MURENS FALD // SERIE – DDR havde 500.000 regimetro kommunister under våben. 400.000 sovjetiske soldater var stationeret i landet. Indbyggerne blev holdt under kontrol af 218.000 medlemmer af forskellige organer til opretholdelse af den indre sikkerhed, herunder det frygtede Stasi. Alligevel visnede diktaturet væk i løbet af få måneder, og 9. november 1989 blev den forhadte mur i Berlin gennembrudt. Journalist Nils-Christian Nilson skildrer i en serie i POV diktaturets sidste dage.
I 1984 mindede det østtyske samfund på mange måder om den britiske socialist George Orwells roman af samme navn fra 1949. Store broder var alle vegne. 2 plus 2 kunne godt være 5. Eller tre. Den menneskelige psyke skulle nedbrydes og genskabes. Og overvågningen var omfattende. Det var også idealet for den østtyske statsledelse, der ville skabe ’det nye socialistiske menneske’. Men Østtyskland lå midt i Europa. Indbyggerne havde om aftenen ’besøg af klassefjenden’, det vil sige de vesttyske tv-stationer, ARD og ZDF, eller RIAS fra Berlin. Indbyggerne vidste, at der fandtes en verden uden for Verona, og at den på mange måder var at foretrække fremfor deres egen.
DDR er blevet kaldt et ’opdragelsesdiktatur’, fordi partiet trængte langt ind i borgernes privatliv. Det var ikke nok, at de pligtskyldigt troppede op til partiforsamlingerne, de skulle også tvinges til at anerkende partiets førerstilling, om nødvendigt med pression. Det var ikke kun i undersøgelsesarrester og fængsler, at partifunktionærerne var præget af holdningen: ’Den, der ikke er med os, er imod os’. Og derfor var der også stort pres på borgerne i deres hverdag.
Ironien i det østtyske samfund var, at befolkningen havde rigeligt med penge, fordi mad og boliger var så billige, men de havde ingenting at bruge dem til. Ventetiden på en Trabant, den lille sæbekassebil årgang 1957, var 10-12 år, og man kom først i køen, hvis man var partitro
Allerede fra barnsben måtte østtyskerne acceptere og anvende de officielle talemåder om ’socialismens uovervindelighed’, ’syvårsplanen er vejen til fred og velstand’ eller ’jo stærkere socialismen er, desto stærkere er freden’. Østtyskerne var nødt til at være tvetungede, hvis de ville have en uddannelse og senere gøre karriere. Eller bare have et anstændigt job, der svarede til uddannelsen. Arbejdsdisciplinen var generelt hård, men partifunktionærer over et vist niveau havde garanti mod afskedigelser. Og de færreste af dem var trods alt så fanatiske, at de alligevel lagde sig i selen. Flertallet af dem lavede ikke en klap, og beregninger viser, at 15 pct. af arbejdsstyrken bidrog meget lidt.
Forbrugerne delt i to klasser
Da Erich Honecker blev partichef og formand for statsrådet i 1971, indledte han en politik, der skulle bestikke befolkningen med billige levnedsmidler og boliger. På længere sigt blev det katastrofalt, for allerede i 1982 var DDR tæt på betalingsstandsning. KOKO, ’Kommerzielle Koordinierung’ under ledelse af kammerat Alexander Schalck-Golodkowski solgte ud af arvesølvet for at skaffe valuta til landet, og i et ikke ringe omfang blev valutaen brugt på forbrugsgoder til de øvrige kammerater. Og vestlig valuta var kongen. Mens hylderne i butikkerne blev mere og mere tomme, kunne man for vestlig valuta eller markant overpris i DDR-mark købe forbrugsgoder i de såkaldte Intershops. Det kom partisoldaterne til gode, men også østtyskere med vesttysk familie.
Folkeviddet fortalte, at det en aften ringede på døren i en af de gyselige elementbyggerier (Plattenbau) i Østberlin. Det var Erich Honecker, der ringede på, og da en lille pige åbnede, spurgte hun. ’Hvem er du’? ’Jeg er den, der sørger for at I får mad og har et sted at bo’. Pigen: ’Mami, mami, onkel Peter fra München er her’. Men vittighederne var bedst fortalte inden for hjemmets fire vægge. Partiet var over alt, og det ugentlige partimøde på fabrikken eller i boligblokken hørte til den faste del af hverdagen.
Østtyskerne kunne ved ferie på Sortehavskysten se, at det gik dem bedre end bulgarer og rumænere, men deres sammenligningsgrundlag var Vesttyskland, og indtrykkene blev flere og flere. Erich Honecker var mange gange ude med tiggerstaven for at skaffe D-mark, og hver gang måtte han lempe på rejserestriktionerne. Pensionister kunne selvfølgelig rejse frit, håbet var, at de blev ’derovre’, men andre kunne få tilladelse til familiebesøg, og de kom hjem med beretninger om helt andre livsvilkår. Selv det tynde sjask, man den gang drak som kaffe i Vesttyskland (langs Mosel blev der reklameret med Dänisches Kaffee for at lokke turister ind), var bedre end den østtyske kaffe, som blev iblandet mere og mere cikorie. ’Erichs Krönung’, døbte man blandingen.
Masser penge og tomme hylder
En særlig påvirkning kom fra ellers partitro og godkendte unge, der fra 1979 blev sendt til Vesteuropa for at deltage i demonstrationer mod Natos dobbeltbeslutning, den om at stationere raketter i Vesteuropa, hvis russerne ikke fjernede deres SS20. De unge kom tilbage og fortalte, at man kunne bade i søer og floder, hvad der bestemt ikke var tilrådeligt i kemikaliesumpene i DDR.
Fra 1982 var økonomien i frit fald, men statsrådsformand Erich Honeckers reaktion var ’fuld kraft frem’ – i den forkerte retning
Ironien i det østtyske samfund var, at befolkningen havde rigeligt med penge, fordi mad og boliger var så billige, men de havde ingenting at bruge dem til. Ventetiden på en Trabant, den lille sæbekassebil årgang 1957, var 10-12 år, og man kom først i køen, hvis man var partitro. Selv billige forbrugsgoder som radioer, brødristere, tv-apparater eller støvsugere fandtes kun i begrænset omfang. I 1989 var gennemsnitsalderen på et køleskab 12 år.
Partisekretærerne havde selvfølgelig stor anseelse, men det var ’forvalterne af knapheden’, der nød størst respekt. Det var håndværkere, forvaltere på lagre, overtjenere på restauranter eller butiksassistenter, som kunne skaffe noget eller reparere noget. Store dele af økonomien foregik ud ad bagdøren eller som byttehandler. Og kunne man reparere en Trabant, så levede man godt, for gennemsnitsalderen på bilparken var 11 år.
Sundhedsvæsnet i forfald
Manglerne prægede mere og mere hverdagene. Selv sundhedsvæsnet var i forfald. Der blev meldt om mangel på 40-50 vigtige medikamenter, kun 30 procent af sukkersygepatienterne (de partitro) fik den korrekte medicin, og hospitalerne manglede engangssprøjter, udstyr til blodtransfusioner og instrumenter. Og blodtryksmedicin? Glem det. På grund af bestræbelserne på indføre ligeløn for alle, var især akademikere, herunder sundhedspersonale, særlig fristet til at søge til Vesttyskland.
Fra 1982 var økonomien i frit fald, men statsrådsformand Erich Honeckers reaktion var ’fuld kraft frem’ – i den forkerte retning. Det gik efterhånden op for efterretningsofficererne i Stasi, hvor slemt det stod til. 27. oktober 1989 fortalte generalløjtnant Alfred Kleine sandheden i et møde i Stasi-hovedkvarteret. Industrien og infrastrukturen var så forfalden, at det ville kræve værdien af to års nationalprodukt at rette op på det. Overført til danske forhold svarer det til et beløb på 4.500 milliarder kr. Og den evindelige mangel på basale fødevarer eller forbrugsgoder smadrede arbejdsmoralen, samtidig med at der ikke var reservedele til vedligeholdelse.
Alfred Kleine sagde, at fraværet var stort fordi ’medarbejderne forlader virksomhederne for at indkøbe levnedsmidler, byggematerialer og såkaldte mangelvarer på grund af svingende eller manglende vareudbud på egnen’. Andre var fraværende, fordi de skulle sidde hjemme og vente på en håndværker, der kom, eller måske ikke kom. Fraværet var særlig højt for kvinders vedkommende. De havde en erhvervskvotient tæt på 90 pct. (Vesttyskland 48 procent), men det forventedes også, at de stod for indkøbene.
Arbejdende rugemaskiner
Kvinderne er et særligt kapital. De måtte hyppigt op kl. 06.00 for at få børnene i institution, de stod for det meste i hjemmet, de havde en arbejdsuge på 43,5 timer, og det forventedes at de fødte børn til opbygning af socialismen. I snit fik en østtysk kvinde sit første barn som 22-årig, mens de vesttyske kvinder i snit var 28 år. De østtyske kvinder var arbejdende rugemaskiner for styret.
Billige boliger og kartofler var en spinkel trøst for manglen på mange andre varer. Hvis man overhovedet kunne få appelsiner, skulle en østtysker arbejde 43,48 minutter for at få råd til 1 kg (en vesttysker 8,4 minutter), et par strømpebukser 123,84 minutter (15,59), 1 l øl 19,08 (5,7), 1 kg kaffe 701,9 (53,26). Sydfrugter var sjældne, befolkningen så dem sjældent. Men selvfølgelig var der stillet store frugtkurve frem ved receptioner i forbindelse med statsbesøg. Dem havde pressefotograferne forbud mod at fotografere.
DDR fejrede under pomp og propaganda opførelsen af bolig nr. 100.000, 200.000 og 300.000. Men de lå så at sige alle sammen i Østberlin, som var styrets udstillingsvindue. I løbet af 1980’erne voksede utilfredsheden i byer som i Leipzig og Dresden, hvor boligmassen forfaldt mere og mere. Da priserne på nybyggeriet blev holdt kunstigt nede, rakte lejeindtægterne for førkrigsbyggeriet ikke til vedligeholdelse, så forfaldet var omfattende. Og østberlinerne var såmænd heller ikke særligt tilfredse med deres små lejligheder i Plattenbau. Forfatteren Heiner Müller spottede lejlighederne som ’Fickzellen mit Fernheizung’. Fernheizung er ensbetydende med radiatoropvarmning. Fickzelle er betegnelsen for en seksuel aktivitet i et mindre lokale. Google vil ikke oversætte til dansk.
I 1989 havde systemet knapt nok kræfter til at holde økonomien i gang eller befolkningen nede. DDR-psykologen Hans-Joachim Maaz beskrev, hvordan det havde været: ’Det var nærmest umuligt at forestille sig et liv, hvor man ikke underordnede sig magten. Derfor var livet hos os mest tomt, lammet, ensformigt og provinsielt snæversynet’. På den baggrund var den fredelige revolution så enestående.
SERIE: Diktaturet Der gik Rabundus
Diktaturet Der gik Rabundus: Hundekiks, kondomer og fuglefoder til systemkritikere – #1
Diktaturet Der gik Rabundus: Det socialistiske paradis var et arbejdende museum – #2
Topfoto: Indbyggerne blev mødt af et trøstesløst syn, når de skulle købe ind til middagsbordet. Det var umuligt at lægge en madplan, for man vidste aldrig, hvilke fødevarer, det var muligt at få. Foto: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
