ANALYSE // ARGENTINA – Før det argentinske præsidentvalg 27. oktober tyder alt på, at der vil ske et stort politisk skifte i Sydamerikas næststørste land. Ved de såkaldte primærvalg 12. august fik den nuværende præsident, Mauricio Macri, kun 32 pct. af stemmerne, mens oppositionens præsidentkandidat, Alberto Fernández, fra Peronistpartiet fik 48 pct. af stemmerne. Hvis resultatet gentager sig, vil Fernández derfor blive valgt allerede i første valgrunde. Uanset udfaldet er Argentina på vej mod statsbankerot, skriver Thomas Christiansen.
SAO PAULO – Alberto Fernández’ store sejr i primærvalgene kom som en overraskelse for de fleste. Meningsmålingerne op til primærvalgene havde ganske vist givet Fernández et forspring, men kun på omkring 5 procentpoint, hvilket var langt mindre end det endelige resultat. Det har ført til en udbredt skepsis om meningsmålingerne frem mod valget 27. oktober.
Den almindelige forventning er dog, at Alberto Fernández gentager sin stensikre sejr, hvilket meningsmålingerne også peger på. Den argentinske avis Clarín gennemgik for nylig over 20 forskellige meningsmålinger gennemført siden primærvalget. Her pegede alle på en sejr til Fernández med en margin på mellem 10 procentpoint og 23 procentpoint.
Der er derfor ikke meget, der tyder på, at der skal gennemføres en anden valgrunde i november. Det skyldes, at den kun er nødvendig, hvis vinderen ikke enten har fået mindst 45 pct. af stemmerne, eller vinderen har fået mindst 40 pct. af stemmerne samt mindst 10 procentpoint flere stemmer end nummer 2.
Opgør mellem gamle kendinge
Mauricio Macri blev i 2015 valgt på en økonomisk liberal platform, som var baseret på skattenedsættelser, privatiseringer og initiativer, som skulle tiltrække udenlandske investeringer. Det var et opgør mod 12 års politik, hvor landet siden 2003 havde været regeret først af Nestor Kirchner og siden hans kone, Cristina Kirchner, som begge er fra venstrefløjen i Peronistpartiet.
Cristina Kirchner kunne ikke stille op i 2015, da forfatningen ikke tillader mere end et genvalg i træk. Dengang stillede Peronistpartiet derfor med daværende vicepræsident, Daniel Scioli, som præsidentkandidat, men han endte med at tabe med den mindst mulige margin til Macri.
Macris store problem er, at valget bliver gennemført på baggrund af en dyb økonomisk krise. De økonomiske problemer har ført til, at den argentinske stat er tæt på fallittens rand
Valget i 2019 kan ses som et nyt opgør mellem parterne fra 2015. Det skyldes, at Alberto Fernández fra 2003 til 2008 var, hvad der svarer til premierminister under hele Nestor Kirchners præsidentskab, og at han fortsatte på posten i de første 7 måneder efter, at Cristina Kirchner blev præsident i december 2007.
Efter sin tilbagetræden fra posten som premierminister i 2008 distancerede Fernández sig ganske vist fra Cristina Kirchners regering, men i 2018 fandt de hinanden politisk igen. Det første til, at de i maj 2019 præsenterede sig som henholdsvis kandidat til præsidentposten og vicepræsident-posten.
Opstillingen af Cristina Kirchner som vicepræsidentkandidat i stedet for præsidentkandidat hænger utvivlsomt sammen med, at hun i høj grad er en person, som deler vandene i Argentina. Forud for annonceringen af kandidaterne var der stor spænding, om hun ville stille op igen. Dilemmaet for Peronistpartiet var, at Cristina Kirchner på den ene side har en stor folkelig base. På den anden side kunne hun også skræmme vælgere væk, der ellers var utilfredse med Macri.
Ordningen med Alberto Fernández som præsidentkandidat ser ud til at have løst det problem. Hvordan den reelle magtdeling bliver mellem de to, vil man nok først kunne se efter valget.
Valg på baggrund af dyb økonomisk krise
Macris store problem er, at valget bliver gennemført på baggrund af en dyb økonomisk krise. De økonomiske problemer har ført til, at den argentinske stat er tæt på fallittens rand, og samtidig lever en stor del af befolkningen i dyb fattigdom. Op mod halvdelen af landets erhvervsaktive befolkning er således enten arbejdsløse eller har dårligt betalte job i det uformelle arbejdsmarked.
Et enigt parlament i september erklærede Argentina i ”fødevaremæssig undtagelsestilstand” frem til 2022. Konkret indebar det en 50 pct. forøgelse af de statslige midler til folkekøkkener
Samtidig kæmper regeringen med at håndtere en voksende inflation, der har været på 60 pct. i de seneste 12 måneder. Da lønningerne ikke har fulgt med prisstigningerne, oplever selv de, som er i arbejde, en gradvis udhuling af deres købekraft.
Krisen har ført til en social mobilisering i landet med krav om sociale foranstaltninger. Det førte til, at regeringen med støtte fra et enigt parlament i september erklærede Argentina i ”fødevaremæssig undtagelsestilstand” frem til 2022. Konkret indebar det en 50 pct. forøgelse af de statslige midler til folkekøkkener, der deler mad ud til den fattigste del af befolkningen.
Denne situation er i skærende kontrast til Macris valgløfter forud for valget i 2015, da han lovede at udrydde fattigdom i sin første valgperiode. Dette fik 15. september biskoppen i Salta i det nordlige Argentina til at byde Macri velkommen til et besøg med ordene: ”Da De blev valgt, sagde De jeg vil kæmpe for nul fattigdom. Hvad kan Salta sige i dag? Salta giver Dem ansigter på fattigdom”.
Inflationen giver også problemer for erhvervslivet, som har svært ved at forudsige værdien af fremtidige betalinger, uanset om det er gæld eller fordringer. Alt andet lige, vil det forstærke den nuværende krise, da virksomheder sandsynligvis er forsigtige med at foretage større investeringer, fordi det er svært at forudsige, om det kan betale sig.
At risikoen for en statsbankerot er reel kan ses af, at de internationale kreditmarkeder vurderer, at der er op til 90 pct. sandsynlighed for en statsbankerot indenfor 5 år
Den stigende inflation førte til, at flere og flere mennesker begyndte at veksle deres opsparing i argentinske pesos til amerikanske dollar for at sikre opsparingens værdi. Dette truer landets beholdning af udenlandsk valuta, hvilket potentielt kan føre til to store problemer
For det første kan det gøre det meget vanskeligt at tilbagebetale landets gigantiske gæld, der i høj grad er optaget i udenlandsk valuta. At risikoen for en statsbankerot er reel kan ses af, at de internationale kreditmarkeder vurderer, at der er op til 90 pct. sandsynlighed for en statsbankerot indenfor 5 år.
For det andet kan manglen på udenlandsk valuta føre til yderligere begrænsninger i importen og dermed en yderligere nedsmeltning i den del af økonomien, som er afhængig af udenlandske inputs.
For at modvirke tabet af udenlandsk valuta så regeringen sig i begyndelsen af september tvunget til at indføre månedlige begrænsninger på, hvor mange pesos argentinerne kan veksle til amerikanske dollar. Privatpersoner kan maksimalt købe 10.000 dollar (ca. 67.000 kr.) om måneden, mens firmaer kun kan veksle pesos til dollar med tilladelse fra Nationalbanken, medmindre pengene skal bruges til import.
Lignende tiltag i Argentina og andre lande har imidlertid tidligere ført til, at der opstod et sort marked for udenlandsk valuta, hvilket yderligere komplicerer situationen for både private og erhvervsdrivende.
Argentinas dystre gældsproblem
Et andet stort problem er, at Argentina står overfor at skulle begynde tilbagebetalingen på en gigantisk gæld, som blandt andet omfatter et lån på 57 milliarder dollar (381 mia. kr.) fra Den Internationale Valutafond (IMF).
Lånet var i sin tid betinget af blandt andet skattelettelser og nedskæringer i den offentlige sektor, hvilket har placeret Macri i en klemme. Han kunne enten forsøge at opfylde betingelserne fra IMF, men dermed også øge risikoen for, at han taber valget. Alternativt kunne han forsøge at øge sin popularitet ved ikke at opfylde lånebetingelserne, men det kan give problemer på længere sigt med risiko for, at Argentina får svært ved at få refinansieret lån, der udløber til betaling.
Resultatet af dette dilemma er blevet, at Macri har blødt lidt op for sin økonomiske politik. Han har introduceret en række sociale tiltag, og samtidig har regeringen udskudt betalingen til institutionelle investorer på en del af gælden imellem 3 og 6 måneder. Det er imidlertid mere end tvivlsomt om disse tiltag vil gøre det muligt for Macri at genvinde regeringsmagten.
Det store problem med gælden viser sig også ved, at repræsentanter fra IMF var i Buenos Aires i slutningen af august for at forhandle med regeringen om eventuelle ændringer af betalingsbetingelserne.
Samtidig går Fernández også til valg på en række mere ideologiske punkter, som for eksempel et forslag om gradvis indførsel af fri abort, hvor det første skridt vil være, at det ikke længere er strafbart at få foretaget en abort
Argentinas forhold til Valutafonden er også højt på dagsordenen for Alberto Fernández. Han har i sit program argumenteret for, at aftalerne med IMF og andre kreditorer skal genforhandles, og han fremsatte også dette ønske på et møde med Valutafonden i juni 2019. Det primære punkt for Fernández er at sikre, at tilbagebetalingen af gælden foregår på en måde, der samtidig gør det muligt at sikre en økonomisk vækst baseret på det indenlandske marked.
På den måde ligger hans politik i tråd med hans tid i Nestor Kirchners regering, som i starten af 00’erne tog et større opgør med Valutafonden og dens lånebetingelser.
Fernández’ svar på krisen
Ud over en genforhandling af aftalen med Valutafonden går Fernández og Kirchner til valg på en række sociale tiltag, der akut skal forbedre situationen for den fattigste del af befolkningen. Vigtigheden af det sociale område kan ses i, at det er her, man finder de mest detaljerede forslag i Alberto Fernández’ valgprogram.
Forslagene omfatter for eksempel et forslag om, at pensionister ikke længere skal betale for medicin, at der skal ske en forhøjelse af pensionerne med 20 pct., og at momsen skal fjernes på basisfødevarer.
Programmet omfatter også en målsætning om at fremme investeringer i sektorer, som kan mindske importen og forøge den indenlandske produktion, så landet bedre bliver i stand til at indtjene udenlandsk valuta. Her er målet specifikt at øge den økonomiske integration mellem industriproduktionen og udvindingen af landets naturressourcer.
Samtidig går Fernández også til valg på en række mere ideologiske punkter, som for eksempel et forslag om gradvis indførsel af fri abort, hvor det første skridt vil være, at det ikke længere er strafbart at få foretaget en abort.
Det sker i forlængelse af, at et lovforslag om legalisering af abort blev nedstemt i 2018 og igen i august 2019. Inden da havde debatten for og imod mobiliseret i tusindvis af mennesker i en lang række demonstrationer over hele landet, og emnet er derfor fortsat politisk højspændt.
På en række områder går Alberto Fernández derfor på valg på et program, der minder om erfaringerne fra Nestor Kirchners præsidentperiode. På det økonomiske område et opgør med en neoliberal politik, og på det sociale og kulturelle område en række initiativer hvoraf nogle også har en stor symbolværdi.
Store dele af befolkningen ser Alberto Fernández som et opgør med Argentinas traditionelle konservative politiske og økonomiske elite til fordel for den fattigere del af befolkningen, på samme måde som tilfældet var med Nestor og Cristina Kirchner mellem 2003 og 2015.
Men på grund af krisens dybde og længde, er der næppe nogen nem eller hurtig måde til at løfte store dele af befolkningen ud af den fattigdom, som de befinder sig i. Det bliver interessant at følge om Alberto Fernández og Cristina Kirchner – hvis de som forventet vinder valget – kan finde de rette svar og samtidig opretholde deres popularitet i de hårde år, der sandsynligvis fortsat venter forude.
FAKTA OM KORRUPTION I ARGENTINAArgentina er plaget af et højt niveau af korruption. På ”Transparency International’s” opgørelse over befolkningens opfattelse af korruption i et givet land ligger Argentina på plads 80 ud af de 180 lande i undersøgelsen. Denne situation udgør et problem for de primære kandidaturer til præsidentembedet. Mauricio Macri og hans familie er involveret i flere sager, hvoraf specielt to har fået nyt liv op til valget. Den første sag stammer tilbage fra 1997, da det argentinske postvæsen blev privatiseret. Vinderen af udbuddet var et konsortium – Correo Argentino SA – hvor familien Macris firma SOCMA ejede 2/3 af kapitalen. Correo Argentino SA var imidlertid ikke i stand til at betale staten den aftalte pris for opgaven, og gik i betalingsstandsning i 2001. Herefter blev postvæsenet re-nationaliseret af daværende præsident Nestor Kirchner i 2003. Anklagemyndigheden gør nu krav på den oprindelige gæld på 296 millioner pesos plus rentetilskrivninger siden 2001, mens Correo Argentino SA har stillet økonomisk modkrav mod staten for investeringer foretaget frem til re-nationaliseringen. I 2016, da Macri allerede var blevet præsident, nåede Kommunikationsministeriet og Correo Argentino SA frem til en aftale, hvor Correo Argentino SA ville betale gælden af over 15 år med en rente på 7 pct. I 2017 nægtede anklagemyndigheden imidlertid at godkende aftalen, da man mente, at aftalen ville medføre et tab for staten på over 99 pct. af den oprindelige gæld. Aftalen fra 2016 har ført til, at den daværende kommunikationsminister – som nu er forsvarsminister – den tidligere juridiske chef i Kommunikationsministeriet, samt Correo Argentino SA’s advokat og direktør er anklaget for svindel.  Den anden større sag vedrører salget af flyselskabet Macair – ejet af familien Macri – til holdingselskabet bag det colombianske selskab Avianca i 2016. Macair – omdøbt til Avianca Argentina – fik efterfølgende tilladelse til at flyve på en lang række indenrigsruter i Argentina. Sagen drejer sig om, hvorvidt salget overhovedet blev gennemført, eller om den argentinske regering tildelte ruter til, hvad der de facto fortsat var et flyselskab ejet af familien Macri, og/eller om salgsprisen var ekstra høj, fordi det nye selskab på forhånd var sikret adgang til et rutenet. Avianca Argentina gik i øvrigt konkurs i juni 2019. Tilsvarende er Cristina Kirchner involveret i en række korruptionssager. Den mest omfattende er den såkaldte ”Causa de los cuadernos” – det vil sige ”notesbogssagen” – som omhandler private firmaers formodede bestikkelse for at opnå kontrakter med staten under regeringerne Nestor Kirchner og Cristina Kirchner. Ifølge anklageren er der her betalt omkring 70 millioner dollar (469 mio. kr.) i bestikkelse, som efterfølgende er blevet ført ud af landet. |
Foto: Top, Pixabay. Resten Wikimedia Common
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
