Hartmut Rosa

Hartmut Rosa: Verden er i tidsnød efter coronakrisen – det gode liv må tænkes forfra

i Indland/Viden af
KRITISK TEORI & KAPITALISMEKRITIK // KRONIK – “Den sociale acceleration har taget form af et forøget tempo i transport, kommunikations- og produktionsprocesserne og vist sig som en stadig hurtigere afvikling af pålideligheden af erfaringer og forventninger samt en sammentrækning af de tidsrum, der kan siges at udgøre nuet. Mennesker føler med andre ord i stigende grad, at de er i tidsnød, at tiden er knap. Vi spiser hurtigere, sover mindre og kommunikerer mindre med familien. Ideelt set kan mennesket i det kapitalistiske system aldrig standse op og hvile sig eller ”stå af ræset” og sikre sin position. Hvis man prøver at stå stille, ”sakker man bagud” og ”taber” i konkurrencekampen”. Den tyske stjernesociolog, Hartmut Rosa repræsenterer den 4. generation i den kritiske teoris historie i Tyskland. Han understreger, at det gode liv må tænkes helt om efter coronakrisen.

Det særlige ved Hartmut Rosas kritiske teori er, at han genintroducerer fremmedgørelsesbegrebet som et centralt begreb i samfundsteorien. Her er Rosa særlig inspireret af den tyske sociolog og filosof, Erich Fromm, en af den kritiske teoris fædre.

Fromm lagde vægt på, at menneskers vellykkede verdensforhold havde sammenhæng med graden af solidaritet og åbenhed over for andre mennesker og ting.

Der findes i mennesket både et begær efter at få kontrol over verden, at kende, erobre, beherske og benytte så meget af verden som muligt samt et begær efter at være i resonans med verden

For Rosa er kernebegrebet resonans som er en beskrivelse af menneskets vellykkede forhold til verden. Om livet lykkes eller mislykkes, afhænger af, på hvilken måde verden (passivt) erfares og (aktivt) bliver og kan blive tilegnet.

Mennesket er skabt til både at være i resonans med verden og samtidig – på grund af vores bevidsthed og sprog – at være i stand til at kunne distancere sig fra verden og delvist beherske den.

Der findes i mennesket både et begær efter at få kontrol over verden, at kende, erobre, beherske og benytte så meget af verden som muligt samt et begær efter at være i resonans med verden.

Rosa betegner derfor sin sociologi som en sociologi om forholdet til verden. Han skelner mellem resonante og stumme (fremmedgjorte) verdensforhold, og hele hans sociologiske analyse drejer sig om at finde årsagerne til og følgerne af disse forskellige verdensforhold.

Tidmangel og højt tempo skaber fremmedgørelse

Den sociale accelerations oprindelse hænger tæt sammen med den kapitalistiske produktionsmådes opståen og udvikling.

Med kapitalismens fremkomst blev der skabt en strukturel trekantsrelation mellem konkurrence, materiel vækst og acceleration, hvor konkurrencen er samfundets sociale motor, som langsomt kom til at virke langt ud over den økonomiske sfære.

Herefter blev udviklingen af den økonomiske vækst, den teknologiske acceleration og den kulturelle innovation drevet frem af strukturelle og kulturelle kræfter i et vækstspil.

Mennesker føler med andre ord i stigende grad, at de er i tidsnød, at tiden er knap. Vi spiser hurtigere, sover mindre og kommunikerer mindre med familien

Mere konkret har den sociale acceleration taget form af et forøget tempo i transport, kommunikations- og produktionsprocesserne, og det har vist sig som en stadig hurtigere afvikling af pålideligheden af erfaringer og forventninger samt en sammentrækning af de tidsrum, der kan siges at udgøre nuet.

Mennesker føler med andre ord i stigende grad, at de er i tidsnød, at tiden er knap. Vi spiser hurtigere, sover mindre og kommunikerer mindre med familien.

Ideelt set kan menneskene i det kapitalistiske system aldrig standse op og hvile sig, ”stå af ræset” og sikre sin position. Hvis man prøver at stå stille, ”sakker man bagud” og ”taber” i konkurrencekampen.

Hartmut Rosa
Erich Fromm var den helt store inspirator for Hartmut Rosas senere udgave af den kritiske teori, der ofte også kaldes Frankfurterskolen. Her ses Fromm (1974), der i 1934 flygtede fra Europa til USA op til nazisternes magtovertagelse. Han blev senere en af den moderne psykoanalyses fædre i udviklingen af “neo-freudianismen”. Han døde i 1980. Foto: Creative Commons.

Og selvom der findes forskellige naturlige og skabte former for social deceleration (formindskelse af hastighed) i samfundet, er de efter Rosas opfattelse sekundære i forhold til den sociale accelerations drivkraft og forandringslogik.

Han går så langt, at han mener, at den sociale acceleration er blevet en ”totalitær kraft” i det moderne samfund.

Verden er ikke alene kontrollerbar. Den er også ukontrollerbar. I det omfang, menneskene forsøger at kontrollere verden, opdager de samtidig, at verden unddrager sig kontrol. Den ”lukker sig for os på en hemmelighedsfuld måde”. Verden viger så at sige tilbage for menneskers indgreb

Termen ‘totalitær’ refererer selvfølgelig ikke til et politisk diktatur, men til at den totalitære magt ligger i et abstrakt princip, som påtvinges alle, der lever under dens herredømme.

Den sociale acceleration er altgennemtrængende og dens indflydelse indskrænker sig ikke til et enkelt område i samfundet, hvilket gør den vanskelig og nærmest umulig at kritisere eller bekæmpe. Følgelig bliver fænomenet stort set aldrig taget op i politiske debatter.

Nu er verden ikke alene kontrollerbar. Den er også ukontrollerbar. I det omfang, menneskene forsøger at kontrollere verden, opdager de samtidig, at verden unddrager sig kontrol. Den ”lukker sig for os på en hemmelighedsfuld måde”. Verden viger så at sige tilbage for menneskers indgreb. Verden er, hvad Rosa kalder for konstitutiv ukontrollerbar.

Den social acceleration skaber fremmedgørelse

Rosa gør opmærksom på, at alle mennesker helt elementært oplever livets ukontrollerbarhed i alle faser af livet, ved fødsel, opdragelse, valg af partner, alderdom og død. Man forsøger at kontrollere disse faser, men principielt er de ukontrollerbare, og man må delvis lade tingene ske.

Den manglende kontrol kan skabe angst, frustration og vrede, ligesom der kan opstå en frygt for at ‘miste verden’, at den bliver stum, grå og farveløs. Det er den grundangst, der beskrives i forskellige fremmedgørelsesteorier og i den moderne litteratur som verdenstab og verdensløshed, at alt føles dødt, gråt, koldt og tomt. Man er ikke i stand til at nå verden, den er ikke i stand til at høres.

Ifølge Rosa er den stigende sociale acceleration baggrunden for den moderne fremmedgørelse overfor en selv, overfor sine handlinger (arbejde), overfor sine produkter (ting), overfor naturen og overfor andre mennesker (den sociale verden).

Fremmedgørelsen viser sig på utallige måder. I forhold til vores rumfornemmelse, betyder det, at rummet skrumper ind og mister sin karakter af noget vidtstrakt.

Fremmedgørelsen får også betydning for de sociale relationer. Den sociale og fysiske nærhed er mindre og mindre sammenfaldende i den digitaliserede tidsalder, fordi tid og sted ikke længere er indlejret i hinanden. Man mister let foHartmut Rosarbindelsen til et geo-socialt rum. Det nødvendiggør ikke fremmedgørelse men muliggør denne.

Vi bliver rigere og rigere på oplevelser, men fattigere og fattigere på erfaringer, der efterlader spor, som er relevante for vores identitet og historie, som berører og ændrer, hvem vi er

Der sker samtidig en fremmedgørelse fra vores fysiske og materielle grundlag. Tingene bliver hele tiden udskiftet. Man mister fornemmelsen for dem, kendskabet til dem og identificeringen med dem. Det fører let til et overmættet selv. Vi lever i omgivelser, der i stigende grad vedbliver at være fremmede for os.

Fremmedgørelsen slår også igennem i forhold til vores handlinger. Ofte formår vi ikke at integrere vores enkelte handlinger og oplevelser i livet som helhed. Vi bliver rigere og rigere på oplevelser, men fattigere og fattigere på erfaringer, der efterlader spor, som er relevante for vores identitet og historie, der berører og ændrer, hvem vi er.

Den manglende tilegnelse af vore handlinger og oplevelser fører til fremmedgørelse.

Det stigende begær efter alt det, som stadig ikke kan kontrolleres, skaber den flerdimensionale fremmedgørelse. I menneskers forhold til sig selv viser det sig derved, at man kommer til at se sig selv som en ressource, et blot og bart værktøj i konkurrencekampen.

Det afspejler sig også i familien, som bliver anset for en ressourcehavn, hvor man akkumulerer kapital (uddannelsesmæssig, og social kapital) for at kunne klare sig i konkurrencen i samfundet. Angsten for at tabe i denne kamp driver værket.

Depression og udbrændthed (burnout kaldes begrebet på engelsk) på arbejdsmarkedet bliver almindelige folkesygedomme. Det viser sig som fremmedgørelse, at verden føles som stum, kold, døv og fjendtlig. Man mister så at sige evnen for resonans, hvilket skaber en grundstemning af angst.

Fremmedgørelsen viser sig som en konsekvens af konkurrencekampen, fordi den støder ind i nogle grænser, psykisk, politisk og økologisk.

I forhold til den økologiske krise viser udviklingen et dobbeltansigt. Umiddelbart tolkes krisen som en krise i forhold til naturressourcerne (hvad den også er), samtidig med at fremmedgørelsen i forhold til naturen også viser sig som en længsel (begær) efter at komme i kontakt med naturen, at føle en resonans.

 

Dialektikken mellem fremmedgørelse og resonans

Men kan vi bestemme begrebet om resonans nærmere?

Ifølge Rosa har muligheden for resonans flere elementer.

Første forudsætning for resonans er, at man som subjekt bliver berørt eller bevæget af verden.

Anden forudsætning er, at denne ”berørthed” bliver bearbejdet af subjektet.

Tredje forudsætning for resonans er, at der sker en forvandling i mødet mellem subjekt og verden, at subjekter og verden forandrer sig.

Resonanserfaringer forvandler mennesker, de levendegør os. Endelig betyder resonans også, at vi etablerer en kontakt med det ukontrollerbare.

Det ukontrollerbare i resonansen betyder, at det ikke kan oplagres eller instrumentaliseres. Det er ensbetydende med, at der ikke findes nogen metode, der kan sikre, hvorledes vi kan komme i resonans med mennesker og ting.

De områder, hvor mange moderne mennesker får resonanserfaringer, er igennem musikken, det religiøse liv og kontakt med naturen. Det er de mest almindelige oaser

Rosa taler om, at der i den moderne verden findes både ”oaser” og ”ørkener”. De områder, hvor mange moderne mennesker får resonanserfaringer, er igennem musikken, det religiøse liv og kontakt med naturen. Det er de mest almindelige oaser.

Rosa gør opmærksom på, at resonans med verden ikke betyder konsonans (samklang) eller harmoni med verden, men bygger på den forudgående erfaring af noget fremmed, irriterende og utilpasset frem for alt noget utilgængeligt, der unddrager sig indgrebet og forventningen.

Det betyder, at der i mødet med det fremmede begynder en dialogisk og aldrig mere end partiel tilpasningsproces, der konstituerer resonanserfaringen.

Resonans er derfor kun mulig på baggrund af noget fremmed og stumt andet, og omvendt lader dette stumme andet sig kun åbne på grundlag af en forudgående disponeret resonanstillid. Rosa kalder også resonans og fremmedgørelse for verdensforholdets to komplementære grundformer.

Det er Rosas hovedhypotese, at der i det senmoderne samfund sker en parallel udvikling.

På den ene side skabes der en tendens til ”resonanskatastrofe” (fremmedgørelse) betinget af den sociale acceleration. På den anden side skabes der samtidig en øget resonanssensibilitet frembragt af en øget følsomhed og muligheder for resonans.

Alligevel tror han på, at resonansen har mulighed for at sejre, fordi den betegner et primærforhold til verden, mens fremmedgørelse ganske vist indfinder sig med nødvendighed, men altid først processuelt og sekundært som socialisationseffekt og kulturvirkning.

Borgerløn efter vækstsamfundet

Spørgsmålet er så, hvad man kan gøre for at dæmpe accelerationen, fremmedgørelsen og udvide muligheden for flere resonanserfaringer.

Generelt mener Rosa ikke, at man kan skabe et omvendt samfund, et langsomhedens samfund, et decelerations-samfund. Men han foreslår det, han kalder en vidtgående reform, en garanteret grundindkomst for alle borgere (Grundeinkommen på tysk, på dansk ’borgerløn’) i et post-vækstsamfund.

En sådan reform kan danne broen mellem en nødvendig politisk reform og en forandring af den kulturelle forståelse og stemning i samfundet.

Konkret foreslår Rosa, at man ser på de tanker, som den franske økonom Thomas Piketty har fremsat i sit værk om ”Kapital og Ideologi” om beskatning og indførelse af en borgerløn.

Den vil sætte den eksistentielle angst for den sociale deroute ud af spillet ved at give en garanteret social sikkerhed og derved svække konkurrencekampen i samfundet. Samtidig vil den stimulere både det frivillige uformelle arbejde og lønarbejdet.

Rosa ser en grundindkomst som en social sikring uden tvang til bestandig vækst. Samtidig er denne grundindkomst en af forudsætningerne for at realisere muligheden af en mere resonans-sensibel livsførelse post vækstsamfundet.

Fordelen ved den reform er også, at den ikke lader sig indordne i et traditionelt politisk højre-venstre skema. Konkret foreslår han, at man ser på de tanker, som den franske økonom Thomas Piketty har fremsat i sit værk om ”Kapital og Ideologi” om beskatning og indførelse af en borgerløn.

Hartmut Rosa
Thomas Pikkety regnes for det nye venstres mest fremtrædende økonom. Flere af Hartmut Rosas tanker passer sammen med den franske økonoms teser. Foto af Pikkety i Cambridge er fra Wikimedia Commons.

Det gode livs sociologi

Det særegne og perspektivrige ved Rosa sociologiske teori er, at han eksplicit fremlægger en normativ sociologisk teori, der bygger på en klar formuleret menneske- og verdensopfattelse.

Han forholder sig til spørgsmålene om det gode liv som en livsform, der er objektivt bestemt, og til lykke som subjektiv følelse. Han går derved imod den dominerende opfattelse i det moderne samfund om, at der ikke findes nogen a priori forståelig form for det gode liv eller lykken.

Derved giver Rosa sit teoretiske bidrag til, hvad man kan kalde ”det gode livs sociologi”.

Heroverfor står mainstream-sociologien, der mere interesserer sig for fordelingen af ressourcer, og hvorledes menneskene udtrykker deres livstilfredshed og velvære i den empiriske lykkeforskning.  Denne nøjes med at måle og iagttage uligheder og deres reproduktion, fordi den ikke vil være eksplicit normativ og indlade sig på en diskussion af begreber om det vellykkede liv.

Det er vildledende, at forøgelsen af ressourcer og muligheder automatisk forbedrer livskvaliteten; der er tværtom gode grunde til at antage, at den moderne vækstlogik, der belaster de menneskelige forhold mere og mere, er udtryk for og udslag af menneskers problematiske verdensforhold

Den bagvedliggende antagelse i de traditionelle analyser er, at livstilfredsheden stiger med den materielle velstand, at rige mennesker generelt set er lykkeligere end fattige.

Heroverfor mener Rosa tværtimod, at kvaliteten af det menneskelige liv og de sociale forhold ikke bare kan måles på de muligheder og ressourcer, der står til rådighed, men kræver en undersøgelse af arten af det verdensforhold eller de verdensrelationer, som er afgørende for livet.

Det er vildledende, at forøgelsen af ressourcer og muligheder automatisk forbedrer livskvaliteten; der er tværtom gode grunde til at antage, at den moderne vækstlogik, der belaster de menneskelige forhold mere og mere, er udtryk for og udslag af menneskers problematiske verdensforhold.

Det nye og perspektivrige i Hartmut Rosas sociologiske teori er derfor først og fremmest hans detaljerede filosofiske og socialpsykologiske kortlægning af den menneskelige eksistens, der igen danner grundlag for hans opfattelse af den afgørende betydning, det har for mennesker, at de har resonanserfaringer i forhold til sig selv og den øvrige verden (andre mennesker og naturen) for at få et vellykket liv.

De pointer er blevet sat i relief for alvor under coronakrisen, hvor samfundet i en vis forstand har fået en ufrivillig pause, tempoet er sat ned. Spørgsmålet er så, om “det gode liv” og ønsket om at sætte farten ned realistisk kan udfoldes, når hjulene kommer op i omdrejninger igen.

Rosa har givet os en teoretisk værktøjskasse til at forstå mekanismerne.

 

HVEM ER HARTMUT ROSA

Hartmut Rosa (f. 1965) er professor i sociolog på Friedrich Schiller Universitet i i Jena som elev af Axel Honneth. Han repræsenterer den 4. generation i den kritiske teoris historie i Tyskland – første generation (Theodor W. Adorno, Max Horkheimer), anden generation (Jürgen Habermas) og tredje generation (Axel Honneth).

 Han er i de sidste år blevet kendt for sine bøger på dansk, ”Fremmedgørelse og social acceleration” (2014), ”Det ukontrollerbare” (2020), og senest, hvad der anses som hans hovedværk:”Resonans. En sociologi om forholdet til verden” (2021), oversat af den danske filosof Peter Tudvad..

 Tidligere teorier om det moderne samfund har lagt vægt på rationaliseringsprocesser (Max Weber og Jürgen Habermas), differentieringsprocesser (Èmile Durkheim og Niklas Luhmann), individualiseringsprocesser (Georg Simmel og Ulrich Beck) eller varegørelsesprocesser (Karl Marx og Theodor W. Adorno og Max Horkheimer). Hartmut Rosa lægger vægt på, at det moderne samfund er karakteriseret ved en social acceleration, en stigende hastighed i alle livets forhold, som er baggrunden for en udbredt fremmedgørelse. Man mister så at sige kontakten med sig selv, andre mennesker og verden, der føles stum, kold og fjendtliglig. Samtidig er menneskene ifølge Rosa imidlertid defineret ved at være født til at kunne føle nærvær og kontakt med verden, at være i resonans med den.


LÆS MERE OM POLITISK TEORI OG SOCIOLOGI AF ERIK CHRISTENSEN HER


Litteratur:
Rosa, Hartmut (2014), Fremmedgørelse og acceleration. København: Hans Reitzels Forlag. 125 s.
Rosa, Hartmut (2020), Det ukontrollerbare. København: Eksistensen. 109 s.
Rosa, Hartmut (2021), Resonans. En sociologi om forholdet til verden. København: Eksistensen. 581 s.


Topillustration: Hartmut Rosa. Foto fra Wikipedia.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Cand.scient.pol.Erik Christensen (1945) er opvokset i Blovstrød i Nordsjælland og har læst Statskundskab ved Aarhus Universitet.  Han er tidligere lektor i samfundsfag på Aalborg Universitet, hvor han har undervist i politisk filosofi. Erik har skrevet en lang række bøger og artikler om arbejderbevægelsens historie, paradigmeskift, borgerløn/basisindkomst og økologisk økonomi og bæredygtig udvikling. Er i dag især engageret i Borgerlønsbevægelsen. BIEN (Basic Income Earth Network) Danmark. I 2017 har han udgivet bogen: På vej til borgerløn. Aktuel idédebat. Hovedland 2017. Erik har tidligere været blogger på den nedlagte internetportal Modkraft og på hans hjemmeside kan man læse tidligere artikler og blogindlæg. Erik bor i Løgumkloster med sin familie.

Seneste artikler om Indland

terror

Den blinde terrorvinkel

TERROR // MEDIEKRITIK – Siden 11. september 2001 har både medier, efterretningstjenester