KLUMME // LIV – Thanksgiving er den højtid, som samler flest amerikanere på tværs af race, etnicitet og religion. Dagen kalder på refleksion over, hvad man selv er taknemlig for. Annegrethe Rasmussen har gennem sine 11 år i USA ofte stillet sig selv det spørgsmål i anledning af helligdagen. I dag har hun et svar.
WASHINGTON D.C. – “Hvorfor har man fri, fordi man skal sige tak,” spurgte min yngste for år tilbage. Det spørgsmål ville han ikke have stillet, hvis han var amerikaner, men nu er han halvt dansk, halvt britisk og født i Paris.
Dengang var han syv år, og grunden til, at han spurgte var, at han og hans søskende havde fri fra skole onsdag-fredag. Det har han også i denne uge.
Stort set alle de amerikanere, jeg har mødt, har igennem deres liv inviteret mennesker, de ikke kendte, indenfor. Fra fattige, hjemløse, til fjerne bekendte, udvekslingsstuderende eller sågar en dansk journalist og hendes store familie. For Thanksgiving handler om at dele og om at dele ud
Jeg fortalte, at Thanksgiving for længst har løsrevet sig fra sit kristne udspring om at takke for Guds gaver, og at helligdagen i dag mere handler om at samles med familie og venner; og også om at inkludere de mennesker, der ikke har så meget at glæde sig over.
Stort set alle de amerikanere, jeg har mødt, har igennem deres liv inviteret mennesker, de ikke kendte, indenfor. Fra fattige, hjemløse, fjerne bekendte, udvekslingsstuderende eller sågar en dansk journalist og hendes store familie. For Thanksgiving handler om at dele og om at dele ud.
Det havde den lille ingen problemer med at forstå. Og det er der i øvrigt ikke nogen, som har her til lands. Thanksgiving er den helligdag i USA, som samler flest mennesker. Det anslåes, at 55 millioner amerikanere rejser på årets travleste rejsedag, som er søndagen efter helligdagene.
Og meningsmålinger viser, at over 95 procent af amerikanerne spiser kalkun på dagen – her blegner de danske, ret solide, juletraditioner fuldstændig.
Grunden til at man lige har kastet sig over kalkunen, er der nogle uenigheder om. Myten taler om, at man spiste den ved den allerførste Thanksgiving, hvor pilgrimme mødte indianerne, men det er nu nok en skrøne – snarere spiste man gæs eller ænder, skriver Encyclopedia Britannica:
“It is often assumed that today’s Thanksgiving menu originated in an event commonly referred to as the “first Thanksgiving.” There is indeed evidence of a meal shared between Pilgrim settlers at Plymouth colony (in what is now Massachusetts) and local Wampanoag Indians in late 1621. But there is no indication that turkey was served. For meat, the Wampanoag brought deer, and the Pilgrims provided wild “fowl.” Strictly speaking, that “fowl” could have been turkeys, which were native to the area, but historians think it was probably ducks or geese.”
Encyklopædien fortæller, at det snarere skyldtes en kampagne fra en senere forfatter, Sarah Josepha Hale, og så det mere prosaiske faktum, at kalkun er en billlig spise, hvor alle kan være med. Og så er vi tilbage ved det helt centrale for Thanksgiving. Nemlig, at det er en inkluderende fest i ordets helt fundamentale og uskyldige forstand.
Vi er ikke ude i demonstrative identitetspolitiske konstruktioner, men i det mere simple: alle kan bare være med, ingen holdes udenfor.
Alle religioner, aldersgrupper, sociale klasser, racer og etniske grupper i USA fejrer Thanksgiving på tværs af alt, der normalt skiller dem – selv politik, og intet amerikansk medie kommer udenom de obligatoriske råd om, hvordan man holder diskussionerne om Trump udenfor middagsbordet.
Alle religioner, aldersgrupper, sociale klasser, racer og etniske grupperinger i USA fejrer Thanksgiving på tværs af alt, der normalt skiller dem
Man spiser ikke bare kalkun, men samles med venner og bekendte og kan også glæde sig over – som regel – pecan or pumpkin pies, stuffing, cranberry sauce, rosenkål, kartofler i mange forklædninger, fra mos til blandet med rodfrugter eller søde kartofler, samt hvad ens familie eller venner nu har tradition for at servere.
Ydermere er det også den dag om året, hvor ingen behøver at gå hverken ensomme eller sultne i seng – uanset økonomisk formåen. Thanksgiving er en socioeconomic equalizer, en af de meget få traditioner, der er tilbage i det klasseopdelt Amerika, hvor alle ikke bare spiser det samme – høj som lav – men også i stor udstrækning opfører sig ens.
Man kan naturligvis indvende, at ingen fortjener at være hverken ensomme eller sultne på noget tidspunkt, og det er jeg selvsagt enig i, uligheden i USA er betydelig. Men Thanksgiving Day bugner bordene i alle kirker og i byerne især i de mange Community Centers imidlertid. Frivillige har kokkereret i dagevis, og hvis man ikke er i New York – og det er de færreste – kan man se den sagnomspundne Macy’s Thanksgiving Parade på TV med enorme balloner og et kæmpe optog, som ethvert amerikansk barn drømmer om at opleve bare én gang.
Da min familie ankom til USA i juli 2008, blev vi straks, fire måneder senere, inviteret til Thanksgiving hjemme hos nogle af min mands nye amerikanske kolleger. Det var overvældende – og sjovt, det vrimlede med mennesker, alle spillede et hjemmelavet boldspil, der var musik, hele familien lavede mad i timevis og efter maden og vinen var der sport på TV, dart, kaffe, pies og animerede diskussioner; vi var over 30 mennesker forsamlet på en gård i Virginia.
Mange af de mennesker, jeg har lyttet til gennem årene, har været taknemlige over at have turdet noget på et tidspunkt i deres liv
Siden har jeg været sammen med venner fra Storbritannien, Etiopien, Tyskland, Estland, Libanon, Peru, Pakistan, Frankrig over til Marokko. Det har været en blandet landhandel, men uanset hvem, der har deltaget, har en klassiker rundt om bordet været, hvad vi hver især var mest taknemlige for.
Som regel kan man hurtigt overstå det vigtige og grundlæggende, som alle er enige om at sige tak for: et godt helbred, en sød familie og en økonomisk sikkerhed, som alle ikke kan tage for givet.
Det er selvsagt ikke uvigtigt – hvis man ellers er i den lykkelige situation, at man rent faktisk ér glad for sin familie – der sidder givetvis mange rundt om i USA, der netop er taknemlige for at slippe for den, og hellere fejrer Thanksgiving med gode venner, men sådan har det ikke været, de gange jeg har siddet med til bords.
Men når selvfølgelighederne er overstået, hvilket også inkluderer gæsternes ’tak for mad’ og omvendt værtens tak til alle, der har ”brought something to the table”, hvilket er en gammel og sympatisk amerikansk tradition, har diskussionerne igennem årene ofte været interessante.
Mange af de mennesker, jeg har lyttet til, har været taknemlige over at have turdet noget på et tidspunkt i deres liv.
Richard fra det sydlige England fortalte om, hvordan han hver dag i 10 år havde taget ”det samme tog fra Oxford til Central London. 06.48. Dag ud, dag ind. Samme tog – hver morgen. Mit eneste oprør var, at jeg af og til satte mig på et andet sæde. Så sølle. Indtil den dag, jeg besluttede, at nu var det nok.”
Så søgte han væk og endte i Amerika med sin hustru og tre børn. Han var taknemlig over modet, der langt om længe fik ham til at gøre det uventede.
Min estiske ven fortalte om forhandlingerne om dannelsen af sit nye land efter løsrivelsen fra det kollapsede Sovjetunionen. Han var taknemlig for at leve i frihed
Andre delte historier, der var mere dristige eller farefulde. Min estiske ven fortalte om forhandlingerne om dannelsen af sit nye land efter løsrivelsen fra det kollapsede Sovjetunionen. Han var taknemlig for at leve i frihed.
Min marokkanske veninde fortalte om sin skilsmisse for mange år siden fra sin 40 år gamle mand, efter at hun selv som 17-årig havde født to børn. Hun er relativt fattig i dag. Men hun føler sig fri og stærk – og glad.
Franske Ariane berettede om dengang for år tilbage, da hun efter 12 års samliv med sin musiker-mand, der ikke ville have børn, valgte at adoptere to på trods af mandens protester. ”Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Og det modigste, for ingen syntes om det, heller ikke mine venner eller forældre”. Ægteskabet holdt og i dag er de to piger store og deres forældres øjesten.
Alle fortællingerne havde en portion mod eller i hvert fald handlekraft til fælles.
Jeg har til gengæld aldrig rigtig kunnet bidrage. Jeg har ekstremt meget at være glad for. Jeg elsker også min familie og en række nære, trofaste og loyale venner, der altid vil være der for mig, hvad jeg end roder mig ud i. Og det har igennem årene været ikke så lidt, og af og til har jeg bestemt ikke levet op til egne idealer.
Jeg har ofte reflekteret over mit manglende mod og ikke kun i anledning af Thanksgiving, fordi det med jævne mellemrum har fået mig til at finde mig i ting, jeg ikke burde have accepteret
Men modig er jeg ikke. Jeg er ret flink, holder jeg af at mene. Og myreflittig. Men mit arbejdsliv i udlandet skyldes ikke noget modigt valg, men at jeg mistede mit arbejde i København som højgravid og fulgte med min mand tilbage til hans oprindelige job i London. I udgangspunktet var det mere et fravalg af Danmark end et tilvalg af resten af verden.
Jeg har ofte reflekteret over mit manglende mod og ikke kun i anledning af Thanksgiving, fordi det med jævne mellemrum har fået mig til at finde mig i ting, jeg ikke burde have accepteret. Jeg er eksempelvis elendig til at sige fra, hvis mennesker, jeg godt kan lide, svigter. Ikke et ord kommer der ud, hvor meget jeg end normalt taler (og det gør jeg) eller forsøger.
Ofte har jeg trøstet mig med, at jeg til gengæld er en rummelig sjæl. Måske er det ’solsiden’ af det med ikke at kunne sige fra. Jeg holder også af at tænke over ordet ”loyalitet” – jeg synes ikke, jeg svigter mennesker i nød, men tværtimod gør alt, hvad jeg kan for at hjælpe med stort og småt.
Men sådan har det ikke altid været. Jeg tænker på én af de gange, jeg har opført mig mest usselt. Det var efter jeg lige var flyttet til København, før jeg startede med at læse på universitetet. Jeg var politisk aktiv på den yderste venstrefløj, hvor ordet ”solidaritet” spillede en ikke ubetydelig rolle.
Der var ingen grænser for, hvem jeg og vi ikke solidariserede os med, og i tilbageblikkets ubarmhjertige skær, kan jeg nu se, at det var nemmest at stå skulder ved skulder med dem, der var allerlængst væk. Det var lige så uforpligtende at sidde i støttegrupper og hænge plakater op dengang, som det i dag er at melde sig ind i grupper på Facebook i protest over verdens uhyrligheder.
Den aften var vi en gruppe, der skulle ud til en fest. Min daværende kæreste var syg og skulle ikke med. Han var også – med rette – nervøs over en af de andre unge mænd i selskabet, og mens jeg gik ud ad døren, stod min kæreste ved vinduet oppe på femte sal og græd.
Jeg gik ud i det københavnske natteliv, og jeg ikke så meget som så mig tilbage. Det var alt om at gøre ”at være sig selv”, ”ingen ejer hinanden, jalousi er borgerligt, og den personlige ejendomsret må afskaffes.”
Jeg er faktisk taknemlig for, at jeg ændrede mig. Nogle vil sige, at jeg blot blev voksen, men den køber jeg ikke. Såkaldt ’voksne mennesker’ kan være og er ofte nøjagtigt lige så selvcentrerede, som jeg af og til var som 20-årig
Herregud, kan man indvende. Ungdommen er notorisk selvcentreret – uanset om man pakker sin narcissisme ind i røde eller blå faner.
Ikke desto mindre er jeg faktisk taknemlig for, at jeg ændrede mig. Nogle vil sige, at jeg blot blev voksen, men den køber jeg ikke. Såkaldt ’voksne mennesker’ kan være og er ofte nøjagtigt lige så selvcentrerede, som jeg af og til var som 20-årig.
Faktisk er jeg med jævne mellemrum paf over den kynisme og manglende evne til at tage hensyn til andre, som jeg ser demonstreret i min egen generation (ofte i medieverdenen, men jeg har indset, at det næppe skyldes branchen, som jeg ellers nok var tilbøjelig til at mene for nogle år siden, men snarere, at det nu engang er der, jeg kender flest).
Så til dem, der begræder, at tidsånden er overfladisk, selviscenesættende og individualistisk ud over enhver grænse med konstante demonstrationer af egomani på sociale medier, vil jeg blot sige:
Vær for det første taknemlig over, at vi ikke er blevet hængende i tidsånden fra 1980’erne og 90’erne.
Der var egotrip, så det forslog, og især på venstrefløjen var det forklædt som oprør mod borgerlige normer, selv om det nok så meget handlede om især den voksne og opvoksende generations egen tilfredsstillelse (venner har fortalt mig, at det var fuldstændig det samme til højre for midten, og jeg tror dem, men fordi jeg ikke befandt mig der, holder jeg mig til at kritisere det, jeg kender til).
Konklusionen er sådan set opmuntrende: Jeg synes, at nutidens ungdom på lange stræk er mere ærlig. Og jeg tillader mig at mene, at jeg også selv er blevet klogere. Det er jeg taknemlig for.
Vil du gerne følge med i klummerne, debatten og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget. Hvis du gerne vil læse flere af Annegrethe Rasmussens artikler, der mest handler om amerikansk politik, kan du klikke her.
Topillustration: Piqsels Public Domain.
Dette er en ændret, redigeret og opdateret udgave af en artikel, jeg skrev dele af tilbage i 2012, som kan læses her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
