I det meste af mit voksne liv har jeg samlet på Black Memorabilia. Det er fællesbetegnelsen for disse kuriøse samlerobjekter, der på en eller anden måde afbilleder sorte mennesker. Personer af afrikansk oprindelse. Europæiske og amerikanske samlerobjekter fra en svunden, stærkt racistisk tid, der viser disse sorte som de hvide forestillede sig dem. Stærkt karikerede afrikanere, der gerne udstrålede enfoldighed, servilitet, barnlighed og alle disse egenskaber, man ønskede at forbinde med sorte slaver og deres efterkommere. Disse karikerede sorte fandt man genspejlet i børns legetøj, reklamer for kolonialvarer, køkkengrej, postkort, vægudsmykninger, you name it. Herhjemme vil mange måske nikke genkendende til den mekaniske sparebøsse, ”Jolly Nigger Bank”, der fra 1882 og frem blev produceret af The Shepard Hardware Manufacturing Company i Buffalo, New York, og i stort tal eksporteret til Europa.
Engang var disse genstande helt naturlige. Ingen løftede et øjenbryn over dem. Men i forlængelse af de sortes borgerretskamp i USA og den generelle større forståelse af racismens uvæsen på begge sider af Atlanten, blev al denne Black Memorabilia gemt væk. Fandt disse levn fra fortiden vej til en antikvitetshandler, blev de gemt bort under disken. Det var noget, man diskret skulle spørge efter. Stod genstandene undtagelsesvis i et butiksvindue, kunne butiksejeren være sikker på at blive skældt hæder og ære fra af personer, der var blevet krænkede.
Eftertragtede samlerobjekter
Sådan er det ikke længere. I 1980’erne blev det ligefrem moderne blandt sorte amerikanere at samle på Black Memorabilia. Ud fra devisen om, at disse genstande skulle reddes; skulle frem i lyset; for dermed at kunne vise de opvoksende generationer, hvordan hverdagsracismen engang havde været. Blandt storsamlerne af Black Memorabilia var afrikansk-amerikanske ikoner som tv-stjernen Oprah Winfrey, skuespilleren Whoopi Goldberg, filminstruktøren Spike Lee og nu afdøde popstjerne Michael Jackson. Foruden den nu noget detroniserede komiker Bill Cosby.
Med den stigende efterspørgsel på Black Memorabilia, strøg priserne i vejret. Først blev det amerikanske marked støvsuget for dem, og sidenhen også det europæiske. Jeg har sikret mig, hvad jeg kunne, mens tid var. Ikke mindst som led i min årelange interesse for de sortes historie i Europa og Danmark – og dermed også racismens skiftende ansigt her i landet gennem århundrederne.
Neger-debatterne
Som farvet person – søn af en dansk mor og en ghanesisk far – har dette min naturlige interesse. Som journalist min professionelle. Har gennem årene gjort hvad jeg kunne for at forklare de historiske sammenhænge af racismen – også i det opfang, den har været til stede i Danmark.
Har selvfølgelig også deltaget i de tilbagevendende ”neger-debatter”, der med forudsigelig regelmæssighed dukker op på de sociale medier. Min holdning har altid været, at ”neger” er en forældet betegnelse for en person af afrikansk oprindelse. Den er stødende for mange af os, den skal beskrive. Og når den er det, bør man afstå fra at bruge ordet. Modargumentet er altid dette: ”Jamen, ”neger” kommer jo bare af ”niger”, den latinske betegnelse for sort. Så det er der ikke noget galt i”. Mit modsvar er så: ”Ja tak, men ”nigger” er altså også afledt af det latinske ”niger”. Men det gør ikke, at dette ord er acceptabelt at bruge”.
Min holdning er klar: Folk må lære at lade de folk, debatten drejer sig om, bestemme, hvad de ønsker at blive kaldt. Og acceptere det, når folk af afrikansk oprindelse forklarer, at de altså ikke ønsker at blive kaldt ”neger”.
Den journalistiske brug
Noget andet er, hvornår man i en journalistisk sammenhæng må bruge ordet ”neger” – eller for den sags skyld ”nigger”. Det må man, mener jeg, når det har en klar relevans for den pågældende historie. Som nu for eksempel her i weekenden, da POV-skribenten Elmas Berke brugte betegnelsen ”house nigger” i en artikel. Den hed ”SF kæmper historisk kamp – kritikerne råber ’house niggers’”. En fortælling om, hvordan moderate muslimer i stigende grad her i Danmark bliver nedgjort som ”house niggers” af deres modstandere.
Jeg var en af de POV-folk, der var med til at redigere artiklen. Og jeg fandt det højst relevant at bruge betegnelsen ”house nigger” i en artikel, der behandlede misbrugen af denne betegnelse. Et levn fra slavetidens amerikanske sydstater, hvor hvide plantageejere havde ”field niggers”, der sled og slæbte i bomuldsmarkerne, og så de mere privilegerede ”house niggers”, der boede og arbejdede i plantagens hovedhus. De sidstnævnte blev derfor uvægerligt beskyldt for at lefle for deres hvide herrer i håb om at opretholde deres privilegerede status i forhold til de marknegre, de angiveligt så ned på.
Udskamning
Det varede nu ikke længe før en afrikansk-amerikansk kvinde, Lesley-Ann Brown, gjorde sin kritik af POV’s disposition gældende på vor Facebookside. Hun følte sig krænket over, at Elmas Berke – oven i købet en skribent af muslimsk oprindelse – havde brugt ”N-ordet”. Elmas Berke og POV’s brug af ordet, viste, hævdede Brown, ”den høje grad af ligegyldighed, personer af afrikansk oprindelse må leve med”. Både Berke og POV skulle ”skamme” sig.
Lesley-Ann Brown mindede mig egentlig om de afrikansk-amerikanere, der for årtier tilbage blev stødt over at se en ”Jolly Nigger”-sparebøsse i en antikvitetshandlers vindue. Disse mennesker, der for længst er blevet overhalet af de sorte, der samler på disse racistiske genstande, og vil have dem frem i lyset. Netop for gennem dem at kunne forklare racismens uvæsen for nye generationer.
Jeg svarede Brown, at jeg – Philip Kweku Amankwa Sampson – skam selv var af afrikansk oprindelse. Og at jeg havde fundet, at Elmas Berkes brug af den kontroversielle betegnelse, var relevant i den sammenhæng, hun havde brugt den i. Dette førte imidlertid til en påstand om, at jeg var ”skadelig for alle af afrikansk oprindelse i Danmark, der kæmper for menneskerettigheder”. Hvorefter Brown inviterede African Empowerment Center (AEC) ind i diskussionen.
Hottentot-karrusellen
AEC er en interessegruppe for personerne af afrikansk oprindelse bosat i Danmark. Det var den, der sidste sommer opnåede nogen medieomtale ved at beskylde Djurs Sommerland for racisme, fordi den havde en forlystelse ved navn Hottentot-karrusellen.
Det var i mine øjne et noget populistisk fremstød, der for mig mest af alt vidnede om AEC-folkenes manglende forståelse af det samfund, de lever i. Jeg har til fulde forståelse for, at Hottentot-karrusellen var kikset. Lidt dumsmart, faktisk. Men at fare så fordømmende frem, som AEC gjorde, var ikke særlig gavnlig for debatten.
Og jo, jeg kan til fulde min ”Hottentot-historie”. Kender smerten, der er forbundet med det navn.
Jeg var nok den eneste i dansk presse, der i dybden beskæftigede mig med ”Hottentot Venus”, da hendes jordiske rester i 2002 blev returneret fra Frankrig til Sydafrika. Hendes virkelige navn var Saartjie Baartman. Hun var medlem af det sydafrikanske khoisan-folk – dem, der tidligere blev kaldt hottentotter eller buskmænd. Hun havde steatopygia – ekstrem forstørret bagdel – og blev af samme grund lokket til Europa i begyndelsen af 1800-tallet og udstillet på den mest nedværdigende og hjerteskærende måde. Saartjie Baartmen døde i Paris i 1815, hvorefter hendes lig blev udstillet videre på et museum.
Buskmanden Joncka
”Hottentot Venus” blev en sag i Sydafrika, da de sorte under præsident Nelson Mandela kom til magten i landet. Man ville have hende hjem. Og det fik man så under stor mediebevågenhed i 2002. Det var den sommer, hvor jeg fandt frem til en khoisan, der var død i Danmark i forbindelse med, at også han var blevet udstillet af hvide impresarioer.
Der var tale om ”buskmanden Joncka”, der døde den 16. december 1858 i Vejle. Og blev begravet på den lokale kirkegård. Min opdagelse af denne glemte khoisan-mand, blev dengang taget op af Mandela-regeringen med tanke på hjembringelse af også hans jordiske rester. Dette strandede imidlertid på, at det ikke var muligt at lokalisere Jonckas sløjfede gravsted på kirkegården i Vejle.
Jeg mener dog at historien om ”hottentotten” og ”buskmanden” Joncke gjorde mere til at lære danskere om racismens historie, end at ”shame” – udskamme – samme danskere for at bruge en tåbelig karrusel i Djurs Sommerland.
”Mit folk”
Jeg havde ikke megen forståelse for Lesley-Ann Brown. Og slet ikke, da hun oven i købet skød mig i skoene, at jeg ingen forstand havde på sort historie. Som hun bl.a. skrev i forlængelse af, at jeg fastholdt, at det var relevant i den pågældende POV-artikel at benytte betegnelsen house nigger: ”I advise you to study the movement and struggle of your people to see why this is a no go.”
Mit folk? Min afrikanske baggrund? Okay, så tager vi den lige hurtigt. Tilbage til Ghana, dengang det hed Guldkysten.
Min tip-tip-oldefar var Amankwatia, den legendariske krigsminister og general for ashantierne, et af Afrikas mest sofistikerede og respekterede krigerfolk. Det var ham, der stod i spidsen for Slaget ved Amoaful i 1874 – ashantiernes sidste store militære konfrontation med den britiske hær. 2500 britiske soldater skulle der til for at besejre ashantierne ved dette slag. Amankwatia giftede sig med Otua, en tilfangetagen prinsesse fra Fanti-folket. Meget mod hendes vilje. Hun var jo reelt krigsfange. De fik en datter, min tipoldemor Yaa-Ko-Koama. Navnet betyder ”På grund af krig”, og det var den viljestærke Otua som krævede, at hendes datter fik netop dette navn. Yaa-Ko-Koama giftede sig med endnu en Amankwatia, en høvding ved det magtfulde ashantihof i Kumasi. Parret fik en datter, min oldemor Ama Entwiwaa. Hun voksede op og blev gift med Barima Kobina Bekoe, også høvding ved ashantiernes hof. De fik sønnen Kweku Amankwa – min farfar. Da han blev 18 år, sendte ashantierne ham ned til Mankessim – Fantifolkets hovedby. De gav ham 99 slaver med som en gestus til fantierne. Min farfar blev derefter indsat som fantiernes overhoved – under regentnavnet Nana Aduku Ababio III af Mankessim.
Slavernes Kyst
Og hvad har alt dette så med noget som helst at gøre? Jo, ashantiernes krige med nabofolkeslag var hele vejen op igennem 1600-, 1700- og 1800-tallet det, der genererede slaver. Tilfangetagne modstandere. Det var disse fanger, der blev solgt til den perlerække af slaveforter, der lå hele vejen langs Guldkystens strande. Ashantierne og fantierne leverede millioner af disse fanger til de europæiske slaveforter. Afrikanerne og europæerne havde ganske vist et forskelligt koncept af, hvad slaver egentlig var for en størrelse. Hvordan man behandlede dem. Men dette var under alle omstændigheder, hvad der skete. Mine afrikanske forfædre var dybt involveret i slavehandlen. Jeg kender den historie ret indgående. Jeg har besøgt alle slaveforterne i Ghana. Christiansborg, Elmina, Prinsensten, Cape Coast Castle og hvad de nu alle sammen hedder. Har været nede i de kolde, fugtige, mistrøstlige fangekældre, hvorfra afrikanere i deres bedste alder blev sendt ud gennem brændingen til de ventende danske, engelske, svenske, hollandske og spanske slaveskibe.
Jeg har stået og observeret de sorte amerikanske turister komme i turistbus efter turistbus for at se, hvor deres forfædre blev udskibet fra. Set sorgen i deres ansigter. Forstår godt dette på alle måder sorte kapitel i menneskehedens historie. Denne handel med og ringeagt for mennesker af afrikansk oprindelse, der lagde grunden til den racisme, vi desværre stadig ser i dag.
Det er en historie, der skal fortælles. Den skal forklares. Den skal forstås. Og det kan den ikke, hvis vi skal ”shames” og mistænkeliggøres så snart vi drister os til at anvende eksempelvis betegnelsen ”house nigger” i en POV-artikel.
—————–
Top foto: “Jolly Nigger”-sparebøsser fra Philip Sampsons samling af Black Memorabilia.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Kunne du lide min artikel? Så kan du donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
