over, hvad det gør ved hendes egen generation af unge at leve netop i skyggen af dommedag. Man kan godt blive handlingslammet, siger hun, men det går ikke: “I virkeligheden skal vi kunne håbe på en bedre fremtid, for at finde motivationen til at stå op om morgenen.”

I starten af året ramte nyheden om den nært forestående “Day Zero” i Cape Town de internationale medier. “Day Zero” ville være den dag, hvor Cape Town, som verdens første storby ville blive tørlagt. Dommedagsprofetierne fik frit løb, både lokalt og internationalt, og hos skribenten her.

“Vandet forsvinder fra Cape Town”, skrev jeg her i POV, og det var ikke så forskelligt fra, hvad alle andre medier fortalte – blot var jeg på stedet og beskrev indbyggernes og mine egne oplevelser med de strenge restriktioner på vand, som bystyret havde indført – og hvordan man levede med dem.

Da jeg i starten af februar ankom til Cape Town, var vand det helt store samtaleemne, vi gjorde alt hvad vi kunne for at samle vand op, genbruge og med mindre det var “nr. to”, blev det normalt ikke at skylle ud i toilettet.

“If it’s yellow, let it mellow”, som der stod på skiltene. Den folkelige fortsættelse er, “if it’s brown flush it down.”

I løbet af få uger blev Day Zero dog skudt længere ud i fremtiden, og vand fyldte mindre og mindre i samtalerne jo længere væk dommedag kom.

Vores forbrug forblev dog lavt, badene blev ikke flere, der blev ikke sløset med vandet. Vandrestriktionerne på 50 L. blev generelt set overholdt, sværest var det dog for de velhavende, primært hvide, der generelt har et højt forbrug. Det gennemsnitlige daglige vandforbrug på det afrikanske kontinent ligger på 21 L.

Men selv de store hoteller satte spande på toiletterne, så gæsterne kunne samle deres vand op fra badene.

Jeg fortsætter med at være konservativ omkring mit vandforbrug, men jeg er stoppet med at fylde hver eneste skål, spand eller bøtte, når det regner. Det blev sgu lidt trættende

Og hvad så nu?

Ja, den sydafrikanske vinter er snart forbi, og nu ligger vandniveauet i dæmningerne rundt om Cape Town på næsten 70 procent, sammenlignet med de 38 procent i slutningen af forrige vinter.

Den store forskel skyldes både mere regn i løbet af vinteren og i høj grad, at borgerne i Cape Town har minimeret deres vandforbrug ganske eftertrykkeligt.

Forbedringerne har fået The City of Cape Town til at løsne niveau 6B restriktionerne til niveau 5 fra d. 1. oktober. Det betyder at borgerne nu må bruge op til 70 liter vand om dagen.

Vi blev virkelig gode til at bruge meget lidt vand

Da jeg nu befinder mig på den anden side af kloden igen, i Danmark, hvor vi som bekendt også har haft en tørke-sommer, har jeg været i kontakt med nogle af mine venner i Cape Town, for at finde ud af, hvordan den generelle stemning er, efter det nu ser ud som om dommedag er aflyst.

Rapporterne er af blandet karakter, når det kommer til optimisme for fremtiden.

Caileigh der bor en smule uden for byen, fortæller mig, at “der er stadig opmærksomhed omkring vandkrisen, men folk er meget mere optimistiske ovenpå meget regn i løbet af vinteren.  Jeg fortsætter med at være konservativ omkring mit vandforbrug, men jeg er stoppet med at fylde hver eneste skål, spand eller bøtte, når det regner. Det blev sgu lidt trættende.”

Ikke langt derfra bor min veninde Asanda i Khayelitsha townshippen; hun er mindre optimistisk:

“De fleste mennesker går ikke længere op i vandkrisen, politikerne taler ikke længere om det, det er ikke i nyhederne, ingen ved, hvad der foregår og dem, der ved noget, siger ikke noget. Jeg aner ikke, hvor vi står lige nu, og hvad jeg skal tro på, så jeg gør stadig mit bedste for at undgå spild af vand og håbe på det bedste. De fleste er ligeglade.”

Det er selve vores evne til at forestille os en bedre fremtid, der kan få os til at skabe den på en bæredygtig måde.

Francois, som bor inde i byen, beretter, at det er blevet normalt at bruge mindre.

“Alle er vant til det nu, det bliver nærmest mærkeligt at kunne bruge mere igen. Men det giver også mening at kunne bade lidt mere om sommeren, hvor der bliver så varmt. Det er lettere at bade mindre om vinteren. Det er blevet normalt at gå på restaurant og finde tis i kummen, vi skyller kun ud når vi har lavet stort,” siger han og fortsætter:

“Så det er en ret skør social ting, at det ikke længere er ulækkert at forlade toilettet uden at skylle ud efter sig. Jeg synes der er en generelt positiv stemning lige nu, vi har været igennem nogle meget hårde måneder, men vi klarede det og det føles virkelig godt for alle.”

Med andre ord er e fleste fortsat påvirkede af situationen om end selve “Day Zero” blev aflyst for flere måneder siden.

Og vandforbruget er forblevet lige så lavt, som da tørken var på det højeste.

Lammer dommedagsprofetier os?

De oplevelser, jeg har haft, i løbet af året, har imidlertid fået mig til at reflektere over, hvordan vi mennesker opfører os og hvad det betyder for både nutiden og fremtiden,

Det meste af dette år har jeg befundet mig i områder med tørke.

Det har fået mig til at tænke en del over og ændre mit eget forbrug, ikke kun når det gælder vand men også andre ressourcer.

Men det har også fået mig til at tænke over, hvad det gør ved os at leve med en følelse af, at “dommedag lige rundt om hjørnet”.

2018 har indtil videre haft fuld skrue på dommedagsprofetierne i mine omgangskreds, både i Danmark og Sydafrika.  Og jeg er ved at være godt træt, mange gange oplever jeg en følelse af apati, som jeg bestemt ikke mener, kan være løsningen på alle de udfordringer ,vi står overfor, en følelse af, at alt kan være lige meget, for jorden går jo alligevel under i morgen.

Da jeg første gang hørte om Kristian Leths bog, tænkte jeg, at det var en pladderromantisk tilgang til noget så alvorligt som den aktuelle klimakrise. Men da jeg læste den, gik det op for mig, hvor apatisk og handlingslammede min egen generation til tider føles, netop fordi at det nærmest er blevet tabu at turde håbe

Kristian Leth udgav for nogle måneder siden bogen “Håb – Et Forsvar for Fremtiden”, netop som en reaktion på dén følelse.

Det er selve vores evne til at forestille os en bedre fremtid, der kan få os til at skabe den på en bæredygtig måde.

Eller får klimakrisen os til at handle?

Historien har vist os, at vi gang på gang er i stand til at komme igennem kriser, men forudsætningen har været, at nogen også turde håbe på en bedre fremtid.

Da jeg første gang hørte om bogen, tænkte jeg, at det var en pladderromantisk tilgang til noget så alvorligt som den aktuelle klimakrise.  Men da jeg læste den, gik det op for mig, hvor apatisk og handlingslammede min egen generation til tider føles, netop fordi at det nærmest er blevet tabu at turde håbe.

For hvis man nu skulle få den skøre ide at tro på, at der rent faktisk er håb for fremtiden, så får man ofte mærkatet “naiv” eller “fornægter” klistret på sig.  Men i virkeligheden er det ikke så simpelt. I virkeligheden skal vi kunne håbe på en bedre fremtid, for at finde motivationen til at stå op om morgenen.

Michael Margolis, CEO fra GetStoried, som lige nu er med i Story the Future Summit online, siger ligefrem:

“Hvis du ikke kan tro på at en bedre fremtid, har du intet at gøre i forandringsprocesser. Get the fuck out of the way!”.

Hårde ord, som ramte mig dybt. Men i virkeligheden har han jo ret, hvis jeg ikke kan tro på en bedre fremtid, tror jeg ikke på mine medmennesker.  Hvis jeg ikke tror på mine medmennesker, er sandsynligheden for at vi løser de udfordringer, vi står overfor, ikke store.

Og mine medmennesker har jo lige bevist i Cape Town, at man kan afværge Day Zero. Hvilket giver fornyet håb for fremtiden.

Topillustration: PxHere, Capetown.

Mona Ebdrup (1990) er freelance proces konsulent og grafisk facilitator for virksomheder, organisationer og projekter. Hun har boet i Cape Town i to kortere perioder i 2016 og 2017 og har siden 2004 rejst i næsten 40 lande fordelt på 6 kontinenter og været bosat i Schweiz, Irland og Gambia. Mona er involveret i at italesætte hverdagsdiskrimination i de danske medier, primært bodyshaming og er lige begyndt at holde oplæg og dialoger på danske skoler omkring emnet. Hun er også lidt af en professionel eventyrer, der tidligere har arbejdet inden for og med event- og festivalafvikling, NGO verdenen, politik, bæredygtig fødevareproduktion, ufaglært kok og social- og sundhedsassistent i det offentlige. Hun bor i Københavns Nordvestkvarter.

Seneste artikler om Bæredygtighed