FORVALTNING & LEDELSE // KRONIK – Konferencer, bøger og politiske hensigtserklæringer taler om frisættelse som løsningen på velfærdens udfordringer. Men frisættelse er ikke tryllestøv: Det kræver nye roller, ledelsesformer og en kulturændring. Balancen mellem frihed og styring er svær – og konflikterne forsvinder ikke af sig selv.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
If you love someone, set them free.
I fredags dannede Christiansborg og mere præcist det stemningsfyldte Landsting, hvor kunstneren Erik A. Frandsen dekorative kultegninger og malerier pryder væggene, ramme om konferencen Frisættelse. Konferencen var arrangeret af ledelsesforsker Karsten Mellon og Aarhus rådmanden Christian Budde. Her citerede ældreminister Mette Kierkgaard bl.a. musikeren Sting i sin tale.
Anledningen til konferencen var bogen Frisættelse. Hvad har vi lært? Og hvad nu? som kom i foråret. Bogen består af forskellige bud på, hvordan der arbejdes med frisættelse rundt omkring i kommunerne.
Konferencens deltagere var ledere fra den kommunale sektor, der har erfaringer med frisættelsesdagsordenen, og topledere fra den kommunale forvaltning samt fremtrædende organisationsfolk og forskere, som har fulgt frisættelsesdagsordenen. Herunder undertegnede.
Mere end 30 personer gav deres indspark i løbet af dagen. Et tæt program, hvor mange interessante erfaringer blev formidlet, men hvor enkelte også havde budskaber og dagsordener, de på forhånd havde bestemt sig for, de skulle have afleveret, når nu lejligheden bød sig uden at være dialog med konkrete erfaringer og forskning om emnet.
Handler frisættelse om kærlighed?
Måske handler frisættelse om kærlighed, som ældreministeren formulerede det. Politikerne elsker os, derfor skal vi som ansatte have øget frihed til at løse vores opgaver. Mindre lyrisk og mere korrekt vil det nok være at sige, at frisættelse handler om, hvordan vi styrer den offentlige sektor, og hvordan balancen mellem styring og frihed skal være, eller mellem centralisering og decentralisering.
Hvem kan ikke bruge mere frihed, større arbejdsglæde mere innovation og bedre service? Men der er selvfølgelig ikke bare et men, men utallige. Nye organisations- og ledelsesformer skaber nye udfordringer
I en del år har pendulet svunget mod kontrol og dokumentation, mere magt til ledelsen og styring gennem snævre resultatkrav. Nu har pendulet bevæget sig den anden vej. Frisættelse er det nye sort og måske ligefrem et magisk koncept. Konferencer, bøger, frisættelsesforsøg og politiske hensigtserklæringer breder sig. De nævnte initiativer er de ritualer, symboler og handlinger, der kan hidkalde de magiske og overnaturlige kræfter, som kan påvirke virkeligheden.
Opgør med New Public Management
Frisættelsesdagsordenen repræsenterer et opgør med det styringsparadigme, som har domineret den offentlige sektor gennem en årrække, nemlig New Public Management. Vi skal have mindre dokumentation og kontrol af institutioner og ansattes arbejde. I stedet skal vi have mere tillidsbaseret ledelse. Vi skal i mindre grad styre på snævre resultatorienterede mål, i stedet skal vi styre på formål eller mere brede mål.
Håbet er, at mindre styring og kontrol kan give plads til flere eksperimenter og mere innovation, og der kan skabes større arbejdsglæde blandt ansatte og selvfølgelig ikke mindst bedre offentlig service og større tilfredshed blandt borgerne.
Frisættelse er en trappe
Hvor langt er vi så kommet med frisættelsen? Dagens gennemgående metafor var en frisættelsestrappe. Her har nogle kommuner og institutioner bevæget sig adskillige trin op, mens andre så småt skal i gang.
Vive-forskeren Ulf Hjelmar, som har fulgt og evalueret frisættelsesdagsordenen mener, vi er halvvejs oppe. Konferencen handlede primært om dem, som havde bevæget sig op ad trappen og repræsenterede på den måde frisættelsesbevægelsens avantgarde eller fortrop. ”Vi er ikke i mål, men vi er på vej,” som Aarhus-rådmanden formulerede det.
Vi har fået en ældrereform, en ny skoleaftale og nu er der også noget på vej inden for dagtilbudsområdet. Der synes at være bred enighed om, at ældreområdet er nået længst, hvor ansatte og brugere er mest tilfredse, mens f.eks. skoleområdet endnu ikke har høstet frisættelsens frugter i samme omfang som ældresektoren. Hænger det måske sammen med, at ældresektoren, for nu at sige det på jævnt dansk, har været styret i hoved og røv?
Virusteorien
Måske kan fokus på frisættelse skabe en dominoeffekt, så også andre velfærdsområdet bliver smittet af frisættelsesvirussen. Nyere organisationsteori peger i hvert fald på, at ideer om styring og ledelse af organisationer har det med at sprede sig som en virus, som den norske organisationsforsker Kjell Arne Rørvik har formuleret det. Organisationer smitter hinanden med gode og dårlige ledelsesideer. Denne smitten eller inspiration sker dog især inden for beslægtede områder, f.eks. inden for it-sektoren eller banksektoren, som andre organisationsforskere har peget på.
Det er derfor ikke sikkert, at de centrale ideer, som optager den kommunale sektor, påvirker den statslige sektor, og at frisættelsesvirussen f.eks. rammer universiteter, professionshøjskoler, politi, forsvar og diverse styrelser, men man har selvfølgelig lov til at håbe på, at politikere og ministre også elsker de områder og vil være med til at sætte dem fri.
Ikke alle medarbejdere ønsker frisættelse. Ledelsesmetoden er ikke for alle
Rørviks virusteori peger ligeledes på, at nogle organisationer kan udvikle immunitet overfor nye ideer. Det er måske det, vi ser inden for de nævnte statslige områder, hvor NPM-ideer fortsat dominerer.
De nye udfordringer
De fleste er enige om, at det her med frisættelse lyder godt. Hvem kan ikke bruge mere frihed, større arbejdsglæde mere innovation og bedre service? Men der er selvfølgelig ikke bare et men, men utallige. Nye organisations- og ledelsesformer skaber nye udfordringer. Træerne vokser aldrig kun ind i himlen, men knopskyder og breder sig til siden og vokser ind i hinanden.
Der er modsatrettede konsekvenser. Politikerne giver med den ene hånd, men indfører ofte rask væk nye regler og lovgivning med den anden. Vi vil give skolerne øget frihed, men straks ønsker politikerne f.eks. at indføre et mobilforbud.
Endelig så kalder frisættelsesdagsordenen på nye dilemmaer. Fru Pedersen vil måske gerne snakke og drikke en kop kaffe med sin hjemmehjælper, og det gør hjemmehjælperen så, men straks klager fru Pedersens pårørende over, der ikke er blevet vasket gulv. Fru Pedersen har jo fået lovning på, at der skal vaskes gulv hver fjortende dag.
Konflikter og uoverensstemmelser forsvinder altså ikke, bare fordi man siger frisættelse. Mere magisk er ordet heller ikke. Tværtimod opstår der nye gråzoner og konflikter, når rigide regler og standarder opgives, og de professionelle får større dømmekraft.
Institutioner kommer også til at se mere forskellige ud. Men som skolechef Morten Mærsk fra Esbjerg Kommune formulerede det på konferencen, og som var en af de to kommuner, som deltog i de såkaldte selvstyreforsøg inden for skoleområdet: Vi havde i forvejen 25 forskellige skoler i kommunen, så skolerne har altid været forskellige.
Skal frisættelsesdagsordenen lykkes, kræver det en form for kontrakt mellem alle niveauer og styringsled i en offentlig organisation. Der er svært
Og så er det også sådan, at ikke alle medarbejdere ønsker frisættelse. Ledelsesmetoden er ikke for alle. Mange medarbejdere er opdraget i en kultur, hvor de er vant til at få vide, hvad de skal og pænt spørge ledelsen om lov. Det giver tryghed og en forudsigelig og stabil arbejdsdag. En ændring af det arbejdsmønster kræver i høj grad en kulturændring. Det kan være svært, men kompetenceudvikling kan være en fremgangsmåde, selv om den slags koster. Og måske skal vi heller ikke alle være lige frisatte.
Rammer og ledelse forsvinder ikke
Med øget frisættelse følger også nye udfordringer og opgaver. Ledere og institutioner skal klare mere på egen hånd. Mere frihed betyder mere ansvar og nyt opgavepres. Ikke mindst for institutionslederne. Hvis institutioner og ledere ikke skal overlades til sig selv, skal kommunerne understøtte dem og f.eks. sikre dem adgang til netværk og videndeling.
Frisættelse giver mulighed for at gentænke rutiner, vaner og praksis. Det indebærer, at flere skal lede i betydningen tilrettelægge og organisere deres arbejde og træffe professionelle valg, men frisættelse kræver fortsat rammer. Frisættelse sætter os ikke fri for ledelse. Kommunerne skal trække sig tilbage, men også stå bag os, som det blev formuleret af formanden for Skolelederforeningen. Frisættelse betyder altså ikke, at man bliver fri for ledelse og rammer. En vis grad af styring eller rammesætning vil fortsat eksistere.
Skal frisættelsesdagsordene fungere, er det afgørende med nye roller: Der er brug for politisk opbakning, og for at politikerne ikke blander sig i stort og små. Forvaltningen skal understøtte ledere og institutioner og f.eks. ikke kontinuerligt sætte nye projekter i gang. Skal frisættelsesdagsordenen lykkes, kræver det en form for kontrakt mellem alle niveauer og styringsled i en offentlig organisation. Der er svært. Normen i offentlige organisationer er uenighed. Det skal der fortsat være, da det jo også giver udvikling. Til gengæld skal der være enighed om den overordnede retning mellem de forskellige styringsled.
Giv os Danmark tilbage
Ældreministeren citerede også Natasjas Gi’ mig Danmark tilbage. Hun fortsatte ikke med næste linje, ”ligesom i de gamle dage.” Og det var måske meget godt. Frisættelsesdagsordenen handler ikke om, at man skal søge tilbage til professionsstyring, hvor de fagprofessionelle alene vidste bedst, og som i høj var den styringstankegang, som prægede perioden før New Public Management. Her bestemte skrankepaven eller skolelæreren. Borgere, elever og forældre var klienter. Javel hr. minister. Dengang fandtes der ikke evalueringer, brugerundersøgelser eller krav om at leve op til bestemte mål eller resultater.
Frisættelse handler om at finde den svære balance mellem øget frihed for de ansatte og institutioner, der giver større arbejdsglæde og bedre opgaveløsning, og så behov for politisk styring og ledelse, men på nye måder. Det er ikke et enten eller, men et både-og, som professor Kurt Klaudi Klausen formulerede det i sin diskussion af frisættelsesvirussen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og