MURENS FALD // SERIE – DDR var tilsyneladende selve billedet på politisk stabilitet, mens Glasnost og Perestrojka havde præget det offentlige liv i Sovjetunionen, Ungarn, Polen og Tjekkoslovakiet i stigende grad siden 1986. Men da det regerende socialistiske enhedsparti (SED) begyndte at miste kontrollen over befolkningen, gik det uventet stærkt. I ugerne op til Murens fald viste alle forsøg på at dæmme op sig forgæves.
Situationen var eksplosiv i Leipzig i oktober 1989. Siden begyndelsen af 1980’erne havde et mindre antal indbyggere samlet sig i Nikolai Kirke til fredsbøn hver mandag aften. Det var under indtryk af den truende raketoprustning i Europa. Men trods kirkens uvilje mod at blive blandet ind i egentlige demonstrationer, blev mandagsbønnen fra 1987 udgangspunkt for fakkeltog langs den 3,6 km lange Stadtring. Det udviklede sig til centrum og symbol mod den folkelige modstand mod styret.
I juni havde det kinesiske styre reageret på demonstrationer med en brutal massakre på Den Himmelske Freds Plads. Da 70.000 østtyskere med fakler 9. oktober om aftenen startede deres fakkeltog på ringgaden i Leipzig, var usikkerheden stor. ’Vi frygtede, at partiledelsen ville vælge en ’kinesisk løsning’ og undertrykke demonstrationen’, siger den nu 75-årige Gisela Kallenbach.
Erich Honecker reagerede med uforstand. Han forstod ikke Mikhail Gorbatjovs advarsel ved statsjubilæet 7. oktober. ’Den, der kommer for sent, bliver straffet af livet’
Ledelsen var også i vildrede om, hvordan den skulle reagere. To dage i forvejen var DDR’s 40 års statsjubilæum udartet til en demonstration mod partichef Erich Honecker og for den sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov. ’Gorbi, Gorbi’, lød det ved Republikkens Palads, mens Honecker stod med stram mine. Han virkede forbløffet og i vildrede, og den øvrige partiledelse var ved at være klar over, at den havde mistet grebet om befolkningen.
Ingen troede på en genforening
På det tidspunkt drømte de færreste om en genforening. En af arrangørerne, kabaretisten Bernd-Lutz Lange sagde i år: ’Nej, nej, vi gik ikke på gaden for genforeningen, den kunne ingen forestille sig, vi ville have pressefrihed, meningsfrihed og rejsefrihed. Det drejede sig om et reformeret DDR’.
’Vi var møgtrætte af styret og dets propaganda. Sandheden var, at Leipzig var forfærdelig forurenet. Luften stank. I de dage havde jeg indtryk af, at det var, som om befolkningen var vågnet op fra en form for letargi eller tornerosesøvn’, siger en anden medorganisator, Uwe Schwabe.
I Leipzig var der udkommanderet 3000 medlemmer af folkepolitiet, 8.000 bevæbnede og regimetro arbejdere fra bedriftshjemmeværnet (kaldet kampgrupper), 1500 soldater fra folkearmeen og 5.000 andre med tilknytning til regimet. I byens udkant holdt pansrede mandskabsvogne, og der var masser af skydevåben. Så sent som 6. oktober havde Leipziger Volkszeitung citeret en kommandør af en ’kampgruppe’: “Vi er parate til effektivt at beskytte staten. Om nødvendigt med våben i hånden”.
Fakkeltoget skulle forhindres
Kampgrupperne havde ordre til at forhindre demonstrationen, men havde ikke fået ordre om at skyde. ’Hvis bare en officerer havde mistet nerverne, eller en demonstrant havde kastet en sten, var det løbet løbsk’, siger historikeren Rainer Eckert. Men det skete ikke. Stærkt bidragende var, at tre fremtrædende borgere fra Leipzig havde mødtes med den lokale partiledelse om eftermiddagen og aftalt en fælles appel om, at demonstrationen skulle forløbe fredeligt. Partiledelsen ville først ikke være medunderskriver, men gav klogelig efter.
De lokale sikkerhedsstyrker vidste ikke rigtig, hvordan de skulle tackle 70.000 demonstranter, og ledelsen i Leipzig fik ingen anvisninger fra Berlin, som stadig forekom lammet efter lørdagens mislykkede festligheder. Først da fakkeltoget fredeligt omkransede næsten hele bykernen, kom der besked fra Berlin. Det var fra Egon Krenz, partiets ansvarlige for indre sikkerhed, som meddelte, at der ikke skulle gribes ind. Det har han siden rost sig selv for.
‘Wir sind das Volk’
Historikere tvivler på, om det var Krenz, der reddede situationen. Men flere af dem betragter 9. oktober i Leipzig som begyndelsen til enden. Det var i Leipzig, at parolen ’Wir sind das Volk’ (vi er folket) blev formuleret. Et lån fra et revolutionsdigt fra 1848. 16. oktober var der 120.000 demonstranter fra store dele af Østtyskland. 23. oktober var det 300.000.
Det var Egon Krenz, der formelt havde ansvaret 9. oktober, men han sad og fulgte begivenhederne i Leipzig sammen med partiets generalsekretær, 77-årige Erich Honecker samt formanden for partiet i Berlin, Günter Schabowski. Honecker havde været sygemeldt fra april til september og forstod ikke den voksende uro.
Leipzig var en foreløbig kulmination på en række begivenheder, der gradvist svækkede regimet og gav befolkningen mere selvtillid. Flere faktorer er skyld i, at en folkelig revolution for første gang kunne slå igennem på tysk jord. Der var Mikhail Gorbatjovs reformer, den økonomiske krise, masseudvandringen via Ungarn og andre nabolande, utilfredshed med den åbenlyse valgsvindel ved kommunalvalgene og forbuddet mod det populære sovjetiske tidsskrift Sputnik.
Nej tak til russiske tapeter
Gorbatjovs reformer fik styret til at føle sig isoleret i Østblokken, men også til at føle, at grunden var ved at skride under det. Kommunistpartiets chefideolog og indpisker, Kurt Hager, gav 9. april 1987 et interview til det vesttyske blad Stern, hvor han afviste Gorbatjov. ’Hvis Deres nabo tapetserer sin bolig, ville De så også føle Dem forpligtet til at tapetsere Deres egen’, spurgte han. Det gav ham omgående det spottende tilnavn Tapeten-Kutte.
Det næste prestigetab kom, da styret i november 1988 forbød udbredelsen af Sputnik, østtyskerne måtte ikke længere læse et blad fra ’socialismens moderland’. Sputnik havde skrevet for positivt om Glasnost og Perestrojka. Mens Honecker var sygemeldt, blev der i maj 1989 holdt kommunalvalg.
Som sædvanlig kunne vælgerne stemme ja eller nej til en ’enhedsliste’, opstillet af det socialistiske enhedsparti (SED) med et par ’uafhængige’ kandidater fra bondepartiet, de liberale eller nationalisterne. Der var valgpligt og i årevis havde styret meldt om 99 pct. ja til ’enhedslisten’. Men det var befolkningen trætte af i 1989, og selv om chefen for valghandlingen, Egon Krenz, nøjedes med at reklamere en ’valgsejr’ på 98 pct., så bredte uroen sig. I flere valgdistrikter havde vælgerne benyttet deres ret til at overvære optællingen, og de kunne dokumentere, at valgresultatet var forfalsket.
Jerntæppet blev gennemhullet
Den første masseflugt kom 19. august, hvor de ungarske reformkommunister lavede et åbning i Jerntæppet på grænsen til Østrig. Tusinder af ungarere og østrigere hilste på hinanden. Men hundredvis af østtyskere på ferie benyttede den uventede chance til at flygte til Vesten. I september blev grænsen officielt åbnet. 25.000 østtyskere, mange veluddannede, flygtede. Samtidig var de tyske ambassader i Tjekkoslovakiet og Polen overbefolkede af østtyskere, der søgte asyl.
Erich Honecker havde ikke meget at sige, og da hans afgang kom til afstemning, meddelte han, at han ’efter kommunistisk skik og brug’ ville stemme sammen med flertallet. Det bliver kupmagerne, Krenz og Schabowski, der kom til at stå med ansvaret for Murens fald
Erich Honecker reagerede med uforstand. Han forstod ikke Mikhail Gorbatjovs advarsel ved statsjubilæet 7. oktober. ’Den, der kommer for sent, bliver straffet af livet’. Heller ikke advarslen om, at Sovjet støttede DDR, men lagde lige så stor vægt på samhandel med Vesttyskland. Selv Stasi-chefen Erich Mielke vidste, at forandring var nødvendig. ’Vi kan da ikke begynde at skyde fra kampvogne’, sagde han i politbureauet.
Allerede i forsommeren havde en sammensværgelse mod Honecker så småt været på tale. Konspiratorerne, først og fremmest kronprinsen Egon Krenz og formanden for Berlins SED, Günter Schabowski, var klar over, at tiden var ved at løbe ud. Formanden for fagbevægelsen, Harry Tisch, blev sendt til Moskva for at underrette Gorbatjov, der blot sagde: ’Held og lykke’.
Honecker stemte for sin afgang
17. oktober skulle politbureauet holde et ordinært møde. Erich Honecker kom som en af de sidste og gik høfligt rundt og gav hånd. Men inden han kunne tage ordet, foreslog ministerpræsident Willi Stoph en ændring af dagsordenen. Første punkt, afskedigelse af Erich Honecker som generalsekretær og statsrådsformand. Ikke en af Honeckers støtter forsvarede ham. ’De havde mærket, hvad vej vinden blæste, så de forsvarede ham ikke, men krævede også hans afgang’, har Günter Schabowski fortalt.
Erich Honecker havde ikke meget at sige, og da hans afgang kom til afstemning, meddelte han, at han ’efter kommunistisk skik og brug’ ville stemme sammen med flertallet. Det bliver kupmagerne, Krenz og Schabowski, der kom til at stå med ansvaret for Murens fald.
SERIE: Diktaturet Der gik Rabundus
Diktaturet Der gik Rabundus: Hundekiks, kondomer og fuglefoder til systemkritikere – #1
Diktaturet Der gik Rabundus: Det socialistiske paradis var et arbejdende museum – #2
Diktaturet Der gik Rabundus: Orwells 1984 var hverdag i Østtyskland – #3
Diktaturet der gik Rabundus: ‘Vi opererer dig, når du har fortalt os alt’ – #4
Diktaturet Der gik Rabundus: Fra frygt og angst til undergang i spot og spe – #5
Topfoto: DDR gik sin undergang i møde med pomp og pragt ved 40 års jubilæet 7. oktober. Erich Honecker står tv for generalen med sildesalaten. Og til venstre for Honecker står Mikhail Gorbatjov, Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
