METOO & KREATIVE BRANCHER // FOREBYGGELSE – Adskillige organisationer i film-, tv- og scenekunstbranchen, hvor halvdelen af kvinderne har oplevet seksuelle krænkelser, har søsat en ny kampagne. Den skal – bl.a. ved hjælp af ambassadører som Fredrik Hillerbrand, direktør for Warner Bros. Danmark – anspore medarbejdere med formel og uformel magt til at skabe et bedre arbejdsmiljø, og den giver konkret vejledning om handlemuligheder for den enkelte, der oplever grænseoverskridende og krænkende adfærd. Mikkel Stolt ser nærmere på initiativet.
Det har fyldt en del i medierne og har været svært at ignorere. MeToo-bevægelsen og historier om tvivlsom adfærd hos magtfulde mediefolk og politikere skaber overskrifter. Men det er måske lidt for nemt for avislæsere og tv-seere at sidde og fordybe sig i historierne og glæde sig over, at det ikke handler om dem selv.
Ikke alle kan tillade sig at have det på den måde, og tretten forskellige organisationer i film-, tv- og scenekunstbranchen har fulgt ekstra godt med og viser sig nu at være meget proaktive. Da man i disse brancher ofte arbejdes endog meget tæt sammen, er det måske ikke så mærkeligt, at der nu tilbydes en guide til et bedre og mere trygt arbejdsmiljø. Nogle i branchen vil mene, at det varede for længe, før disse organisationer tager problemerne alvorligt, men nu sker der faktisk noget.
”Stregen i sandet” er et initiativ, der først og fremmest skal udbredes i de fagrelevante kredse og på de sociale medier. Som dokumentarfilminstruktør mødte jeg første gang kampagnen i et nyhedsbrev fra min fagforening og et par dage senere på Facebook.
Med initiativet følger en hjemmeside, hvor både ledere og medarbejdere kan hente uddybende materiale som en direkte hjælp til at undgå grænseoverskridende og krænkende adfærd på arbejdspladsen. Et 20-siders dokument udgør ”Handleguiden”, der både beskriver initiativets grundlag og giver konkrete anvisninger på, hvordan man på kreative arbejdspladser kan inkorporere tiltag.
Kampagnen er bygget op om teorien om ’bystander-effekten’
Fredrik Hillerbrand, direktør for Warner Bros. i Danmark, er både en af initiativets ambassadører og forperson for arbejdsgivernes organisation, Producentforeningen. Om nogle af årsagerne til de problemer, vi har læst og hørt så meget om, siger han bl.a.:
”Vores brancher er sprængfyldte af talent og passion. Få har en formel uddannelse indenfor ledelse, og vi er mange, der har fået ledende stillinger ved at have talent for de kreative dele af faget og ikke nødvendigvis de administrative. Det gør, at vi nogle gange kommer til kort i erhvervsdelen af arbejdet. Vi kan se, at den mangel i nogle tilfælde går ud over de ansattes trivsel. Vi repræsenterer brancher, der er attraktive og tiltrækker mange – ofte unge – mennesker, og det skaber en konkurrence blandt ’dem, der vil ind’, som ikke altid er sund.”
Mistrivsel kortlagt
Og der er problemer med trivslen. Karen Bernheim fra Danske Filminstruktører, som også er forbundets specialuddannede kontaktperson i forhold til grænseoverskridende adfærd, fortæller:
”Vi manglede dog viden om problemernes karakter og omfang – og om hvilke indsatser, vi skulle sætte i værk for at skabe en reel forandring. Derfor besluttede Danske Filminstruktører, Dansk Skuespillerforbund, Producentforeningen og Dansk Teater at få problemerne kortlagt gennem en uafhængig undersøgelse fra Aarhus Universitet. Undersøgelsen udkom i november 2020, og man kan læse den her. Den behandler en række problematikker: chikane, diskrimination, fysisk og psykisk vold, uønskede seksuelle oplevelser og magtmisbrug.
Undersøgelsen er baseret på spørgeskemasvar fra 1.485 personer og 40 kvalitative interviews og viser bl.a., at halvdelen af branchens kvinder har oplevet seksuelle krænkelser. Det samme gælder næsten hver femte mand. Værst ramt er løstansatte medarbejdere og seksuelle og etniske minoriteter”.
Handlingsprincipper
Det nye initiativ har tre grundlæggende handlingsprincipper for den enkelte. De bliver gennemgået i materialet i overskrifter som følger:
GRIB IND: Forsøg roligt at afbryde situationen uden at skærpe konflikten
HENT HJÆLP: Hvis du ikke selv kan gribe ind, så bed om hjælp hos nogle, som kan
FØLG OP: Fortæl de involverede, hvordan du oplevede situationen.
I de uddybende tekster, der knyttes til de tre overskrifter i materialet, er adskillige problemstillinger beskrevet, fx at det kan være svært at gribe ind, fordi man måske frygter negative konsekvenser for én selv eller andre.
I de tilfælde, hvor man ikke selv kan overskue det, anfører arbejdsgiveren derfor i et såkaldt ”Handout” navne på de personer, man kan gå til – enten med det samme, eller når man – om nødvendigt – er kommet sig lidt. Dette gælder selvfølgelig både, hvis man selv har været mål for den grænseoverskridende adfærd, og i de tilfælde, hvor man har overværet noget sådant.
Risiko og ønskescenario
– Hvad vil ske, hvis man ikke sætter dette i søen nu?
Fredrik Hillerbrand: ”Jeg er bange for, at der opstår konsensus om, at målet helliger midlerne. At vi tillader en grænseoverskridende adfærd i kunstens hellige tjeneste, at vi bilder os ind, at det er ok at glemme ordentlig opførsel i jagten på den gode historie eller den næste forside. Det må være muligt at skabe stor kunst, være passioneret og dedikeret, samtidig med at vi passer på vores kollegaer, opfører os ordentligt og betaler til tiden. Det er det, kampagnen handler om. Drømmescenariet er, at vi fortsat tiltrækker dygtige mennesker med noget på hjerte, og at vi sørger for, at de kan udfolde deres kreativitet – og føle sig trygge samtidig.”
Indtil videre er der ikke nogen ambassadører fra Dansk Journalistforbund, hvilket måske synes mærkeligt lige i disse uger
I materialet tilskyndes ledere og arbejdsgivere til at: 1) Formulere en politik for en tryg arbejdskultur, 2) Gøre det naturligt at tale om den adfærd, der ønskes og 3) Gøre det klart, hvor den enkelte kan søge hjælp og støtte.
Udarbejdet af specialister
– Hvordan gik man til opgaven, da det nye materiale skulle udarbejdes?
Karen Bernheim: ”Vi koblede tidligt i processen erhvervspsykolog Louise Dinesen, der også er autoriseret arbejdsmiljørådgiver, på. Louise har solid erfaring med krænkelsesproblematikker, herunder forebyggelse og afhjælpning. Yderligere koblede vi kommunikations- og kriserådgiver Flemming Andersen på til at udvikle kampagnen sammen med kommunikationsbureauet Eiffel.
Kampagnen er bygget op om teorien om ’bystander-effekten’ (også kaldet tilskuereffekten: jo flere mennesker, der er til stede, jo mindre er sandsynligheden for, at en person i nød hjælpes, red.) og metoder til at modgå den og aktivere den enkelte, der er vidne til grænseoverskridende adfærd.
Indholdet til guiden er blevet testet i fokusgrupper og af medlemmer fra afsenderorganisationerne. Så er den efterfølgende blevet rettet til og har igen været i høring i de enkelte organisationer, hvor udvalgte medlemmer har læst med og budt ind på teksten”.
Hvem er ikke med?
De tretten organisationer, der er gået sammen om initiativet er Producentforeningen, Dansk Skuespillerforbund, Dansk Teater, Danske Filminstruktører, Dansk Journalistforbund, Det Danske Filminstitut, Danske Dramatikere, Danske Sceneinstruktører, Danske Scenografer, Teknisk Landsforbund, Film- og TV-arbejderforeningen, Dansk Filmfotograf Forbund og Dansk Filmklipperselskab.
– Når man løber listen over organisationer igennem, så mangler fx Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbund, hvilket måske kan undre.
Karen Bernheim: ”Kampagnen tager som nævnt udgangspunkt i undersøgelsen nævnt ovenfor. Vi overvejer at udvide kredsen af afsenderorganisationer undervejs i kampagneforløbet for de organisationer, der ønsker at være med, og som i første omgang ikke har været inddraget.”
Initiativet har som nævnt udpeget en række ambassadører fra branchen, som hver især vil sørge for at sprede kampagnen hos Facebook- og andre SoMe-venner. Det er med til at gøre initiativet mere kendt i relevante kredse – og skabe opmærksomhed om et budskab, der nævnes i materialet: ”Det er jer med formel og uformel magt, der har en afgørende rolle i at gå forrest” (min fremhævning).
Indtil videre er der ikke nogen ambassadører fra Dansk Journalistforbund, hvilket måske synes mærkeligt lige i disse uger. Karen Bernheim understreger, at forbundet ikke har nået at stille med ambassadører, men at de er – så vidt hun ved – på vej med nogle.
Stregen i Sandets ambassadører er i gang
I mit eget feed dukkede den meget anerkendte filmfotograf Manuel Alberto Claro (fotograf på bl.a. flere von Trier-film og adskillige dokumentarfilm) op med denne herlige og eftertænksomme statusopdatering, som jeg til slut vil viderebringe.
Opslaget havde d. 16. december +500 ’likes’ og +40 udelukkende positive kommentarer. Mon ikke “Stregen i Sandet” er noget, så godt som alle – ikke bare i branchen – vil bakke op om?
”Kære allesammen, jeg vil også gerne plædere for, at vi allesammen skal opføre os ordentligt, specielt os der har lidt magt og ledelsesansvar … først føltes det lidt som en no-brainer, hvordan kan man være uenig i sådan en kampagne … men i lyset af balladen på BT, synes det stadig meget nødvendigt at sige banale ting højt! Og når det er sagt, er det måske præcis denne lidt negligerende tankegang fra sådan en som mig, der er en del af problemet? Så lidt specielt at være ambassadør for en kampagne, der egentlig henvender sig til mig selv … nu lukker jeg røven og prøver at rumme og lytte lidt mere til det, der foregår omkring mig! Stor krammer.” (tekst og billede bragt med tilladelse)
(Kommentarer af Fredrik Hillerbrand er indhentet af POV’s Isabella Miehe-Renard.)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her