Diktaturet der gik Rabundus: ‘Vi opererer dig, når du har fortalt os alt’ – #4

i Historie/Politik & Samfund af

MURENS FALD // SERIE – Undersøgelsesarresten Hohenschönhausen i Berlin gør et deprimerende indtryk. De høje mure, de såkaldte ’tigerbure’, hvor fangerne kunne luftes, gummicellerne i kælderen, alt fortæller en historie om et nådesløst kommunistisk system, der fratog fangerne enhver form for personlighed. Og de tidligere fangevogtere, Stasi-officererne står stadig uden for porten og sviner turister til. Mest chokerende er tanken om, at det foregik midt i Europa. For kun 30 år siden.

Tunnel-Dieter blev efter et flugtforsøg over muren indleveret på Stasis fængselshospital i Hohenschönhausen med syv kugler i kroppen. Da han lå på operationsbordet var beskeden: ’Vi opererer dig, når du har fortalt os alt’. Det var i 1962, men frem til sammenbruddet i 1989 var lægerne i Hohenschönhausen et vigtigt led i Stasis afpresning af politiske fanger.

Sukkersyge, for højt blodtryk, kræft, uanset hvad fangerne fejlede, så var en behandling afhængig af angiveri af såkaldt ’medskyldige’. Tunnel-Dieter, hvis borgerlige navn er Dieter Hötger, overlevede. Han går stadig med en kugle i lungen. ’Jeg bærer stadig et stykke bevismateriale på mig’, sagde han i år.

Der var dage, hvor jeg tænkte, at det var bedre ikke at leve. Og så var der dage, hvor jeg var besluttet på ikke at spilde en tåre på de svin”
– Mario Röllig

Hohenschönhausen ligger i en bydel i Østberlin, der indtil 1989 var afspærret for befolkningen. Her lå flere Stasi-centraler, herunder undersøgelsesarresten, som ca. 22.000 fanger stiftede bekendtskab med mellem 1951 og 1989. Brutaliteten blev i løbet af 1960’erne afløst af psykologisk og psykisk pres, som lægerne var en vigtig del af. De var udtrykkeligt fritaget fra lægeløftet, som jo binder læger til at varetage patienters tarv.

Behandlet mod fiktiv hjerneskade

I celler med dagslys var vinduerne af tykt, uigennemsigtigt glas. En typisk klage fra fangerne senere var, at de ikke have set et træ, en blomst eller en fugl i flere måneder. Foto: Flickr.

Lægerne var meget aktive i bestræbelserne på at få de indsatte til at tilstå, eller at få dem til at trække deres ansøgning om udrejse til Vesttyskland tilbage. Waltraud Krüger var i 1980 fange i Hohenschönhausen. I perioder blev hun udelukkende forhørt af en læge, der fortalte hende, at ansøgningen om udrejse dokumenterede en hjerneskade. Derfor var det nødvendigt med tre daglige indsprøjtninger. Hun fandt siden ud af, at det var epilepsi-midlet Luminal. Det har bivirkninger som svimmelhed, søvnighed, hovedpine, kvalme og træthed. Og omvendt medfører et pludseligt stop angst, hallucinationer, spasmer og søvnløshed.

Waltraud Krüger var igennem det hele, fordi hun sultestrejkede og også nægtede at drikke. Senere blev hun bundet til en båre og fik nogle injektioner i låret, som fremkaldte meget store smerter. Lægen grinede kun og sagde: ’Hvis De drikker noget og skriver under på, at De vil blive i DDR, standser jeg injektionen’. Torturen varede anslået 45 minutter, og Krügers lår var opsvulmede i flere dage derefter.

Subtile torturmetoder

Hartmut Richter, der var fængslet fra 1975 til 1980, siger om lægernes rolle: ’Disse subtile torturmetoder, isolationen, desinformationen, usikkerheden, den evindelige lyskontrol, det udspekulerede angiversystem, sukkerbrød-pisk-princippet. Deraf udviklede de en videnskab’.

Systemkritikeren Rudolf Bahro sultestrejkede, da han i 1978 sad i ti måneder i Hohenschönhausen, hvor det var lægernes opgave at tvangsfodre ham. Og hvis en personlig anekdote må komme ind: I 1979 blev Bahro udvist til Vesttyskland. På en pressekonference i Bonn sagde han, at ’tvangsfodringen skete på en human måde’. Og så spurgte jeg, direkte i tv og med 300 journalister til stede: ’Hvordan kan De kalde det humant at blive fodret gennem en slange i maven?’ Han så forvirret ud, for på tysk er en Schlange noget, der er ude i naturen, mens man på hospitaler anvender en Schlauch.

Efter perioder med lange afhøringer, kom der igen intet. Dagene gik, uden at nogen talte med mig. Jeg havde en følelse af at blive glemt. Jeg var bange for at gå til grunde”
– Michael Schreiner

Hohenschönhausens undersøgelsesarrest står nu som et mindesmærke over et diktaturs umenneskelighed. Tidligere fanger viser rundt (på tysk, men der er også engelske rundvisninger). Selv har jeg oplevet en midaldrende kvinde bryde sammen i gråd, da det gik op for hende, hvad hendes søn havde været udsat for som 18-årig. Men turister har ofte måttet løbe spidsrod mellem tidligere medarbejdere i fængslet, som råber efter dem og sviner dem til. Og fastholder, at der intet forkert er foregået.

Intet lært, intet glemt

’Vi har dem stadig stående, men ikke så hyppigt længere, de er jo også blevet ældre. Men da vi skiftede direktør 1. september i år, troppede tidligere Stasi-officerer op. De ville påvirke os til at omskrive historien. Deres argument var, at det, der havde været rigtigt den gang, ikke kunne være forkert i dag’, fortæller Hohenschönhausens talsmand, Michael Ginsburg.

Generalmajor Siegfried Rataizick (årgang 1931) var i 28 år leder af Hohenschönhausen, og en hårdnakket forsvarer for behandlingen af fangerne. Så længe, han havde kræfter til det, beklagede han sig over den behandling, som fangevogterne har fået efter genforeningen. ’Vi er blevet isoleret, diskvalificeret og kriminaliseret. Vi bliver svinet til, så det ikke er til at holde ud. Jeg har tykke udklipsbøger derhjemme’, har han fortalt.

Indgangen til undersøgelsesfængslet. Tidligere ansatte, nemlig Stasi-officerer står der stadig af og til og sviner turister til. Foto: Gedänkstätte Hohenschönhause.

Men i hans egen instruktionsbog hedder det, at forhørslederne skal søge at vinde fangernes tillid, så fangerne selv beder om at blive forhørt, fordi ’isolationen i cellen med dens ensformighed og monotoni kan forstærke den følelsesmæssige afmagt og føre til at fangen forsøger af at slippe ud af tilstanden ved at melde sig selv til forhør’.

Vidste ikke, hvor de var

Hele meningen med den psykiske tortur i Hohenschönhausen var at udviske systemkritikernes hele personlighed. Fangerne blev holdt i total isolation uden nogen som helst forbindelse med slægtninge, venner eller andre fanger. På de lange gange var der installeret ’færdselssignaler’. Hvis de lyste rødt, skulle fangevogteren sørge for, at den indsatte vendte ansigtet mod væggen, så vedkommende ikke så andre fanger, der var ved at passere.

Den psykiske nedbrydning begyndte allerede ved anholdelsen. Uanset, hvor i Østtyskland arrestationen skete, blev fangen læsset bag ind i en varevogn uden vinduer og kørt rundt i fem-seks timer. Når de blev lukket ud, så de kun de høje mure i Hohenschönhausen, og de fik aldrig at vide, hvor de var. Eller om deres slægtninge havde fået det at vide. Hvis fangerne blev frikøbt af Vesttyskland, blev de også fragtet væk i en lukket varevogn. Mange af dem opdagede først efter genforeningen, hvor de havde siddet fanget.

Uanset, hvor ’politiske afvigere’ blev arresteret i DDR, blev de efter anholdelsen kørt rundt i en varevogn som denne i fem-seks timer, og når de blev lukket ud i fængselsgården i Hohenschönhausen, anede de ikke, hvor de var. Foto: Flickr.

Forbundsregeringens Stasi-myndighed beskriver fangernes situation således: ’De følte sig meget hurtig overvældede, udleveret til et apparat, der hverken var gennemskueligt eller beregneligt. Specielle metoder, såsom den overraskende arrestation, indleveringen i lukkede varevogn, forhindringen af enhver øjenkontakt med punkter uden for fængslet, fjernelsen af ure og forbuddet mod skriveværktøj og optegnelser i cellerne, førte hurtigt til, at fangerne fik en følelse af tids- og rummæssig desorientering’.

Ingen tårer for svinene

Mario Röllig, årgang 1967, blev i 1987 anholdt, da han ville overskride den ungarske grænse. Han er i dag rundviser i Hohenschönhausen, hvor han tilbragte den værste tid i sit liv. ’Der var dage, hvor jeg tænkte, at det var bedre ikke at leve. Og så var der dage, hvor jeg var besluttet på ikke at spilde en tåre på de svin’, fortalte han i et foredrag.

Ud over den totale isolation blev fangerne udsat for psykisk terror, f.eks. at cellen blev skarpt oplyst af en projektør hver 10. minut, eller at lyset enten var tændt eller slukket i et døgn

Det værste for Röllig og andre fanger var ’intetheden’. De vidste ikke, hvor de var, de havde ingen anelse om tiden og kun menneskelig kontakt med de Stasi-officerer, der afhørte dem. Mario Röllig: ’I månedsvis så jeg ingen eng, ingen blomster og ingen træer, og der var heller ingen kontakt til medfanger. Skønne øjeblikke oplevede jeg kun, hvis en PanAm-fly fløj over [tigerburene, der havde ståltrådshegn som tag, red.]. Så tænkte jeg, en dag er det dig, der sidder i sådan et. Hvis jeg ikke havde haft en drøm om frihed, var jeg gået til grunde. Det værste for mig var at vente på intet’.

Michael Schreiner, også en tidligere fange, fortæller: ’Efter perioder med lange afhøringer, kom der igen intet. Dagene gik, uden at nogen talte med mig. Jeg havde en følelse af at blive glemt. Jeg var bange for at gå til grunde, som at slukkes som en flamme på grund af den knyttede magt, der ramte en. Afmagtsfølelsen. Angsten for simpelthen at gå i opløsning’.

Det var mere end et job

Ud over den totale isolation blev fangerne udsat for psykisk terror, f.eks. at cellen blev skarpt oplyst af en projektør hver 10. minut, eller at lyset enten var tændt eller slukket i et døgn. Hvis fangerne ikke var medgørlige, blev de indsat i ’ubåden’, nogle kummerlige celler i kælderetagen, hvor der aldrig var dagslys. I samme kælder var der gummiceller, hvor fangerne også kunne få lov til at opholde sig i mange timer. Uden adgang til et toilet.

En af de mere modbydelige celler i ‘Ubåden’. Foto: Gedänkstätte Hohenschönhausen.

Man skulle tro, at Stasi-officererne havde opnået, hvad vi ville, hvis de havde fået en tilståelse samt oplysninger om ’medskyldige’. Men efter domsafsigelsen fortsatte den nedværdigende behandling i fængslerne, f.eks. Bautzen. I en forklaring til en videnskabelig undersøgelse siger en af fangevogterne: ’Vi var opdraget til at tro, at den der ikke var med DDR, var imod DDR. Vi var opdraget til at betragte dem som fjender. Vi havde ikke bare et job, vi troede på det, vi gjorde’.


SERIE: Diktaturet Der gik Rabundus

Diktaturet Der gik Rabundus: Hundekiks, kondomer og fuglefoder til systemkritikere – #1

Diktaturet Der gik Rabundus: Det socialistiske paradis var et arbejdende museum – #2

Diktaturet Der gik Rabundus: Orwells 1984 var hverdag i Østtyskland – #3


Topfoto: Den underjordiske gang, hvor fangerne sad isolerede i ugevis, blev kaldt Ubåden. Fangerne blev enten holdt 24 timer i mørke, 24 timer med elektrisk lys, eller i mørke med en projektør ind i cellen hvert 10. minut, Flickr. 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Nils-Christian Nilson går under navnet Nille. Han startede sin journalistiske karriere som elev på Middelfart Venstreblad i 1962. Som han siger "mesterlæren var ikke så dårlig." I 1963 startede han på Politiken, hvor han bla. arbejdede som Tysklandskorrespondent fra 1978-1981.

Fra 1987 - 2015 var han ansat på Ekstra Bladet på en række redaktioner herunder den politiske. I dag er han fraskilt, bor i ejerlejlighed på Frederiksberg, spiller en masse squash og giver 30-40 år væk på banen. Foretrukne feriebeskæftigelse er cykelture i Kretas bjerge (75 km/t nedad) eller bjergvandringer på Gran Canaria (helst ikke mere end 800 højdemeter).

Læser en masse historisk litteratur, og det er en undskyldning for spændingsromanerne. Som journalist har han især beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, dansk politik og udenrigspolitik, afbrudt af ca. 10 år som redaktionssekretær.

Seneste artikler om Historie