MILJØ // REPORTAGE – Omkring midnat den 2. marts, for fire år siden, blev miljøforkæmperen Berta Cáceres skudt ihjel i sit hjem i La Esperanza, men mange – særligt kvinder – viderefører hendes kamp: “Vi er alle Berta”, lyder kampråbet i Honduras. Lise Josefsen Hermann har besøgt drømmenes by.
La Esperanza/Intibucá, Honduras – Det er et sted for drømme. Et sted, hvor man prøver at få det umulige til at gå i opfyldelse. Utopia.
I byen La Esperanza er lydbilledet Mano Chao, og der er fyldt med latter og smil her i Utopia. Det er hjemsted for COPINH – borgerrådet for populære og oprindelige folks organisationer i Honduras/Consejo Cívico de Organizaciones Populares e Indígenas de Honduras – en indiansk organisation fra Honduras, som blev grundlagt af Berta Cáceres fra det indianske Lenca-folk. Alle kalder hende Berta. Hendes kamp for at forsvare Gualcarque-floden mod planerne for at bygge vandkraftværket Agua Zarca er blevet kendt verden over.
I 2015 formåede COPINH at stoppe byggeriet af dæmningen. ”Det var en sejr for Lenca-folket. Det var meget symbolsk, at folket vandt. Det var ikke kun Lenca-folket, men det honduranske folk, som er imod en politik om at sælge området, ”siger Laura Yolanda Zúñiga Cáceres (27), Berta Cáceres’ datter. Jeg møder hende i COPINHs lokaler. Stedet er blevet navngivet “La Utopía” – Utopien.
Omkring midnat den 2. marts, for fire år siden, blev Berta Cáceres skudt ihjel i sit hjem i La Esperanza. Drabet blev begået efter, at Berta havde modtaget mange trusler fra virksomheden DESA
I 2015 modtog hendes mor Goldman-prisen, den såkaldte ‘Grønne Oscar’, for sin hårde kamp for at forsvare miljøet. ”Vi troede, at det på en eller anden måde ville tjene som en slags beskyttelse for min mor,” indrømmer Laura, ”men på samme tid kendte vi alt til truslerne. Alle gjorde. Hun vidste det også selv.”
Berta lever
Sammen med Bertas bror, Gustavo Cáceres, tager vi vejen til udkanten af La Esperanza. Her er ikke et øje. Nå ja, bortset fra politibilen, der har beskyttet Gustavo og moren Austro Berta siden 2016. Sandheden er, at jeg ikke føler mig sikker her i den gyldne time, sent på eftermiddagen, denne mandag i februar, ledsaget af tre politimænd med automatpistoler. Politimændene filmer os med deres smartphones og taler med hinanden. De siger ikke et ord. De står bare her på den øde kirkegård med fingrene på udløseren. Alt imens jeg prøver at fokusere på at gå mellem gravene.
“Berta Cáceres 2. marts 2016” lyder inskriptionen på gravstenen.
Bagved står malet en rød graffiti: “Berta Vive” – Berta lever.
Andre steder står: “Folkene ved, hvordan de skal få retfærdighed” – Los pueblos saben hacer Justicia. Og “Berta vil vende tilbage og blive til millioner” – Y Berta volverá y será millones).”
Omkring midnat den 2. marts, for fire år siden, blev Berta Cáceres skudt ihjel i sit hjem i La Esperanza. Drabet blev begået efter, at Berta havde modtaget mange trusler fra virksomheden DESA.
Laura smiler, fortæller jokes, selvom vi taler om hendes mor og mordet på hende. “Jeg siger altid, at jeg er blevet en festabe efter min mor,” siger hun og griner uskyldigt, “hun kunne virkelig godt lide at danse salsa.”
Den 27-årige undskylder i starten “for mine dumme bemærkninger”, som hun kalder dem. Laura har lært at håndtere tabet af sin mor med humor. Både hun og Marleny Reyes, koordinatoren for uddannelse i COPINH og Bertas ledsager i organisationen, siden hun var 13 år gammel, anerkender det som en kvalitet for Lenca-folket: Evnen til at opretholde glæde i meget triste øjeblikke.
”Berta smilede altid. Jeg troede ikke, at den dag, den 2. marts, skulle være sidste gang, jeg så dét smil. Hun var meget smuk den dag,” husker Marleny.
Flodens beskyttere
Ifølge tal fra den britiskbaserede NGO Global Witness om mord på miljøaktivister er Latinamerika den farligste region at være forkæmper i.
I 2018 blev mere end halvdelen af de miljørelaterede mord, der blev begået verden over, udført i netop denne region.
I 2016 var Berta Cáceres endnu et navn i denne kedelige statistik. Hendes sag blev verdenskendt, og den ramte andre miljøforkæmpere, og andre der tager del i kampen for at forsvare Lenca-territoriet og floden, hårdt: “Hvis de kunne dræbe Berta, kan de også dræbe os,” fortæller Marleny og understreger, at Bertas hårde kamp kun var hendes: ”Lenca-kvinder har altid en meget speciel og tæt forbindelse med floderne. Vi er flodernes beskyttere”.
Virksomheder i udvindingsindustrien og firmaer, som arbejder med megaprojekter som for eksempel vandkraftværker, er særligt aktive i Latinamerika.
Andre COPINH-aktivister siger, at de konstant modtager trusler. I de mindre end 24 timer, jeg befinder mig i Utopia, ankommer en mand, der netop var blevet angrebet med sten uden for byen. Det sker hele tiden, fortæller de lokale.
For Marleny er det ikke en mulighed at stoppe med at kæmpe for sit folks territorium. Selv nu, fire år efter mordet på Berta, føler hun Bertas tilstedeværelse: ”Berta er stadig med os. Børnene i Rio Blanco-samfundet siger: Jeg elsker Berta. Hun er min flod. Derfor fortsætter vi. Jeg kunne ikke lade mine kollegaer i stikken. Kampen begynder, men den slutter ikke. Det er os, der vil holde op med at eksistere,” siger Marleny.
Bertas datter Laura er bevidst om risikoen ved at gøre modstand og forsvare territoriet: “Folk er blevet kriminaliseret, myrdet og truet for at forsvare Lenca-folkets rettigheder, som i sidste ende også er det honduranske folks rettigheder.”
Udbredt korruption
Den 2. december 2019 blev syv mænd dømt til mellem 34 og 50 års fængsel for mordet på Berta Cáceres. Nogle af dem blev identificeret som lejemordere. Blandt de ansvarlige for forbrydelsen er den tidligere sikkerhedschef for virksomheden Desarrollos Energéticos (DESA), DESA’s tidligere miljøchef og en major fra den honduranske hær.
Det lyder umiddelbart som et fremskridt eller en sejr i sagen, men Laura Zúñiga Cáceres er ikke tilfreds.
”Lejemorderne er det svageste punkt i kæden. Hvad med de intellektuelle bagmænd? De er stadig på fri fod og driver deres forretning. For os stopper det her ikke, før de intellektuelle bagmænd bliver dømt. Måske er det en utopi. Men det er dét, vi kæmper for.”
I retssagen afsløredes WhatsApp-netværk og tekstbeskeder med oplysninger, der viste, at selv firmaets ledere var involverede og planlagde mordet.
Straffrihed i Honduras er ekstrem høj: Mere end 90% af forbrydelser straffes aldrig, og mange kriminelle handlinger går ikke engang så vidt som til anmeldelser af den samme grund.
Korruptionsniveauet er også meget højt. I den seneste rapport om opfattelsen af korruption fra Transparency International ligger Honduras som nummer 146 ud af 180 lande. Danmark ligger på førstepladsen.
I oktober 2019 blev Tony Hernández – præsident Juan Orlando Hernández’ bror – i USA dømt for at have modtaget en million dollars fra den mexicanske narkogangster Joaquín ‘Chapo’ Guzmán til sin brors præsidentkampagne.
Berta blev ikke dræbt, hun blev mangedoblet
Kampen for miljøforkæmpere som Berta i Honduras er forbundet med meget høj udsathed. Det er som Davids kamp mod Goliat. Mod staten og virksomhedernes kapital. Oprindelige folk imod samfundets allermest magtfulde.
Bertas sag er blevet et symbol i Honduras, i Latinamerika, ja verden over. Et symbol for dem, der udsætter deres liv for at beskytte miljøet. Bertas aktivist-kollegaer kæmper fortsat for at forsvare floder og skove mod angreb fra store vandkraftselskaber eller mineselskaber. Også selvom det kan ende med at koste dem livet.
Mordene er bare toppen af isbjerget, ikke alle er registreret, og dertil kommer trusler og kriminalisering af miljøaktivister. Der er mange måder at forsøge at lukke munden på dem
“Her er vi alle Berta” står ikke kun som graffiti i Utopia, på kirkegården, i La Esperanza. Marleny siger det, og Laura siger det.
Heather Iqbal, senior kommunikationsrådgiver hos Global Witness, er bekymret over miljøforkæmpernes situation: “Mordene er bare toppen af isbjerget,” siger hun, “ikke alle er registreret, og dertil kommer trusler og kriminalisering af miljøaktivister. Der er mange måder at forsøge at lukke munden på dem,” siger hun.
Ifølge Global Witness blev mere end 120 miljøforkæmpere dræbt mellem 2010 og 2016 i Honduras. I 2017 blev fem miljøforsvarere dræbt i Honduras, sammenlignet med 14 i 2016, det år Berta blev dræbt.
Hører det at forsvare miljøet hjemme i utopien? Eller på kirkegården?
“Berta vive” – Berta lever.
LÆS ALLE LISE JOSEFSEN HERMANNS ARTIKLER PÅ POV HER.
Fotos: Lise Josefsen Hermann.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
