POLITISK SIGNALVÆRDI // KOMMENTAR – Netop fordi Frederik Lind Køppen så entydigt er blevet lanceret som højreorienteret digter, er det svært ikke at fokusere på de ideologiske ledetråde. I Deadline forbandt han sig med militant serbisk nationalisme via sin t-shirt, og Køppens fortalere har netop fremhævet hans politiske værdi forud for den litterære.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Digteren Frederik Lind Køppen blev forleden herostratisk berømt, da han optrådte i DR-programmet Deadline iført en t-shirt med skrift og symboler, der repræsenterer den ultranationalistiske, serbiske tjetnik-bevægelse, som har stået bag massakrer og etniske udrensninger. T-shirtens politiske signalværdi oprørte selvsagt herboende personer med bosnisk baggrund, men fordømmelsen nåede også betydeligt bredere ud.
En genkommende debat i den kulturelle offentlighed går på om man kan adskille kunstneres politiske eller moralske overskridelser fra deres værker. Kan Hamsuns sene mesterværk På gengroede stier læses uafhængigt af hans hyldest til Hitler? Kan Hans Scherfigs geniale satiriske romaner adskilles fra hans samtidige stalinistiske forblændelse? De fleste vil nok svare: ja og ja.
Her er vi ikke blevet ansporet til at abstrahere fra politiske vildfarelser og fokusere på den store kunst. Tværtimod
Det paradoksale ved Frederik Lind Køppen er imidlertid, at hans iscenesættelse fra begyndelsen har formet sig som en slags omvending af den klassiske diskussion om politik og kunst, forfatter og værk. Her er vi ikke blevet ansporet til at abstrahere fra politiske vildfarelser og fokusere på den store kunst, tværtimod har Køppens fortalere netop fremhævet hans politiske værdi forud for den litterære.
Fravær af citater og kunstneriske træk
Når Rune Selsing i Jyllands-Posten hylder Køppen som »Danmarks bedste digter«, nævner han ikke et eneste formmæssigt, kunstnerisk træk ved digtene. Ligesom fraværet af citater fra Køppens tekster i Selsings klumme står i et mærkeligt misforhold til den lidenskabelige fejring af nationens angiveligt bedste poet. Selsing fremhæver derimod flere gange, at Køppens digte er »højreorienterede« og at de handler om »konkrete oplevelser med dyb dekadence eller multikultur og islam«.
Også Kasper Støvring betoner den politiske dimension i en artikel i Weekendavisen, idet han udråber Køppen til »radikalkonservativ«. Og som en positiv bestemmelse peger på, at »hans tekster raser mod masseindvandring, ghettoer, stofmisbrug, chemsex, Pride og OnlyFans, abort, humanitært hykleri og tab af det ophøjede«.
Det var et sindbillede på fortalernes politiske blik på digtene, da litteraturhistoriker Marianne Stidsen i Deadline svarede, at hun ikke havde sine »briller med i studiet« og derfor ikke kunne svare på Lars Bukdahls undrende spørgsmål om, hvor i Køppens tekst, der sker noget »formelt og energimæssigt«.
Ideologiske ledetråde
Netop fordi Frederik Lind Køppen så entydigt er blevet lanceret som højreorienteret digter, er det svært ikke at fokusere på de ideologiske ledetråde. I Deadline forbandt han sig med militant serbisk nationalisme via sin t-shirt.
Han har siden bedyret, at han udelukkende associerede tjetnikkerne med serbernes historiske kamp mod osmannerne, ikke med borgerkrigens udrensninger. Efterfølgende er et foto, hvor han poserer med pelshue foran graffitien »Kosovo er Serbien« og laver et serbisk-nationalistisk håndtegn blevet delt på sociale medier. Det understøtter, at han har affinitet til de stærkt højreorienterede miljøer, der betragter serbisk nationalisme som et symbol på forsvar af Europa og modstand mod islam.
En anden ledetråd: I Deadline markerer han en modstand mod »global zionisme«, en betegnelse der med sin diffuse verdensomspændende reference efterlader rum for konspirationsteorier og antyder et radikalt ståsted.
I et interview i Berlingske udtrykker Køppen desuden sympati for den yderliggående patriotiske bevægelse Generation Identitær, der længe har promoveret den truende fortælling om den store befolkningsudskiftning. Samtidig trækker han tråde tilbage til mellemkrigstidens anti-liberale, radikalkonservative tænkere: Oswald Spengler, Ernst Jünger og Carl Schmitt. Fra dem har han arvet en kulturpessimistisk undergangsfortælling, en modstand mod liberalisme og en opfattelse af politik som en kamp mellem ven og fjende.
Etnisk kamp
Et af de civilisatoriske forfaldstegn Køppen udpeger i Berlingske er »barnløse kvinder«, der er præget af »den enfoldige, kropslige nydelse og fraværet af det åndelige«. Hvis man »kerer sig om, at gruppen af danskere overlever«, må man ifølge Køppen håbe, at de vil underlægge sig Gud og åndeligheden. Det er symptomatisk, at selve nationens overlevelse er på spil, og at religionen ses som bolværk.
Zoomer man ind på den tekst Køppen udskreg i Deadline-studiet, er der nok mange seere, der havde svært ved at følge med i den rivende, springende ordstrøm. Når man sammenholder med den udgivne tekst, bliver det også klart, at Køppen helt bogstaveligt sprang mange ord og afsnit over i sin oplæsning. I den fulde tekst træder den etniske kamp man kunne ane konturerne af i oplæsningen langt tydeligere og mere konkret frem.
Teksten, som bærer titlen BLÅ ØJNE, BLÅØJET (ET PAR TURE I MYRETUEN), indledes med et leksikalsk afsnit om konkurrence mellem organismer i naturen. Afsnittet fortæller om forskellige arters kamp om begrænsede ressourcer og ender med at slå fast, at konkurrence mellem arter »kan føre til en reduktion af den anden arts reproduktionspotentiale, evt. eliminering af den anden art.« Det er altså den biologiske indgangsvinkel til den ildevarslende samfundsbeskrivelse, som begynder med ordene:
»DETTE ER EN TYRANNISÉR-ELLER-BLIV-TYRANNISERET-VERDEN AF ETNISKE ENKLAVER/ AF BIOLOGISKE SOLIDARITETER/ AF BLODBÅND/AF BLODDÅB/AF BLODOFRE«.
Samfundet beskrives som en socialdarwinistisk kampplads, hvor de uforanderlige grundpiller udgøres af blod, biologi og etniske modsætninger. I den oplæste version forblev det lidt abstrakt og uklart, hvem der var de konkurrerende arter. Det bliver til gengæld mere konkret i de udeladte passager, hvor det fx hedder:
»HVOR DU RÆKKER FATIMA OG FASHID EN LILLEFINGER OG DE TAGER HELE ARMEN«.
Fatima og Fashid fremstår ikke som enkeltindivider her, men som eksponenter for muslimer som sådan, og med den ordsprogsagtige logik træder de i stedet for fanden og bliver til dem, der altid udnytter de sociale relationer.
Myretuen som biologisk metafor
Der følger et nærbillede af en specifik københavnsk lokalitet, Mjølnerparken, som fremstilles som en totalitær zone med »tusinder øjne«, en altseende social kontrol og en islamisk kommandokæde: »alt du siger og gør vil lillebror sige til storebror, storebror til far, far til onkel, onkel til imam-bedstefar«.
Senere i teksten bliver det klart, at titlens »myretue« er en biologisk metafor for ghettoen: »nu åbnes alle ghettoens øjne, tuen vakt fra slummer, tuen har overhånden gennem plumpe tal, tuen har overhånden gennem enstemmig myre-vilje, tuen har overhånden, fordi tuen overvåger sig selv, tuen er mange, mange af de samme, og oprodet vælder tuen op og ned og frem og omringer burgøjser-børn, passet op med baseballbat…«.
En sort hær af myrer – ensartede, truende, viljestærke, voldsparate – der strømmer frem og ud og henover andre grupper; det er ghettoen. Mens titlens blå øjne er halvlukkede, liberalt slumrende, ser ghettoens tusinder af øjne skarpt, som i denne passage, der står i gæld til Frederik Vads udlændingepolitiske erkendelseslære: »øjne, øjne overalt, institutioner, Den Tredje Erkendelse, embeder undergravet indefra, krypteret chat, femte kolonne, vi bliver ved med at blunde, voksen vuggedød…«
Over for myretuens truende naturkraft, der primært beskrives som muslimsk, står der ikke en stærk, samlet nation, men derimod Køppens mareridtsvision af liberale individer fortabt i tomme, nydelsesfulde, selvoptagede rutiner. Derfor er civilisationen truet. Og undergangen nær. Vi kan ende med at blive elimineret som i indledningens biologiske nulsumsspil mellem arter.
Ny krystalnat
I slutningen af det Køppen læste op i Deadline opridsede han en modsætning. På den ene side: »ANTINATALISME, NIHILISME, HEDONISME«, der repræsenteres af de barnløse, åndsforladte, nydende kvinder. På den anden side ”EKSPLODERENDE FØDSELSRATER, STÆRKE OVERBEVISNINGER og ASKESE?«, som associeres med ghettoens »plumpe tal« og ikke-vestlige folkeslag. Og så spørger han, hvad sker der i mødet mellem de kræfter?
Svaret blev ikke givet i Deadline, men resten af teksten former sig som en serie af dystopiske tableauer af undertrykkelse, ødelæggelse, voldtægter, drab, knuste kranier og en »ny krystalnat«.
Bogen kommer ikke til at sætte nævneværdige aftryk i litteraturhistorien eller i den kulturelle sfære i øvrigt. Dertil er teksterne ikke stærke nok litterært
Rune Selsing mener, at der er tale om »et værk, der har potentiale til at ændre en generation«. Og Marianne Stidsen kalder det et »litteraturhistorisk momentum«. Jeg tror de tager fejl.
Det socialdarwinistiske syn på samfundet som en kamp mellem etniske grupper, der med biologisk nødvendighed strides på liv og død, kom af gode grunde i miskredit efter Anden Verdenskrig. Digtsamlingen og dens modtagelse vidner om, at det tankegods er genopstået i yderliggående højrefløjsmiljøer. Men bogen kommer ikke til at sætte nævneværdige aftryk i litteraturhistorien eller i den kulturelle sfære i øvrigt. Dertil er teksterne ikke stærke nok litterært – og idemæssigt er der snarere tale om et dystert ekko end et løfterigt nybrud.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og