EU I PUTINS SKYGGE #6 // ANALYSE – Som den dominerende kontinentale magt i Europa burde Tyskland indtage en ledende rolle i forsøget på at blokere Putins erobringskrige. Det er ikke sket og vil næppe komme til det. Nils-Christian Nilson forklarer hvorfor.
Da de første prognoser om forbundsdagsvalget den 18. september 2005 blev offentliggjort kl. 20.00, vidste forbundskansler Gerhard Schröder, at hans tid i politik var forbi. Han ville ikke kunne skaffe et flertal bag sig, men måtte fortsætte som leder af et forretningsministerium, til en ny regering var dannet.
Allerede tre dage senere, den 21. september 2005, var han jobansøger: Han tog kontakt til sin ven i Moskva, præsident Vladimir Putin.
Det er nok uden fortilfælde, at en fungerende statsminister forhandler med et andet lands statsoverhoved om et job
Forhandlingerne om et job til Schröder i det store gasselskab Gazprom fortsatte, mens Angela Merkel fra det borgerligt-kristelige CDU forhandlede med Schröders partifæller om dannelse af en stor koalition, vel at mærke uden Gerhard Schröder. Merkel nåede i mål den 10. oktober.
Samme dag kunne Radio Moskva meddele, at Schröder indtrådte i Gazproms bestyrelse. Aftalen var blevet beseglet, da han tre dage i forvejen havde været på afskedsvisit hos Vladimir Putin. Hele forløbet er blevet beskrevet af den tyske avis FAZ.
Det er nok uden fortilfælde, at en fungerende statsminister forhandler med et andet lands statsoverhoved om et job. Men det fortæller, hvor tæt Gerhard Schröder er og var på Rusland. Og med ham hele Hannover-kliken af ”Rusland-versteher”.
Russisk venlige partiformænd
Da Gerhard Schröder blev ministerpræsident i delstaten Niedersachsen i 1990, var han kendt som antiamerikansk, men endnu ikke som prorussisk.
Det ændrede sig med årene, og han tog sine allierede med sig. En fremtrædende blandt dem var leder af statskancelliet i Hannover, Frank-Walter Steinmeier, spottende omtalt som Schröders ”plejesøn” – senere blev han partiformand, udenrigsminister og forbundspræsident.
Fælles for dem er, at de gang på gang har undskyldt Vladimir Putins aggressive udenrigspolitik og mord på systemkritikere
Med i kliken var også senere økonominister, udenrigsminister og partiformand Sigmar Gabriel, senere økonomi- og energiminister Brigitte Zypries, nuværende partiformand Lars Klingbeil og nuværende ministerpræsident i Niedersachsen Stephan Weil.
Fælles for dem er, at de gang på gang har undskyldt Vladimir Putins aggressive udenrigspolitik og mord på systemkritikere. Under besøg i Moskva har kliken i det store hele holdt sig væk fra møder med systemkritikere.
Samtidig har kliken presset på for gennemførelse af Nord Stream 2, hvis eneste formål var at øge Ruslands kontrol over lande som Polen og Ukraine. Især Sigmar Gabriel arbejdede som økonominister stærkt for at øge russisk salg af naturgas til Tyskland, og over for forbundskansler Angela Merkel betegnede han det konsekvent som et ”privatøkonomisk initiativ”.
Oprindelig havde Tyskland en politik om ikke at dække sit behov for naturgas med mere end 30 pct. fra Rusland. Da Rusland gik ind i Ukraine, var det blevet til 55 pct.
Fællesskabet med Rusland
Hannover-klikens politik blev fint karakteriseret af Frank-Walter Steinmeier i 2008, da han var udenrigsminister:
”Kun i fællesskab med Rusland vil vi over tid have en sikker og fredelig energiforsyning, kun i fællesskab med Rusland vil vi opnå fremskridt for afrustningen og være succesfuld i den verdensomspændende kamp mod terrorismen. Jeg er sikker: I Europa og i hele det eurasiske rum vil der ikke være nogen sikkerhed uden Rusland og slet ikke imod Rusland.”
Det er en grundholdning, som har fået Hannover-kliken til at undskylde mord i og uden for Rusland samt Ruslands overgreb mod Georgien, Krim og det østlige Ukraine.
Efter angrebet på Georgien 2008 ville Nato holde en militærøvelse i Østeuropa. Frank-Walter Steinmeier: ”Også i denne alvorlige politiske situation gælder det om at lade fornuften råde. Vi vil også i fremtiden have Rusland som nabo, og det er i vores egen interesse at vende tilbage til et normalt forhold.”
I andre sammenhænge har Steinmeier advaret mod konsekvenserne af ”våbenraslen”, og det er kendt, at mens forbundskansler Angela Merkel, CDU, i EU kæmpede for sanktioner mod Rusland, så var ledende medlemmer af SPD lodret imod.
Da stormagter i 2015 indgik den såkaldte Minsk-aftale, der skulle regulere forholdene i Ukraines østlige regioner, var det efter pres fra Steinmeier, at aftalen ikke var særlig gunstig for Ukraine. Han blev beskyldt for ikke at respektere Ukraines territoriale integritet.
Rusland må ikke tabe
Endelig har Steinmeier gang på gang forklaret sin russiskvenlige holdning med, at anden verdenskrig, udløst af Tyskland, jo kostede 20 millioner russere livet. Hvad Steinmeier aldrig har fået over sine læber er, at 8 millioner af de faldne var ukrainere. Den oplysning passer ikke ind i hans politik.
Det er på denne interne baggrund i SPD, at man skal søge at forstå forbundskansler Olaf Scholz’ handlemåde. Han var modig, da han to dage efter angrebet på Ukraine i februar 2022 talte om en Zeitenwende, et historisk vendepunkt, men siden er han faldet ned og kritiseres for at sinke hjælp til Ukraine. ”Viel Zeit und wenig Wende”. Man må også konstatere, at det, der lignede en 180 graders drejning, ikke blev meget mere end 90 grader.
Man må også konstatere, at det, der lignede en 180 graders drejning, ikke blev meget mere end 90 grader
Mens statsminister Mette Frederiksen siger, at det er vigtigt at Ukraine vinder, så har tyske kommentatorer forgæves efterlyst et lignende udsagn fra Olaf Scholz. Han vil højst sige, at det er vigtigt, at Ukraine ikke taber. En ukrainsk sejr vil jo være ensbetydende med et russisk nederlag. Det er ikke tysk politik. Heller ikke i dag.
Danskere yder seks gange mere
Olaf Scholz lovede i februar 2022 økonomisk og militær hjælp til Ukraine, men det er ikke blevet til alverden. Målt pr. indbygger yder Danmark seks gange så meget som Tyskland. Og Tysklands finansminister, Christian Lindner, FDP, har meddelt, at der ikke er plads til yderligere bevillinger. De ville støde mod den tyske Schuldenbremse, et stramt gældsloft. Og Tyskland er i den situation, at det ikke kan opfylde Natos 2 pct. målsætning i 2025.
Også med våbenhjælpen kniber det, bl.a. fordi det tyske forsvar er lige så nedslidt som det danske. For at få gang i nyanskaffelser har Forbundsdagen måttet vedtage Bundeswehrbeschaffungsbeschleunigungsgezetz, forkortet BwBBG. Det er bl.a. anskaffelse af varmt undertøj og overtøj til soldaterne, der skal ”beschleuniges”.
Tyskland tøver stadig
Scholz forhindrede længe, at tysk producerede panservogne kunne indsættes i Ukraine, og han blokerer stadig for, at luft-til-jord-missilet Taurus bliver leveret til Ukraine. Taurus er langtrækkende, 600 km, og kan angribe de russiske anlæg, hvorfra Ukraine angribes med droner og missiler.
Her er Scholz kommet galt afsted. Han betegnede debatten om Taurus som ”latterlig”, og så argumenterede han med, at systemet kun kan anvendes, hvis det betjenes af tyske tropper i Ukraine. ”Som andre systemer betjenes af franske og britiske tropper i Ukraine,” føjede han til.
Det har skabt stor forargelse i Frankrig og UK, som ikke vil bekræfte tilstedeværelsen af deres tropper i en krigszone.
Tysklands politik er stadig præget af fortidens fejltagelser, selv om de nu bliver beklaget. De tidligere partiformænd, Frank-Walter Steinmeier, Sigmar Gabriel, Olaf Scholz (som kortvarig vikar) samt den nuværende Lars Klingbeil har beklaget, at de ikke i tide forstod Vladimir Putins hensigter.
Det kan man vurdere, som man har vilje og lyst til. Tilbage står, at Tyskland som den dominerende kontinentale magt burde tage en ledende rolle i forsøget på at blokere Putins erobringskrige. Det er ikke sket og vil næppe gøre det.
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
