KLIMA // POLITIK – ’Din grønne smutvej’ kunne være et passende slogan for Venstre, for i klimaregi springer partiet over, hvor gærdet er lavest. Kan det virkelig passe, at Venstre er vågnet fra klimatornerosesøvnen? Lad os se tilbage på blå bloks kamp mod ift. miljø og klimaforandringer i de fire år, hvor de har haft regeringsmagten.
I forbindelse med EP-valget uploadede Venstre d. 26. maj på partiets Facebook-side et portræt af Morten Løkkegaard, hvor der stod følgende: ‘Klimaforandringer kræver handling nu’. Ved siden af portrættet stod opfordringen: “Like, hvis du også mener vi skal stå sammen i kampen for et grønnere klima”.
Venstres indsats i miljø- og klimapolitik over de sidste fire år er her opsummeret i 10 punkter:
- Da Lars Løkke Rasmussen tiltrådte som statsminister i 2015, blev miljøministeriet og ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri slået sammen til ét ministerium. At to ministerier med så forskellige agendaer skulle slås sammen var ganske opsigtsvækkende. Natur mod kultur.
- Eva Kjer Hansen, landmandsdatter, blev udnævnt til miljø – og fødevareminister. Kjers ministertid affødte landbrugspakken i 2016, hvis formål var at støtte fødevareerhvervet. Randzonerne, der beskyttede biodiversiteten, skulle sløjfes, og landmændene kunne nu øge mængden af gødning på markerne[1]. Og det uden at tage hensyn til, at eksperter påpegede, at den øgede udledning af fosfor og kvælstof i en alarmerende grad ville forringe vandmiljøet i nærområderne.[2]
- Det blev desuden vedtaget at hæve “harmonikravet” for slagtesvin fra 1,4 dyreenheder per hektar til 1,7 dyreenheder.[3]Uden hensyntagen til øget risiko for spredning af den farlige MRSA-bakterie, der kan være antibiotikaresistent, samt mere gylle, der kan trænge ned i grundvandet.[4]
- Kjer hævdede, at landbrugspakken ville fremme bæredygtighed, men tilbageholdt al information om dens tunge miljøbelastning. Tilliden til Kjer forsvandt som dug for solen, og hun fik frataget sin ministerpost.
Esben Lunde Larsen – landbrugets mand
- I hendes sted som minister trådte Esben Lunde Larsen nu til. Lunde Larsen er ligeledes søn af en landmand. I forbindelse med tiltrædelsen blev Lunde Larsen af landbruget udnævnt som ’landbrugets mand’. Landbrugspakken blev hyldet af Lunde Larsen, der glædede sig over, at der med den blev gjort op med ”miljøtyranniet”.[5]
- I september 2016 blev Lunde Larsen kritiseret for at have hævet grænseværdierne for svineproducenternes brug af et antibiotikum, tetracyklin, som kan være resistensfremkaldende. Lunde Larsen mente ikke, han var blevet ‘orienteret fyldestgørende’ om, hvordan DTU havde beregnet grænseværdien, men DTU afviste at have defineret den og Lunde Larsens forklaring.[6]
- Ved et samråd i 2018 om problemer med det danske vandmiljø udtalte Lunde Larsens ifølge Ingeniøren: ”Vi så ud til at komme op på de godt 50 kystnære vandområder, der kunne komme i god opfyldelse. Det er jo en succes, at man kan have et aktivt landbrug i Danmark på så stort et areal, som vi har, samtidig med at man kan køre en klar miljøpolitik, der viser, at man kan få sit vandmiljø i bedring”. Igen var der ifølge en lang række forskere problemer med evidensen. Herfra lød analysen, at der er lang vej igen før tegn på bedring for de fleste vandløb.[7]
- Det var dog sagen om de såkaldte fiskekvotekonger, hvor Lunde Larsen havde undladt at videregive information til Folketinget, der førte til, at han blev blev frataget ministeriet for fiskeri og stoppede som minister i 2018.
- Tredje gang er lykkens gang siges det, og Jakob Ellemann-Jensen var næste mand til at prøve lykken som miljø- og fødevareminister. Han har endnu formået at holde skandalerne nogenlunde på afstand, men det er uvist, hvad han har gjort for at forbedre vilkårene for naturen.
Hvordan ser naturen og klimaet i Danmark i dag efter årene med blå blok?
Danmark er et af verdens mest intenst opdyrkede lande[8] og samtidig det land i Europa med mindste andel af ubeskyttede naturområder.[9]Det påvirker biodiversiteten. [10] Der er fundet rester af sprøjtegift i 41,1 % af vandboringer[11], og flere vandboringer er de seneste år lukket.[12]Dette udgør en trussel mod vores drikkevand. Vores gode postevand, vi før har taget for givet. Det anslås, at MRSA-bakterien huserer i ni ud af ti danske svinebesætninger[13]. 31 millioner grise og halvanden millioner køer er tilsammen ansvarlige for 19 procent af Danmarks klimagasser.[14]
- I 2016 blev Esben Lunde Larsen i TV-programmet Debatten spurgt, om en kornmark var natur: ”Ja, det er det i min verden” var hans svar.[15]Ifølge ’Den store danske” er ”natur” ”noget oprindeligt, som ikke er bearbejdet af mennesker eller præget af kultur”.[16]En kornmark, uanset hvor køn og grøn, den måtte være, er kultur.
Påmindet om ovenstående udtalelse forstås Morten Løkkegaards nylige kampskrift for naturen og klimaet i et nyt lys. Venstres definition på klima og natur afviger nemlig ganske fra den gængse: Kultur er natur og produktion er lig med klima.
Kan man tro på, at et parti, hvis miljøministre kun har forværret miljøet i deres regeringsperiode, nu pludselig er klimaets varmeste forsvarere? Det kan vi afgøre i dag, når vi stemmer om, hvem vi tør overlade klimakampen til.
[1]https://www.altinget.dk/artikel/overblik-forstaa-dramaet-om-landbrugspakken
[2]https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/landbrugspakke-og-vandmiljo-hvad-snakker-forskerne-om
[3]https://landbrugsavisen.dk/nyt-harmonikrav-kun-slagtesvin
[4]https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/farlige-bakterier-fra-gylle-gar-direkte-i-grundvandet
[5]https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/ny-miljoeminister-hylder-opgoer-mod-miljoetyranni/5972994
[6]https://ing.dk/artikel/endnu-esben-lunde-udtalelse-antibiotika-kommer-bag-paa-dtu-forskere-187144
[7]https://ing.dk/artikel/professorer-esben-lunde-talte-usandt-paa-samraad-analysefejl-212465
[8]https://www.dn.dk/nyheder/ny-publikation-sadan-ligger-landet-tal-om-landbruget/
[9]https://naturguide.dk/danmark-og-den-tabte-vilde-natur/
[10]https://www.dn.dk/om-os/publikationer/sadan-ligger-landet/
[11]https://ing.dk/artikel/alarmerende-ny-opgoerelse-pesticider-fire-ud-ti-vandboringer-225299
[12]https://www.dr.dk/nyheder/indland/historisk-stor-forurening-af-dit-drikkevand-boringer-lukket-over-hele-landet
[13]https://videnskab.dk/teknologi-innovation/spredningen-af-husdyr-mrsa-svaert-at-begraense-og-umuligt-at-standse
[14]https://www.greenpeace.org/denmark/div/danmarks-skamfulde-rekorder/
[15]https://jyllands-posten.dk/politik/ECE8620783/esben-lunde-larsen-ja-en-kornmark-er-natur-for-mig/
[16]http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Menneskets_grundvilk%C3%A5r/natur
Illustration: Collage af billeder fra ft.dk, fotograf Steen Brogaard.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her