Højt intelligente børn er dygtige til problemløsning, men lades ofte i stikken

af i Børn & unge/Debat/Uddannelse

DEBAT // UDDANNELSESPOLITIK – Undervisningsministeriet kalder det ”talentpleje” i sin nye indsats for kongerigets fem procent mest intelligente børn M/K. Erfaringen hernede “på gulvet” i landets grundskoler afslører imidlertid en hverdag for højt intelligente børn, der føles som alt andet end ”talent”, skriver Rikke Decara, hvis egne børn tilhører den lille gruppe. Hun foreslår mere fokus på de højt intelligente børns præferencer for læring og opfordrer til et eftersyn, når det gælder såvel myter om, viden om og opmærksomhed på de særligt intelligente skolebørn. For det er aldrig let at være en minoritet i dén majoritet, som definerer normalitetsbegrebet. Særligt nysgerrige kan deltage i DPU’s konference om emnet den 2. april.

For knap et halvt år siden stod jeg en sen aften i mit køkken og googlede desperat efter opskrifter på kinesiske lykkekager. Desperationen var udledt af en kærlig forespørgsel fra min problemløsende søn, der mistrivedes i skolen og som konsekvens heraf ofte udvandrede fra undervisningen:

”Mor – kunne du ikke også give mig madpakker med til min hjerne? Måske du kunne finde på nogle spørgsmål eller små opgaver og så gemme dem inde i sådan en lykkekage og så lægge lykkekagen ned i min madkasse?”

Jeg vidste, da begge børn landede på IQ-skalaen i den øverste top to procent, at de altid ville føle sig anderledes, og jeg vidste, at omverdenen ville have svært ved at anerkende, hvordan stærke kognitive evner kunne give anledning til problemer

Barnet bad om min hjælp, og som enhver anden forælder ønsker jeg at slå til efter bedste evne. Jeg fik da også flikket nogle lykkekager sammen om en håndfuld hjemmelavede udfordringer i form af opgaver og spørgsmål, som han kunne tygge på simultant med leverpostejsmaden.

Blot for at erkende, at det var det forkerte problem, jeg var gået i gang med at løse.

Hvad min søn reelt bad om at få med sig i skole var udfordringer. De seks-otte minutters hjernegymnastik, jeg ville kunne fodre ham med over de sammenklappede rugbrødsmadder, ville alligevel ikke kunne opveje en hel skoledags kommunal indskoleundervisning, der længe havde forekommet ham meningsløs.

Majoriteten definerer normalitetsbegrebet

Et par måneder tidligere på tidslinjen fra hin lykkekageaften havde jeg besøgt landets intelligensemeritus, Ole Kyed, med begge mine børn under armen. Der var besynderlige problemer med dem i skolen, som jeg havde brug for at drøfte med professionelle, mens jeg samlede mod til at mene noget, der kunne bringes til bordet i dialog med samme skole.

Da resultatet fra mine børns intelligenstest lå foran mig, begyndte jeg at småflæbe. Første gang, jeg rodede mig ud i at skulle fortælle kolleger om mine børns IQ, begyndte jeg også at snøfte. Symptomet var det samme, men årsagerne vidt forskellige.

For jeg vidste, da begge børn landede på IQ-skalaen i den øverste top to procent, at de altid ville føle sig anderledes, og jeg vidste, at omverdenen ville have svært ved at anerkende, hvordan stærke kognitive evner kunne give anledning til problemer.

Jeg erfarede snart, at jeg i dialog med andre kun sjældent nåede videre til dét, jeg havde behov for at drøfte; nemlig de udfordringer og muligheder, som følger med en hjerne, der er solidt brolagt med neurale motorveje

Efter et par hurtige afklapsninger hos venner og bekendte holdt jeg op med at omtale mine børn som højt intelligente. Det må man helst ikke.

Og jeg erfarede snart, at jeg i dialog med andre kun sjældent nåede videre til dét, jeg havde behov for at drøfte; nemlig de udfordringer og muligheder, som følger med en hjerne, der er solidt brolagt med neurale motorveje.

Jeg fandt ud af, at det var mere legalt at tale om det konforme og normalitetsbegrebet.

Således kunne jeg let fordøjeligt få forklaret, at det er majoriteten, som definerer, hvad der er normalt, hvorfor mine børn altid vil være en minoritet. At være en minoritet drømmer ingen om at være – hverken voksne eller børn.

Som at vente otte timer i lufthavnen på flyet – hver dag

Undervisningsministeriet har netop igangsat en “talentindsats” for de højt intelligente, og samfundets modtagelse har været som forventet:

Mange undrer sig over, hvorfor investering i begavelse kan – eller bør – være et fokusområde.

For det er desværre en udbredt myte, at børn med høj intelligens naturligt vil formå at udnytte deres evner stort set upåagtet af samspillet med det omkringliggende samfund.

Men sagen er, at højt intelligente børn og voksne er fundamentalt anderledes på indersiden af hovedet, og børnene keder sig ofte i skolen, fordi opgaverne er for simple og ikke fodrer deres hjerne tilstrækkeligt.

De sulter intellektuelt, og smerten finder hurtigt fra hovedet ned til hjertet, hvor følelsen af at være anderledes og forkert manifesterer sig. Det vil sige – det er jo sådan set blot et andet sted i hjernen, nemlig der, hvor triste følelser bor, men det kalder vi som oftest i folkmunde for hjertesorger.

To af Danmarks store kapaciteter på området for undervisning af disse børn, Mette og Rasmus Welling, citerer i deres bog Højtbegavede børn i skolen en ung, højtintelligent pige for at forklare, at almindelig undervisning for hende er “… som at sidde i lufthavnen og vente otte timer på flyet – hver dag.”

Højt intelligente børn udvikler alt fra hårde selvbebrejdelser over ubarmhjertig perfektionisme til en rolle som klassens forstyrrende element

At gå i skole i Danmark er som bekendt en tvangsopgave, som børnene ikke kan undvige. Hvis man har prøvet at sidde i en lufthavn og vente på flyet bare en enkelt gang eller to om året, virker det indlysende, at disse børns daglige kamp mod kedsomheden kan resultere i uheldig adfærd.

Højt intelligente børn udvikler alt fra hårde selvbebrejdelser over ubarmhjertig perfektionisme til en rolle som klassens forstyrrende element.

Selvbebrejdelser opstår, fordi barnet instinktivt ikke kan forstå, at det ikke bliver mødt i sit læringsbehov. Perfektionismen kommer, fordi man er vant til at kunne klare det meste i første forsøg.

Og endelig kan barnet ende som klassens forstyrrende element i den forstand, at den rolle ofte indtages som den udad-reagerende tvilling til selvbebrejdelserne over ikke at blive “set” af de ressourcepersoner, skolen på papiret stiller til rådighed.

Hvad er “talent”: Den høje g-faktor

Men hvad vil det egentlig sige at være ”højt intelligent” eller have ”talent”?

Personligt er jeg tilhænger af den klassiske fortolkning, som har rødder tilbage i begyndelsen af 1900-tallet, hvor den engelske psykolog Charles Spearman opdagede, at højt intelligente typisk klarede sig godt i tænkning på tværs af discipliner, altså havde en stærk generel kognitiv evne, kaldet g-faktoren.

Niveauet skal løftes fra det beskrivende, refererende og gentagende skolearbejde og ind i mere analytiske og synteseorienterede udfordringer

”I min verden handler intelligens ikke om, hvorvidt du kan drible en bold, eller om at du kan lave kinesisk mad. Den handler udelukkende om, i hvor høj grad du kan problemløse – at du kan løse komplekse opgaver og er i stand til effektivt at bearbejde informationer og gennemskue sammenhænge”, som den danske psykolog og ph.d. i intelligens Peter Hartmann forklarer g-faktoren.

Ud fra et læringsperspektiv kan undervisere af højt intelligente børn med fordel begynde hér: det er en hjernemuskel, som holder af at arbejde, men arbejdet bør altid tilrettelægges med fokus på det komplekse i problemløsning.

Niveauet skal løftes fra det beskrivende, refererende og gentagende skolearbejde og ind i mere analytiske og synteseorienterede udfordringer.


Fakta

En intelligenstest måler g-faktoren samt de brede og de snævre evner. Den samlede score er angivet ved intelligenskvotienten IQ. Intelligenstest inddeler befolkningen i idioter (IQ 0-20), imbecile (IQ 20-50), debile (IQ 50-70), sinker (IQ 70-90), middelbegavede (IQ 90-110) og så de velbegavede (110 til 130), de højtbegavede (130 -150) og genierne med IQ over 150.

Kilde: https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvad-er-intelligens


Nok er hjerner med særlig kapacitet fra naturens side udstyret med en imponerende evne – et særligt talent, som Undervisningsministeriet har valgt at kalde denne evne – men trænes evnen ikke, går både hovedet og værten til grunde.

Spørgsmålet er hvorfor?

Mentale vægtløftere skal også træne dagligt

Læringspsykolog og lektor Poul Nissen fra den pædagogiske enhed ved Aarhus Universitet (DPU) forklarer behovet for at identificere de højt begavede som et samfundsansvar sådan:

Den danske grundskole har et lovpligtigt ansvar for at træne hjernen som en muskel. Som med alle andre “muskler”, bliver hjernen ifølge Poul Nissen også slap, hvis den ikke trænes:

Børn skal helst identificeres som højt intelligente så tidligt som muligt, for ellers bliver de sat tilbage i deres intellektuelle udvikling. Det er en typisk misforståelse, at et talent udvikler sig af sig selv, og disse børn skal så tidligt som muligt have intellektuelle udfordringer, der sikrer dem en positiv skolegang resten af livet”, siger han.

De højt intelligente børn skal lære basal studieteknik på linje med alle andre skoleelever, så de kan overleve hele vejen gennem uddannelsessystemet og ikke fortolker lektier som noget, man kan overstå i pauserne mellem lektionerne

Og netop dette “resten af livet” er en fundamental årsag til, at højt intelligente børn skal udfordres tidligt i grundskolen. De højt intelligente børn skal lære basal studieteknik på linje med alle andre skoleelever, så de kan overleve hele vejen gennem uddannelsessystemet og ikke fortolker lektier som noget, man kan overstå i pauserne mellem lektionerne.

Rasmus Welling angiver som et eksempel herpå, at en rundspørge for knap 10 år siden i Mensa afslørede, at cirka 1/3 af foreningens medlemmer havde afbrudt en videregående uddannelse.


Fakta

Statistisk set har hver skoleklasse i Danmark et eller to højt intelligente børn, hvilket gør dem til en minoritet. Børnepsykolog og intelligensekspert Ole Kyed har dokumenteret, at omkring 40 procent af de højt intelligente børn mistrives i skolen, primært pga. manglen på faglige udfordringer. I USA har man undersøgt ”high school dropouts” og konstateret, at 10-20 procent af dem er højt intelligente, altså en statistisk overrepræsentation.

Kilde: Højtbegavede børn i skolen


Kognitive evner og dermed høj intelligens er altså en slags forudsætning for at kunne udrette noget intellektuelt fornuftigt her i livet, men på ingen måde garanti for succes.

Så hvordan griber man det an helt praktisk?

Jeg sagde ovenfor, at højt intelligente børn tænker fundamentalt anderledes – det kræver ganske lidt at forstå deres præferencer i læringssituationer; den amerikanske uddannelsespsykolog Benjamin Bloom har tilbage i midten af sidste århundrede været så elskværdig at klassificere læring i en række udviklingstrin, populært kaldet Blooms taksonomi.

Viden er simpel behovstilfredsstillelse

Når højt intelligente børn keder sig i skolen, skyldes det typisk, at de får tilbudt læring på for lavt et trin. Deres g-faktor ønsker som noget helt naturligt at bevæge sig i trin for at analysere og skabe overordnede sammenhænge i stof, som de har tillært sig i lyntempo.

Manglen på intellektuel mæthed kan skabe mistrivsel for højt intelligente børn. Det har jeg nedenfor forsøgt at illustrere visuelt ved at sætte Blooms læringstrin* side om side med Maslows behovspyramide, der forskningsmæssigt opstår samtidig med Bloom.

*Figuren forsømmer medtagelse af Blooms 6. udviklingstrin, som er ”vurdering”. Bloom grupperer gerne sine trin i par af to, så disciplinen at kunne ”vurdere” – eksempelvis ud fra en række kriterier – ligger sammen med evnen til at syntesere og konkludere.

Maslow kender de fleste som udtryk for, hvordan vi trives i vores privat- og følelsesliv. Hvert trins opfyldelse er ved Maslow som hos Bloom en forudsætning for at træde et skridt højere “op ad stigen”.

Jeg vil argumentere for, at intellektuel sundhed – altså tilfredsstillelse på venstre side af figuren – bidrager uløseligt til emotionel sundhed.

Det er ren Nirvana, hvis et højt intelligent barn får lov at arbejde “på tværs” af stof og discipliner med analyser og synteser

For et højt intelligent barn er tilegnelse af data og informationer ligesom mad og drikke, og så vandrer intellektet ellers hånd i hånd med barnets velbefindende på vej gennem læringen; og det er ren Nirvana, hvis et højt intelligent barn får lov at arbejde “på tværs” af stof og discipliner med analyser og synteser.

I Wellings bog Højtbegavede børn i skolen gives nogle anvendelige greb til at tilbyde de højt intelligente børn et par ekstra ”tænkespørgsmål” til opgaver. Det kan eksempelvis være at spørge til begivenheders årsag, deres følger eller betydningen for vores nutid, hvilket vil tilfredsstille behovet for at komme ud over det beskrivende, referatet og mere monotone gentagelsesopgaver.

Gifted Children – er det en slags patientforening?

Da jeg indledningsvis talte med Ole Kyed og Poul Nissen om de håndgribelige gevinster ved at få identificeret – og efterfølgende korrekt undervist – de højt intelligente børn, svarede de begge med begreber i omegnen af socialisering, fællesskab og demokrati.

Det undrede mig oprigtigt, fordi jeg på dét tidspunkt endnu ikke var blevet konfronteret med den potentielt betydelige slagside, der kan være for landets klogeste stiklinger.

Hvis man ser på Bloom/Maslow giver det dog mening, at børnene vil sygne hen uden at modtage den kærlighed og påskønnelse, det ville give, hvis de blev udfordret på det rette læringsniveau. Og som Poul Nissen forklarede, kan tilstrækkelig opmærksomhed på læring i de øvre trin i Blooms taksonomi have den positive sidegevinst, at en hel klasse løftes og ikke blot den enkelte højtbegavede elev.

Som mor til to minoritetsbørn savnede jeg hurtigt ligesindede at drøfte problemerne med, så jeg meldte både mig selv og børnene ind i foreningen Gifted Children, der er et netværk og interesseorganisation for højtbegavede børn og deres familier.

Her mødte jeg mennesker og familier som min egen. Og jeg mødte lige dele hjerteskærende og opløftende historier fra det virkelige liv.

Højt intelligente børn er en minoritet, hvis hjerner er skruet sådan sammen, at de har potentialet for at kunne løse kræftgåden, etablere Danmarks næste største skatteydende og storansættende virksomhed, blive brillante undervisere for andre børn og endnu senere deres børn og børnebørn

I puljen af hjerteskærende skæbner lå al mistrivslen med psykologer, psykiatere, selvskade, adskillige skoleskift, skolevægring, forældre på orlov og ulykkelige børn.

Solstrålehistorier opblødte en smule med fortællinger om dygtige børn på rette hylde, skoler og lærere, der rummer og udfordrer børnene, og nødvendige tilpasninger i hele familier, der selvstændigt har fået skabt en lykkelig tilværelse for et eller flere højt intelligente børn.

”Ja, man kan somme tider spørge sig selv, om det egentlig er en interesseorganisation eller en patientforening,” som en af mine samtalepartnere under tilblivelsen af dette indlæg retorisk spurgte.

Til kamp for at dræbe myterne og indløse potentialet

Selv har jeg besluttet mig for at være en brav soldat i kampen for at:

1. tage livet af myterne om dét at være højt intelligent

2. vigtigheden af identifikation af højt intelligente så tidligt som muligt og

3. udbredelsen af viden om at møde de højt intelligente på rette læringstrin.

Det er ikke hverken adfærdsvanskelige børn, patienter eller (for den sags skyld) “talenter”, vi har med at gøre.

Uanset hvor vi placerer os på normalfordelingskurven for måling af vores g-faktor, så lad læring foregå i de dertil indrettede situationer på passende niveau, og reservér lykkekagerne til det formål, som de tjener – et øjebliks glæde og håb, der intet har at gøre med hverken viden, fakta eller læring

Højt intelligente børn er en minoritet, hvis hjerner er skruet sådan sammen, at de har potentialet for at kunne løse kræftgåden, etablere Danmarks næste største skatteydende og storansættende virksomhed, blive brillante undervisere for andre børn og endnu senere deres børn og børnebørn eller noget helt fjerde.

Så uanset hvor vi placerer os på normalfordelingskurven for måling af vores g-faktor, så lad læring foregå i de dertil indrettede situationer på passende niveau, og reservér lykkekagerne til det formål, som de tjener – et øjebliks glæde og håb, der intet har at gøre med hverken viden, fakta eller læring.

Velbekomme.


Topillustration: www.facebook.com/iqkonsulent – Mette og Rasmus Wellings Facebookside, hvor man kan læse om deres bog om inklusion og højtbegavede børn i skolen. Man kan også booke kurser, foredrag eller rådgivning.


Få yderligere informationer her:

www.facebook.com/iqkonsulent

http://konferencer.au.dk/talentudvikling-og-hoejtbegavede-boern-og-unge/

https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvad-er-intelligens

https://gege.dk/

Oprindeligt uddannet lærer. Videreuddannet med to kandidatgrader: en cand.mag. fra Danmark samt en MBA fra England.

Har arbejdet som både konsulent og fastansat, primært inden for life sciences, med discipliner som undervisning, strategi, ledelse, projektarbejde og kommunikation.

P.t. på orlov for at udleve en 10+ år gammel drøm om at skrive en skønlitterær bog.

LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/rikkedecara/

Foto: Steen Brogaard

Seneste artikler om Børn & unge