Diktaturet Der gik Rabundus: Fra frygt og angst til undergang i spot og spe – #5

af i Historie/Politik & Samfund

MURENS FALD  // SERIE – DDR havde 500.000 regimetro kommunister under våben. 400.000 sovjetiske soldater var stationeret i landet. Indbyggerne blev holdt under kontrol af 218.000 medlemmer af forskellige organer til opretholdelse af den indre sikkerhed, herunder det frygtede Stasi. Alligevel visnede diktaturet væk i løbet af få måneder, og 9. november 1989 blev den forhadte mur i Berlin gennembrudt. Journalist Nils-Christian Nilson skildrer i en serie i POV diktaturets sidste dage.  

Kontrasten kunne ikke være større. Endnu 9. november 1989 om aftenen var det hemmelige politi, Stasi, en ubehagelig trussel mod enhver østtyskers sikkerhed og frihed. Fire dage senere sluttede det ynkeligt og jammerligt. 91.015 hemmelige agenter havde tilsyneladende holdt DDR i et jerngreb, men Murens fald efterlod Stasi i usikkerhed, tvivl og mismod. Det kom markant til udtryk, da ministeren for statssikkerhed, Erich Mielke, 81, talte på et hasteindkaldt møde i Folkekammeret 13. november. Som sædvanligt talte han til ’genossinnen und genossen’ (kammeratinder og kammerater), men han blev afbrudt af et arrigt: ’Hold op med at sige kammerater, vi er ikke alle kammerater herinde’.

Konsterneret søgte Erich Mielke efter ordene, og så kom der en udtalelse (der ofte er fejlciteret): ’Jeg elsker – jeg elsker dog alle – alle mennesker – altså jeg elsker dog – jeg sætter mig altid ind for det’. Han virkede som en svækket og desorienteret olding, og da vestlige journalister begyndte at udspørge ham i forhallen svarede han diffust, og han havde selvfølgelig aldrig været i en tilsvarende situation.

Beundrede Stalins terror

Mere end nogen anden havde Erich Mielke gjort DDR til en politistat, og mere end nogen anden var han ansvarlig for opbygningen af et styre, der var præget af selvretfærdighed, omfattende mistillid til alle og en fremhævelse af had, som et nødvendigt led i ’klassekampen og kampen mod bourgeoisiet’. Erich Mielke opfattede MfS som en direkte efterfølger af tjekaen, det hemmelige sovjetrussiske politi, der blev grundlagt i 1917 og havde millioner af menneskeliv på samvittigheden. Da Sovjetunionen i 1987 begyndte at blotlægge tjekaens (senere KGBs) forbrydelser, sagde Mielke beklagende til en sovjetisk general, at det var et angreb mod grundlaget for hele DDRs styre.

Allerede i børnehaven lærte de små, at de skulle elske staten højere end deres mor, og de blev vænnet til ikke alene at spise, men også til at sove og gå på toilettet på samme tid

Hadet præger i den grad den hemmelige ordbog for ansatte i Ministeriet for Statssikkerhed (MfS), at det stadig fremkalder kvalme og desværre minder lidt om visse nutidige politikeres sprogbrug. Under ’had’ hedder det i ordbogen, som alle rekrutter fik gennemgået under oplæringen i Stasis skole i Potsdam: ’En intensiv og dyb følelse, der i det væsentlige kan medbestemme menneskets handlinger. Det afspejler altid modstridende medmenneskelige forbindelser og er i samfundslivet det følelsesmæssige udtryk for den uforsonlige klassemodsætning mellem arbejderklassen og bourgeoisiet’.

Ministeriet for Statssikkerhed fyldte 35 år i 1985, og det blev ’fejret’ ved, at medlem af politbureauet, og senere kortvarig partileder, Egon Krenz, overbragte partiets ’kampberedte hilsner’ til minister Erich Mielke (th). Foto: Wikimedia Commons, Forbundsarkivet.

Had bliver fremhævet som en værdifuld egenskab, fordi man ikke kunne lade sig nøje med ’afsky og afvisning’, men had ’forbindes med et ønske om at udslette eller beskadige fjenden’. Had beskrives som ’en væsentligt, bestemmende komponent af den tjekistiske (stalinistiske) erkendelse, og et afgørende grundlag for den lidenskabelige og uforsonlige kamp mod fjenden’.

Hadet legitimerede enhver handling

Historikeren Dirk Schindelbeck skriver: ’Med en sådan definition gives der intet, som ikke lader sig retfærdiggøre – fra løgn over afpresning og frihedsberøvelse til mord. Ens egne handlinger bliver derved betragtet som en nødvendigt middel til målet, hvorved fjenden, her ’klassefjenden’ diskvalificeres, ikke alene på grund af hans ’forkerte opfattelse’, men også fordi han tilskrives moralsk forkastelige grunde’.

I Dresden blev Stasis hovedkvarter stormet. Da demonstranterne ville storme KGB’s kontorer, blev de afvist af en rasende officer, der truede med at skyde. Det var Vladimir Putin

Stasi skelnede ikke mellem ’utilfredse borgere’ og ’fjendtlig-negative kræfter’, og herunder faldt indbyggere, der ’overdrev DDRs mangler, vanskeligheder og udviklingsproblemer’. Til fjenderne hørte borgere, der ’misbrugte deres legale muligheder’ og udbredte ’politisk-ideologisk uklare skrifter’. Kun partilinjen talte, alt andet blev kategoriseret som fjendtligt.

Netop denne bevidste skabelse af had gjorde DDRs system langt mere umenneskelig end selve antallet af politifolk, agenter, stikkere, grænsevagter, spioner og andre tjenere af styret antydede. De blev alle indpræget et menneskesyn, som alene kategoriserede enhver form for kritik, eller anmodning om udrejse, som en fjendtlig handling, der kunne undertrykkes med alle midler. Det førte i 1950’erne til en modbydelig fysisk brutalitet over for ’anderledes tænkende’, og efter den tysk-tyske afspænding i 1973 blev brutaliteten erstattet af en lige så modbydelig psykisk og psykologisk nedbrydning (zersetzung) af ’klassefjenden’.

Overgik Gestapo i antal

I en særskilt artikel beskrives forholdene i Stasis centrale undersøgelsesarrest, Hohenschönhausen i Berlin, men også efter at systemkritikere havde aflagt tilståelse, fortsatte nedbrydningen af deres personlighed og karakter i fængslerne, hvoraf Bautzen var det værste.

Statistikken viser antallet af fastansatte i Stasi. DDR blev internationalt anerkendt i 1973 og det medførte flere påvirkninger fra udlandet. Stasi reagerede med en kraftig udvidelse af antallet af ansatte.

Da Mikhail Gorbatjovs afspændingspolitik fra 1986 begyndte at give østtyskerne håb, medførte det kun en forøget kontrol og flere ansættelser i de forskellige sikkerhedstjenester. Man skal være forsigtig med historiske sammenligninger, men alligevel. I 1944 kontrollerede 33.000 ansatte i Gestapo ca. 70 mio. tyskere. I 1989 kontrollerede 91.015 ansatte i Stasi 16,4 mio. indbyggere. Men dertil kom 47.000 grænsetropper under Forsvarsministeriet samt 80.000 ansatte i det såkaldte folkepoliti, transportpolitiet eller beredskabspolitiet. Dertil kom Stasi’s 173.000 IM, det vil sige uformelle medarbejdere, som skulle berette om ’fjendtlige tendenser’ på arbejdspladser, i omgangskredsen eller i kvarteret.

Kunne aflytte 20.000 telefoner

Hele denne overvågning skabte et samfund, der byggede på mistillid. Hvis 100 mennesker var samlet, var mindst en af dem Stasi-stikker, og procenten var selvfølgelig højere, hvis der var møder i kirkelige kredse eller i fredsbevægelsen. Et enkelt eksempel: Walter Ulbricht-fabrikkerne i Leuna havde 32.000 medarbejdere, heraf var 306 stikkere for Stasi. Østtyskerne lærte at holde deres tanker for sig selv, hvilket f.eks. præger forbundskansler Angela Merkel den dag i dag, selv om hun overhovedet ikke var aktiv systemkritiker.

Stasi var i stand til at aflytte 20.000 telefoner samtidig i Østberlin. Det rådede over 2000 lejligheder, hvor de kunne træffe meddelere. Når der opstod en mistanke om ’ideologiske afvigelser’, kunne der iværksættes en overvågning 24/7. Skulle der installeres mikrofoner, blev den mistænkte indkaldt til et obligatorisk sundhedstjek på et hospital, så Stasi kunne arbejde i fred og ro.

De frygtede blev de frygtsomme

Der var selvfølgelig forberedt nødplaner, som skulle træde i kraft i tilfælde af krisesituationer, men som ingen tænkte på i november 1989. Under en krise skulle 2.955 østtyskere straks fængsles, 10.726 skulle isoleres i bevogtede lejre, 72.258 indbyggere skulle under skærpet overvågning og 937 tjenestemænd suspenderes. Sådan gik det ikke: I november 1989 forskansede Stasi sig bag lukkede døre og porte. Jeg har selv i november 1989 ringet på hos Stasi i Leipzig. Meddelelsen over dørtelefonen var, at det var for usikkert at lukke op. I Dresden blev Stasis hovedkvarter stormet. Da demonstranterne ville storme KGB’s kontorer, blev de afvist af en rasende officer, der truede med at skyde. Det var Vladimir Putin.

Frygten havde skiftet side, den frygt, som havde præget de østtyske borgere. Systemkritikeren Mario Röllig senere fortalt, hvad forældrene lærte ham: ’Du skal tilpasse dig, underordne dig, lade være med at kritisere, ellers kan du senere få problemer’. Regler, der gjaldt uden for familiens lejlighed.

Partiet havde forsøgt at gøre DDR til et militaristisk samfund, hvor loyaliteten til partiet stod over enhver anden form for loyalitet

Til trods for kontrollen, havde den øverste ledelse i SED, det kommunistiske parti, ikke noget klart billede af utilfredsheden i befolkningen. Sovjetiske Mikhail Gorbatjov var protegé i KGB-chefen Jurij Andropov og vidste, hvor galt det stod til i Sovjet. Men Stasi gav sjældent et retvisende billede til sikkerhedsminister Erich Mielke eller partichef Erich Honecker. På det førnævnte møde 13. november, da det hele var brast sammen, sagde Mielke: ’Jeg har jo fortalt alt’, men uroen i befolkningen tog ledelsen på sengen.

Militaristisk opdragelse

Den østtyske ungdom blev tvangsindlagt til en militaristisk præget opdragelse. Foto: Flickr

Partiet havde forsøgt at gøre DDR til et militaristisk samfund, hvor loyaliteten til partiet stod over enhver anden form for loyalitet. Allerede i børnehaven lærte de små, at de skulle elske staten højere end deres mor, og de blev vænnet til ikke alene at spise, men også til at sove og gå på toilettet på samme tid. Børnene fik besøg af officerer fra den såkaldte folkearmé og legede hyppigt med krigslegetøj. Legene gik ud på at udslette den kapitalistiske fjende.

Den militaristiske opdragelse fortsatte senere i FDJ, organisationen for ’den frie tyske ungdom’, og under skolegangen var drengene på et to ugers kursus, hvor de lærte at skyde og kaste med håndgranater.

Hele den omfattende kontrol gjorde, at tegnene på utilfredshed ikke blev tilstrækkeligt registreret i omverdenen. DDR lignede selve billedet på diktatorisk stabilitet. Og så faldt det hele fra hinanden i løbet af få uger.

Erich Mielke blev i 1993 idømt seks års fængsel for mord, men blev løsladt på grund af svækkelse i 1996. Han døde i år 2000.


SERIE: Diktaturet Der gik Rabundus

Diktaturet Der gik Rabundus: Hundekiks, kondomer og fuglefoder til systemkritikere – #1

Diktaturet Der gik Rabundus: Det socialistiske paradis var et arbejdende museum – #2

Diktaturet Der gik Rabundus: Orwells 1984 var hverdag i Østtyskland – #3

Diktaturet der gik Rabundus: ‘Vi opererer dig, når du har fortalt os alt’ – #4


Topfoto: De østtyske børn blev opdraget med militær disciplin helt fra børnehavealderen, Flickr.

Nils-Christian Nilson går under navnet Nille. Han startede sin journalistiske karriere som elev på Middelfart Venstreblad i 1962. Som han siger "mesterlæren var ikke så dårlig." I 1963 startede han på Politiken, hvor han bla. arbejdede som Tysklandskorrespondent fra 1978-1981.

Fra 1987 - 2015 var han ansat på Ekstra Bladet på en række redaktioner herunder den politiske. I dag er han fraskilt, bor i ejerlejlighed på Frederiksberg, spiller en masse squash og giver 30-40 år væk på banen. Foretrukne feriebeskæftigelse er cykelture i Kretas bjerge (75 km/t nedad) eller bjergvandringer på Gran Canaria (helst ikke mere end 800 højdemeter).

Læser en masse historisk litteratur, og det er en undskyldning for spændingsromanerne. Som journalist har han især beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, dansk politik og udenrigspolitik, afbrudt af ca. 10 år som redaktionssekretær.

Seneste artikler om Historie