USA // INTERVIEW – Som 16-årig forlod Maria sin familie og sit hjem i Honduras og satte kursen mod USA. Hun overlevede karteller, tilbageholdelser, udnyttelse og et system, der hellere vil kontrollere end beskytte. I dag arbejder hun op mod 85 timer om ugen, forsørger sin familie og kæmper sig gennem uddannelsessystemet for at blive sygeplejerske. Men netop som hun står på tærsklen til at realisere sin drøm, truer Trumps politik med at rive fundamentet væk under hende.
NEW YORK – Maria er en 27-årig kvinde, der flygtede fra Honduras til USA. Hun er servitrice på en mexicansk restaurant i kvarteret, hvor jeg bor. Hun er født og opvokset i et landdistrikt fire timers kørsel fra hovedstaden Tegucigalpa, det fjerde barn af en søskendeflok på 12. Hun kom til USA som 16-årig i 2014.
Maria fortæller, at familien havde et lille landbrug, hvor de dyrkede majs og havde køer. De levede uden elektricitet. De havde ildsted og petroleumslamper.
”Det er derfra, jeg har det her,” siger hun og viser mig et brandsår på sin højre arm. ”Det skete, da jeg var to år gammel.”
”Hvorfor besluttede du dig til at komme til USA?” spørger jeg.
”Min familie havde ikke penge nok til at overleve. Vi er tolv søskende. Jeg fik en bachelor i naturvidenskab, da jeg var 15. Jeg ville gerne uddanne mig yderligere, men min far havde ikke råd. Så vi bad min tante, som bor i New York, om at låne os penge. Hun indvilgede; hun var taknemlig, fordi jeg havde passet hendes far, min farfar, fra jeg var barn. Jeg rejste til USA, fordi jeg ville have en uddannelse.”
Maria fortæller, hvordan hun som 16-årig forlod Honduras med en kusine, som var 37, og som uden held havde prøvet at komme ind i USA. De kendte faktisk ikke hinanden, fordi kusinen boede i hovedstaden, men de mødtes et par uger før, de tog afsted, og aftalte at følges.
Man kan rejse med tog, bus eller lastbil, og alle former for transport er forbundet med risici. Togene er specielt farlige, fordi de er så overfyldte, at folk sidder på taget af toget og kæmper om pladsen. Tit falder personer af i farten, fordi de bliver skubbet eller falder i søvn.
”Det skete for min fætter,” forklarer Maria. ”Han mistede en arm.”
Der er også en risiko forbundet med, at The Zetas, det berygtede narkotikakartel, antaster potentielle emigranter, velvidende at de flygtende formentlig har penge på sig. De er kendt for at skyde dem, der nægter at overdrage deres beholdning.
Første forsøg fra Honduras til USA
Så Maria og kusinen valgte at rejse med bus. Det tog en uge fra Honduras til Queretaro i Mexico. Bussen blev stoppet af politi og immigrationsbetjente adskillige gange, og hver gang blev de rejsende bedt om at vise identifikation, og de blev afkrævet bestikkelse.
Chaufførerne samarbejdede med de korrupte myndigheder og informerede dem om, hvor mange passagerer der var i bussen, så når de blev stoppet og afpresset, talte politiet antallet af passagerer og forlangte forklaring, hvis nogen manglede. Hvis politiet fik 3-400 pesos pr. person, fik de lov at rejse videre.
En af strategierne til eksekveringen af massedeportationen er Donald Trumps forsøg på at genindføre the 1798 Alien Enemies Act. Det er en krigsrelateret autoritet, der giver præsidenten bemyndigelse til at deportere indfødte og statsborgere fra en fjendtlig nation uden høring. Loven har indtil nu kun været taget i brug i krigssammenhæng.
USA er ikke i væbnet konflikt med latinamerikanske lande, men hundredvis af personer er blevet fløjet til destinationer som Guantanamo Bay og Cecot-fængslet i El Salvador. Trump taler nu om at udvide udvisningskampagnen til også at inkludere amerikanske statsborgere. Børn født i USA er allerede blevet deporteret med deres udokumenterede forældre. Retssagerne hober sig op.
I Queretaro blev alle fra Honduras, El Salvador og Guatemala tilbageholdt og afpresset. Nogle af mændene blev slået, fordi de protesterede og spurgte, hvorfor ordensmagten ikke gjorde deres arbejde og beskyttede civile. De slog ikke Maria, fordi hun var mindreårig, men de slog nogle af de voksne kvinder. De anbragte dem i en fængselslignende bygning, hvor de sov på gulvet.
Maria var i en gruppe på tolv, som holdt sammen. Nogle havde prøvet processen før og hjalp de nytilkomne. De fordelte opgaver imellem sig, delte deres penge. En sørgede for morgenmad, en anden aftensmad. Maria havde ingen telefon, så hun kunne ikke kontakte sin familie.
det var først, da fasteren var rejst til Honduras, at Maria udnyttede situationen og forfalskede fasterens underskrift på de tilsendte dokumenter
Maria og kusinen var tilbageholdt i to uger, før de blev sendt tilbage til Honduras. Maria tog ikke tilbage til sin familie og kontaktede dem ikke, fordi hun vidste, de ville komme og hente hende. Hun var fast besluttet på at komme til USA. Hun kontaktede sin tante igen og lånte flere penge.
Andet forsøg
Hun og kusinen købte det mest nødvendige, for hvis man rejser med en stor taske, stjæler det korrupte politi den.
”Min kusine gemte vores penge i sin bh,” siger Maria. ”Jeg gemte vores telefon i mit hår.”
Hun slår sit hår ud, som er så langt, at hun kan sidde på det, og viser, hvordan hun satte det op i en knold, der skjulte telefonen. Hun fortæller, hvordan immigranter blev udsat for ydmygende kropsvisiteringer. Nogle gemte penge i deres sko, men blev bedt om at tage dem af og fik pengene konfiskeret.
”Så anden gang du forsøgte at komme ind i USA, lykkedes det?” spørger jeg.
“Ja, det lykkedes. Vi betalte for at blive transporteret i en stor lastbil, hvor vi var omkring 60 mennesker.”
Maria beskriver, hvordan de fik besked om at gå på toilettet før afgangen, fordi rejsen ville tage to til tre dage. De fik forklaret, at lastbilen ville stoppe ved et checkpoint, hvor politiet var bestukket. De skulle gå ud af lastbilen og følge en bestemt rute for så blive samlet op igen. Der var to chauffører, hvoraf den ene ville blive hos passagererne. De indvilgede mod at betale halvdelen af pengene før rejsen og den anden halvdel ved ankomsten i USA.
”Var de mænd det, men kalder coyotes?”
”Ja.”
De kørte hele vejen til Mexico City i lastbilen. Det tog tre og en halv dag, og de stoppede kun tre gange, midt om natten. Den eneste måde de kunne lade vandet mellem stoppene, var ved at gøre det bagest i lastbilen, når den kørte hurtigt op ad bakke, så urinen kunne løbe ud. Og når de stoppede ved en toldstation eller checkpoint, var myndighederne betalt for at se den anden vej.
”Vi var meget bange,” siger Maria. ”Inden det første stop døde vi næsten af iltmangel. Der kom ingen luft ind i lastbilen, og de stoppede ikke, selvom vi hamrede på væggene. Så da vi omsider stoppede, var ingen i stand til at løbe, og immigrationspolitiet tilbageholdt os og afpressede os penge. Folk besvimede. Sommetider dør folk.”
Maria ville lære engelsk, gå i skole, have et job og sende penge hjem til familien, som kæmpede for at overleve i Honduras. Men fasteren lod hende overtage husholdningen med rengøring og madlavning
Da de kørte videre, havde chaufførerne sørget for, at der kom ilt ind i bilen, og de havde installeret aircondition. Nu blev der så koldt, at passagererne rystede af kulde og klamrede sig til hinanden for at holde varmen. Og kulden gav dem tissetrang. Det var meget ubehageligt for kvinderne. Maria og hendes kusine brugte Marias jakke som forhæng, og de dækkede for hinanden.
Men nogen må have set urinen løbe ud af lastbilen på et tidspunkt, da de var tæt på grænsen til USA, for de blev stoppet og kommanderet ud. Immigranterne var rædselsslagne og løb i alle retninger og gemte sig. Maria og kusinen og nogle medpassagerer skjulte sig i timevis. Dem, der havde penge nok, bestak immigrationsofficererne og fik lov at gå.
Over grænsen
Maria forsøgte at krydse floden Rio Grande tre gange. Hun kan ikke svømme. Hun og kusinen forcerede omsider floden ved at holde fast i et stort bildæk. Men der er stærk strøm, og de var ved at blive trukket under flere gange.
”Jeg er højere end min kusine, det hjalp,” siger hun og viser fra sin telefon, hvordan immigranter kæmper for at holde sig oven vande.
Da de nåede i land, skulle coyoterne samle dem op igen, men de kom aldrig. Så de løb i omkring 40 minutter og nåede muren mellem USA og Mexico. En mand, der var med dem, som havde prøvet tre gange før, hjalp dem. Maria kom over muren, men kusinen kunne ikke, hun er mindre og tungere end Maria. Hun sagde til Maria: ”Løb, løb, vi ses senere.” Hun kom ikke igennem. Først meget senere, i sjette forsøg, lykkedes det kusinen at komme ind i USA med sin datter.
Så Maria løb videre, blandt andet med den mand, der tilbød at hjælpe hende. Hun vidste ikke, hvor hun var. Hun havde ingen penge, ingen telefon, hendes identifikation var tabt i floden. Hun lånte en telefon af en kvinde og ringede til sin tante, som svarede, at hun ikke kunne hjælpe, hun var på arbejde. De gemte sig i en park hele natten, mens helikoptere med søgelys patruljerede.
Af en gruppe på ti, der var løbet sammen, var der kun fire tilbage. De gemte sig hele dagen, uden mad. De mødte en mand, som tilbød at hjælpe dem til Houston mod betaling. Han sagde, han kendte vejen, men de vidste ikke, om de kunne stole på ham. Og de kunne ikke bruge lommelygter. De gemte sig i ørkenen, men en kvinde var så bange, at hun skreg, og politiet anholdt hende.
På det tidspunkt var Maria alene med manden, der havde tilbudt at hjælpe. Hun var bange, hun var kun 16 år, hvad hvis han ville udnytte hende? Hun havde beskadiget sin ankel, da hun kravlede over muren, og kunne ikke løbe sin vej. Så hun gav op. Hendes T-shirt var revnet, hun havde rifter alle vegne. Så hun lod sig arrestere.
Detention
”De arresterede mig, men de så, jeg var mindreårig, så de lagde ikke mine hænder i zip-ties, men de sagde: ’Hvis du løber, lægger vi dig i håndjern.’ På det tidspunkt kunne jeg dårligt gå. De gav os vand og lod os ellers vente i timevis.”
De næste tre uger var Maria interneret i Houston. Fasteren svarede ikke på anmodninger om hjælp med dokumentation. Maria overværede, hvordan andre blev kørt igennem systemet med hjælp fra pårørende.
”Det var hårdt,” siger hun. ”Jeg var ung, jeg vidste ikke, hvor jeg var. Der var ingen, jeg kendte.”
Hun fik lidt mælk om morgenen, selvom hun faktisk aldrig vidste, om det var dag eller nat; der var ingen vinduer. Immigranterne fik ikke lov at forlade bygningen.
”Det var som et fængsel. Folk græd, fordi de var blevet adskilt fra deres familier. Børnene fik lov at blive hos deres mødre, men fædrene blev fjernet og sendt tilbage. Børnene græd, fordi de var sultne. Det var kaos. Jeg sad bare i et hjørne og græd og bad til Gud.”
Da detentionscentret var fuldt, blev Maria sendt videre til et center i Arizona, hvor der kun var mindreårige. Der var hun i to uger. Hun fik kun lov til at tage bad, når hun menstruerede, og kun i tre minutter. Hun kunne ikke vaske sit hår. Kosten bestod af småkager.
Hun sov på gulvet. Der var mange i det samme rum. Nogle af dem, der havde været der længe, fik tynde madrasser, som de delte, så andre i det mindste kunne lægge hovedet på dem, men deres kroppe lå på gulvet. Som dyne havde de foliekapper, som løbere får efter en maraton. Der bliver meget koldt i Arizona om natten. Hun brugte det også, når hun gik på toilettet, for der var ingen dør. Immigrationspersonel, mænd som kvinder, gik forbi og kunne se ind.
Efter to uger blev Maria flyttet igen, denne gang til Oklahoma. Her fik hun i det mindste en feltseng. Hendes fødder hang ud over kanten, men det var en opgradering.
Der var mange regler. De blev vækket kl. fem om morgenen uden forklaring. Senere skulle de stå i kø for at gå på toilettet og børste tænder. Så skulle de sætte sig til bords og vente på morgenmad i 40 minutter og bagefter vaske deres tallerken. Kl. 10 skulle de udenfor. Hvad de valgte at gøre rekreativt, som at spille fodbold, skulle de gøre i en uge ad gangen. Maria kunne ikke deltage i noget af det sportslige, fordi hendes ankel var beskadiget.
Hun havde smerter i et helt år, fordi hun aldrig fik den undersøgt. Så nogle gange måtte hun deltage i aktiviteter, hun ikke brød sig om, i en uge ad gangen. Det eneste, hun kunne lide, og som hun var god til, var at synge, så det gjorde hun.
Hun led og savnede sin familie, og anede ikke, hvad der ville ske med hende. Hun var i Oklahoma i to og en halv måned, hvor hun så andre komme og gå, alt imens hendes immigrationssagførere uden held forsøgte at få fasteren til at formidle den påkrævede dokumentation.
Hun havde adskillige advokater, hendes sag blev overført fra den ene til den anden. En af dem havde så ondt af hende, at hun græd.
De ansatte i centret var begyndt at holde af hende og endte med at samle penge ind til en billet. Hun måtte ikke sige det til nogen, da det kunne give dem problemer. Hun skrev takkebreve til dem alle.
New York
Maria var rejst fra Honduras d. 14. april 2014. D. 29. august ankom hun til New York. Hendes faster lod hende vente i lufthavnen i en time, før hun omsider kom og hentede hende.
Maria boede hos fasteren, til hun fyldte 19. Fasteren skulle have indskrevet hende i high school, så hun kunne lære engelsk, men i stedet sendte hun hende til et GED-kursus (General Educational Equivalency) i en spansktalende skole. Maria ville lære engelsk, gå i skole, have et job og sende penge hjem til familien, som kæmpede for at overleve i Honduras. Men fasteren lod hende overtage husholdningen med rengøring og madlavning, som ingen tid efterlod til at have et rigtigt job. Hun måtte ikke få en telefon, lære engelsk eller se TV.
”Jeg var meget trist,” siger hun, ”jeg var desperat for at få et arbejde og komme ud af den situation. Det var ligesom et fængsel.”
Da hun efter to år skulle dimittere fra GED-programmet, dumpede hun i matematik. Men i stedet for at lade hende tage et år om i alle fag lod skolen hende blot tage det ene fag om. Hendes vejleder gik med til at sige til fasteren, at hun gik i skole fuldtid i stedet for de to dage, hun var der. Maria fandt et deltidsjob, hvor hun arbejdede de andre dage. Og kunne omsider begynde at sende penge til familien. Hun gemte pengene, og når hun talte med sin familie, nøjedes hun med at sige, hun havde det fint, fordi fasteren lyttede med.
Green Card
Maria var i gang med at søge om permanent opholdstilladelse, men fasteren, som var ansvarlig, mens hun var mindreårig, nægtede at hjælpe til, hun ville ikke af med sin husholderske. Så det var først, da fasteren var rejst til Honduras, at Maria udnyttede situationen og forfalskede fasterens underskrift på de tilsendte dokumenter. Og fik sin opholdstilladelse. Om tre år kan hun ansøge om statsborgerskab.
Hovedparten af USAs befolkning er immigranter eller efterkommere af immigranter. I New York alene viste folketællingen i 2020, at næsten 40% af New Yorks befolkning var immigranter, et tal, der formentlig er større, fordi de udokumenterede ikke figurerer.
The Economic Policy Institute og The Immigration Research Initiative gik i 2024 sammen om at sammenfatte nogle af de mest essentielle fakta om immigration, immigranter som arbejdskraft og USAs økonomi. De udarbejdede dette a one-page fact sheet , som blandt andet viser, at immigranters andel af befolkningen svarer til deres bidrag til bruttonationalproduktet, og at immigration fører til økonomisk vækst og øgede jobmuligheder. En udlægning der ikke er i overensstemmelse med nuværende administrations retorik.
Maria betalte fasteren, hvad hun skyldte, lejede et værelse og ville gerne være startet på college med det samme, men hendes engelsk var ikke godt nok. Hun fik et bedre betalt job, hvilket var nødvendigt for at kunne betale for husleje, skole og sende penge til familien.
Det var en langsommelig proces at komme ind på college, og hun kunne ikke tage alle de kurser, hun gerne ville, fordi hun arbejdede fuldtid og tog English Second Language-kurser. Men efterhånden fik hun lært sproget.
Familiesammenføring
Nu boede hun for sig selv, arbejdede og sparede penge sammen, og lidt efter lidt begyndte hun at hjælpe med at få sine søskende til USA. Nu, syv år senere, har hun tre søstre og tre brødre i landet. Hun har forsørget dem, hjulpet dem med at få arbejdstilladelse og job. De er selvstændige nu, men i begyndelsen hjalp hun dem med alt. De har ikke måttet gå igennem de samme trængsler som Maria. De kom med bus, havde telefoner og penge, og de kunne kontakte Maria, hvis der var problemer. Det tog dem en til tre uger, hvor det tog Maria fem måneder, og hun sørgede for, at de yngste rejste sammen.
”Så du sender fortsat penge hjem til familien?” spørger jeg.
”Ja, jeg hjælper dem med, hvad end de har brug for. Hvis de skal til læge, hvis de mangler noget. Jeg har fået installeret solpaneler på huset. Mine søskende hjælper også, men de føler sig ikke så ansvarlige.”
Fremtidsplaner
På nuværende tidspunkt bor hun sammen med sin yngre bror, som arbejder på den samme restaurant. Han og deres yngre søster kom begge, da de var 16.
Maria har nu autorisation som det, der svarer til sygehjælper, og hun har en associate degree i ernæring. Nu vil hun overføre sine akkrediteringer til at læse videre.
”Jeg vil være sygeplejerske,” siger hun, ”det er den uddannelse, jeg stræber efter. Jeg vil have en karriere, der giver mig mulighed for at hjælpe andre, her eller hvor som helst. Som sygeplejerske kan jeg altid få et arbejde.”
Marias plan er at starte på college igen til september. I øjeblikket har hun to jobs, så der er ikke tid til uddannelse.
”Så du arbejder, hvad, 50 timer om ugen?”
Hun regner med at beholde de to jobs nogle måneder endnu og så starte på videreuddannelsen
”Nej, det er snarere 80-85 timer med de to jobs. Jeg bliver nødt til det. Jeg er så stresset, jeg har så meget ansvar. Jeg har intet socialt liv, jeg kender ingen, der lytter til mig. Jeg siger til mine søskende, de skal sørge for at blive selvstændige.”
Ifølge National Survey on Migration and Remittances in Honduras (NSMR), foretaget af International Organization for Migration (IOM) og the National Institute of Statistics of Honduras (INE), bor omkring 580,000 personer fra Honduras udenfor landet, de fleste i USA.
Hver fjerde husholdning modtager overførsler fra pårørende i udlandet. I 2023 var det estimerede beløb overført $8,8 milliarder, svarende til 26% af Honduras’ bruttonationalprodukt.
Honduras præsident, Xiomara Costa, sagde i januar, at hvis Trump gør alvor af massedeportationer til Honduras, vil det gå ud over rettighederne til de militærbaser USA har i landet.
I øjeblikket betaler Maria sin egen husleje samt sin søsters, som kom til USA sidste år med sin mand og deres to børn. Manden er rejst til Maryland for at finde et job, søsteren taler ikke engelsk endnu, men er ved at lære det. Maria har sørget for, at hun har arbejdstilladelse.
Maria sover fire timer om natten. Når hun ikke lige sidder på skadestuen med sin søster, hvis barn havde lungebetændelse og næsten døde. Søsteren turde ikke tage på hospitalet, fordi hun ikke taler engelsk og ikke har sundhedsforsikring.
Det er hårdt for Maria at spare sammen til at betale for college med alt det andet, hun har påtaget sig, men i det mindste har hun ingen gæld. Og hun er blevet optaget på sygeplejeuddannelsen. Hun regner med at beholde de to jobs nogle måneder endnu og så starte på videreuddannelsen.
Udvisningstruet?
”Hvad med Trumps immigrationspolitik? Er du bange for at blive deporteret?”
”Nej, men jeg er bekymret for mine brødre, de er angste, navnlig den ældste. Jeg siger til ham: Arbejd hårdt, spar penge sammen, start din egen forretning.”
”Hvad er dit råd til andre immigranter?”
”Det er vigtigt, hvis du kommer til USA, at du ikke opgiver alt derhjemme. Du bliver nødt til at have noget at falde tilbage på, hvis det ikke lykkes dig at blive i Amerika. Og lad være med at rejse hertil, medmindre du kender nogen, der kan hjælpe dig.”
De udarbejdede dette a one-page fact sheet, som blandt andet viser, at immigranters andel af befolkningen svarer til deres bidrag til bruttonationalproduktet, og at immigration fører til økonomisk vækst og øgede jobmuligheder
Maria er blevet familiens matriark. En stærk, ambitiøs, ansvarsbevidst kvinde, der er forsørger, formidler og beskytter. Men så exceptionel som hun er, er hendes historie det formentlig ikke. Der er tusindvis af immigranter, som har lignende oplevelser, hvis status og hverdag er truet, og som bliver beskrevet som kriminelle af Trump-administrationen.
Man kan undre sig over, hvordan det kan lykkes at oppiske en så hadsk stemning mod immigranter i en nation grundlagt på immigration med en næsten tilintetgørelse af den oprindelige befolkning. Fornægtelse, historisk amnesi og en konstrueret følelse af berettigelse synes at plage store dele af befolkningen.
Afsavn
”Dine forældre må være stolte af dig?” siger jeg til Maria.
”Ja, da jeg var hjemme i sommer, kunne min mor ikke holde op med at græde og kramme mig.”
”Hvor længe var det da siden, du havde set din familie?”
”Ti år. Ikke siden jeg rejste i 2014. Jeg har skaffet dem en telefon. Så vi taler på Whatsapp. De vil have, jeg kommer tilbage og besøger dem, men jeg vil ikke bruge min opsparing. Jeg prioriterer uddannelse.”
Vi har talt i to timer, og Maria skal videre. Jeg har dårlig samvittighed over at have taget hendes dyrebare tid.
I al den tid jeg har boet i USA, har jeg følt mig tryg i forhold til muligheden for at blive boende. Jeg har bevæget mig statusmæssigt fra arbejdsvisum til Green Card til statsborgerskab uden de store problemer. Jeg er helt klar over, at jeg som dansker, og dermed borger i en vistnok allieret nation og sygeplejerske, med den medfølgende til enhver tid anvendelighed på arbejdsmarkedet, har haft det nemmere end så mange andre, fx Maria.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og