ØRKENSPREDNING // BOGANMELDELSE – For mellem 15.000 og 5000 år siden var Sahara fuld af giraffer, elefanter, flodheste og krokodiller, den var frodig og grøn med masser af vegetation, græsningsområder, floder og have. Hvordan skete det, at Sahara gik fra at være grøn til at blive tør og gold? Var det menneskeskabt eller klimaet selv?
Martin Williams’ bog er en fascinerende gennemgang af Saharas historie. Og den strækker sig langt tilbage i tid. Så langt tilbage, at det nærmest er umuligt at forholde sig til en tidshorisont, der går over 500 millioner år.
Kun en femtedel af Sahara er dækket af sand. Resten består af bjerge, grussletter, sandstens- eller kalkstensplateauer. Sahara strækker sig fra Atlanterhavet til Det Røde Hav, 5000 km. Ørkenen dækker et område på 9,2 millioner kvadratkilometer eller svarende til fire gange Middelhavet. Det er en imponerende størrelse, som de færreste formentligt har gjort sig tanker om. Sahara er med andre ord på størrelse med Kina og USA. Det giver et udmærket billede på hvilke enorme dimensioner, vi har at gøre med.
Hans særdeles indgående kendskab til Sahara er ikke til at tage fejl af, og hans kærlighed til Sahara går som en rød tråd gennem bogen
Bogen spørger, om Sahara kan blive grøn igen, og hvad mennesket kan gøre for at leve i harmoni med vores største ørken.
Martin Williams er en herre, der er ganske velbevandret inden for sit felt. Hans første ekspedition i Sahara var 1962 – han er geolog og professor i Earth Studies på Adelaide universitet i Australien. Hans særdeles indgående kendskab til Sahara er ikke til at tage fejl af, og hans kærlighed til Sahara går som en rød tråd gennem bogen. Med største naturlighed smider han om sig med svimlende tidsbegreber om, hvorledes Sahara så ud for 500 millioner år siden. Og med samme smidighed formår Williams at tydeliggøre, hvorledes Sahara så ud for blot 7000 år siden.
Med sin forståelse og dybdegående kendskab til Sahara formår Williams med en vedkommende fortællestil at forbinde 500 millioners års historie i Sahara, helt op til vores nutid.
Skovrydning som naturfænomen
Underligt nok kommer Williams ikke ind på det igangværende projekt i Sahelbæltet, det store planteprojekt the Great Green Wall, hvis ambition er at plante træer på tværs af det afrikanske kontinent.
Læs mere om den grønne mur i Afrika på POV her: Håbet er lysegrønt – Afrikas grønne mur under lup
På nuværende tidspunkt har organisationen bag den ambitiøse plan formået at plante 12 millioner tørkeresistente træer i Senegal på under 10 år. I Etiopien har man formået at genskabe 15 millioner hektar af forringet, udtørret jord. I Nigeria er 5 millioner hektar ligeledes genskabt.
I Niger har 5 millioner hektar genetableret jord produceret 500.000 tons hvede pr. år, hvilket har kunnet brødføde op til 2, 5 millioner mennesker. Om end der er lang vej endnu for projektet, foreløbig er kun 10% af projektet nået, så er de hidtidige resultater dog ikke at undervurdere.
Williams nævner kun helt kort, at det ganske vist har været forsøgt at plante træer i Nordafrika, men det blev en fiasko fordi man plantede forkerte træsorter, der ikke formåede at hindre jorderosion.
Helt lakonisk konstaterer Williams blot, at man kan ikke styre naturen, medmindre man lærer at adlyde naturens love først.
Hvor Willliams ikke bruger meget tid på træplantning i Sahel-bæltet, hæfter han sig derimod meget ved det – for ham – yderst misvisende koncept skovrydning. Et begreb, som er ham meget imod. Han forklarer overbevisende om, hvorfor man ikke kan tale om skovrydning i området syd for Sahara som et rent menneskeskabt fænomen. Naturligvis er der decideret menneskeskabte skovrydninger – blandt andet i Amazonregnskoven i Brasilien. Men den spredning af Sahara, der foregår i Sahel-bæltet, skyldes ikke egentlig skovrydning, men er ifølge Williams en naturlig udvikling.
Derudover stiller han sig skeptisk til den såkaldte albedo-model. I klimatologien er albedo et udtryk for intensiteten i tilbagekastet lys. Denne er eksempelvis meget høj ved snedække, hvilket kan føre til sneblindhed, og det samme er tilfældet med tørt, lyst sand. Når tuaregerne og andre beduiner i Sahel derfor bevæger sig omkring med tildækket ansigt, er det for at beskytte øjnene mod ”sneblindhed”.
En koldere overflade fører nemlig til en forringelse af den varme opadstigende luftstrøm, der får regnen til at falde
Albedo bliver også brugt som argument for, at overgræsning fører et landskab ind i en ond cirkel. Denne fører nemlig til afkøling af overfladen, og selv om albedo-effekten dermed vokser, fører det samtidig til mindre konvektionsregn. En koldere overflade fører nemlig til en forringelse af den varme opadstigende luftstrøm, der får regnen til at falde.
Ifølge Martin Williams kan dette naturligvis sagtens finde sted, men dette forklarer ikke, at der historisk set har fundet dramatisk ørkenspredning sted samtidig, flere vidt forskellige steder på jorden. Og ikke mindst forklarer det ikke, hvorfor det indtraf i Nordafrika længe før, der var noget tegn på overgræsning eller anden destruktiv menneskelig aktivitet.
Williams forklarer, at Sahara blev skabt for over 7 mio år siden og har gennemlevet skiftevis perioder med henholdsvis udtørring og vådere klima. At Sahara er ørken skyldes først og fremmest geografiske årsager, herunder dens geografiske placering – herunder at regnbærende vinde fra både Middelhavet, Det Indiske Ocean og Atlanterhavet har mistet det meste fugt, når de når frem til Sahara.
Derudover henviser Williams til, at de langstrakte udsving, der er og har været i Saharas klima, ligeledes er påvirket af astronomiske faktorer, herunder jordens drejning i forhold til solen. Med andre ord, både geografiske og astronomiske forhold har skabt Sahara, ikke mennesket.
Saharas støv kommer vidt omkring
I 1991 fandt man støv fra Sahara så langt borte som i den svenske vintersne. Støvet havde lagt sig som et fint gult lag oven på sneen. Også Irland har haft besøg af Saharas støv flere gange, ligesom der er blevet fundet støvpartikler både i Island og Finland. Forfatteren påpeger endvidere, at Saharas støv har været en afgørende bestanddel af den jord i Sydeuropa, hvor der i dag er olivenlunde og vinmarker. Saharas livgivende støv kommer med andre ord vidt omkring på kloden.
Amazonas regnskov befrugtes/får sin gødning af støvet fra Sahara. Selve støvet spiller en særdeles afgørende rolle i at opretholde regnskovens sundhed, idet støvet indeholder en lang række vigtige næringskilder til regnskovens fauna.
Der er et mønster i disse naturbegivenheder med oversvømmelser i den ene af verden og tørkeperioder i den anden
Williams fører med sikker hånd sin læser gennem den ene åbenbaring efter den anden om Saharas rolle og betydning for verdens klima. Det er i sandhed en rejse med åbenbaringer.
Williams påpeger således sammenhængen mellem kraftig nedbør i USA og Europa, som falder sammen med perioder med ekstrem tørke i andre regioner af verden. Der er med andre ord et mønster i disse naturbegivenheder med oversvømmelser i den ene af verden og tørkeperioder i den anden.
Vulkanudbrud i Island og tørke i Asien
Som læser bliver man tillige gjort opmærksom på, at vulkanudbrud i Island har medført en svækkelse af den afrikanske og indiske monsuncyklus, en stærk reduktion i strømningsbevægelser i Nilen samt tilsvarende forringelse af nedbørsmængden syd for Sahara.
Et vulkanudbrud i Pinatubo-vulkanen på Philippinerne i 1991 medførte et globalt temperaturfald på én grad celcius i de efterfølgende 12 måneder. Det resulterede samtidig i tørke i de efterfølgende årtier i Asien. Man har endnu ikke fuldt ud fået klarlagt, hvorledes disse vulkanudbrud påvirker klodens hydrogeologiske cyklus.
” What many outside observers seem unable to appreciate is that a high degree of climatic variability is entirely normal in the semi-arid world and has nothing to do with human endevours,” skriver Williams i bogen.
Citatet skal ikke læses, som om Williams er klimafornægter. Tværtimod er Williams smerteligt bevidst om menneskets hærgen og ødelæggelse af klimaet. Pointen med citatet er, at klodens klimaforandringer skal ses i det store forløb, at rammerne for Saharas opståen og beståen går flere millioner af år tilbage i tid. Og at det er dette tidsperspektiv, man skal have for øje inklusiv de evige forandringer, der foregår.
Disse love har kun skabt trængsler, social uro, sporadiske oprør og sågar deciderede guerillakrige i Sudan, Chad, Niger og Mali
Han påpeger, at de store klimaforandringer, der er menneskeskabte, skyldes skovrydning og centralisering af politiske forhold. Mange af de menneskabte klimaproblemer skyldes i høj grad også socio-politiske forhold. Eksempelvis, at hvor stammer i gamle dage selv afgjorde stridsmål om adgang til græsgange og vand, er det i dag i stedet centraliseret hos regeringer, der ikke har forstand og indsigt i lokale forhold og naturens gang.
Derudover er træfældning og –rydning og dermed erosion af jorden, overvanding og dårligt designede drænsystemer også en del af menneskets klimaødelæggelser.
Williams er en stærk forsvarer for de mange nomadestammer, som ganske fejlagtigt gennem mange år er blevet beskyldt for at have skabt ørkenforhold langs grænsen til Sahara, det der kaldes halvtørre områder. Disse omvandrende befolkninger er blevet beskyldt for at have ødelagt de få græsnings- og vandingssteder i de halvtørre områder. Men det er decideret misvisende ifølge Williams. For netop nomadestammerne kender om nogen til ørkenens rytme og naturens gang. De ved om nogen, hvorledes man lever i og med ørkenen, på ørkenens betingelser.
Derimod har drakoniske love, der er lavet for at tvinge nomadestammerne til at blive fastboende, gjort langt større skade blandt andet ved at indføre en monokulturel vegetation fremfor den hidtidige forskelligartede naturlige vegetation for området. Disse love har kun skabt trængsler, social uro, sporadiske oprør og sågar deciderede guerillakrige i Sudan, Chad, Niger og Mali.
”Living in Sahara requires an intelligent and skillful series of adaptation(…) We need to learn to think long-term and to cherish the wisdom from past peoples who learned to live there in greater harmony. We need to educate our politicians to think outside the box.”
Williams’ afsluttende ord i bogen er en opfordring til at tage ved lære af Sahara, at forstå ørkenens og naturens rytme, til at mennesket skal lære at indrette sig efter og leve på naturens betingelser. Hans opfordring til at forstå klodens lange tidsforløb med dertil hørende ændringer i klima og landskab, at tage ved lære af naturfolks forståelse og kærlighed til naturen er alle vigtige budskaber, vi som beboere på kloden bør tage til os.
When Sahara was Green: How our greatest desert came to be er en særdeles læseværdig bog og en øjenåbner for vigtigheden af Saharas rolle for vores klodes klima. Det er en bog, der giver læseren et indblik i en dybt fascinerende verden, ikke mindst rigtigheden i, at verden vitterligt kan ses i et sandkorn.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
