Studenteroprør og ministeriel misinformation

af i Børn & unge/Danmark/Politik & Samfund

LONGREAD // #ØRESTADGATE  – Kl. 08:11 fredag den 8. marts delte Altinget en artikel, der blev startskuddet til et sandt ramaskrig. Undervisningsminister Merete Riisager (LA), hendes spindoktor Søren Poul Nielsen og præsten Kathrine Lilleør, der er forkvinde for Rådet for Demokratisk Dannelse, havde dagen forinden besøgt Ørestad Gymnasium til et debatarrangement. Her udviklede der sig ifølge gæsterne en situation, der var ”ude af kontrol”, hvorefter de forlod skolen. Hvad skete der egentlig under ministerens besøg? Hvad forårsagede den pludselige aflysning? Var elevernes protestaktion udemokratisk og et angreb på ministerens ytringsfrihed? Spørgsmålene står i kø efter fredagens mediestorm, som stadig ikke er løjet af. Morten Skovgaard undersøger, hvad der egentlig skete på gymnasiet i sidste uge, og hvorfor en flok aktivistiske gymnasieelever nu fremstår som demokratiets fjender.

Undervisningsministerens besøg på Ørestad Gymnasium i sidste uge udløste en mediestorm af en anden verden dagen efter. Formålet med besøget var en debat om demokratisk dannelse, men denne blev afbrudt af ministeren, da en stor mængde gymnasieelever lavede en protestaktion.

Altinget var det første medie, der berettede om forløbet i en artikel med overskriften ”Riisager afbrød gymnasiebesøg: Elever kastede mønter og råbte ’luder’” (efterfølgende rettet til: ”Riisager afbrød gymnasiebesøg: Elever kastede mønt og råbte ’luder’”).

Med udgangspunkt i citater fra Kathrine Lilleør, der er forkvinde for Rådet for Demokratisk Dannelse, og undervisningsministerens spindoktor Søren Poulsen blev det oplyst, at årsagen til den hastige exit fra gymnasiet var, at der var opstået en truende og utryg situation. Ministeren og hendes ledsagere følte sig ikke længere sikre på stedet, og da de var ved at forlade det, skulle der være råbt ukvemsord og kastet flere mønter efter dem.

Det står klart, at Kathrine Lilleør og ministerens spindoktor er blevet afsløret i opdigtning af en masse drama til episoden, og at visse medier ikke har gjort deres arbejde godt nok

Det er en historie, der hen over weekenden er muteret i takt med, at Altinget er blevet kritiseret for deres valg af kilder, Lilleør har ændret sin forklaring ad flere omgange, og Undervisningsministeriet først har udbedt sig videoer af episoden og senere trukket denne anmodning tilbage.

Undervisningsministeren har kommenteret besøget på sin Facebook-side, og BT har interviewet en elev, der befandt sig inde i det klasselokale, hvor mødelokalet skulle finde sted, som også fandt oplevelsen meget ubehagelig.

Men det står ikke desto mindre klart, at Kathrine Lilleør og ministerens spindoktor er blevet afsløret i opdigtning af en masse drama til episoden, og at visse medier ikke har gjort deres arbejde godt nok.

Til trods for at dette spin er blevet pillet fra hinanden, lever fortællingen videre, og adskillige debattører, politikere og deres følgere diskuterer løs på baggrund af en historie, der ikke passer.

Mens de i dagevis har harceleret over hændelsen, har andre har ytret forståelse for og også forsvaret eleverne. Deriblandt Enhedslistens statsministerkandidat Pernille Skipper, som på Twitter udtrykte sympati for demonstrationen, hvilket kun skærpede tonen over for en venstrefløj, der ikke vil tage afstand fra udemokratisk adfærd. I løbet af den forgangne weekend bragte POINT of VIEW International denne kommentar, hvori skribenten tager afstand fra elevernes optræden og forsvaret af den. Dette synspunkt kan med andre ord siges at være ualmindeligt velrepræsenteret på nuværende tidspunkt.

Det står klart, at en protestaktion fandt sted under ministerens besøg på Ørestad Gymnasium. Detaljerne om, hvad der egentlig skete, er imidlertid forplumret af ministeriel manipulation, erindringsforskydninger og den benhårde værdikrig, der siden i fredags har raset på de sociale medier. Her udtrykker borgerlige politikere og kommentatorer stor bestyrtelse over elevernes udemokratiske opførsel, mens deres politiske modstandere forsvarer elevernes ret til at demonstrere. Det er endt med en hidsig skyttegravskrig med eleverne fra Ørestad Gymnasium midt ude i det ubeskyttede ingenmandsland med skældsord og hån susende om ørerne.

Altingets chefredaktør Jakob Nielsen har reageret på kritikken af mediets artikel, men har, til trods for at historien om møntkast er blevet afsløret som opspind, indtil videre ikke valgt at bringe et dementi. Det samme gælder de øvrige medier, blandt andet Berlingske og TV2, der fulgte op med samme vinkel på historien (DR har fjernet mønterne fra deres historie og berigtiget).

Tilbage står spørgsmålet om, hvad der reelt skete på gymnasiet, og om eleverne har opført sig urimeligt

Hele dette forløb kan følges diverse steder, hvor POINT of VIEW Internationals Steffen Groth har leveret insisterende mediekritik på både sin egen og blandt andet Altingets chefredaktørs Facebook-side.

Tilbage står spørgsmålet om, hvad der reelt skete på gymnasiet, og om eleverne har opført sig urimeligt.

Har de demokratiske spilleregler været sat fuldstændigt ud af kraft under undervisningsministerens besøg? Er det billede, der indtil videre har været tegnet af forløbet, retvisende? Og har de involverede lært noget af det hele? Det har POINT of VIEW International spurgt gymnasiets rektor, to elever, en lærer og en magtforsker om.

Rektoren

Ørestad Gymnasiums rektor Jonas Lindelof var hurtigt ude og beklage hændelsen, da mediestormen rasede frem mod weekenden. Sammen med gymnasiets øvrige ledelse tog han mod undervisningsministeren og hendes ledsagere, da de kom til stedet i torsdags. Ved ankomsten gik de ind i et mødelokale for at tale om gymnasiets udfordringer og de indsatsområder, man arbejder med, fortæller han.

”Vi er en del af det store internationale netværk Ashoka Changemakers Schools, som uddanner unge til at træffe valg, der er gode for dem selv, deres omgivelser og verden som helhed. Vi arbejder også stenhårdt på at finde gode løsninger på at være en digital skole. Der blev i 2012 truffet en – dengang meget radikal – beslutning om kun at bruge e-bøger og digitale læremidler, hvilket vi også talte med ministeren om.”

“Herudover talte vi om et talentprogram, som vi er ved at få op at stå med de nærliggende universiteter KU, Aalborg Universitet og forhåbentlig senere ITU. Vores møde varede en lille halv time, mens vi spiste en let frokost. Der var ingen elever, der forstyrrede os her,” fortæller Jonas Lindelof.

Rektoren forklarer, hvordan gruppen herefter gik ovenpå og ind i det undervisningslokale, hvor ministeren skulle have en dialog med en 1.G.-klasse. Der er ingen lukkede lokaler på Ørestad Gymnasium, hvor alt enten er afgrænset med glasvægge eller er åbent.

Inde i lokalet sad ministeren, hendes ledsagere, rektor, lærere og den 1.G.-klasse, som havde glædet sig til debatten, der efter lærerens og klassens ønske skulle foregå i mindre grupper. Ifølge Lindelof stod der omkring 400 elever uden for lokalet og kiggede ind, mens der blev buhet og holdt sedler op mod ruden ind til lokalet, hvilket forstyrrede mødet.

En anden leder var til stede uden for lokalet, og Lindelof gik selv ud for at dæmpe gemytterne, men erkender, at det var vanskeligt at gøre noget i den aktuelle situation. Da han vendte tilbage til rummet efter halvandet minuts tid, havde ministeren truffet en beslutning om at aflyse mødet med eleverne og forlade gymnasiet efter blot fire minutter i klasselokalet.

Jeg mener ikke, at det er okay at buhe ad nogen, for det er udemokratisk. Man skal kunne tåle at diskutere … Man har ret til at ytre sig – og hvis man ikke bruger den ret i netop gymnasiet, hvornår har man så mulighed for det?

Lindelof er meget ked af forløbet, fordi eleverne sad pænt inde i rummet og var klar til besøget. Det var meningen, at gæsterne skulle sidde ved bordene og diskutere med dem, og det havde de set frem til. ”Alle har jo ret til at demonstrere,” understreger rektoren, ”og derfor havde vi også talt med eleverne på forhånd om, at de gerne må hænge bannere op på skolen.

Men jeg mener ikke, at det er okay at buhe ad nogen, for det er udemokratisk. Man skal kunne tåle at diskutere. Det talte jeg med klasserne om i fredags: Man har ret til at ytre sig – og hvis man ikke bruger den ret i netop gymnasiet, hvornår har man så mulighed for det?”

Rektoren finder optrinet beklageligt og understreger, at man på gymnasiet godt kunne have forberedt sig bedre, hvis ledelsen havde haft den mindste anelse om, at sådan en aktion ville finde sted. Den opstod imidlertid helt uden varsel og kom lige så meget bag på gymnasiets ledelse og lærere som alle andre.

Læreren

En af de personer, der hurtigt engagerede sig i debatterne på sociale medier, blandt andet under Kathrine Lilleørs Facebook-opslag om besøget, er Britta Frier, der er lærer på Ørestad Gymnasium.

Hun opholdt sig i aulaen under hele det forløb, medierne har beskrevet, og kan ikke genkende den generelle udlægning af situationen:

”Historien udviklede sig interessant, og der er meget spin inde over den,” fortæller hun. ”Efter det, der skete på skolen, lægger Lilleør en opdatering på Facebook, som er meget ensidig og ekstremt kritisk over for elevernes opførsel og rektors handlinger. Her springer jeg direkte ind i debatten, for jeg synes ikke, at hendes historie stemmer med det, der fandt sted.”

Nyhedshistorierne kommer ud, før skolen er startet igen næste dag, og om fredagen står samtlige nyhedsmedier på skolen, fortæller Frier:

”Elevrådet udtalte sig, men det var lidt fjollet, for de sad midt i en terminsprøve og oplevede kun, at der larmede. De har ikke set, men kun hørt noget,” siger hun. ”Eleverne havde ikke fået at vide, at Lilleør kom med, men vi lærere vidste det. Det var oprindeligt ministeren, der traf en beslutning om at komme på besøg. Vi havde som lærere skrevet, at vi ikke syntes, at det er en god idé, men vi fik at vide, at man ikke kan sige nej til en minister.

Det går fuldstændig over gevind i en ukritisk fortælling fra alle medier, som tager fat i historien uden at forholde sig til, hvad der rent faktisk er sket – Britta Frier, lærer på Ørestad Gymnasium

Jeg synes, at det var meget dårlig timing, og det havde vi gjort opmærksom på. Det var uheldigt, fordi seks lærere på grund af besparelserne ikke arbejder her efter sommer, vores årsvikar bliver ikke forlænget, tre lærere bliver skåret ned i tid, mens en i ledelsen har valgt en fratrædelsesordning.

Dialogen har fundet sted i gymnasiets ledelse, som vi havde udtrykt vores bekymring til. Riisagers spindoktor understøtter Lilleørs oplevelse af historien, og derpå skriver Altinget og Berlingske, som Lilleør blogger for, historien. Derefter­ går det fuldstændigt over gevind i en ukritisk fortælling fra alle medier, som tager fat i historien uden at forholde sig til, hvad der rent faktisk er sket,” siger Frier.

Frier fortæller, at eleverne meget tydeligt har kunnet mærke nedskæringerne på skolen, og at de næppe havde lavet en happening, hvis der ikke havde været en fyringsrunde. Samtidig er eleverne generelt også meget utilfredse med de nye fraværsregler. Ørestad Gymnasium ligger et sted, der gør det nødvendigt for mange af dem at anvende offentlig transport, og mange kommer via metroen. Når den stopper eller bliver forsinket, kommer de for sent til timerne, og blot et enkelt minut noteres som fuldt fravær.

Læreren er meget overrasket over, at ministeren og hendes ledsagere valgte at forlade skolen. Om turen op ad trappen forklarer Frier, at der normalt er stor trængsel på den i pauserne. ”Vores elever har derfor ikke oplevet det som en nærgående oplevelse. De ville gerne tale med ministeren, og de virkede glade og grinede, da hun snakkede med dem, mens de buhede på grund af utilfredshed.”

Frier, der står på anden sal og kan se det hele, fortæller, hvordan gruppen herefter går op ad trappen og ind i det lokale på første sal, hvor mødet med eleverne skal finde sted.

Det ligger lige under hende, så hun kan ikke se, hvad der sker derinde. En gruppe af eleverne fra trappen følger med ind, mens alle dem på anden, tredje og fjerde sal går tilbage til undervisning. ”Jeg ved ikke, hvad der skete derinde. Jeg kunne høre, at der blev spillet FIFA nede i elevområdet, og jeg hørte intet, der lød aggressivt. I så fald var jeg selvfølgelig gået derned. Efter omkring fem minutter kommer de ud igen.”

Formidlingen af, hvad der sker her på vejen ud, kan Frier slet ikke genkende. Her fremgik det, at ministeren og hendes ledsagere følte sig truet, og at der blev kastet med mønter. ”Der var måske et par enkelte elever i kantinen, da de gik ud, men ellers var der kun mig og en lille gruppe elever i elevområdet. Det skulle så være mig, der havde kastet de mønter, og det gjorde jeg ikke,” fortæller hun.

Efter Altingets historie kommer videoen af forløbet, som er produceret af skolen selv, på TV2 Lorry. Herefter bliver Lilleørs historie ændret til, at det var turen ned ad trappen, som var den værste – men det kan den ifølge Frier umuligt have været.

“Jeg ved ikke, hvorfor de valgte at gå. Umiddelbart mener jeg, at situationen sagtens kunne have været stoppet. Vi har ikke oplevet, at det var for heftigt for dem – hvis jeg havde vidst det, havde jeg bedt eleverne om at sætte sig ned” – Britta Frier

”Det var den, fordi de sikkert var bange, men ingen antastede dem på dette tidspunkt,” fastslår hun. ”De er nok blevet skræmt af turen op ad trappen. Hvis man ikke er vant til den tur og elever i store flokke, og der står de her store fyre og taler højt og buher, så kan jeg rent objektivt og udefra set godt forstå, at det kan virke overvældende. Jeg stod selv og syntes, at vores elever var seje.

Jeg ved ikke, hvorfor de valgte at gå. Umiddelbart mener jeg, at situationen sagtens kunne have været stoppet. Vi har ikke oplevet, at det var for heftigt for dem – hvis jeg havde vidst det, havde jeg bedt eleverne om at sætte sig ned. Men det bliver pludselig til den store martyrrolle på Facebook for Lilleør, og så hopper spindoktoren med på den. Der var måske en lyd – som kan have været en gaffel, der blev smidt i vasken ved trappen – men der var ingen mønter. Spindoktoren var der selv, så han er kørt med en på en historie, hvor de har skullet trække i land.”

Eleverne var efterfølgende meget kede af forløbet. Frier udtrykker stolthed over, at de ikke desto mindre har formået at frigøre sig af den fejlagtige historie og i stedet finde frem til en mere retvisende version af begivenhederne, men hun ærgrer sig også over hele affæren.

”Det er naturligvis ærgerligt, at en enkelt idiot har råbt ’luder’, og at der har været så meget larm, at de er gået. Der var i fredags så stort mediekaos på skolen, at vi ikke havde tid til at samle op på, hvem der råbte. Nu kommer der en intern ransagelse, hvor vi skal afgøre, om nogen har kastet med noget, og hvem der har råbt grimme ting. Vores rektor er ikke glad, og der vil komme repressalier over for dem, der er trådt over stregen. Flere så vedkommende, der råbte det, og ved, hvem han er.”

Britta Frier erklærer sig helt uenig i den hårde kritik af elevernes adfærd som udemokratisk og uacceptabel:

”Jeg kan slet ikke forstå, at voksne mennesker sidder og siger ’Tænk, at de opfører sig sådan’. Hvor gamle er de mon? I firserne var der ekstremt mange demonstrationer, og da jeg gik i gymnasiet i halvfemserne, havde vi Bertel Haarder, som vi var utilfredse med. Hvordan kan folk viske erindringer om deres eget liv ud?”, spørger hun og pointerer, at gymnasiets elever efter hendes mening generelt brokker og ytrer sig for lidt.

Undervisningsministeren kommer på et tidspunkt med store forringelser – så er det altså ikke i orden, hvis de bare står og klapper

”De står i en rigtig vanskelig situation i deres liv: Deres SU er truet, og deres uddannelse foregår på helt vildt stramme vilkår. Det er grelt, hvor mange penge der bliver skåret på universiteterne. Der er så mange forringelser, at jeg ikke forstår, at de ikke må lave mere larm. Selvfølgelig må de det, for de er også borgere i vores samfund. Det er den eneste mulighed, de har, for de må ikke stemme endnu.

Jeg synes, at de skulle stå foran Christiansborg og lave endnu mere larm, for det er deres pligt. Undervisningsministeren kommer på et tidspunkt med store forringelser – så er det altså ikke i orden, hvis de bare står og klapper. Det ville være decideret udemokratisk at forhindre eleverne i at lave en happening, og de har lært en meget vigtig lektie af det her: Hvis vi vil have dialog, skal vi give de andre mennesker lidt plads, så de kan være i rummet. Men de har også lært rigtig meget om medierne og er blevet virkelig skuffede.”

Elevrådsforkvinden

Ørestad Gymnasiums elevråd har delt formandskab. Formanden Henrik Michael Rafn var hurtigt ude og beklage affæren, men Sofie Spies, der er forkvinde, mener slet ikke, at der er behov for en undskyldning:

”Jeg synes, at både Henrik og Jonas (gymnasiets rektor) har været meget hurtigt ude. De er blevet anklaget og ville hurtigt ud og sige undskyld for at få det ud af verden. Det er uretfærdigt, at vi er dem, der skal sige undskyld, når det er dem, der har fået os i bad standing med, hvor forfærdelige vi er. Vores rektor er jo blevet svinet til og alt muligt. Vi har ret til at demonstrere. Der bliver skåret så meget i budgettet, og de kommer jo på et tidspunkt, hvor vi er meget oprørte.”

Spies var ikke til stede i aulaen, da det hele fandt sted, men fortæller, at elevrådet var blevet enige med skolens ledelse om at hænge et banner op, men at der ikke skulle gøres yderligere. Formålet var at markere elevernes utilfredshed.

På banneret stod der ”Vi er ikke bare tal” og ”På grund af 2% nedskæringer har vi mistet otte lærere – fordi I sparer på uddannelserne, får vi dårligere uddannelse – vi skal mere og mere, men I giver os mindre og mindre at opnå det med.”

Elevrådsforkvinden fortæller, at en elev løb rundt i forskellige klasser under ministerens møde med gymnasiets ledelse og opfordrede alle til at gå ud på trappen og gøre noget. Det får folk til at samle sig omkring aulaens store trappe, hvor de begynder at trampe og hamre på gelænderet og råbe ”Vi er ikke bare tal!”. Spies har også svært ved at forestille sig, at noget i denne situation skulle have eskaleret.

”Der står ikke 500 ét sted, men de er fordelt på flere etager, og der er ikke meget plads i passagen hen til lokalet. Hvis der står mange folk rundt omkring en, er det klart, at man føler sig lidt mast,” forklarer hun og henviser til, at de tilstedeværende lærere ville have grebet ind, hvis de havde opfattet situationen som farlig.

Folk ændrer ikke mening, og det er der, hvor det bliver så farligt, hvis de allerede har et billede af, at vi er forfærdelige mennesker

”Det vigtigste er, at der er flere sider af samme sag. Det kan godt være, at de har opfattet det som voldsommere, end det har været. Kommentarfelterne på mediernes Facebook-sider handler rigtigt meget om ’forkælede møgunger’, og jeg synes, at det er mærkeligt, at man får det her dårlige syn på unge – og mennesker generelt.”

“Jeg er 19 år gammel og har lige så meget at sige som en på 53, for vi er jo lige myndige, men der er en tendens til ikke at tage unge mennesker seriøst. Man tror automatisk, at eleverne har kastet med mønter, men ingen siger undskyld for den påstand, selvom de får at vide, at vi ikke har gjort det,” fortæller Spies, der ærgrer sig virkelig meget over den ensidige medievinkling.

”Medierne har været for hurtige til at sige, at de unge er de onde. Altingets syn på situationen er også ærgerlig. TV2 News kom og kørte live: ’Synes du, at det er i orden, at eleverne har været så voldsomme og kastet med mønter?’. De vidste allerede, at vi var de onde. Folk ændrer ikke mening, og det er der, hvor det bliver så farligt: Hvis de allerede har et billede af, at det er forfærdelige mennesker, der går på Ørestad, så er det dét.”

Sofie Spies beskriver forløbet som meget lærerigt – både for hende selv og de øvrige elever: ”Det har helt klart været en af de vigtigste ting, jeg har lært i lang tid. Det viser, hvor hurtigt tingene kan gå galt, hvis der bare løber et rygte. Man skal ikke være for hurtig til at lægge sig ned og sige undskyld – man bør altid undersøge det først. Hvis du ikke står sikkert ved din sag, eller du kommer til at udtrykke dig upræcist, kan du blive misbrugt.”

Forskeren

Den gennemgående kritik af elevernes aktion er, at den er udemokratisk. Men hvad er der egentlig på spil i hele demokrati-retorikken? Hvorfor er det lige netop dette ord, der definerer sagen? Sociologen Christoph Houmann Ellersgaard er adjunkt på CBS og forsker blandt andet i magt.

Han er medforfatter på bøgerne Magteliten og Tæm eliten og har igennem længere tid beskæftiget sig med de politiske magtstrukturer i Danmark. Han giver følgende forklaring på den meget tydelige polarisering, vi lige nu oplever mellem politikere og elever samt højre- og venstrefløj i denne sag. Ifølge Ellersgaard er diskussionen om, hvorvidt eleverne har opført sig udemokratisk eller ej, først og fremmest et spørgsmål om, hvordan man vælger at definere demokratiet.

Det danske demokrati hviler på et langt bredere fundament end parlamentarismen – sociolog Christoph Houmann Ellersgaard, adjunkt på CBS

”Hvis man tilhører det, vi i vores bog kalder ’elitedemokraterne’, accepterer man, at politikerne træffer beslutninger, og så retter vi ind efter dem. Der er flere og flere Christiansborg-politikere, der bliver elitedemokrater, og ud fra denne tankegang er aktionen på Ørestad Gymnasium udemokratisk. Men Danmark har tradition for et langt mere inkluderende demokrati, hvor organisationer har gjort sig gældende, og der har været en større formel repræsentation af interesser i alle mulige sammenhænge.

Og i flere perioder også en meget aktivistisk og deltagerdemokratisk tradition, hvor man kan sætte sin indflydelse igennem, hvis man – groft sagt – er nok mennesker på Christiansborg slotsplads,” forklarer Ellersgaard og fortsætter:

”Det er blevet relativt mainstream med den elitedemokratiske opfattelse, at demokratiet alene legitimeres ved, at folk har stemt på partierne. Det er en almindelig tanke i dansk statskundskab. Det er også den opfattelse, som hersker på Christiansborg nu og meget bredt, også blandt partier med en helt anden demokratisk tradition bag sig, som har købt den elitedemokratiske fortælling om, at man uddelegerer noget magt til nogle eliter, og så kører det derfra, og så skal resten ellers tie stille og gøre, hvad de voksne siger. Når man siger, at eleverne opfører sig udemokratisk, skriver man alt det, der ikke er parlamentarismen, ud af demokratiet.

Det er helt klassisk, at hvis man er utilfreds med, hvad politikere beslutter, så har man ret til at markere det. Og man har ikke nødvendigvis forpligtelse til altid at indgå i dialog med dem og spille på deres banehalvdel  – Christoph Houmann Ellersgaard

Det danske demokrati hviler på et langt bredere fundament end parlamentarismen. Indtil for 50 år siden var mere end en fjerdedel af befolkningen medlemmer af et politisk parti, andelsbevægelser eller lignende, og vi havde et mere demokratiseret samfund med flere indflydelseskanaler. Det er helt klassisk, at hvis man er utilfreds med, hvad politikere beslutter, så har man ret til at markere det. Og man har ikke nødvendigvis forpligtelse til altid at indgå i dialog med dem og spille på deres banehalvdel – og for eksempel møde en minister.”

Ellersgaard peger på, at ministeren selv valgte at besøge eleverne, og derfor også må forholde sig til, at de ønsker at vælge præmisserne for den debat, der skal foregå. ”Når man har gennemført en række besparelser ovenfra og har gjort sig rigtig upopulær på grund af fravær og stramninger, hvor det udefra set virker, som om man ikke har lyttet til hverken eleverne eller deres formelle interesseorganisationer, må man også forvente, at folk tager aktionsmidler i brug.”

Han fastslår, at det naturligvis ikke er i orden at blive hverken intimiderende, truende eller voldelig, men at vi her i landet har et samspil mellem aktivisme og parlament og en lang demokratisk tradition for politiske aktioner. ”Det klassiske angreb er, at de unge bare skal stemme på nogle andre. I forhold til gymnasieeleverne har vi så det problem, at de helt sikkert ikke stemte ved sidste valg, og mange af dem kan heller ikke ved det næste valg.

Nogle vil så mene, at de bare skal gøre, hvad de voksne siger. Magtressourcerne i vores samfund er ulige fordelt, og gymnasieelever har ingen magt. De fleste af dem har ingen stemmeret. De står i en situation, hvor de ikke har meget plads til at fortælle om deres bekymringer. De må finde alternativer til de officielle kanaler, fordi de oplever, at der ikke er lydhørhed for deres synspunkter der, selvom de i mange år har oplevet nedskæringer.”

Det oplagte spørgsmål til Ellersgaard er så, hvilke former for aktivisme man skal acceptere. Gik eleverne, når man fraregner en enkelt persons tilråb og de indbildte møntkast, over stregen med deres demonstration?

Det er næsten det tåbeligste standpunkt, man kan indtage, for som politiker har man rigtigt mange ytringsmuligheder og kan hele tiden blive citeret i medierne. Man skal huske, at så snart ministeren sidder i ministerbilen igen, så er magtubalancen tilbage, hvor den var før – Christoph Houmann Ellersgaard

”Det kan hurtigt komme ud på et overdrev med, at eleverne har krænket ministerens ytringsfrihed,” svarer han. ”Det er næsten det tåbeligste standpunkt, man kan indtage, for som politiker har man rigtigt mange ytringsmuligheder og kan hele tiden blive citeret i medierne. Man skal huske, at så snart ministeren sidder i ministerbilen igen, så er magtubalancen tilbage, hvor den var før.

Men man kan diskutere aktionsformer: Eleverne bør helt klart se på, hvordan deres aktion virker. Er den intimiderende eller ubehagelig, og er man med til at reproducere problemer?

Man kan bevæge sig op og ned, i forhold til hvor formelt det skal være, og det er naturligvis altid bedst at tænke sig om. Det er ubehageligt og voldsomt for en politiker at stå midt i, men det er også en del af demokratiet, at folk viser, at de er utilfredse. Så længe det ikke er på en truende måde, må man acceptere det. Det er en relativt beskeden pris at betale for magten,” konstaterer Ellersgaard.

Det er ifølge Ellersgaard helt fast aktivisme at markere noget, når der er politiske begivenheder. Her udspiller der sig ofte en kamp om at bemægtige sig det fysiske rum, hvor dem, der er flest, kan vinde ved at buhe og lignende.

“Hvis politikere træffer en beslutning, der gør folk sure, så må de også finde sig i, at de viser det, fastholder han. ”Det kan de gøre på mere eller mindre civiliserede måder. Der skal sættes en stopper for det, hvis det bliver uciviliseret, men det har det efter min mening ikke været her. Det har været helt i tråd med, hvad de, der er pensioneret i dag, gjorde tilbage i ’68.

Dengang afbrød man undervisningen og blokerede skoler, og aktioner som dem her har været brugt af elever og studenterbevægelser i årevis – for eksempel da Finn Ejnar Madsen overtog talerstolen ved KU’s årsfest i ’68.

Man kan også spørge folk, hvad de synes, at eleverne ellers skulle have gjort? Skrevet et læserbrev? Deres aktion virker ikke nødvendigvis efter hensigten, men den kan understrege, at de er frustrerede. Og forhåbentlig kunne det være et wake-up call­ til ministeren og resten af systemet om, at man overhovedet ikke har fået forklaret disse nedskæringer godt nok, for de opleves tydeligvis ikke som legitime blandt eleverne.

Man vil aldrig kunne gøre alle tilfredse – men man har altså en forbandet pligt til ikke bare at træffe beslutningerne, men også at forklare og retfærdiggøre dem. Det er konfliktoptrappende ageren fra ministeren at lade være. Hvis der står 500 mennesker, der er vildt utilfredse med den beslutning, du har truffet, bør du gøre en indsats for at forklare dem det. Det har mange politikere gjort i tidens løb og formået at vende lignende situationer til noget positivt. Det eneste, man er offer for, er éns egen inkompetence til at forklare beslutningen.”

Denne form for aktivisme er enormt vigtig i et demokrati, for den tvinger magten til at legitimere sig selv – Christoph Houmann Ellersgaard

Ellersgaard håber, at eleverne bliver bedre aktivister forstået på den måde, at de fremover sørger for, at deres adfærd ikke kan udlægges som truende, og ingen bliver krænkede over den. At de vælger en aktionsform, som ikke kan opfattes som ubehagelig for dem, der bliver udsat for den. Aktivismen har i mange år vist sig at virke, for den er en mulighed for kollektiv organisering mod nedskæringerne.

”Denne form for aktivisme er enormt vigtig i et demokrati, for den tvinger magten til at legitimere sig selv og forklare og retfærdiggøre beslutninger. Hvis ikke folk får mulighed for at råbe op, risikerer man langt værre politikerlede, hvor folk for eksempel melder sig til ekstreme partier. Eleverne oplever en helt reel følelse af afmagt. Det er altid farligt, når folk er afmægtige – i situationen her er det bare heldigt, at de ikke har følt sig mere afmægtige.

Det, jeg for alvor finder beskæmmende og rystende, er, at medierne på den måde har kørt videre på deres historie og ikke passer ordentligt på de her elever, og at gymnasiets rektor i dén grad bliver smidt under bussen,” konkluderer Ellersgaard.

Eleven

I det godt to minutter lange filmklip fra besøget, som blev offentliggjort af TV2 Lorry i fredags, møder undervisningsministeren en elev på skolens trappe, som stiller hende spørgsmål, før hun går videre til det planlagte møde. Den unge mand hedder Ali Alshamy og blev i dén grad centrum for begivenhederne i sidste uge, men er indtil videre ikke blevet spurgt af nogen om hans oplevelser midt i orkanens øje. Han fortæller følgende om sin oplevelse med mødet:

”Da undervisningsministeren kommer op ad trappen, går hun over til mig. Der stod i en artikel et sted, at jeg greb chancen for at tale med hende, men det er hende, der kommer over til mig og spørger, om jeg vil give hånd. Det gør jeg og tager min kasket af. Hun spørger, om vi kan diskutere uden at buhe, og det vil jeg rigtig gerne,” fortæller Alshamy.

”Så tænker jeg inde i mig selv: ’Nu er hun kommet over til mig, så jeg går derfor lidt tættere på hende, så vi kan høre hinanden.’ Jeg ville meget hellere have siddet i et lokale, hvor vi kunne have haft en fin dialog, for vi havde en meget kort samtale, mens der var meget baggrundsstøj. Jeg havde svært ved at finde på gode spørgsmål, men jeg spurgte hende blandt andet om, hvad der skal ske med de lærere, der bliver fyret. Jeg ville høre hendes mening som person, menneske og privat borger.

Vores adfærd var på intet tidspunkt truende. Vi viste vores utilfredshed med vores sedler. Der var helt stille, da hun kom ud og fortalte, at hun syntes, at det var ubehageligt. Vi er meget uenige i hendes politik og utilfredse med hendes besparelser, men vi vil gerne lytte til hende og gå i dialog – Ali Alshamy, gymnasieelev

Jeg oplevede, at hun undgik mit spørgsmål og talte udenom. Jeg har forstået, at årsagen til besparelserne er, at der skal spares to procent – jeg ville bare gerne have hendes holdning til de lærere, der har mistet deres job. Besparelserne påvirker jo også de andre læreres glæde og arbejdsmoral, fordi de skal arbejde meget hårdere. Det gør, at rigtigt mange går ned med stress og mister glæden ved deres job.

Det fik jeg ikke svar på, og så begyndte jeg at tale om fraværsloven,” fortsætter Alshamy:

”Når vores studievejledere skal kigge på vores fravær, kan de aldrig helt præcist se, hvor meget fravær en elev reelt har, fordi den nye lov giver os rigtig meget fravær for at komme for sent. Jeg mener helt klart, at vi skal komme til tiden, men når der er forsinkelser med busser og tog, og vi kommer tre-fire minutter for sent, får vi 100 procent fravær. Det er ikke fair.

Jeg prøvede at få et indtryk. Jeg ved jo, at der er rigtigt mange fordomme omkring hende, så jeg prøvede at vurdere hendes ansigtsudtryk og hendes måde at tiltale mig på for at få en fornemmelse af hende som menneske. Jeg oplevede, at der blev talt meget nedladende og arrogant til mig,” forklarer Alshamy, der ikke kan forstå, hvis ministeren og hendes ledsagere har følt sig pressede på trappen.

”Mens vi snakkede, hørte jeg ikke så meget buhen. Der begyndte eleverne at råbe ’Vi er ikke bare tal’, men mens vi snakker, lader folk hende tale. Jeg ville høre på hende, og mine medstuderende ville høre på hende – der var ingen, der afbrød hende, og vi lyttede til hende. Jeg synes, at der var en meget fin stemning.”

Alshamy bekræfter Britta Friers og Jonas Lindelofs udsagn om, at der ikke hverken blev banket på døre eller ruder ind til eller råbt og skreget ind i klasselokalet, hvor mødet med eleverne skulle finde sted. Ifølge ham stod der en flok elever og holdt papirsedler med teksten ”2%” og sure smileyer op mod glasset, hvorefter undervisningsministeren kommer ud af lokalet og melder, at hun ikke føler sig tryg ved at være på gymnasiet længere.

”Jeg tror, at det var, fordi der stod så mange ved trapperne og på første sal, da hun kom ind i lokalet,” vurderer Alshamy:

”Mange kom ned og gik over til lokalet for at følge med i, hvad der skete derinde. Når hun sidder derinde og kigger ud og ikke kan se andet end elever og papirer ved ruderne, så kan jeg godt forstå, at det virker voldsomt.

Rektor var virkeligt ked af det – for at sige det mildt var han fuldstændigt ødelagt følelsesmæssigt. Han var rundt i klasserne sammen med elevrådsformanden, og da han kom ind i vores klasse, kunne man tydeligt se, hvor påvirket han var – Ali Alshamy

Men vores adfærd var på intet tidspunkt truende. Vi viste vores utilfredshed med vores sedler. Der var helt stille, da hun kom ud og fortalte, at hun syntes, at det var ubehageligt. Vi er meget uenige i hendes politik og utilfredse med hendes besparelser, men vi vil gerne lytte til hende og gå i dialog.”

Alshamy tog på arbejde efter skoledagen i torsdags, og først da han kom hjem om aftenen, så han artiklerne, der ifølge ham viser hans gymnasium fra en helt anden vinkel end den, han kender.

”Det var overdramatiseret og politisk framet, og deres spindoktor havde bidraget til det,” fastslår han. ”Det går hårdt ind og rammer vores omdømme og os elever – særligt fordi det er et multikulturelt gymnasium, og nogle påstod, at alle de elever, der råbte, havde en anden etnisk baggrund end dansk. Der er rigtig mange fine ting fra hendes besøg, som man kunne have valgt at beskæftige sig med i stedet. TV2 Lorry gjorde det, men så kom Altinget og andre, der kun fokuserede på Lilleørs, ministerens og spindoktorens udlægninger.

Det ramte både vores lærere, personalet og rektor meget hårdt. Rektor var virkelig ked af det – for at sige det mildt var han fuldstændigt ødelagt følelsesmæssigt. Han var rundt i klasserne sammen med elevrådsformanden, og da han kom ind i vores klasse, kunne man tydeligt se, hvor påvirket han var over det. Jeg har læst virkelig meget om sagen, og rigtig mange mennesker har angrebet vores rektor personligt.

Jeg har set artikler, hvor folk skriver, at han skal hænges og skydes, og Kathrine Lilleør sviner ham også til på sin Facebook-side. Jeg vil virkelig gerne pointere, at rektor intet vidste om vores demonstration. Da han oplevede det, fik han et chok, for ingen vidste noget om det. Det er så ærgerligt at se alle kommentarerne på Ekstra Bladet, BT, TV2 og andre steder, hvor folk hænger vores rektor ud ved fornavn, for det er slet ikke fair over for ham.

Han er en fantastisk rektor, og han har beklaget sagen. Grunden til, at han ikke vidste noget om det, var, at han netop ikke ville acceptere sådan en demonstration – derfor skete det bag hans ryg. Folk skal virkelig sætte sig ind i tingene først. Han kom i fredags ind i vores klasse og talte om manglende demokratisk dannelse, om vores værdier som gymnasium, og om skældsord og møntkast.”

Alshamy fortæller, at oplevelsen også har påvirket ham meget personligt. ”Det rammer helt klart hårdt, når man passer sin skole og er ved at tage sin uddannelse, at folk i kommentarspor rundt omkring fortæller, at araberne og muslimerne skal ud af landet. Fokus bliver flyttet fuldstændigt.

Vi prøvede jo bare at udnytte vores ret til at demonstrere. Vi ved godt, at vi ikke kan stemme, og at vi har så lidt indflydelse, som man overhovedet kan have. Vi vil bare gerne høres, og vi føler ikke, at vi bliver hørt overhovedet. Det kan godt være, at vi er unge og studerende, men vi har stadig en stemme, og det er vores uddannelse, det går ud over,” siger han.

Vi har lært, at meget små ting hurtigt kan få fokus og ødelægge alt, hvad vi går og kæmper for – Ali Alshamy

Den unge gymnasieelev vurderer, at eleverne på skolen har lært rigtigt meget af hændelsen – først og fremmest at kigge indad, før de kigger udad. At sikre sig, at det bliver gjort på en voksen og professionel måde og med gode argumenter, næste gang de vil demonstrere og vise deres utilfredshed.

”Hvis vi gør det fremover, skal det ske meget mere organiseret. Vi kan ikke stå til ansvar for nogle enkelte ud af 500 elever, men vi har lært, at meget små ting hurtigt kan få fokus og ødelægge alt, hvad vi går og kæmper for. Vi kæmper jo for at blive hørt, men nu blev vi bare hørt på en meget dårligere måde, end vi havde håbet på. Der kan vi kigge indad og spørge, hvad vi kan gøre bedre næste gang.

Vi har i hvert fald fået et helt andet indblik i, hvordan medierne arbejder og skriver artikler – og hvordan ét enkelt ord hurtigt kan blive vendt på så mange måder. Vi har helt klart lært det på den hårde måde,” afslutter han.

Skribenten

Hvem opfører sig mest udemokratisk? Gymnasieeleverne, der mødte en minister med en uvarslet, fredelig protestaktion – eller alle dem, der lige nu forsøger at sværte både elever, lærer og ledelse på gymnasiet til? Det er en diskussion, der raser på de sociale medier lige nu med en grad af polarisering, vi sjældent ser i det offentlige rum.

Nogle spørger, hvorfor vi i det hele taget skal gå så meget op i en umiddelbart så ubetydelig sag, når der er langt vigtigere ting at beskæftige sig med. Det skal vi, fordi sagen her er et klasseeksempel på, at det netop er de tilsyneladende små sager, vi skal være allermest opmærksomme på. For misinformation er en aggressiv og farlig parasit, der trives særligt godt, når der er stærke følelser og skarpt optrukne ideologiske fronter involveret.

En avisartikel i Altinget baseret på fejlagtige oplysninger etablerede præmisserne for hele den offentlige diskussion og den efterfølgende mediedækning. Det efterlader ingen tvivl om, at undervisningsministerens spindoktor er sin vægt værd i guld(mønter):

I stedet for at diskutere regeringens omprioriteringsbidrag og vilkårene for de unge, som vi som samfund forsøger at opbygge til at være gode, veluddannede borgere, kører diskussionen fortsat på den helt store retoriske klinge med både de protesterende unge og den samlede venstrefløj på anklagebænken for udemokratisk adfærd og tankegods. Alt bliver reduceret til ukendelighed og kondenseret til hurtige, slagkraftige pointer og politisk positionering. Meget få er i stand til at rumme modsatrettede synspunkter og erkende, at situationen måske kan være lidt mere kompleks end som så.

Tvivlen og nysgerrigheden er som regel blandt de første ofre, når værdikampen eskalerer … Den udskamning, latterliggørelse og fuldkommen manglende respekt, vi ser lige nu er ren gift for sammenhængskraften i vores offentlige rum.

Det er virkelig forstemmende at opleve den vildskab og rå udtryksform, der har båret debatterne på sociale medier siden i fredags. Det er særligt opsigtsvækkende, hvor mange der fuldstændig ignorerer det asymmetriske underliggende magtforhold i sagen og fortsætter med at hænge et helt gymnasium, dets elever, lærerstab og ledelse ud, helt uden vilje til at sætte sig ind i sagens detaljer. Tvivlen og nysgerrigheden er som regel blandt de første ofre, når værdikampen eskalerer.

Den udskamning, latterliggørelse og fuldkommen manglende respekt, vi ser lige nu – både over for gymnasieeleverne og over for debatmodparter og ideologiske modstandere – er ren gift for sammenhængskraften i vores offentlige rum. Og det er et stort, larmende bevis på, hvor effektivt et våben misinformation er, når man vil nedbryde dialog og medmenneskelighed. Der er meget, der tyder på, at de unge på gymnasiet er blevet en hel del klogere af affæren på Ørestad Gymnasium.

Spørgsmålet er, hvad alle vi andre kan lære af den?


PRÆCISERING:

Det fremgik i den oprindelige udgave af denne artikel, at Altingets chefredaktør havde fået mulighed for at kommentere denne artikel. Det er kun delvist korrekt, da valget af kommunikationskanal var uhensigtsmæssigt. Artiklens skribent forsøgte først at kontakte ham via en kommentar med tag af navn i hans Facebook-opslag om sagen den 9. marts og efterfølgende i en privatbesked via Messenger.

Kommentarer til Facebook-opslag kan nogle gange være vanskelige at se, særligt hvis mange kommenterer samme opslag. Messenger-beskeder kan afhængigt af modtagerens indstillinger blive filtreret over i en alternativ indbakke, hvis man ikke er Facebook-ven med afsenderen, hvor de ikke nødvendigvis bliver set med det samme.

Det samme gælder for undervisningsministeren, som også blev forsøgt kontaktet via et Facebook-opslag om sagen.

Det er ikke rimeligt at forvente, at folk ser eller når at reagere tilstrækkeligt hurtigt på henvendelser via sociale medier, og det havde været mere hensigtsmæssigt at anvende e-mail eller telefon til kontakten. Derfor er denne del af artiklen slettet.

Endvidere kunne passagen “Efter Altingets historie kommer videoen af forløbet, som er produceret af skolen selv, på TV2 Lorry. Herefter bliver historien ændret til, at det var turen ned ad trappen, som var den værste – men det kan den ifølge Frier umuligt have været.” i sin oprindelige version misforstås, som om Altinget havde ændret deres historie. Det er imidlertid Kathrine Lilleør, der ændrer sin historie, og det er nu præciseret i teksten.


Topfoto: Ørestad Gymnasium.

Morten Skovgaard arbejder som oversætter/journalist, lydstudieejer og fotograf med både ord, lyd og billeder og kender til deres utrolige magt – særligt i kombination med de sociale medier, som han også arbejder med. Hans akademiske baggrund er sprog- og filosofistudier på Roskilde Universitet, og han interesserer sig for både dansk og udenlandsk politik og medier. Verdens smuldrende sammenhængskraft, den tiltagende polarisering af de politiske yderfløje og spredningen af løgne og irrationelle tendenser bekymrer og indignerer ham. Morten er optaget af den svære balancegang mellem på den ene side at udvide det politiske "midterrum" for at inkludere flere mennesker fra begge fløje og samtidig sige klart fra over for ekstremisme og manipulation af enhver art. Morten er gift og bor i København.

Seneste artikler om Børn & unge