Diktaturet Der gik Rabundus: Det socialistiske paradis var et arbejdende museum – #2

i Historie/Politik & Samfund af

MURENS FALD  // SERIE – DDR havde 500.000 regimetro kommunister under våben. 400.000 sovjetiske soldater var stationeret i landet. Indbyggerne blev holdt under kontrol af 218.000 medlemmer af forskellige organer til opretholdelse af den indre sikkerhed, herunder det frygtede Stasi. Alligevel visnede diktaturet væk i løbet af få måneder, og 9. november 1989 blev den forhadte mur i Berlin gennembrudt. Journalist Nils-Christian Nilson skildrer i en serie i POV diktaturets sidste dage.  

Det knagede i samfundets fuger og bånd, da den østtyske statsrådsformand og generalsekretær for kommunistpartiet, Erich Honecker 12. september 1988 under pomp og pragt præsenterede det socialistiske ’bonde- og arbejdersamfunds’ seneste triumf: En 1 megabit chip, fremstillet alene på baggrund af østtysk forskning og teknologi.  ’Det er et overbevisende bevis for, at DDR hævder sin position som en udviklet industrination’, sagde Honecker triumferende.

Intet kunne være længere fra sandheden. Det såkaldte teknologiske gennembrud dokumenterede frem for alt, at DDR i stedet for at være verdens 10. største industrination nærmere befandt sig på niveau med fattige europæiske lande som Portugal eller Grækenland. Den østtyske befolkning var i september 1988 åbenlys kritisk overfor regimet, og folkeviddet omtalte hurtigt vidunderet U61000 som ’verdens første chip, der kan gå selv’. Befolkningens skepsis var stor. Rundt om i virksomhederne så den jo de østtysk udviklede Robotron-computere stå ubenyttede hen, fordi der manglede reservedele og kvalificeret personale til betjeningen. Men de gamle mænd i styret var begejstrede.

Honeckers politik bragte i løbet af ti år DDR på fallittens rand. Styret måtte med arme og ben slås for at skaffe vestlig valuta. Det skete blandt andet ved ’Freikauf’, salg af politiske fanger til Vesttyskland

’Det er et bevis for, at arbejderklassen i fællesskab med bønderne, i fællesskab med intelligensen og under ledelse af partiet helt igennem er i stand til at styre et moderne socialistisk selskab’, erklærede Honecker i overensstemmelse med hans sædvanligvis svulstige sprog.

Gorbatjov skulle imponeres

Denne lille dims havde kostet DDR 20 mia. kr., som stort set var spildt. Befolkningen mente, at U61.000 kunne gå selv. Foto: Wikimedia Commons.

Sovjetunionens generalsekretær Mikhail Gorbatjov havde bragt uorden i den socialistiske selvopfattelse med perestrojka og glasnost, så Erich Honecker var tilfreds med ’gennembruddet’. Karl Nendel (Revolver-Karl) var ansvarlig for DDR’s elektronik og skrev i sine erindringer, at Honecker ville vise Gorbatjov U61000. ’Det var tænkt som et politisk signal til opfinderen af perestrojka, som ifølge DDR-ledelsen ødelagde socialismen, og som man ville bevise, at vores vej var bedre’.

Det vides ikke, om Gorbatjov nogensinde stiftede bekendtskab med U61000, men det var en renlivet fiasko. Udviklingsarbejdet havde mellem 1981 og 1988 kostet ca. 36 mia. kr., for alt måtte udvikles forfra af østtyske forskere på grund af den vestlige teknologiboykot og sovjetiske firmaers uvilje mod at dele noget som helst med det socialistiske broderland. For den pris fik man en chip, der kostede omkring 100 gange mere end tilsvarende chips på det åbne marked. Og DDR havde overhovedet ikke kapacitet til en masseproduktion. Der blev i alt fremstillet 35.000 eksemplarer i løbet af et år. Det svarer til, hvad vestlige eller japanske firmaer fremstillede på en dag.

Statsrådsformand Erich Honecker (nr. 3 fra højre) glippede med øjnene af vantro, da han fik at vide, at U61000 kunne lagre teksten fra 60 (tres) A4-ark. Helt til højre den ansvarlige for projektet, ’Revolver-Karl’ Nendel, som fik tilnavnet, fordi han imod socialistisk sædvane var hurtig til at fyre uduelige medarbejder. Foto: Wikimedia Commons.

Brød og olympiske medaljer

DDR havde under Erich Honecker udviklet sig til et arbejdende museum. I 1961 stod han for opførelsen af den forhadte mur i Berlin. Da han blev partiets generalsekretær i 1971, ville han bestikke den befolkning, han havde spærret inde. Befolkningen skulle have brød og olympiske medaljer. Honecker indledte en politik, som skulle sikre institutionspladser (kvinderne var nu også nødvendige på arbejdspladserne), billige boliger og billige fødevarer.

I partiets standardværk hed det: ’I modsætning til kapitalismen er den socialistiske økonomi fri for økonomiske kriser… og muliggør den mest sparsomme og effektive udnyttelse af alle ressourcer, såvel inden for virksomhederne men også som målestok for den samlede nationaløkonomi’. Som så meget andet var det en propagandaløgn.

I midten af 1970’erne var jeg og andre danske journalister gæster hos styret. Under et besøg i forskningsministeriet sagde jeg, at jeg ’var imponeret af den tekniske interesse i DDR’. ’Hvor skønt, hvad har imponeret Dem’. ’Jo, overalt hvor man kører på landevejene, står folk og kigger ned under motorhjelmen på deres Trabant’

Honeckers politik bragte i løbet af ti år DDR på fallittens rand. Styret måtte med arme og ben slås for at skaffe vestlig valuta. Det skete blandt andet ved ’Freikauf’, salg af politiske fanger til Vesttyskland. DDR forlangte i gennemsnit 380.000 kr. for at lade en fængslet systemkritiker rejse ud. Den beskidte handel indbragte fra 1961 til 1989 ca. 13. mia. kr. Da man havde svært ved at producere forbrugsvarer, der var attraktive på det frie marked, blev investeringerne koncentreret om den petrokemiske industri og stålindustrien, samt i brunkulslejre, der skulle dække det hjemlige energiforbrug. Befolkningen kaldte industrierne for Drecksleudere (møgspredere), og resultatet var en miljømæssige katastrofe.

Afgrøder brugt som dyrefoder

Østtyskerne var fra midten af 1970’erne blevet vænnet til, at de altid skulle stå i kø, hvis der var kaffe, bananer eller f.eks. pølser til salg. Efterhånden vænnede de sig til bare at stille sig op i en hvilken som helst kø, i håb om at de til sidst nåede frem til en vare, de enten kunne bruge selv eller sælge videre. Foto: Flickr.

DDR bragte sig i en position, hvor det måtte konkurrere med udviklingslande; og selvom stål og kemikalier bragte valuta i kassen, var det reelt underskudsforretninger. Valutaen var nødvendigt, bl.a. fordi landbrugslandet DDR havde svært ved at brødføde sin egen befolkning. De statsligt fastsatte priser var så lave, at bønderne hyppigt foretrak at bruge afgrøderne som dyrefoder i stedet for at aflevere til staten.

For befolkningen medførte Honeckers politik en gradvis stigning i levestandarden, men statens økonomi blev udhulet, og de penge, som østtyskerne havde til rådighed, havde de ikke ret meget at bruge til. Hylderne var jo næsten tomme i butikkerne. ’Du skal arbejde i dag for et godt liv i morgen’, hed det. Den ugentlige arbejdstid var skruet op til 43½ time (Danmark 37½) i 1989, men arbejdskraften blev dårligt udnyttet. På grund af manglende fornyelser af maskinparken, blev en stigende del af arbejdskraften beskæftiget med reparation og vedligeholdelse. I den petrokemiske industri var det 20 pct. af arbejdsstyrken, der ikke lavede andet.

Kommandoøkonomien viste sig at være ineffektiv. Der blev lavet stive planer for alt, virksomhederne fik kvoter, som for enhver pris skulle opfyldes. Det medførte, at virksomhederne var mere optaget af kvantitet end af kvalitet. Og de havde svært ved at imødekomme specifikke ordre om f.eks. reservedele, fordi det ville kræve en omstilling, som gik ud over kvoterne. Trods industriens fortrinsstilling, havde den også svært ved at komme af med produkterne, ene og alene på grund af en kaput infrastruktur. Hverken veje eller jernbaner blev vedligeholdt, på mange tosporede jernbaner var kun det ene spor anvendeligt.

Trabanten havde oset siden 1957

Produktiviteten var utrolig lav. Noget skyldes selvfølgelig, at Sovjetunionen efter 1945 bortførte hele fabriksanlæg, men investeringerne var for lave. Der blev installeret moderne maskiner, men de stod hyppigt sammen med maskiner fra før verdenskrigen, første verdenskrig vel at mærke. En beregning viser, at produktiviteten pr indbygger i 1950 var 50 pct. af den tilsvarende produktivitet i Vesttyskland. I 1989 var det faldet til 30 pct., primært på grund af en fejlslagen politik.

Leuna-fabrikkerne var opkaldt efter den første generalsekretær i DDR, Walter Ulbricht, men den var også kendt som en ’møgspreder’, hvor 36.000 arbejdede med ringe udluftning og åndedrætsværn. Foto: Wikimedia Commons.

Partiledelsen søgte i desperation efter udveje, men måtte opgive mange planer som følge af manglende kapital. Trabanten, den stinkende østtyske sæbekassebil, havde været i produktion siden 1957, og man havde diskuteret produktionen af en afløser siden 1977 uden at finde pengene. Da var bilen allerede stærkt forældet og usikker. Og hvis jeg må komme med en personlig anekdote: I midten af 1970’erne var jeg og andre danske journalister gæster hos styret. Under et besøg i forskningsministeriet sagde jeg, at jeg ’var imponeret af den tekniske interesse i DDR’. ’Hvor skønt, hvad har imponeret Dem’. ’Jo, overalt, hvor man kører på landevejene, står folk og kigger ned under motorhjelmen på deres Trabant’.


SERIE: Diktaturet Der gik Rabundus

Diktaturet Der gik Rabundus: Hundekiks, kondomer og fuglefoder til systemkritikere #1

Topfoto: Manglen på arbejdskraft medførte, at kvinderne i DDR blev presset ud på arbejdsmarkedet. Deres erhvervskvote var tæt på 90 pct. I Vesttyskland var den under 50 pct. 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Nils-Christian Nilson går under navnet Nille. Han startede sin journalistiske karriere som elev på Middelfart Venstreblad i 1962. Som han siger "mesterlæren var ikke så dårlig." I 1963 startede han på Politiken, hvor han bla. arbejdede som Tysklandskorrespondent fra 1978-1981.

Fra 1987 - 2015 var han ansat på Ekstra Bladet på en række redaktioner herunder den politiske. I dag er han fraskilt, bor i ejerlejlighed på Frederiksberg, spiller en masse squash og giver 30-40 år væk på banen. Foretrukne feriebeskæftigelse er cykelture i Kretas bjerge (75 km/t nedad) eller bjergvandringer på Gran Canaria (helst ikke mere end 800 højdemeter).

Læser en masse historisk litteratur, og det er en undskyldning for spændingsromanerne. Som journalist har han især beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, dansk politik og udenrigspolitik, afbrudt af ca. 10 år som redaktionssekretær.

Seneste artikler om Historie