FREDAGSKLUMMEN – Igennem en del år har jeg kommunikeret på livet løs med mine læsere i vidt forskellige medier, som jeg har arbejdet for. Og jeg har opdaget noget: når læserne er uenige med mig, bruger de ofte min socioøkonomiske status som skældsord. Og det virker, fordi man i vide kredse bliver set som både suspekt og lidt ond, hvis man er alt for meget ved muffen. Og til grin i øvrigt, hvis man vil kaldes “progressiv.” Kan man gøre noget ved det, spørger jeg nu læserne.
For nogle år siden skrev jeg en artikel til magasinet ELLE. Den hed ”Er du klog eller pæn”, for det var min særdeles velbegavede og smarte redaktørs tese, at i Danmark må kvinder og især piger ofte vælge: er du laber og lækker er du nok en blæst blondine, men hvis du er seriøs og ikke så pæn, er du nok lidt af en nørd, og muligvis endda klog.
Jeg interviewede flere kvinder, der trist nok netop bekræftede denne fordom.
Modsætningen mellem “krop og ånd” er i øvrigt klassisk og beskrives så fint i Louise Zeuthens skønne bog, “Krukke” om Suzanne Brøgger, der som ung skribent leverede reportager fra verdens daværende brændpunkter til Politiken, samtidig med at hun skrev artikler til modeblade.
At få kritik for, at man umuligt kan have noget hjemme på den øverste etage, hvis man interesserer sig for krop eller udseende er i øvrigt en skæbne, der ikke er forbeholdt kvinder
Den unge Brøgger blev i intellektuelle kredse mødt med foragt, fordi hun, som Zeuthen skriver, ikke “havde fuldskæg og var akademiker”, men gav den i rollen som nøgenmodel ved siden af arbejdet som forfatter.
At få kritik for, at man umuligt kan have noget hjemme på den øverste etage, hvis man interesserer sig for krop eller udseende er i øvrigt en skæbne, der ikke er forbeholdt kvinder. Det er samme modsætning, som er på spil, når Liberal Alliances Joachim B. Olsen har fået tildelt øgenavnet ’kuglestøderen’. Dovent erstattes en kritik af det politiske budskab med en nedvurdering af kroppen som det, der fortæller historien om, at manden ikke er en seriøs politiker.
Jeg kom til at tænke på artiklen i ELLE og eksemplerne med Brøgger og Olsen, som jeg tidligere har beskrevet, fordi jeg forleden for første gang i et stykke tid blev skældt ud i en anonym SMS for at være ”overklasse”. Afsenderen mente, at jeg burde holde min mund lukket og blive i USA – og i hvert fald ikke tage på Folkemøde, hvor jeg befinder mig, når disse linjer læses.
Forestillingen om, at man – ligesom man ikke kan være ånd og krop på en gang – ikke kan være et godt menneske i Danmark, hvis man er velbeslået, stortrives nemlig. Især på venstrefløjen. Overklassen er de onde. De ressourcesvage er derimod gode (samtidig med at det er synd for dem).
Når det er sagt, er det faktisk et stykke tid siden, jeg sidst er blevet skældt ud med selve ordet “overklasse”.
Det forekom ganske regelmæssigt på min tidligere arbejdsplads, Dagbladet Information, hvor mange af mine (i øvrigt herlige) læsere som en refleks mente, og muligvis fortsat mener, at man måtte være en ondsindet tølper, hvis man havde mange penge; og i hvert fald have udnyttet andre, mere ædle eksistenser – såsom fattige eller i hvert fald ’arbejderklassen’.
Når man går ned og ser lidt nærmere på kasserne, bliver begreberne imidlertid noget løse i fugerne, for hvad med den selvstændige tømrer, der ikke har andre i sit brød, men som via lidt smart sort arbejde ved siden af sin succesrige virksomhed, er stenrig?
Opdelingen skete uden det nødvendigvis blev nærmere udspecificeret, hvem der kunne kvalificere til medlemskab af disse kategorier (og den reaktion kan man ikke altid fortænke læserne i, for hvis man har været en del af den danske venstrefløj hele sit liv, er denne modsætning en, man er flasket op med og ikke nødvendigvis en, man har haft brug for at tænke over, eftersom alle andre rundt om en har været rørende enige).
Når man går ned og ser lidt nærmere på kasserne, bliver begreberne imidlertid noget løse i fugerne, for hvad med den selvstændige tømrer, der ikke har andre i sit brød, men som via lidt smart sort arbejde ved siden af sin succesrige virksomhed, er stenrig? Eller konsulenten, der også har egen virksomhed, men som heller ikke er arbejdsgiver.
Man kan selvfølgelig argumentere for, at de begge har udnyttet deres kunder, der har betalt overpris for ydelser, men hvis man samtidig har knoklet som et bæst 70 timer om ugen i årevis, er det alligevel lidt besværligt at få billedet af den onde kapitalist med hatten til at stemme.
Man kunne bruge betegnelsen ”småborger” (la petite bourgeoisie ifølge Karl Marx, men hvem taler overhovedet fransk på venstrefløjen længere?).
Hvad med den fastansatte journalist i København, der med sine otte ugers ferie, ret til orlov, 37 timers arbejdsuge med betalt frokost, hæve-sænke bord og mellem 35.000 – 48.000 kroner i månedsløn?. Hen kan da umuligt være en del af sultens slavehær. Men på den anden side bliver hen sjældent kaldt ”overklasse”
Og hvad med den virkelig velhavende topembedsmand, departementschefen med sin villa og nette bondehus i Provence? Han har jo aldrig sådan rigtig direkte udnyttet nogen. Eller den fastansatte journalist i København, der med sine otte ugers ferie, ret til orlov, 37 timers arbejdsuge med betalt frokost, hæve-sænke bord og mellem 35.000 – 48.000 kroner i månedsløn (tjek selv Dansk Journalistforbunds lønstatistik for hovedstaden)?
Hen kan da umuligt være en del af sultens slavehær. Men på den anden side bliver hen sjældent kaldt ”overklasse”.
Det hele peger nok på, at marxismen har kendt bedre dage. Muligvis derfor er der da også indenfor de seneste år kommet betydeligt bedre betegnelser. Man kan f.eks. bruge den sindssygt populære kritiske term, ”privilegieblind”, der både er langt mere præcis og malende, og som ud over at danne bedre billeder på folks nethinder også har den fordel, at den kan bruges om såvel den kreative, kulturelle, politiske som økonomiske overklasse.
Du kan således sagtens være stæreblind for, hvor dødheldig du er i en global kontekst, fordi du f.eks. er hvid, opvokset i Danmark på SU og offentlige sundhedsydelser. Og hvis du er en ung kvinde er du interessant nok også i risikozonen.
Note: det plejer at være ”den hvide mand” der per automatik sidder på flæsket, men som en venindes søns amerikanske klasselærer siger det med sin T-shirt: ”The future is female”.
Det synes drengen godt nok ikke er så fedt, men det er bare tough shit. Den 13-årige må bære byrden for sine forfædres synder, og eftersom Fortune 500 indekset fortsat formelig bugner med hvide, halvgamle mænd, er der ikke noget at gøre ved det.
Det er ligesom med en hel generation af tyskere”, forklarede min veninde mig. De har jo heller ikke gjort noget, men de betaler af på regningen nazisterne. Men betaler af på fortiden. Drengene er havnet som collateral damage på en historisk kønsslagmark
Drengen må lide, fordi hans forfædre har mæsket sig, forgrebet sig på yngre kvinder, nydt og dermed og syndet, mens de har leget overherrer. Den unge mand betaler prisen, mens ungdomsgenerationen af kvinder cykler derudad og nu i de amerikanske storbyer tjener langt mere end de unge mænd.
”Det er ligesom med en hel generation af tyskere”, forklarede min veninde mig. De har jo heller ikke gjort noget, men de betaler af på regningen for nazisterne. Men betaler af på fortiden. Drengene er havnet som collateral damage på en historisk kønsslagmark.
”Det giver totalt mening”, tænkte jeg, selvom jeg ikke kan lade være med at have lidt ondt af mine egne tre drenge mellem 12-19. Men de må håbe på at blive godt gift, trøster jeg mig med.
Nuvel – det var en omvej, men sådan er det ofte med privilegier. Lige pludselig diskuterer man noget helt andet.
Da jeg for 14 dage siden skrev en klumme om, hvor herligt det var at forbruge med Amazon her i USA, hvor de digitale varehylder flyder over med tilbud og hvor det man bestiller kommer til ens dør dagen efter, gik nogle af POV’s læsere også i bro og hvæsede, at jeg skulle skamme mig over min overflodslivsstil.
Flere bedyrede, at de aldrig nogensinde – som i aldrig – skulle nyde noget af at handle i den skatteunddragende Jeff Bezos’ imperium, og jeg var kynisk nok til at svare, at det får vi jo at se. For i alle andre lande flokkes forbrugerne om Amazon-kalven og mon nu danskerne er meget anderledes. Jeg tvivler, det må jeg erkende.
Nuvel – en meget klog ven jeg har, bemærkede til denne strøm af bebrejdelser, der blev nedkaldt over mit syndige, storforbrugende hoved – at det ikke var logisk, fordi, som han sagde ”overklassen i USA er jo netop dem, der bruger de døddyre fancy små specialbutikker og lækre boghandler, mens de fattigste ikke har råd.”
”Hvem tror du betaler for, at du kan få de ting så billigt” spurgte et par kvinder retorisk (som selv ikke drømmer om Ole Henriksens produkter må man gå ud fra). Det stod klart i konteksten, at de selv mente at kende svaret. ”DET ER DE FATTIGE, der betaler for dit urimelige luksusliv”
Det var godt set. Det er den lavere middelklasse, der (udover Bezos selv) har haft mest gavn af Amazons nethandel, hvor man pludselig kan få en masse ting meget billigere, som kun de mest velstillede har haft mulighed for at erhverve sig tidligere
Men det er heller ikke godt, forstod jeg på læserne. Ud over at alt det forbrug det også går ud over klimaet.
Da jeg – igen muligvis en kende for begejstret for den danske smag, hvor man jo helst holder sig ved jorden, for det tjener en bedst, som vi ved fra Grundtvig – fortalte, at man, dvs. jeg, også kunne købe Ole Henriksen cremer til 8 dollar (ca. 48 kroner) henne i min lokale outlet, og morede mig over, at den samme creme kostede 295 kroner i Danmark, fik jeg også nogle meget oprørte bemærkninger med på vejen:
”Hvem tror du betaler for, at du kan få de ting så billigt” spurgte et par kvinder retorisk (som selv ikke drømmer om Ole Henriksens produkter må man gå ud fra). Det stod klart i konteksten, at de selv mente at kende svaret. ”DET ER DE FATTIGE, der betaler for dit urimelige luksusliv”.
Mit svar om, at det da er alle dem, der lader sig groft snyde af luksusmærkevarer-producenterne (undskyld, Ole H.) og betaler en grotesk overpris for en lille dåse creme, der sikkert koster 10 kroner at fremstille, der bliver snydt her, nød til min overraskelse ikke fremme på POV’s væg på Facebook, hvor diskussionen udfoldede sig.
Ens sociale formkurve har godt af at være på røven – gennem modgang bliver man, som amerikanerne siger “relatable”. Andre kan forholde sig til ens trængsler
Og så er vi fremme ved pointen i alt det med overklassen og underklassen og de privilegieblinde. For om end der findes enkelte gode rige mennesker (sådan nogen som Bill Gates og enkefru Plum, der i det danske gav sine penge til en fond, der begavede et væld af gode formål på venstrefløjen, indtil en advokat formøblede det hele bort og huskede at betale sig selv så rigeligt), så bliver det ikke anderledes i Danmark, er jeg bange for.
De rige er onde. De fattige er gode mennesker. For gennem lidelse bliver man ædel og større, man polerer sin aura, så den skinner. Mens man ved vellyst, forbrug og en let gang på jorden bliver måske ikke sort i sjælen, så i hvert fald gennemsigtig og profilløs.
Og nej, jeg taler naturligvis ikke om, hvorvidt man faktisk har et nemt og muntert liv, for det har man som bekendt ikke, når man er fattig. Man har det ganske rigtig ofte ad helvede til; jeg taler om den kulturelle figur, myten om det gode og fattige menneske, der i sin karikatur er lige så håbløst som forne tiders illusioner om “den ædle vilde”.
Selv blev jeg i øvrigt også meget mere holdt af i brede kredse i mit hjemland, da jeg for tre år siden havde en større krise i min såkaldte karriere, en rigtig shitstorm, som det jo med et ret ulækkert ord egentlig, hedder. Altså efter at jeg først havde været ugleset og upopulær for alvor.
Men ens sociale formkurve har godt af at være på røven – gennem modgang bliver man, som amerikanerne siger “relatable”. Andre kan forholde sig til ens trængsler. At der var nogen som med andre ord var mere onde, end jeg selv var under mistanke for at være med mine alt for mange stiletter og balkjoler, som jeg fremviser hver sommer på min Facebook-væg, var godt for mig. Og jovist, det føltes ikke så rart, mens det stod på, men i bagklogskabens skær, er det tydeligt.
Mine kritikere har ret. Jeg tilhører den ene procent. Jeg køber balkjoler
Nuvel – hvad er pointen?
Egentlig blot at gå til bekendelse og erkende. Jeg har tænkt over det i årevis, fordi jeg jo selv er rundet af venstrefløjen og dermed har pisket mig selv med skorpioner (nå ja – af og til i hvert fald) over det med overklassen.
Men mine kritikere har ret. Jeg tilhører den ene procent. Jeg køber balkjoler – se billedet:
At jeg også arbejder som en hest – og at min bedre halvdel arbejder endnu mere, vel en 70-80 timer om ugen – er sagen uvedkommende. At vi selv betaler for universitet, sygesikring og meget andet er kun rimeligt.
Og selvom jeg til mine dages ende vil kalde mig selv venstreorienteret, når jeg bliver spurgt – jeg er også tilhænger af diversitet, en grøn miljøpolitik, barselsorlov, ligestilling og EU og så videre ad nauseam – så er jeg også klassisk liberal (hvilket jo her i USA heldigvis for mig betyder ’progressiv’).
En kombination, der i øvrigt bliver kritiseret i mange lande, hvor det nok kan være helt i orden at være velstående, så længe man bare så også er borgelig. Er man det ikke bliver man i Storbritannien benævnt Champagne Socialists, på fransk la gauche caviar, i USA taler man om Limousine liberals, i Sverige hedder det Rödvinsvänster og da jeg var barn talte man om Kystbanesocialister i det danske, et ord man sjældent hører i dag.
Så mit eneste problem er, at jeg så frygtelig gerne vil anerkendes som et godt menneske også i mit fædreland. Men hvordan? Ud over at give rigeligt til godgørende formål, og det kan jeg forsikre om, at vi gør her i husstanden, så mangler jeg redskaber.
Måske POV’s brevkasse kan hjælpe…. hvad siger læserne?
Topillustration: POV International – original fra yeahthatenglishguy.wordpress.com/
POV udbetaler ikke løn til sine skribenter, men hvis du godt kan lide Annegrethes klummer – og øvrige artikler, kan du donere til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – på Mobile Pay: 93 85 05 85. Så bliver hun glad.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
