LYKKE // KLUMME – Alle har ret til et fedt køkken, hed det en overgang i en reklame. Med en omskrivning kan man tale om, at vi i dag alle har ret til et lykkeligt eller fedt liv. Man kan synes, at vi med al den fokus på trivsel er kravlet et trin op ad civilisationsbehovspyramiden, så vi nu er nået op på det øverste trin. Finn Wiedemann er dog ikke sikker på, det er tilfældet.
Når spørgsmålet faldt om retten til det fede køkken, var der ikke tale om en ret i juridisk forstand, men det handlede mere om, at det gode liv indebar, at man skulle bo i pæne eller smarte omgivelser.
Hvad angår det lykkelige liv, er der heller ikke tale om en ret, men snarere en forventning, som vi selv, samfundet og dets institutioner i stigende grad er medskabere af.
Trivselsmålinger
Vi måler trivslen i skoler og på arbejdspladser og skaber på den måde forventninger om, at det rigtige er at være lykkelige og tilfredse. I folkeskolen har man f.eks. siden 2014 målt trivslen, mens man siden 2008 har målt trivslen på vores arbejdspladser ofte i sammenhæng med den lovpligtige APV.
De individuelle og psykologiske behov er subjektive. Lykke og trivsel er ikke det samme for dig som for mig
Man kan gå ind på enhver folkeskoles hjemmeside og læse om resultaterne fra den årlige trivselsmåling på såvel skole- som klasseniveau. I skolen holder skoleledere møder med klassens teams, hvor de taler om målingen, mens repræsentanter for skoleforvaltningen holder møder med skolelederne, hvor den årlige trivselsmåling ligeledes er et af punkterne på dagsordenen.
Måske udfærdiger de handleplaner for, hvordan de kan forbedre trivslen i 2. a. Måske trækker de bare på skuldrene og siger: “7,1 i trivsel, det er vist meget godt.”
Trivsel er altså blevet et vigtigt samfunds- og uddannelsespolitisk område, som vi bruger rigtig mange ressourcer på at måle og monitorere.
Målinger skaber forventninger
Når vi måler på noget eller fokuserer på noget, så skaber det indirekte eller direkte forventninger. Vi har ikke blot fået politiske rettigheder (ret til at stemme) og sociale rettigheder (ret til at lægehjælp, sociale ydelser og uddannelse). Nu har vi også fået individuelle eller psykologiske rettigheder. Alle har ret til et liv i trivsel og lykke.
Man kan synes, at vi med al den fokus på trivsel er kravlet et trin op ad civilisationsbehovspyramiden, så vi nu er nået op på det øverste trin. Jeg er imidlertid ikke sikker på, det er tilfældet.
Hvor de første typer af rettigheder er basale og objektive, er de individuelle og psykologiske behov subjektive. Lykke og trivsel er ikke det samme for dig som for mig. Den afdøde brasilianske lyriker Vinicius de Moraes siger om lykken, at den er ”som en fjer i vinden. Den flyver let, men ikke længe.”
I perioder er vi ulykkelige
Følelsen af lykke er altså forbigående. Der er perioder af vores liv, hvor vi er ulykkelige eller ikke trives, fordi vi ikke kan få hende eller ham, vi elsker, eller fordi vi er blevet svigtet, forladt, ydmyget, hånet eller ikke kan få det, vi begærede. Den store bil, udtagelsen til førsteholdstruppen, drømmejobbet, de rigtige venner eller den udkårne.
Vi kender alle til ikke at trives i kortere eller længere perioder, på arbejdspladsen, til en fest, en middag, i en bestemt social sammenhæng eller i mødet med den anden eller de andre.
Det er ikke nødvendigvis kun de andre eller samfundets skyld, vi er ulykkelige og ikke trives
Når de fleste tænker tilbage, ja så består livet af bølgedale og bølgetoppe.
Sagen er også, at vi ikke alle sammen har ret til et fedt liv. Man skal gøre sig fortjent til det, og heldet og tilfældet spiller også ind. Endelig er det et eksistentielt grundvilkår, at der vil være perioder af vores liv, hvor vi ikke trives eller er ulykkelige. Nogle gange kan mistrivsel og ulykkelighed ovenikøbet være afsæt til, at vi revurderer vores liv. Skifter skole, partner, uddannelse, arbejde eller bolig. Det er ikke nødvendigvis kun de andres eller samfundets skyld, vi er ulykkelige og ikke trives.
Det gode liv har mange ansigter
Historisk set har trivsel og lykke været et omdiskuteret begreb. Helt tilbage til antikken har man diskuteret begreberne uden nødvendigvis at kunne fastlægge en entydig betydning. Det gode liv har mange ansigter.
Det er først de senere år, at sundhedsvidenskaben har lagt sig fast på en definition på trivsel, og det er den, vi har operationaliseret, når vi f.eks. måler trivslen i skolen. Grisen bliver ikke tungere af at blive vejet, siger vi snusfornuftigt som en kritik af den omsiggribende tendens til at måle alting. Vi bliver heller ikke nødvendigvis lykkeligere af at blive målt på, om vi er lykkelige eller trives.
Trivsel er blevet et konkurrenceparameter
”Lykke er, at man har fået lov til at leve livet,” sang Preben Kaas og Jørgen Ry i den gamle revyvise Lykke som en konklusion til sidst i sangen efter at have gennemgået de forskellige lykketilstande, som hører livets skiftende aldre til.
Der har de måske fat i noget. Trivsel og lykke handler om erfaring, om at gøre erfaringer og blive klogere af det. Man udvikler dømmekraft eller livskunst. Hvornår trives vi? Det ved vi kun, hvis vi har oplevet ikke at trives og er bevidste om det.
Målinger af trivsel kan være en ekstra sans, der gør, at vi opdager ting, vi ellers ikke ville have opdaget. I mange tilfælde ville vi dog have opdaget det alligevel. Den gode pædagog, forælder, skoleleder eller medmenneske vil opdage, når et barn eller en klasse ikke trives. Måske kan det hjælpe og også gøre en forskel uden måling, møde og handleplan.
Den bløde sundhedsdiskurs, som jo paradoksalt nok er hård, udfordrer skolens traditionelle faglige og pædagogiske dagsorden. Den eksakte videnskabsdiskurs udfordrer den værdimæssige og etiske diskurs, som traditionelt har karakteriseret skolen. Målinger, trivselstiltag, massage og gruppesessioner om, hvordan vi har det eller ikke har det med hinanden, bliver vigtigere eller lige så vigtigt som mødet med den verden, som fagene og emner og projekter, der har verden udenfor som fokus, kan give anledning til.
Trivsel mellem konkurrence og velfærd
Trivsel er blevet et konkurrenceparameter. Et middel til eventuelt at opnå højere produktivitet eller placering i lokale, nationale og internationale rankings. Det er dog også en del af en humanistisk velfærdsdiskurs, hvor samfundet skaber en forventning om, at stadig flere borgere har ret til at leve et godt liv.
Måske trives vi i realiteten mindre og er mere stressede, fordi vi har en forventning om, at lykke og høj trivsel er det normale
Spørgsmålet er imidlertid, om den omsiggribende tendens til at måle og italesætte trivsel kan sikre det? Målingen af trivsel medfører f.eks. ikke, at rammerne eller strukturerne ændrer sig. Der kommer ikke færre børn i klassen, flere lærere, ligesom vi ikke får mere i løn eller mærkbart bedre arbejdsforhold, fordi vi foretager trivselsmålinger.
Vi er inde på en glidebane, når et emne som har været diskuteret i hvert fald siden antikken, pludseligt lader sig entydigt fastlægge og måle og bemægtiger sig skolen og samfundets dagsorden.
Spørgsmålet er, om det reelt skaber mere trivsel og lykke i skolen, blandt de ansatte og i samfundet? Måske trives vi i realiteten mindre og er mere stressede, fordi vi har en forventning om, at lykke og høj trivsel er det normale og noget, vi alle har ret til, selv om det er subjektivt, ofte forbigående, svært opnåeligt og vanskeligt lader sig definere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
