FÆLLESSKAB I SKOLEN // KRONIK – Den mistrivsel, som vi ser hos en stadig større gruppe børn og unge, kan for nogle hænge sammen med, at de har svært ved få adgang til og deltage i fællesskaber. I den sammenhæng må skolen gå forrest, siger Torben Nørregaard Rasmussen og Anne Søndberg i en ny bog, Fællesskabende didaktikker, som bidrager til løsningen af denne svære, men væsentlige opgave for skolen. Dette er anden del af kronikken
Læs første del af kronikken, der fokuserer på fællesskab og mobning her.
Synspunktet i denne kronik er, at det at arbejde med fællesskaber i skolen ikke blot handler om noget ’uden om’ undervisningen, men i høj grad også handler om, hvordan det fællesskabende kan blive en integreret del af selve undervisningen.
Individets identitet udvikles altid i en social kontekst, og samtidig også altid gennem individers mulighed for at handle og kommunikere i fællesskaberne om noget, som giver mening
Mennesket, og dermed også skolens elever, udvikles nemlig gennem fællesskaber og noget at være sammen om i disse fællesskaber.
Individets identitet udvikles med andre ord altid i en social kontekst, og samtidig også altid gennem individers mulighed for at handle og kommunikere i fællesskaberne om noget, som giver mening, tillægges betydning.
Efter Helle Rabøl Hansens indledende artikel, der omtales i første del af kronikken, følger yderligere 12 artikler, hvor en række undervisere og forskere med baggrund i læreruddannelse og skole giver deres bud på, hvordan man konkret kan arbejde med og udvikle koblingen mellem faglighed og socialitet i undervisningen og i organisatorisk sammenhæng.
Som eksempel herpå fremhæver ph.d. Lisser Rye Ejersbo, hvordan det er muligt at minimere risikoen for at udvikle angst for at fejle, fx i faget matematik, gennem inkluderende kommunikationsformer. Det gælder i lærer-elev-relationen, men ikke mindst i elev-elev-samtaler, hvor læreren kan tilrettelægge undervisningen på en måde, der fremmer nogle tankemønstre og samtaleformer, som indbyrdes støtter udviklingen af normerne for elevernes samarbejde, uden at dette bliver adskilt fra det faglige.
Idrætsfaget rummer et særligt potentiale for, at eleverne oplever en eksistentiel meningsfuldhed, fordi fællesskaberne i fagets aktiviteter kombinerer både kropslige og kognitive samarbejds- og kommunikationsformer
Ph.d. Henrik Taarsted Jørgensen beskriver, hvordan fællesskab og samarbejde udgør en væsentlig og ofte implicit del af idrætsfaget. Synspunktet er, at idrætsfaget rummer et særligt potentiale for, at eleverne oplever en eksistentiel meningsfuldhed, fordi fællesskaberne i fagets aktiviteter kombinerer både kropslige og kognitive samarbejds- og kommunikationsformer.
Med begrebet ’praksisfællesskaber’ betones det, hvordan bestemte former for undervisning kan fremme en oplevelse af et tilhørsforhold mellem eleverne. Dette kan ske, når aktiviteten opleves som meningsfuld – bl.a. fordi den samtidig gør involvering og samarbejde nødvendigt for overhovedet at kunne deltage og løse en opgave.
Maibrit Kristensen og Søren Rørdam Bastholm, som begge underviser på læreruddannelsen, har fokus på faget engelsk. Som noget særligt fremhæves betydningen af lærerens evne til at skabe et trygt læringsrum. At deltage mundtligt i plenum, på et sprog som ikke er ens modersmål, opleves af mange som noget utrygt eller endda angstprovokerende.
Med en slags kontrakt om, at ’i engelsktimerne taler vi engelsk for at øve os’, bliver det lærerens opgave at fremme en undervisning, hvor alle former for mundtlig kommunikation foregår på engelsk. Det forudsætter etableringen af en kultur, hvor det at bevæge sig på grænsen af sin formåen, at begå fejl og modtage korrigerende feedback, kan opleves som noget naturligt og dermed som noget, eleverne kan forbinde med et trygt læringsrum.
Fælleskabets og gruppearbejdets didaktik
Lektor Helle Bjerresgaard forsker i gruppearbejdets didaktik. Bjerresgaard giver bud på aktiviteter, metoder og redskaber, som kan understøtte gruppearbejde. Fx nævnes ’talerunder’ og ’grupperoller’ som eksempler på, hvordan alle elever skal lære at komme til orde samt at lære at lytte.
For at nå dertil må læreren kunne gå i dialog med eleverne om tre grundlæggende spørgsmål: Hvorfor skal vi samarbejde? Hvad er opgaven? – Og ikke mindst: Hvordan skal vi samarbejde?
Ofte ved eleverne ikke, hvad det konkret vil sige ’at samarbejde’. Det betyder, at læreren, i kombination med det faglige indhold, også skal undervise i samarbejdsformer og de helt konkrete kommunikationsformer, der knytter sig til de enkelte aktiviteter.
Ph.d. Stefan Ting Graf gør med titlen ”Fælles om det tredje” opmærksom på, at det fællesskabende i skolen også, eller især, handler om, hvilket indhold i skolens undervisning der kan betragtes som et alment indhold, som er så væsentligt, at det kan udgøre en ramme for både den enkeltes og fællesskabets dannelse og identitet.
At være en del af et fællesskab handler både om det konkrete samtalefælleskab i undervisningen om et givet emne, samt om den fællesskabelse i et større kulturfællesskab,
I en sådan forståelse bliver en fællesskabende indholdsdidaktik både potentielt kulturformidlende og kulturskabende. At være en del af et fællesskab handler både om det konkrete samtalefælleskab i undervisningen om et givet emne og om den fællesskabelse i et større kulturfællesskab, der kan være med til at skabe rammen om nogle centrale værdier og problemstillinger, som eleverne øver sig i at forholde sig personligt til, og som alle/mange kan samtale med hinanden om – både i et kritisk og konstruktivt perspektiv.
Jette Aabo Frydendahl og Malte von Sehested, som begge er cand.it., viser, hvilke online-erfaringer fra coronatiden der især har betydning for vores forståelse og udvikling af gode online-fællesskaber. For eleverne viste det sig tydeligt, at det vigtigste for dem er at fastholde et fællesskab med klassekammeraterne. Helt centralt står elevernes ønske om et læringsmiljø, som på samme tid er samskabende og eksperimenterende.
Derfor er online-læringsmidler, som giver et bredt rum for kreativitet og videndeling noget helt afgørende. Det fordrer et rum, en tilrettelæggelse, som kan skabe grobund for tillid og respekt for hinanden – også selvom eleverne ikke har en fysisk nærhed, som en katalysator for dette.
Alle ovenstående intentioner og praksiseksempler forudsætter en professionstænkning, hvor lærernes egen professionelle udvikling forstås som hele skolens faktiske udvikling.
Ph.d. Micki Sonne Kaa Sunesen understreger betydningen af en organisatorisk udvikling, hvor co-teaching er en del af at ville påtage sig en vision – og et ansvar for at føre den ud i livet. En skole med fokus på fællesskabende didaktikker vil gøre sig til talsmand for en humanistisk, socialorienteret skolehverdag, hvor alle eleverne oplever at blive inkluderet i trygge og lærerige fællesskaber. Og det forudsætter, at også lærerne har denne oplevelse.
De fleste lærere vil nok mene, at det allerede indgår som en væsentlig del af deres didaktik at få så mange som muligt i klassen til at deltage aktivt i undervisningen. Det er vi enige i, men fællesskabende didaktikker går skridtet videre og udvikler indsatsen i et fællesskabende perspektiv.
Fællesskabende didaktikker er udkommet på forlaget KvaN. Kronikken
tager sit afsæt heri. Didaktik handler om undervisningens hvad, hvorfor og hvordan, og i bogen gives der eksempler på, hvordan skoler og undervisere konkret kan arbejde med didaktiske tiltag, som kan fremme både oplevelsen af og læring gennem fællesskaber. Læs mere om bogen, Fællesskabende didaktikker, her.
Læs også: Pædagogisk katastrofekurs truer vores velstand.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
