JUL & JULEMAD // KLUMME – Normalt afvikles julemiddagen med samme forudsigelighed som en kviktest eller en tur i Netto. Men en gang imellem stikker den 24. december af, og byder på helt uforudsete oplevelser – også kulinarisk. Vores fire julefortællinger foregår alle under fremmed himmel. Læs om Thomas Christiansens julebrisler i Argentina, om julefimsen af klipfisk i Susanne Sayers elskede Lissabon, om Claus Ankersens Gonzo-jul i Mexico med arrede stratenrøvere, geriatriske barpiger og en extrahot chili. Og sluttelig om chefredaktør Annegrethe Rasmussens glamourøse jul i Venedig med sine forældre – den sidste inden et slagtilfælde ændrede alt.
Jul i San Felipe – Festbyen fra helvede
Claus Ankersen, New Word City, Planet Earth
Op til jul, mens jeg læste på det berømte amerikanske festuniversitet, UCSB, hørte en god ven om et legendarisk sted i Mexico, lige syd for grænsen. San Felipe. Festbyen over alle festbyer og stedet, hvor frisindede og legesyge studerende fra hele USA fejrede juleferien. San Felipe var stedet, hvis man ville fejre juleferie og holde strandfest med titusindvis af bikiniklædte studiner.
Sådan forestillede vi os det, og derfor pakkede vi tyskeren Stefans bil og kørte mod den mexicanske grænse i det sekund, vi fik juleferie fra universitetet.
Med smørhår og Tintin i politibil over grænsen
Vi var et par stykker, som havde købt udrangerede politibiler på auktion. Stefans var, ligesom min egen, en Chevy Caprice Classic i politiversionen, med 327 heste, V8 motor og et bagagerum stort nok til næsten hvad som helst.
Ved baren sad to enorme madammer som kunne have været bedstemødre i fuld krigsmaling. Why don’t you buy a drink for the beautiful ladies? Det var et retorisk spørgsmål. Det var klart at vi skulle malkes
Vi kørte med andre ord standsmæssigt sydpå mod grænsen i San Diego i en bil, som foruden tyskeren og jeg selv fragtede Stefans smørhårede, bayerske ven Frank, franske Valerie som udelukkende spiste solskin, og min nordnorske ven Ulf, som allerede da havde en fortid i de norske specialtropper og på en prik ligner virkelighedens udgave af Hergés Tintin.
Vi passerede uden problemer grænsen, og efter nogle timers kørsel sydpå kørte vi ind i San Felipe, som var fuldkommen renset for mennesker.
Strandfest i spøgelsesbyen
Måbende kørte vi gennem spøgelsesbyen forbi vindhekse og huse med skotter for vinduerne. Ikke en sjæl. Intet liv. Da vi nåede huset lige ned til stranden ved San Felipebugten, som vi, med hvad vi betragtede som unaturligt held, havde kunne leje billigt, gik det op for os at vi havde taget fejl. San Felipe var ikke stedet, alle tog hen for at fejre juleferie, men derimod vinterferie. Springbreak.
Nå, men nu var vi der og besluttede os til at få det bedste ud af det. Vi købte ind til Chili Con Carne, og om aftenen, skulle Ulf og jeg selvfølgelig i byen, mens vores tørvetrillende selskab blev hjemme.
Tre kilometer nede langs bugten, lå et udendørs stranddiskotek, hvor vi gik ned. Vi var de eneste ikke lokale. Mændene skulede ondt. Kvinderne ignorerede os behørigt.
Efter nogle timer lukkede stedet og vi følte os heldige, da vi blev anråbt af en fyr med piratoverskæg og stribet trøje, marinero-style. Ville vi feste videre, så kendte han det perfekte sted. Om vi ville.
Drinks med Tarantinos søstre
Snart førte han os gennem San Felipes gyder til vi landede i en bar. Så snart døren smækkede i bag os, vidste vi at vi var gået i en fælde. Vi befandt os på baren La Rosa, virkelighedens udgave af en bar i en Tarantinofilm. Vores ’ven’ i sømandstrøjen førte os op til baren. Bartenderen havde klap for øjet og et ar som skar skråt gennem ansigtet fra øre til hagespids.
Ved baren sad to enorme madammer som kunne have været bedstemødre i fuld krigsmaling. Why don’t you buy a drink for the beautiful ladies? Det var et retorisk spørgsmål. Det var klart at vi skulle malkes. Og bagefter formentlig rulles ind i tæpper og efterlades et sted i ørkenen. Vi var fucked.
Der var tremmer for vinduet på toilettet. Den vej kunne vi ikke komme. Døren var bevogtet af en enorm kleppert. Først efter at have købt en syv otte drinks til ’de smukke damer’ ved baren, lykkedes det os at snøre banditterne. Vi måtte udenfor for at hæve flere kontanter, løj vi.
Sømanden og tre andre mandsopdækkede os gennem gyderne og hen til en pengeautomat, hvor det lykkedes os at sætte i løb og spæne fra flokken. I julemånens skær løb vi som vinden over San Felipebugten og hele vejen op langs stranden i en blanding af rædselsslagent chok og overstadig lettelse.
Næste dag, var det juleaften. Stefan fik besøg af et tysk par, som skulle spise med. Vindheksene føg gennem byen, og vi blev indenfor og lavede julechili. Vi havde fået nok af San Felipe. Festbyen fra helvede. Som jeg husker det, blev chilien god.
Helvedes-hot San Felipe Chili til mindst syv
Det skal du bruge
2 kilo skært okse, eller kalvekød i tern. 1 kilo pintobønner. 4 ds flåede tomater. 4 store peberfrugter, 4 løg, hvidløg, rigeligt chili, salt, mørk chokolade, kaffe. Bønnerne udblødes i koldt vand dagen før.
Sådan gør du
Kødet brunes og tages af. Løg, hvidløg og chili brunes af. Kød og bønner tilsættes, sammen med de flåede tomater, salt og et par kopper vand. Det simrer et par timer, eller til du synes det er færdigt og smages til med mere chili, mørk chokolade og en kop kaffe. Servér med brød, smør, creme fraiche eller yoghurt naturel og rigeligt hakket koriander.
Jul i klipfiskens land
Susanne Sayers, Lissabon
Da jeg første gang trådte ind i et portugisisk supermarked, bemærkede jeg med det samme en speciel lugt. Der lugtede … fisket? Jeg var lidt i tvivl om, hvad det egentlig var, jeg havde i næseborene. Det var ikke decideret ubehageligt, men det var absolut heller ikke noget, jeg ville vælge som min parfume.
Det afslørede sig, da jeg kom dybere ind i butikken: Her var stabler af tørrede og saltede klipfisk. Karakteristiske, næsten trekantede torsk fra Norge, stive som brædder. Selv det mindste supermarked viste sig at have klipfisk.
Efter nogen tid i Portugal lagde jeg ikke længere mærke til lugten, men når jeg har været væk i længere tid og kommer tilbage, rammer den igen mine næsebor ved første besøg, og jeg tænker uvægerligt “hjemme”. Portugiserne har en elsket sang, cheira a Lisboa, det lugter af Lissabon, hvor klipfisk godt nok ikke nævnes, men i det mindste konstaterer den, at “Lissabon har dufte af blomster og hav”. Med lidt god vilje kan klipfisken henregnes til sidstnævnte.
Portugisernes lidenskabelige forhold til klipfisk går mange hundrede år tilbage, og det siges, at en god portugisisk husmor har en opskrift til hver dag i året. Klipfisk er hverdagsmad og kan tilberedes på mange måder, og i mange portugisiske hjem er det en fast del af rutinen at have klipfisk til udblødning og skifte vandet med jævne mellemrum.
Stor var min forbløffelse, da jeg min første jul i Portugal opdagede, at når man spiser klipfisk til hverdag, så er julemaden selvfølgelig … endnu mere klipfisk. I Continente, det lokale svar på Bilka, var der føjet nye kasser med klipfisk til den i forvejen betragtelige samling, og portugiserne forsynede sig gladeligt.
Portugiserne er heldigvis tolerante folk, der ikke forlanger assimilation. Men jeg fornemmer, at de har ondt af mig. Tænk sig – at gå glip af klipfisk på selveste juleaften?
Det var nok lige dér, at jeg gjorde to erkendelser. Nummer et: Præcis hvor meget klipfisk, på portugisisk bacalhau, betyder for Portugal. Det er ikke bare mad, det er kultur og identitet. Nummer to: At jeg aldrig bliver helt assimileret.
Jeg holder meget af flere klipfiskeretter (bacalhau à brás er en stensikker vinterfavorit, og udgaven hvor torsken ligger i lag med løg, peberfrugt, tomat og krydderurter er skøn en sensommerdag), men klipfisk som julemad? Pokker tage mig nej. Juleudgaven er for mig at se tilmed i den mere kedelige afdeling, hvor tilbehøret ofte er udkogte grøntsager og ditto kartofler, selv om der ikke er enighed om, hvad bacalhau da consoada de natal helt præcis skal bestå af.
Heldigvis kan man også få and hele året i Portugal, og selv om flæskesteg i den danske udskæring ikke er almindelig, har jeg for længst lært at danse en nakkekam med svær hos Luis & Edgar, min lokale slagterbiks. Så man behøver ikke at undvære den danske julemad.
Portugiserne er heldigvis tolerante folk, der ikke forlanger assimilation. Men jeg fornemmer, at de har ondt af mig. Tænk sig – at gå glip af klipfisk på selveste juleaften?
Kødorgie i Bahia Blanca, Argentina
Thomas Christiansen, Sao Paolo, Brasilien
Min kone og jeg ankom med bus til Bahía Blanca i Argentina en gang efter midnat natten mellem d. 23 og 24. december. Det er nogle år siden, så jeg er ikke længere helt sikker på om, vi kom direkte fra Bariloche i de argentinske andesbjerge. Det er en tur på næsten 1.000 kilometer, så det havde været en stroppetur. På den anden side er der ikke så mange andre steder af interesse undervejs, hvor det havde været logisk at stoppe.
Danske aner i Argentina
Bahía Blanca er i sig selv heller ikke så interessant et sted. Det er ganske vist den sidste større by ved kysten før starten på det uendelige og mennesketomme sydlige Argentina, men for en turist er det mere et trafikknudepunkt end en seværdighed i sig selv.
Vores besøg i Bahía Blanca en juleaften for 10 – 15 år siden var da også af familiære årsager – vi skulle besøge Sara og hendes mand Miguel Angel. Saras farmor, Helene, og min morfar, Ebbe, var søskendende, og mens Ebbe blev skolelærer i Aarhus, udvandrede Helene til Argentina lige før første verdenskrig. Her blev hun gift med en anden dansk udvandrer, Poul, og sammen drev de en gård på pampassen syd for Buenos Aires. Helene og Poul fik 10 børn og en enorm mængde børnebørn, heriblandt Sara.
Og så grillede han kød: Oksebøffer, svinekoteletter, lammekoteletter, pølser og kalvebrisler. Et tilbud om at give en hånd med blev høfligt men bestemt afvist, for Miguel Angel havde helt styr på, hvad der skulle ligge hvor på grillen
I årenes løb var kontakten mellem de to grene af familien stort set døet ud, men vi havde haft besøg af Sara og Miguel Angel i København nogle få år tidligere. Efter lidt research blandt de ældste efterkommere i Argentina, havde de nemlig fundet frem til min morfars søster, som på det tidspunkt var tæt på 100 år gammel, og derigennem også os. Nu var det tid for min kone og mig at gengælde besøget.
Vi syntes det var sent, at Sara og Miguel Angel skulle hente os på busstationen, men de havde insisteret og tog imod os, selvom klokken var pænt over midnat. Det var et glædeligt gensyn og dagen efter – juleaftensdag – blev tilbragt ved poolen med en masse snak og opdateringer om, hvad der var sket siden sidst. Men det var jo juleaften, så på et tidspunkt kastede Sara og Miguel Angel sig over forberedelserne til julemaden.
Gang i grillen
Miguel Angel startede den store træfyrede grill i to etager, som var en integreret del af carportens bagvæg, så man kunne stå i tørvejr, mens man grillede. Det var dog ikke et problem med regn den dag. Solen skinnede, og det var omkring 25 grader, så Miguel Angel var i klip-klapper, shorts og t-shirt.
Og så grillede han kød: Oksebøffer, svinekoteletter, lammekoteletter, pølser og kalvebrisler.
Et tilbud om at give en hånd med blev høfligt men bestemt afvist, for Miguel Angel havde helt styr på, hvad der skulle ligge hvor på grillen, og hvor lang tid hver type kød skulle have. Sara og Miguel Angels søn Matthias var også kommet, men mængderne af kød var alligevel enorme i lyset af, at vi kun skulle være fem personer. Mens ”vi” grillede tog Sara sig af tilbehøret i form af salat og kartofler.
Desserten har lidt fortabt sig i tågerne af hovedmåltidet og rigelige mængder god argentinsk rødvin, men det er sandsynligt, at det var citronfromage. I den argentinske del af familien bliver denne – vel i Danmark næsten egentlig glemte – ret nemlig set som en speciel dansk specialitet. Den bliver derfor tit lavet ved festlige lejligheder.
Frøken Jensen på spansk
Så hvis man har lyst til at lave dansk-argentinsk inspireret julemad, skal man på forhånd have støvet ”Frøken Jensens Kogebog” af og genopdaget, hvordan man laver citronfromage. Man kan eventuelt tilføje en mandel. Så skal der købes godt ind med kød. Husk kalvebrislerne, som kan være svære at finde, men er helt fantastiske på grill! Juleaften skal der så blot fyres op i grillen, og – måske mest for syns skyld – laves lidt tilbehør af kartofler og salat. Hertil hører naturligvis en god argentinsk rødvin.
Til vores juleaften i Bahía Blanca kom vi langtfra igennem al kødet. Resten fungerede imidlertid som basis for maden i de efterfølgende dage, så beskrivelsen af vores julemåltid kan også være grundlaget for en efterfølgende julefrokost.
Slutningen på min barndoms, ungdoms og danske traditions jul
Annegrethe Rasmussen, Washington DC., USA
Når man bliver ældre, er det jul hele tiden. Det lyder måske som en overdrivelse for yngre læsere, men tro mig – sådan er det. Og det er ikke kun julen – det er også hele tiden forår eller hele tiden sommerferie eller hele tiden en grå og kedelig dag i februar.
Det er noget med hjernen, har jeg læst – følelsen af tiden ændrer sig, jo ældre man bliver.
Den klæbrige monotoni bliver af og til brudt i et lynglimt, der skiller sig ud
En times ventetid for en femårig, der får hele sin dag ødelagt og kaster sig grædende ned på gulvet i protest, registreres blot som et nålestik af ubehag af den 50-årige. Herregud, den kø var overstået, før man kunne nå at tjekke sine sociale medier på sin telefon, eller før man var færdig med at planlægge næste dags julemiddag i tanken.
Men den klæbrige monotoni bliver af og til brudt i et lynglimt, der skiller sig ud. En demarkationslinje, man aldrig glemmer, hvor sanserne ligger helt ude på tøjet eller oplevelsen viser sig at være slutningen på noget afgørende vigtigt.
Det sidste er mest udspekuleret, fordi man registrerer vigtigheden retrospektivt.
Julen som et urørligt helle af hygge og kærlighed
I mit liv viste julen i 2016 sig at være en sådan ”life event”, som amerikanerne kalder det.
En smule baggrund: I det meste af mit liv – mere præcist indtil jeg var 36 år – har jeg holdt jul i Danmark med min familie; først som barn med begge sæt bedsteforældre i Maribo og så som voksen i 30’erne hjemme hos mine egne forældre, der i mange år har boet i Skanderborg. Det var utænkeligt for mig at være sammen med andre end mine forældre – samt mand og børn senere – eller lave noget andet.
Næh, når december gik på hæld dykkede jeg år efter år med enorm entusiasme, og til min britiske mands lettere forundring, ned i min mors julefrokoster samt julebordet juleaften. Altid med gås, altid med alting hjemmelavet med pragtfuld sovs og svesker og æbler og altid med risalamande, som min mor år efter år altid fandt en ubegribelig fleksibel mandelgave til.
Maden spillede en stor rolle, men det gjorde hyggen, samværet, salmerne og følelsen af tryghed og velkendte dufte også. Og kærlighed – ja, det lyder lidt corny måske, men julen er for mig hjerternes fest i helt konkret stand.
Senere introducerede jeg uden nærmere refleksion mine fire børn til samme danske jul. Hvis nogen havde spurgt mig hvorfor, ville jeg have sagt noget om, at traditioner, når de er bedst, fungerer som kulturbærende og hyggelige, trygge heller i en kaotisk hverdag eller som socialt lim. Et holdepunkt i livet, som der ikke skulle pilles ved.
Jul i Venedig
På den baggrund føltes beslutningen om at holde Vigilia – juleaften – i Venedig i 2016 i sig selv dramatisk – mest for mig, der var en kende tøvende.
Udsigten til flere fiskeretter juleaften og Panettone med Prosecco fremfor gås og risalamande kaldte hun ”super spændende”
Min på det tidspunkt 76-årige og meget berejste mor var imidlertid begejstret for netop ikke at skulle lave al maden og stå for al praktiske.
Udsigten til flere fiskeretter juleaften og Panettone med Prosecco fremfor gås og risalamande kaldte hun ”super spændende”, ligesom hun også fandt det enorme, stærkt opulente, guldbesatte palazzo med et væld af malerier, gobeliner, fresker, gigantiske lysekroner og himmelsenge samt indendørs statuer, som vi havde fundet på Airbnb og lejet i en uge, bjergtagende. Det var det også.
Og som hun endelig fastslog, så var katolsk midnatsmesse i Markuskirken – et af Italiens smukkeste bygningsværker fra det hedengangne byzantinske rige – en værdig erstatning for dansk julegudstjeneste i Slotskirken i Skanderborg.
Og sådan blev det. Julen 2016 var en bragende succes, vejret var fantastisk, himlen var tindrende blå i alle 7 dage, og Venedig var stort set renset for turister. Ingen skændtes, og vi fik alle en håndlavet venetiansk karnevalsmaske i gave.
Julen 2017 var imidlertid den sidste jul, jeg kom til at holde med mine forældre.
Den dag, alt forandrede sig for evigt
To år efter, den 19. november 2018, havde min mor lige pyntet hele huset i Skanderborg ned til søen op til jul. Det havde været et travlt år for hende – hun havde været på rundtur i verden med mig og min familie. Vi havde nået at være i både Iguacu, Sao Paolo, Rio de Janeiro, Singapore, St Andrews og London.
I huset duftede der af julemad. Der var Georg Jensen-julepynt og mistelten og juletræ og gyldne små lys over det hele som altid. Julekrybben stod ovenpå chatollet, som den altid havde gjort med et lille lys inde i krybben, og maden til næste aften var også forberedt, for der skulle det sædvanlige hold venner kommer til ’sangaften’ før jul.
Julen 2017 i Venedig var slutningen på min barndoms, ungdoms og danske traditions jul. Jeg vil savne den for altid. Men den var også et nybrud
Om natten kollapsede min mor med en alvorlig hjerneblødning, og hun har været lammet i hele den ene side, ude af stand til selv at spise og drikke eller tale særlig meget siden. I dag er hun på plejehjem og den eneste genoptræning, hun får, er den, vi selv betaler for.
Jul eller ikke jul, der er ikke råd i sundhedssystemet til at rehabilitere mennesker over 65, og som lægen forklarede mig, kan der ikke blive tale om flere skanninger med mindre man “skal tilbage på arbejdsmarkedet”.
Mine børn nægtede at tro på det først. Deres mormor var verdens sejeste, globetrottende, sneskovlende yoga dronning, protesterede de. Selv fløj jeg i panik hjem til Danmark over Atlanterhavet tre dage efter – dagen efter Thanksgiving i USA.
En af mine søskende kørte grædende gennem et iskoldt og mørkt Sjælland samme nat fra sit arbejde i København mod Århus. Min far har levet i uvirkelig smerte og døs lige siden. P.t. er han også på hospitalet.
Der har selvsagt været gode stunder og dårlige stunder, og nu skriver vi julen 2021. Tre år har dulmet sorgen, og chokket har fortaget sig, men følelsen af at træde ind i et færdigt, julepyntet hjem – mine forældres – hvor vi alle var velkomne og ventede, synet af min mors taske på stolen, tøjet der hang klart til næste dag, huskesedlen på bordet tog jeg og bærer i min pung stadigvæk – fornemmelsen af, at man trådte ind i en kulisse, hvor hovedpersonen på uhyggelig vis manglede, fortager sig aldrig.
Julen 2016 i Venedig var slutningen på min barndoms, ungdoms og danske traditions jul. Jeg vil savne den for altid.
Men den var også et nybrud – jeg har spist Panettone og drukket Prosecco til jul lige siden uden at prætendere, at gåsen nogensinde bliver fortrængt af polenta med kogt torsk, risotto eller gnocchi.
Nem italiensk juletorsk med blød polenta
4 personer
Ingredienser
- 1 bundt koriander
- 6 spsk. olivenolie
- 200 g polenta
- 2 squash
- 2 løg
- 500 g grønne bønner
- 2 pakke torskefisk
- 4 spsk. æbleeddike
- Evt. lidt frisk chili og hvidløg
Sådan gør du:
Kog polenta i ½ l saltet vand i 5 minutter. Lad det trække under låg. Rør det med salt og 1½ spsk olivenolie.
Skær torsken i 4 stykker, salt den og lad den trække. Steg den i en smule olivenolie i 5 minutter ved jævn varme til den er gennemstegt og gylden.
Skyl koriander, sving dem tørre og hak dem. Pil løg og skær det i meget tynde skiver. Vend løg med koriander samt et par dråber olie og salt. Smag evt. til med hvidløg og chili.
Skyl og nip bønner, og skær squash i skiver på 3 mm. Damp grøntsagerne under låg i 2 min. i ½ dl vand med 1 spsk olivenolie (damp først lige inden servering).
Anret torsk og grøntsager på et fad, top med koriandersalsa og servér straks.
Vi fik al maden leveret i Venedig fra den lokale restaurant, vi boede oven på. Denne er en opskrift fra Aarstiderne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
