IRAN & VESTEN // KOMMENTAR – Sociolog Aydin Soei advarer mod enhver form for vestlig indgriben i Irans politiske fremtid. Men udenlandsk indflydelse har aldrig været en parentes i Irans historie – den har været grundvilkår. Hvis vi vil forstå regimets overlevelse og oppositionens svaghed, må vi se på strukturer, ikke ønsker, skriver Trevor Madsen.
I en artikel offentliggjort på POV International advarer Aydin Soei mod enhver form for udenlandsk støtte eller indgriben i Irans politiske udvikling. Artiklen peger især på USA’s rolle i kuppet mod Mossadegh i 1953 og argumenterer for, at forandring kun er legitim, hvis den opstår indefra.
Jeg mener, at dette synspunkt både overser vigtige historiske strukturer og bygger på en forenklet ideologisk forestilling. Formålet med denne tekst er derfor at analysere og udfordre nogle af de centrale antagelser i Soeis artikel gennem historiske data og et strukturelt perspektiv.
Udenlandsk indblanding som strukturel faktor
Soeis fokus på 1953-kuppet er berettiget, men fremstiller udenlandsk indflydelse som en isoleret begivenhed. I virkeligheden har stormagters indblanding været en vedvarende faktor i Irans politiske historie: Fra Reza Shahs britisk-støttede magtovertagelse, til Anden Verdenskrigs afsættelse, og senere magtoverdragelsen fra shahen til Khomeini i 1979.
Frygten for en ny Pahlavi er derfor ikke kun ubegrundet, men vidner også om en manglende tillid til folkets egen politiske dømmekraft og til, at historiens kurs sjældent gentager sig med samme aktører
Endda den Islamiske Republiks fortsatte eksistens kan anskues som resultat af vestlige stormagters strategiske accept. For hvis Khomeini virkelig havde udgjort en trussel mod Vesten, ville CIA have gentaget scenariet med kuppet mod Mossadegh.
Ikke desto mindre ser vi, at næsten 50 år efter Khomeinis magtovertagelse eksisterer hans styre stadig i praksis, trods dets anti-vestlige retorik. Dette perspektiv forklarer udenlandsk indflydelse ikke som en enkeltstående moralsk begivenhed, men som en strukturel faktor i Irans politiske skæbne.
Legitimitet og undertrykkelse: Et komparativt blik på regimerne
Artiklen karakteriserer Pahlavi-regimet som ”ekstremt undertrykkende”, men undlader at sammenligne med undertrykkelsen i den Islamiske Republik. Data og vidnesbyrd viser, at tusindvis af politiske fanger blev henrettet i 1980’erne, og at eksil og tavshed blev den eneste overlevelsesstrategi.
Under shahen fandtes undertrykkelse, men også rum for skjult opposition og intellektuel aktivitet. Forfatterens egen familieskæbne – en far, som ikke flygtede fra Iran i 1970’erne, men i 1980’erne undslap de omfattende henrettelser under det nye regime, og hvis søn i dag arbejder som sociolog i Danmark, illustrerer tydeligt denne forskel.
Det, der skulle have været en fejring, udviklede sig til seks dages protester mod Khomeinis varslede indgreb i kvinders rettigheder. Foto: Wikimedia Commons
Denne historiske realitet viser, at niveauet af undertrykkelse under den Islamiske Republik ikke kan sammenlignes med – den overstiger i realiteten det, der fandtes under Pahlavi-styret. En komparativ analyse af disse to politiske systemer er derfor nødvendig – og analyser, der udelukkende bygger på propagandafortællinger eller personlige erindringer og familiemæssige erfaringer, kan ikke erstatte en historisk vurdering baseret på feltdata og dokumenterbare kilder.
Det internationale samfund: Ansvar eller illusion?
Soei advarer mod udenlandsk indgriben, men rummer samtidig en implicit forventning om, at Vesten bør reagere. Denne ambivalens belyser et bredere problem: Forventningen om moralsk ansvar fra de samme stormagter, der historisk har tjent på status quo. Erfaringer fra Irak, Afghanistan og Libyen viser, at velmenende interventioner ofte har skabt kaos snarere end frihed.
Ydermere afslører det internationale samfunds selektive og diskriminerende adfærd, at sloganer som “global støtte til befolkningerne” ofte fungerer som instrumenter for geopolitiske interesser snarere end universelle principper. Mange lande lever under ekstrem undertrykkelse uden at blive nævnt i medierne eller få nogen form for støtte fra internationale institutioner. Derfor er fravær af indblanding mere gavnligt end nærvær.
Eksiloppositionens rolle og begrænsning
Soei afviser Reza Pahlavi og eksiloppositionen som illegitime. Det er delvist korrekt – fraværet af folkelig opbakning og konkrete politiske programmer gør dem ineffektive. Men analysen stopper der. Et centralt punkt, som ofte negligeres i disse debatter – og som også synes at ligge som en uerkendt præmis i artiklen – er frygten for, at monarkistiske strømninger og navne som “Pahlavi” igen skal vinde indpas i det politiske rum.
Samtidig er det naivt at forvente moralsk ansvar fra stormagter, hvis primære drivkraft er strategisk dominans
Her synes en beroligelse på sin plads: Det er i dag åbenlyst, at hverken Reza Pahlavi eller nogen anden fra den tidligere kongeslægt reelt står på den geopolitiske dagsorden. Vestens diplomatiske fløjt for hans sag er mere symbolsk end reel. Den samme globale magtstruktur, der i 1979 satte punktum for hans fars æra, har ingen interesse i at tilbageføre hans søn.
Frygten for en ny Pahlavi er derfor ikke kun ubegrundet, men vidner også om en manglende tillid til folkets egen politiske dømmekraft og til, at historiens kurs sjældent gentager sig med samme aktører.
Vejen til forandring går gennem erkendelse af magt
Soeis artikel indeholder vigtige advarsler mod udenlandsk manipulation, men forholder sig for snævert til historiske og strukturelle fakta. En nuanceret analyse viser, at udenlandsk indflydelse har været gennemgående, ikke episodisk. Samtidig er det naivt at forvente moralsk ansvar fra stormagter, hvis primære drivkraft er strategisk dominans.
Hvis man virkelig ønsker at forstå Irans nuværende tilstand og mulige fremtid, må man frigøre sig fra den moralsk-didaktiske forestilling om folkelig renhed og vestlig skyld. I stedet bør fokus rettes mod de underliggende magtstrukturer og geopolitiske realiteter, som former både regimer og opposition.
Først når disse forhold tages alvorligt, kan man forstå, hvad der reelt står i vejen for forandring – og hvorfor vestlig indblanding ikke blot er et historisk faktum, men også en nutidig og systemisk faktor i Irans politiske skæbne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og