FÆLLESSKAB I SKOLEN // KRONIK – Den mistrivsel, som vi ser hos en stadig større gruppe børn og unge, kan for nogle hænge sammen med, at de har svært ved få adgang til og deltage i fællesskaber. I den sammenhæng må skolen gå forrest, siger Torben Nørregaard Rasmussen og Anne Søndberg i en ny bog, Fællesskabende didaktikker, som bidrager til løsningen af denne svære, men væsentlige opgave for skolen. Dette er første del – læs anden del her.
Skolen har en dobbelt opgave, fordi den skal indrettes på måder, så den både formidler
akkumuleret faglig viden til eleverne og samtidig gør det på en måde, som gør det muligt for alle
elever at kunne deltage i undervisningens læringsfællesskaber.
Fællesskaberne skal i sammenhæng med det faglige indhold kunne ende med at bidrage til at opbygge elevernes autonomi som både frie og ansvarlige individer.
Et liv uden fællesskaber skaber ensomhed og utryghed
Af de grunde bliver det vigtigt konstant at udvikle vores forståelse af både ’fællesskab’ og ’faglighed’. Alternativet kan ende som udvandede hverdagsforståelser, hvor fx begrebet ’rundkredspædagogik’ er blevet brugt som en hånende ureflekteret kritik.
Der er brug for didaktiske begreber og konkrete eksempler på, hvordan skoler og lærere kan arbejde med tiltag, som fremmer elevers oplevelse af faktisk at kunne bidrage og deltage i skolens fællesskaber.
Det er vigtigt for elevernes selvtillid, selvværd og for selve muligheden for læring. Begreber som ’inklusion’ og ’undervisningsdifferentiering’ indeholder de helt overordnede forståelsesrammer, hvis oplevelsen af ægte tilknytning til fællesskaber skal tages alvorligt.
De fællesskaber kan have mange kendetegn: En interesse, en holdning, en religion, eller et
sprog.
Her må skolens opgave være at skabe differentierede muligheder for, at alle elever oplever at tilhøre nogle fællesskaber på tværs af forskelligheder. Dels fordi den oplevelse, i sig selv, er en
vej til øget selvtillid og selvværd, og dels fordi mange af vores vigtigste læreprocesser foregår i
sociale kontekster.
Opgaven om at skabe muligheder for inkluderende, meningsfyldte fællesskaber ligger hos skolen og de konkrete lærere
I sociologien, hos fx Durkheim, skelnes der mellem mekaniske og organiske fællesskaber, og i skolen hersker begge former.
De mekaniske, fordi skolen selv er indfældet i traditionsbestemte normer og magtstrukturer. De organiske, fordi skolen i dag har en inklusions- og motivationsopgave, som dels udfordrer de gamle normer og magtstrukturer, dels skyldes nyere viden om børn og unges behov for at blive bekræftet i at kunne bidrage til fællesskaber gennem en rolle og en funktion, som gør det muligt at blive bekræftet og forankret – og i sidste ende at lære nyt.
Et liv uden fællesskaber skaber ensomhed og utryghed, og det er i mellemrummet mellem det
mekaniske og det organiske, vi finder det, som kaldes ’det pædagogiske paradoks’. Opgaven og ansvaret for at udfylde dette paradoks ved at skabe muligheder for inkluderende, meningsfyldte fællesskaber ligger hos skolen og de konkrete lærere.
I slutningen af denne kronik gives eksempler på, hvordan skolens og lærerens undervisningsfaglighed kan bidrage til at fremme det fællesgørende.
Hvordan opstår mobning, og hvordan bekæmpes den bedst?
Begrebet “fællesskabende didaktikker” har sit udspring i nyere skandinavisk mobbeforskning, hvor
man i 00’erne udviklede af en ny forståelse af, hvordan mobning i skolen opstår og vedligeholdes.
Inden da var det almindeligt at anlægge et individperspektiv på mobning og finde forklaringer, hvor
man hæftede sig ved fejl og mangler hos de individer, som var indblandet i mobbesager. Man
opererede typisk med et ”svagt mobbeoffer” og en ”aggressiv mobber”, mens fokus i mindre grad
var på skolen og klassen.
I den nyere mobbeforskning, som især blev drevet frem af forskningsprogrammet EXbus (Exploring bullying in schools), udfordrede forskerne den forståelse, som de mente, gav forenklede forklaringer på mobning og stigmatiserede de børn og unge, som blev betegnet som henholdsvis mobbere og mobbeofre.
Mobning forstås som resultatet af nogle dynamikker i fællesskabet og ikke af særlige egenskaber hos det enkelte barn
I stedet anlagde man en socialdynamisk forståelse på mobning, hvor man gør op med skyld og skam og i stedet fokuserer på, hvorfor der opstår mobning i nogle fællesskaber og skoleklasser, men ikke i andre.
Mobning forstås som resultatet af nogle dynamikker i fællesskabet og ikke af særlige egenskaber hos det enkelte barn. Man bliver altså ikke mobbet, fordi man er tyk eller har bumser – det er noget, man bliver mobbet med, fordi fællesskabet mangler noget positivt, der binder det sammen. Man kan sige, at mobningen bliver et ”fælles tredje”, noget man kan samles om, og som skaber et tilhørsforhold.
Mobning bekæmpes og forebygges ofte med indsatser, som ligger uden for undervisningen. Der
arrangeres særlige trivselsdage eller arbejdes med længerevarende forløb, som skal styrke trivslen
hos enkeltelever og klassens fællesskab.
Det har karakter af noget ekstra og indeholder ikke praksisser, der knytter sig til selve skolegangen og undervisningen. Og det er svært at se en længerevarende effekt af disse indsatser.
Med en fællesskabende diaktik flyttes kampen mod mobning ind i klasseværelset
Med fællesskabende didaktikker foreslår Helle Rabøl Hansen, mangeårig fremtrædende repræsentant for mobbeforskningen herhjemme, at forebyggelsen og bekæmpelsen af mobning rykker ind i klasseværelset, hvor betingelserne for mobning ifølge den nye mobbeforståelse gror.
For hvis man gennem undervisning kan skabe et elev-vi, mister mobning måske sin relevans. I bogens indledende artikel uddyber Rabøl Hansen, hvordan dette kan gøres i praksis, og det indebærer, ifølge Rabøl, bl.a., at undervisningens mål, indhold og aktiviteter tilrettelægges som praksisser, der forsøger at samle og inddrage eleverne, som deltagere i skolens faglige indhold.
Det er deltagelsen, der skaber det fælles, og ambitionen er, at flest mulige elever er deltagende.
Samtidig overlades ansvaret for at udvikle klassens fællesskab i fællesskabende didaktik ikke alene til elevernes uformelle vi, men bliver også en opgave for klassens formelle vi, dvs. det vi, som skolens lærere og pædagoger er med til at udvikle.
Begrebet om “fællesskabende didaktikker” anviser en ny tilgang til forebyggelse og
bekæmpelse af mobning, men, som vi skrev i indledningen, taler begrebet også mere bredt ind i
den manglende oplevelse af at høre til − at være en del af stærke fællesskaber, som synes at
præge en del af de børn og unge, som ikke trives.
Mange af dem kæmper af forskellige grunde med at få adgang til og deltage i fællesskaberne, og her har skolen en vigtig opgave at løfte.
Efter Helle Rabøl Hansens indledende artikel følger yderligere 12 artikler, hvor en række undervisere og forskere med baggrund i læreruddannelse og skole giver deres bud på, hvordan man konkret kan arbejde med og udvikle koblingen mellem faglighed og socialitet i undervisningen og i organisatorisk sammenhæng.
Læs om resten af indholdet i del II af kronikken på dette link.
Fællesskabende didaktikker er udkommet på forlaget KvaN. Kronikken
tager sit afsæt heri. Didaktik handler om undervisningens hvad, hvorfor og hvordan, og i bogen gives der eksempler på, hvordan skoler og undervisere konkret kan arbejde med didaktiske tiltag, som kan fremme både oplevelsen af og læring gennem fællesskaber. Læs mere om bogen, Fællesskabende didaktikker, her.
Læs også “Pædagogisk katastrofekurs truer vores velstand”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
