SYDAFRIKA // BAGGRUND – Mens Sydafrika kæmper med kriminalitet og korruption, accelererer politikere udskiftningen af apartheidtidens navne. Både hvide og sorte kritiserer det, de kalder et regulært ”navneændringsvanvid”. Ifølge professor William Gumede handler det om at kapre stemmer i en valgkamp, hvor symboler fylder mere end resultater, skriver Lars Zbinden Hansen.
GABORONE – Kommer man kørende på den store N1-motorvej i Sydafrikas Gauteng-provins og tager afkørsel 145, lander man inden længe på en af verdens længste hovedgader. Den er 26 kilometer lang.
Men gaden hedder ikke længere Church Street, men derimod Stanza Bopape Street efter en 27-årig sort anti-apartheid-aktivist, der ”forsvandt” fra en politistation i 1988. Politiet forklarede, at Bopape var flygtet. Familien leder stadig efter ham.
Vi er i hovedstaden Pretoria, hvor regeringspartiet ANC (African National Congress) er i gang med at ændre geografiske navne og også ønsker at ændre selve bynavnet til ”Tshwane”. Det kan oversættes fra setswana-sproget til ”vi er ens” eller ”vi er ét” – altså alle os, der bor lige her.
Uligheden i befolkningen er den højeste i verden, kriminaliteten er hårrejsende med gennemsnitligt 64 mord om dagen, korruptionen gennemsyrer alt, offentlige institutioner og infrastruktur forfalder
Lykkes det, slipper byen af med Andries Pretorius, en af lederne under det ”store boer-trek” fra Kapstaden og ind i landet i 1830’erne, men det nye navn har ikke for alvor sat sig hos de 3 millioner pretorianere eller andre steder blandt de 62 millioner sydafrikanere.
Det hænger givetvis sammen med, at det er svært at ændre gamle navne, der er groet fast i folks bevidsthed. Pretoria har heddet Pretoria siden 1855.
Bedre går det med ”Gauteng” eller ”Guldets sted”, som er selve provinsen, hvor Pretoria – og Johannesburg – ligger. Den hed tidligere ”Transvaal”, og det navn er for længst blevet henvist til apartheid-tidens affaldsbunke. ”Gauteng” har nu bidt sig fast i landets folkerigeste, uhomogene og spraglede provins med over 16 millioner mennesker.
Processen med at ændre navne har stået på siden 1994, hvor apartheid faldt. Siden da er der udskiftet skilte i byer, veje, lufthavne, floder og sågar ved posthuse. Man er nu oppe på 1.500 navneændringer, og på det seneste er der sat turbo på, fordi ANC allerede ruster sig til valgkamp op til kommunalvalgene, der starter i november i år.
Iveren skyldes, at ANC ved valgene i 2024 for første gang i 32 år mistede sit flertal og fik endnu et utvetydigt vink med en vognstang fra befolkningen om, at utilfredsheden med partiet bare stiger og stiger.
Et land i forfald
Og det ser slemt ud i Sydafrika. Uligheden i befolkningen er den højeste i verden, kriminaliteten er hårrejsende med gennemsnitligt 64 mord om dagen, korruptionen gennemsyrer alt, offentlige institutioner og infrastruktur forfalder, så det er til at se med det blotte øje, ikke mindst i Johannesburg, der har omkring seks millioner indbyggere. Ifølge præsident Cyril Ramaphosa er byen ”ved at gå i forrådnelse”.
De problemer kan der næppe rettes op på inden november, så i stedet har politikerne kastet sig ud i symbolpolitik i håb om at hente stemmer.
Det mener i hvert fald William Gumede, professor ved Witwatersrand-universitetet i Johannesburg, prisvindende forfatter og mangeårig politisk kommentator (og tidligere studerende i Aarhus).
Han siger, at der i øjeblikket er gang i et regulært ”navneændringsvanvid”, hvor formålet ifølge ham ”udelukkende er at kapre stemmer til valgene senere på året”.
”Politikerne bruger fortiden til at vinde hjerter og aflede opmærksomheden fra korruptionen og inkompetencen og fjerne blikkene fra, at de ikke har leveret i de over tredive år, de har haft magten.”
”Serviceinstitutioner virker ikke, hospitaler og jernbaner er nedslidte, veje er fyldt med huller. Der er stor arbejdsløshed. Folk er desperate. Når partiet ikke har leveret efter 30 år, kan de ikke bebrejde apartheid,” siger Gumede.
Symboler i stedet for løsninger
Politikerne har altså travlt med navnesymboler, og et par eksempler kan illustrere, hvor udviklingen bevæger sig hen, hvis ændringerne gennemføres:
Der er for eksempel Sydafrikas verdensberømte nationalpark Kruger National Park, som skal hedde ”Skukuza” fra sproget tsonga efter en lille by i området. Hermed ryger den gamle boer-landsfader Paul Kruger ud. Han var præsident for den hvide boerrepublik i 17 år indtil år 1900. Parken blev opkaldt efter ham i 1902.
I den gamle boer-by Graaff-Reinet i den østlige Kap-provins vil man hædre det sorte bysbarn og anti-apartheid-aktivist Robert Sobukwe og kalde byen Robert Sobukwe Town i stedet for det nuværende efter en tidligere hollandsk guvernør i Kapkolonien. Byen har heddet Graaff-Reinet siden 1786.
Ændringerne af navne fra apartheidtiden forværrer en almindelig utryghedsfølelse og frygt blandt mange af landets omkring 4,5 millioner hvide
Navneændringen blev godkendt i januar af ministeren for sport, kunst og kultur Gayton McKenzie, fra partiet Patriotic Alliance, en af ANC’s koalitionspartnere. Han udsendte en erklæring om det overordnede formål med ændringerne, som er ”at genoprette retfærdighed og sikre, at geografiske navne afspejler oprindelige sprog, kultur- og naturarv for at fremme en fælles, inkluderende national identitet og følelse af tilhørsforhold”.
Det lyder flot og rigtigt, mener Gumede, der i princippet er enig: ”Stødende navne bør selvfølgelig ændres, men det skal foregå sådan, at ændringen ikke støder andre.”
”Vi skal være meget forsigtige og kloge, når vi ændrer navne, for vores historie er ikke bare historien om én gruppe mennesker. Vi skal omfavne hele vores historie og ikke bare en del af den. Sydafrika er Sydafrika med sin fortid og sin nutid. Vi kan ikke bare slette fortiden.”
”Men desværre er politikerne kyniske. De er ligeglade med hvide eller sorte, men har travlt med at komme ind i politik for at få en indkomst, nu hvor økonomien krymper værre end nogensinde,” siger Gumede og forklarer, at lysten til politik aldrig har været større.
Til de kommende kommunalvalg har over 500 partier meldt sig, og de fleste af dem har kun et eller to medlemmer og intet eller et meget begrænset politisk program.
Terrorist eller frihedskæmper?
Det gælder The African Transformation Movement (ATM), der allerede har to mandater i det 400 medlemmer store sydafrikanske parlament.
Det parti har ét hovedprogrampunkt, nemlig at ændre Sydafrikas navn til ”Republikken Azania”, som skal signalere afrikansk identitet og ”generobre de sortes arv og nationale stolthed”.
Navnet, der stammer fra arabisk, betyder ’”det sydøstlige Afrika” eller ”de sorte menneskers land” og dukker med jævne mellemrum op som et forsøg på at slette navnet Sydafrika.
Med andre navneændringer trækker ANC på partiets historiske internationale ”frihedskæmper-profil”, og det vækker stærk debat.
Et sted har det givet særligt meget modstand, nemlig navneændringen på en vej midt i landets rigeste kvarter Sandton i det nordlige Johannesburg. Her skal den eksklusive forretningsgade Sandton Drive, der blandt andet rummer det amerikanske Johannesburg-konsulat, hedde Leila Khaled Drive. Khaled efter et højtstående medlem af PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse).
Khaled, der bor i Amman, Jordan, var i 1960’erne og 1970’erne arkitekten bag en række flykapringer, blandt andet af et TWA-fly fra Rom til Tel Aviv, og ifølge USA og EU er PFLP en terrororganisation.
Her har jødiske organisationer i Sydafrika og andre råbt vagt i gevær. De mener ikke, at ANC og dermed Sydafrika skal navngive gader og veje efter terrorister.
ANC fremfører derimod, at Khaled er en frihedskæmper, og at navneændringen lægger sig fint op ad den sydafrikansk-initierede sag ved Den Internationale Domstol (ICJ), hvor Sydafrika beskylder Israel for folkedrab mod palæstinenserne i Gaza.
Hvide enklaver
Ændringerne af navne fra apartheidtiden forværrer en almindelig utryghedsfølelse og frygt blandt mange af landets omkring 4,5 millioner hvide, og det har skubbet til en trend blandt afrikaanerne, efterkommerne efter hollandske indvandrere, til at skabe deres egne beskyttede bydele bag mure og pigtråd og overvågningskameraer – og egne skilte.
Siden 1991, året efter at Nelson Mandela blev løsladt efter 27 år i fængsel, er der sågar etableret tre byer, hvor der kun må bo hvide. De første var hvide afrikaanere, som skyndte sig ud i Karoo-ørkenen, hvor de købte en gammel nedlagt mineby ved Orange-floden, som blev til byen Orania.
Enkelte navneændringer har sat sig fast, indtil videre. Det gælder den internationale lufthavn i Johannesburg, hvor de fleste turister lander
Byen har i dag 3.000 indbyggere og optager nye medlemmer, der skal gennemgå en test for at bevise, at de taler flydende afrikaansk, altså den hollandske boer-dialekt, og lever efter gammel boer-kultur, som hollænderne havde med sig i 1700-tallet.
Professor Gumede har ikke noget imod den slags enklaver: ”Så lang tid, de ikke diskriminerer mod andre mennesker, har jeg ingen problemer med det. Vi har jo også byer, hvor der kun er sorte,” siger han.
Andre hvide mener, at de mange navneforandringer i sig selv ikke har stor betydning. Det gælder forfatter og kommentator Richard Poplak, hjemmefødt i Johannesburg. Han fokuserer som Gumede på stemmejagten og ANC’s inkompetence og korruption og påpeger, at navneforandringerne drejer sig om penge, fordi de i praksis skal sendes i licitation for at realiseres. I den proces kan politikere få fingre ned i de offentlige kasser.
”Jeg respekterer ikke udgifter, der ikke kan retfærdiggøres, eller som simpelthen er ’trolde’. Når regeringen beviser over for mig, at de er holdt op med at stjæle skatteydernes penge, så kan vi snakke,” siger Poplak.
Enkelte navneændringer har sat sig fast, indtil videre. Det gælder den internationale lufthavn i Johannesburg, hvor de fleste turister lander.
Den hed indtil 1994 Jan Smuts International Airport efter en af de tidligere premierministre, der var med til at formulere de første raceadskillelseslove, som ledte frem til apartheids indførelse i 1948.
Derefter blev navnet ændret til Johannesburg International Airport for i 2006 at blive omdøbt til O.R. Tambo International Airport.
Det hedder lufthavnen stadig, opkaldt efter Nelson Mandelas gode advokat-ven og kollega, Oliver Tambo.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og