DEN USÆDVANLIGE REJSE #5 // SOMMERSERIE – En svømmetur med en hvalhaj er lettere sagt end gjort, for det store dyr er en fisk, og det er du ikke. En beretning fra Isla Holbox ud for Yucatán-halvøen i Mexico om et møde med noget af det mægtigste, som naturen kan fremvise.
Sommer er rejsetid, men man kan se verden og få nye oplevelser på mange måder. I løbet af sommeren inviterer POV læserne med på usædvanlige og tankevækkende rejser.
”I skal bare huske tre ting: kamera, badebukser og solcreme,” sagde den buttede, mexicanske guide David, da han meget venligt kom forbi vores hytte aftenen før for at orientere os om turen. Vi glemte så de to sidste ting, hvorfor jeg ses på vores billeder iført underhylere, mens man på andre billeder kan se min kone, dyrlægens, meget røde ryg til trods for, at det faktisk var overskyet hele tiden.
Og så skulle han i øvrigt have nævnt mindst et par andre ting: en let vindjakke til det åbne hav og ekstra støddæmpere eller puder til røven, når båden og bølgerne ramte hinanden skævt hvert 10. sekund i en halv time. Det begyndte faktisk at blive lidt anstrengende, at vi lige på vores tur havde lidt besvær med at finde dyrene, selvom vi også fik øje på nogle marsvin.
Da vi første gang læste om, at man fra Isla Holbox kunne svømme med hvalhajer, og at øen i øvrigt var et tilbagelænet og farverigt lille sted, så blev vi straks enige om, at dér ville vi hen, inden min kone skulle til en kongres i Cancún senere på ugen. Der er to timers kørsel fra lufthavnen i Cancún, og hvor vejen i lange stræk bare pløjer sig gennem junglen. Man passerer et par byer, der her på egnen ligner hinanden med deres lille kulørte torv, og til sidst ankommer man til Chiquila, hvorfra der er en halv times sejlads over til øen.
endelig lod det til, at vores guide på den lille båd, hvor vi var i alt 10 gæster, havde fået en besked over radioen om, at et af de store dyr var blevet set
Der bliver man mødt af pelikaner og fregatfugle og små golfvognsagtige taxier, og vi blev desuden også mødt af et tropisk regnskyl, som gjorde færdsel på den lille bys grusveje noget vanskelige i dagene derefter. Men vi kom frem til vores hotelhytter meget tæt på stranden, og allerede samme aften var det, at vi fik besøg af vores guide.
Hvalhaj i Mexico
Dagen efter sad vi så og fik ondt i kadaveret af bådens slag mod vandet, men endelig lod det til, at vores guide på den lille båd, hvor vi var i alt 10 gæster, havde fået en besked over radioen om, at et af de store dyr var blevet set. Endelig var der tre-fire andre både i sigte, mens der til gengæld overhovedet ikke var landkending nogen steder, så vi var temmelig langt ude i det caribiske hav.
Og ganske rigtigt, da vi lettere forslåede og vind- og solramte fik gnedet øjnene, så kunne vi blandt de andre både se et stort kreatur ligge og bevæge sig fremad i vandoverfladen med åbent gab, således at den kunne suge det plankton, der er en dens hovedernæringskilde, til sig.
Hvalhajen har af en eller anden grund altid fascineret mig. Det stammer formentlig fra dengang i skolegården, hvor man konkurrerede indbyrdes med de bedste facts fra naturens verden, og hvor min kammerat Jakob en dag kunne få os andre til at gyse med information om det dyr, han mente at vide, var verdens største nulevende fisk. Og han havde ret, og den kan snildt blive 12 meter, selvom der findes ubekræftede meldinger om endnu større individer. Men det at han fik os til at gyse, var lidt snyd, for den er simpelthen bare overhovedet ikke farlig for mennesker.
Det er en haj, men den har en noget anden teknik og diæt end de hajer, man kender fra naturprogrammer på BBC og ”Jaws”, idet den suger sin føde ind
Det er en haj, men den har en noget anden teknik og diæt end de hajer, man kender fra naturprogrammer på BBC og ”Jaws”, idet den suger sin føde ind. Den har kun forholdsvis små tænder og lever mest af smådyr, som den sier fra vandet med sit gællegitter.
Hvalhajen kan så vidt man ved også blive meget gammel, måske 100 år, men det faktum, at vores hvalhaj lå med overkæben over overfladen noget af tiden, tydede på, at lige den her ikke var så gammel igen, idet det skulle være en metode, som ældre dyr ikke benytter. Det var lidt svært at vurdere størrelsen, men den var i hvert fald otte meter lang, formentlig mere.
”Go!”
Der var allerede folk med snorkler rundt om dyret, men reglerne tilsiger, at der kun må være to mennesker omkring den hele tiden. Det kunne vi så meget hurtigt se ikke blev helt overholdt af de andre både, og samtidig så vi David tage en endog meget tætsiddende våddragt på.
Dyrlægen og jeg var måske lidt betænkelige ved det hele alligevel. Hvor dybt var der for eksempel lige der, hvor vi var?
Vi havde sådan set forestillet os, at vi også ville få udleveret sådan en dragt, men vi måtte selv rode efter snorkelmasker, svømmefødder og svømmeveste, der passede nogenlunde.
Dyrlægen og jeg var måske lidt betænkelige ved det hele alligevel. Hvor dybt var der for eksempel lige der, hvor vi var? Er vandet ikke muligvis lidt koldt så langt ude på havet? Vi holdt os i hvert fald lidt tilbage og lod de andre gæster komme til først. Først var det to belgisk-franske kvinder, og vi så, hvordan de iført badetøj og svømmevest, dykkerbriller, snorkel og svømmefødder satte sig på kanten med David ved siden af.
Vores skipper positionerede sig så i forhold til hvalhajens retning, og på en eller anden måde må han jo have kommunikeret med de andre både om, hvis tur det var. Pludselig råbte David: ”Go,” og de to piger plaskede i, mens vi andre var ved at få båden til kæntre for at følge med. Hvalhajen kom lige i mod os, men så drejede vi lidt af og kunne stadig følge med i, hvad der skete i vandet. De to piger forsøgte at svømme med, men det hele gik meget hurtigt, for en hvalhaj er en fisk, og det var de to piger ikke.
Alligevel kom de lidt efter op med kæmpestore smil på og kunne dårligt udtrykke, hvad de skulle mene ud over, at det var fantastique.
Det var vist først nu, at det egentlig gik op for mig, at selve turen hedder ”Swim with the Whale Shark”, men jeg kunne jo se, at det virkede noget vanskeligt at følge med, for hvalhajen lod ikke til at ænse noget som helst andet end sit plankton. Jeg er selv en elendig svømmer, så jeg tænkte, at hvis jeg nu bare lod mig dumpe ned i vandet og først og fremmest koncentrerede mig om at kigge, så ville det nok være det bedste.
Og da dyrlægen og jeg ikke længere kunne undslå os, og jeg sad der på kanten af båden i mine underbukser (der var kun tre ting, vi skulle huske), så var min plan klar. Bortset fra at jeg jo også skulle have mit kamera med ned. Det var første gang, at jeg skulle prøve at bruge det under vandet, som det ganske vist er beregnet til, men måske jeg skulle have øvet mig lidt først.
Den bedste souvenir
Båden manøvrerede skarpt, så man var ved at miste balancen og ryge i før tid, men nu lå vi, hvor vi skulle ligge – lige i dyrets bane – mens de andre både og dykkere holdt sig i baggrunden. Jeg mærkede et sug af spænding og nåede at tænke, at hvis man var den type, så var det nok omkring nu, at man gik i panik. Jeg hørte David give nogle direktiver til dyrlægen, og så råbte han: ”Go,” og så fik jeg på en eller anden måde modet til at springe i. Jeg tror muligvis, at dyrlægen blev skubbet i, men så lå vi der og var lidt desorienterede i nogle sekunder.
Så hørte jeg David skrige: ”Look down,” til min kone, og det synes jeg faktisk lød som en god idé. Jeg kiggede ned og så en masse fisk, og først nogle sekunder efter fattede jeg, at de faktisk svømmede under hvalhajen, som en masse små følgefisk. Det vil sige, at den store livjatan pludselig passerede som en havnebus lige foran mig, mens jeg forsøgte at knipse løs med kameraet. Jeg tror ikke, at jeg sådan egentlig bevægede mig, og lige pludselig så jeg halen komme tættere og tættere på.
Der er åbenbart historier om, at turister bliver ramt og slået bevidstløse af halen, men det vidste jeg heldigvis ikke; jeg var bare sikker på, at jeg ville blive ramt. Men når man kigger gennem en dykkerbrille, virker størrelser og afstande noget uklare. Og jeg blev ikke ramt, men prøvede at tage flere billeder og forsøgte derefter at svømme efter. Det gik ikke ret godt, for som sagt er jeg ikke nogen naturlig svømmer (snarere en vadefugl), og snart måtte jeg op over vandet for at se, hvor i alverden jeg var – og måske også lidt for at se, hvor dyrlægen var blevet af.
Jeg har ingen erindring om, hvordan jeg trak vejret under vandet – eller om jeg gjorde det overhovedet – men da jeg fik hovedet over vandoverfladen, kunne jeg se både vores båd, dyrlægen og David, men selvfølgelig et helt andet sted, end jeg havde regnet med. Jeg vendte mig om efter hvalhajen, og jeg kunne se, at en af de andre både var ved at sætte nye turister i vandet – allerede mindst halvtreds meter væk. David tilbød at tage nogle billeder af os, men det hele var gået meget hurtigt og var så intenst, at det ganske rigtigt var lidt vanskeligt at beskrive.
Oppe på båden blev jeg noget overrasket over at se, at jeg kun havde fået taget to billeder under vandet, men jeg besluttede alligevel, at jeg ved næste dyk ville gøre det uden kamera for simpelthen at kunne opleve det bedre og få billeder printet ind i hjernen i stedet. Det lykkedes også, mens det stadig ikke lykkedes mig at ”svømme med en hvalhaj”, som nogle af de andre faktisk viste sig at kunne.
Men jeg har nogle mageløse billeder på min nethinde, to lidt mindre mageløse billeder på kameraet samt et par underbukser, der kan prale af at have været endog meget tæt på en hvalhaj. Jeg tænker på det, hver gang jeg har dem på, og bedre souvenir har jeg vel aldrig haft.
Klik dig videre til andre artikler i samme serie lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her