MADKLUMME – Selvom skvalderkålen er både sund og velsmagende, anses den af mange som fælt og genstridigt ukrudt. De små nye skud smager frisk og pikant med overtoner af peber, jo finere og ferskere, desto bedre. Og de kan med stor fordel benyttes som grønt på smørrebrød, hvor du ellers ville have brugt persille, purløg eller dild, skriver Claus Ankersen.
Så er der skvalderkål, venner. Faktisk begyndte de første sart skinnende grønne skud at dukke op for en lille måneds tid siden. Og med varmebølgen i slutningen af april, dækker skvalderkålen nu allerede jordbunden som et grønt tæppe. Men bare rolig, planten bliver ved med at skyde, så du kan blive ved med at samle skvalderkålsskud i flere måneder. Og hvis det skulle blive småt med skud, kan du roligt slå bestanden med græsslåmaskine eller le, og allerede morgenen efter, høste fine, sart-lysegrønne skud.
Det er nu skvalderkålen for alvor skyder og skal spises
Planten blev oprindeligt ført op igennem Europa med romerne, og indførtes i Danmark af munke som dyrkede den som føde og lægeplante. Aegopodium podagraria.
Ukrudt og under
Selvom skvalderkålen er både sund og velsmagende, anses den af mange som fælt og genstridigt ukrudt. Sandt er det, at planten er komplet naturaliseret og stort set vokser overalt i Danmark, hvor skærmplantens rodnet lynsnart sender friske skud op og danner et solidt grønt bunddække over have, eller skovbund. Uanset om man ser på planten som under eller ukrudt, falbyder den sit liv og lys til enhver som ser og plukker den.
Jeg bruger skvalderkålsskud fast på hummus og bønnemos, på æg, kartoffel og tomatmad – prøv dig frem og spar ikke på krudtet
Som sanseerfaring kan man mærke at sankning ligger til os. Bøjet over et lysegrønt skud, eller et sommerrødt bær, er det frydefuldt at plukke noget man finder i naturen for så umiddelbart efter at spise det, fuldkommen ligesom det er en holistisk fryd at sætte en fisk til livs, man netop selv har fanget.
De små nye skud smager frisk og pikant med overtoner af peber, jo finere og ferskere, desto bedre. Og de kan med stor fordel benyttes som grønt på smørrebrød, hvor du ellers ville have brugt persille, purløg eller dild. Jeg bruger skvalderkålsskud fast på hummus og bønnemos, på æg, kartoffel og tomatmad – prøv dig frem og spar ikke på krudtet. Skuddene kan også med fordel blandes i en kartoffelsalat, eller fungere som grønt i forårs og sommersalater. De kan blendes til pesto og smides i din gryderet på samme måde som fx spinat, ligesom de også smager fint kogt ved siden af kartoflerne, eller som grønt i bagværk.
Det er nu skvalderkålen for alvor skyder og skal spises, for selvom den fortsætter med at skyde til langt hen på sommeren, er det nu – mens persille og purløg endnu arbejder på sagen – at skvalderkålen for alvor gør fyldest som helsebringende og velsmagende tilsætning til din daglige diæt. Skvalderkålen er særdeles næringsrig og har et højt indhold af bl.a. C-vitamin, jern, kalcium, magnesium og karotin.
Fotos: Skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her