Dage på DOX #7: Lektioner i filmisk geografi

i Kultur/Film af
FILM // FESTIVAL – Et kig på en af de klassiske dokumentariske undergenrer: Stedportrættet. Stil dit kamera et specifikt sted, og lav en film ud af det, du ser. Men er det nok bare at vise et sted, eller kræver det en dybere idé om stedet, før det bliver interessant?

Der laves rigtig mange stedportrætter. Jeg har allerede skrevet om genren to gange i år, om Danmark og om det kolde nord. Denne gang handler det mere abstrakt om, hvad der skal til for at lave et godt stedportræt. Skal man være virkelig grundig med at skildre sit sted? Eller kræver det en idé, en vision, så man får et eller andet mere ud af det, end bare at man har set en lokalitet?

Dagens tre film har mere eller mindre tydelige bærende idéer. Én kunne godt bruge lidt mere. Og én har alt, alt for meget. Det hjælper jo ikke, hvis den bærende idé er virkelig dum…

Mr Bachmann and his class (Maria Speth)

4 POV stjernerDet virker ikke som særlig lang tid, de bruger på det, når nu det er så vigtigt…’ Sådan (ca) siger en lærer på et tidspunkt, om den tid systemet bruger på at vurdere, hvad der skal ske med de børn, der går på deres skole. De går i sjette klasse, og det er åbenbart på tide at sortere i, hvem der kan være med på hvilke niveauer. Det er på tide at sige, hvem der kan blive til hvad.

Det kræver da helt ærligt, at man sætter god tid af til det, ikke sandt? Det må man sige, Maria Speth gør. 217 minutter, for at være helt præcis. Det er ikke ret mange minutter for meget. Måske lige en halv time.

I Hr Bachmanns klasselokale er der tid og rum til at finde det langsigtede potentiale

Mr Bachmann and his class handler om 6.B på en skole i den tyske by Stadtallendorf og deres lærer Dieter Bachmann. Hr Bachmann underviser i et væld af fag i et ret ustruktureret skema, der også giver god plads til f.eks lige at tage en lur et par minutter, eller at jamme sammen på en enkelt sang eller to. Han er musiklærer, og bruger aktivt musikken i undervisningen, dels som udgangspunkt for klassediskussioner, men også bare til at give eleverne en succesoplevelse, så de ikke bliver alt for demotiverede af et ret svært læringsniveau.

Der er rigtig mange nationaliteter i Hr Bachmanns klasse, og nogle af børnene taler ikke tysk derhjemme. Ret mange af dem får bare ikke støtte nok hjemmefra til at excellere. I Hr Bachmanns klasselokale er der tid og rum til at finde det langsigtede potentiale, til f.eks at sige, at en elev godt nok svarer forkert på de fleste spørgsmål, men det er da positivt, at hun er begyndt at tro, hun kan svare, når hun for et halvt år siden overhovedet ikke talte tysk! Hvilket da er 100% korrekt, men samtidig nok ikke er noget, man ville kunne læse ud af en standardiseret test. Det tager tid, rum og fordybelse at se den slags.

Vi får også plads til at lære noget om Hr Bachmanns eget liv og forhistorie, og opdager, at filmen er lavet, mens den rutinerede lærer lægger planer for at gå på pension. Vi er med på udflugter, hvor børnene lærer om områdets komplekse og trans-nationale historie, og at folk er emigreret dertil i århundreder. Vi følger også politiske diskussioner, hvor børnene i øvrigt som regel har mere gammeldags holdninger end deres lærere. Man får meget ud af filmen, hvis man giver sig tid. Men den er altså også meget lang.

Den meget simple narrative konstruktion, hvor vi starter om vinteren, og følger klassen frem mod sommerferie, sænker paradoksalt nok fornemmelsen af fremdrift

Speths film er blevet sammenlignet med den store amerikanske mester Frederick Wiseman, der næsten hvert år bliver færdig med endnu et 4-5 timer langt portræt af en moderne institution: Et bibliotek, et galleri, kvarterer som multikulturelle Jackson Heights eller mere monokulturelle Monrovia, Indiana*. Men Speths film er ikke helt på samme niveau. 

Mr Bachmann and his class er simplere skruet sammen. Wisemans film bæres gerne af én idé eller metafor – f.eks åbner Ex Libris med et argument for værdien af kompleksitet, og resten af filmen viser, hvor komplekst et system et bibliotek egentlig er – frem for narrativer og personligheder.

Mr Bachmann and his class handler naturligvis om de her individer, og vi investerer i dem, hvilket ikke er dårligt. Men den meget simple narrative konstruktion, hvor vi starter om vinteren, og følger klassen frem mod sommerferie, sænker paradoksalt nok fornemmelsen af fremdrift. Der er kun ét punkt, vi sigter efter, sommerafslutningen, og så begynder 217 minutter lige pludselig at følges langt.

Det gode ved en tematisk struktur er bl.a., at man kan springe frem og tilbage i tid og rum, og forbinde ting på kryds og tværs. Mr Bachmann and his class er imponerende grundig og simpel. Men den løfter sig ikke helt over bare at være et portræt af en lærer og hans skoleklasse.

*Wisemans nyeste, City Hall, er i øvrigt også på DOX, men jeg er i tvivl, om jeg når at få set den. Den er lang!

Paris Calligrammes (Ulrike Ottinger)

4 POV stjernerDen 78-årige tyske instruktør Ulrike Ottinger har også tidligere lavet meget lange film. Jeg har f.eks hørt meget godt om den otte timer lange Taiga fra 1992, en dokumentar om nomadeliv i det nordlige Mongoliet. Hun er lidt en legende i min bog, en af dem jeg hører, er blevet uretmæssigt glemt af filmhistorien, og som kunne give et alternativ til den gængse filmhistorie. Dem er der blevet genopdaget et par stykker af de seneste par år, især Chantal Akerman og Agnès Varda.

Paris Calligrammes kunne være et udmærket startskud til en genopdagelse. Det er et dybt personligt portræt af Paris, hvor Ottinger boede fra 62 til 68. Filmen er ikke bare personlig, som i at den handler om hendes egen fortid, men den formår også at levere egne filmiske og kunstneriske idéer, der strukturerer filmen, og da også giver appetit på mere.

Filmen er opkaldt efter en tysk boghandel i Paris, der igen var opkaldt efter en digtsamling af Apollinaire. Apollinaires digte, som han altså kaldte for ‘kalligrammer’ var visuelle konstruktioner, inspireret af kalligrafi, hvor ordenes linjer også går lodret, i cirkler og på skrå, så teksterne nærmest tegner mønstre på papiret.

Ottingers film forsøger lidt på samme måde at tegne et kort over Paris ud af en hel masse linjer og streger baseret på ord, kunst og mennesker. Filmen handler mest af alt om de kunstnere hun mødte, det de snakkede om, og det de skabte. Det handler også om de ting, de havde været udsat for, der er afsnit om den tyske besættelse, om krigen i Algeriet, og om maj 68. Alle de mange ting bliver flettet sammen til ét billede, ligesom i et kalligram.

Billeder og lyd fletter sig sammen med tanker og perspektiveringer. Men der er en grænse for, hvor kompleks et kalligram det kan blive til, hvis ikke man har set en film af Ottinger før.

Henimod slutningen begynder Ottinger også at notere, hvordan de forskellige inspirationskilder senere inspirerede hendes filmiske virke. Jeg tænker, at filmen ville være endnu mere interessant, hvis jeg kendte mere til hendes film. Der er rigtig mange ting i den her film, som bliver skitseret frem for udpenslet, med Ottingers filmkarriere som det største eksempel. Men rigtig mange andre gange går hun ud fra, at man f.eks ved, hvad det betyder, at Ödön fik et træ i hovedet.

Det kalligram som bliver skabt oppe i hovedet på os afhænger på den led dels af, hvad filmen leverer, men også af hvor meget man selv kan bidrage med. Billeder og lyd fletter sig sammen med tanker og perspektiveringer. Men der er en grænse for, hvor kompleks et kalligram det kan blive til, hvis ikke man har set en film af Ottinger før.

Paris Calligrammes minder om de selvbiografiske film som Agnès Varda lavede. De har lidt samme muntre grundtone, samme lyst til at vække et fortidigt kunstnerisk miljø til live igen. Vardas film er blevet umanerligt populære, Varda selv nærmest blevet kult, og hvis man kunne lide dem, kan man give Ottinger en chance. Men der er nu også den forskel, at Vardas film er bredt anerkendte i forvejen, og det er relativt nemt at komme til at se La pointe courte, Cléo fra 5 til 7 eller Vagabond. Det gør det hele mere akavet, at Ottingers filmkunst stadigvæk er så obskur. Men jeg må da sige, at Paris Calligrammes gav mig appetit til mere.

Epicentro (Hubert Sauper)

2 POV stjernerDet kan nu også være virkelig farligt at fokusere på én bærende vision, hvis nu den vision er virkelig dårlig. Hubert Sauper har lavet gode film før, især den Oscar-nominerede Darwin’s Nightmare om fiskeri i Lake Victoria, og han laver rigtig meget godt filmarbejde i Epicentro, men filmen knækker fuldstændig af at være baseret på en virkelig kedelig idé.

Filmen er inspireret af Johannes Schmidls bog Energie und utopie, og behandler Cuba som et utopisk sted. For hey, har du nogen sinde tænkt over at ‘u-topi’ både kan betyde perfekt sted, men også ikke-sted? Som i, at Cuba forsøgte at skabe et paradis, men måske ikke helt er det?

Er du med? Er du overvældet? Mind blown? Nej? Hvis ikke, så er Epicentro nok lidt tung at danse med.

 

Der har inden for filmens verden været et fokus på Caribien de sidste par. Særligt Haiti er blevet behandlet, bl.a. i Ouvertures fra sidste års DOX såvel som Bertrand Bornellos Zombi Child. Men visionerne om Haiti kombinerer det faktum, at østaten havde verdens eneste succesfulde slaveoprør for ca tohundrede år siden, med den komplekse og sørgelige historie, der har været siden da.

Der er forskel på at være et knudepunkt og at være et epicenter. Caribien er knudepunkt for mange komplekse forbindelser, handelsruter, kulturelle påvirkninger og, javist, imperialistiske interesser. Det gør stederne facetterede, omskiftelige, paradoksale. Sauper vil i stedet vise Cuba som et ‘epicenter’ for et eller andet, formentlig en art anti-imperialistisk energi, og forsøger derfor at rendyrke den energi i sin film. Med det resultat, at det alt sammen bliver trukket i retning af det banale.

Epicentro skærer ind til benet med én idé om Cuba, men den får dermed mest portrætteret Cuba, som om det er et kedeligt sted. Det er så forsimplet, at det ganske enkelt ikke er interessant. Heller ikke de ting, jeg var enig i, syntes jeg var specielt interessant at høre om.

Frustrationen fortsætter når Sauper f.eks kalder de medvirkende børn for ‘små profeter’. Det de siger lyder altså mere, som om de lirer propaganda af, de har lært i skolen.

Der er tung voiceover, der snakker rigtig rigtig meget om imperialisme. Der er en hel masse cubansk propaganda, som ikke rigtig gør os klogere (jeg er med på, at Theodore Roosevelt iscenesatte sit liv virkelig meget, men jeg tror ikke tegnefilmsudgaven, vi ser her, er tættere på sandheden).

Frustrationen fortsætter, når Sauper f.eks kalder de medvirkende børn for ‘små profeter’. Det de siger lyder altså mere, som om de lirer propaganda af, de har lært i skolen. Men Sauper er dog god til at lave film med de her børn. Der dukker et par rigtig gode sekvenser op undervejs, især i scenerne med det ene søskendepar. Men så er filmen ved at være forbi, og så skal der bindes krølle på alle de bog-baserede tanker om Cuba, og så er vi tilbage til alt det kedelige.

Epicentro er ganske enkelt en dårlig film. Den har en kedelig vinkel, og det bliver ved med at ødelægge det, hver gang der er tilløb til noget godt. Så hvad har vi lært i dag? Find meget gerne på en bærende idé, men lad den dog aldrig stå i vejen for virkeligheden.


Alle film kan ses online hos CPH:DOX


Mr Bachmann and his class
217 minutter

Paris Calligrammes
129 minutter

Epicentro
108 minutter


LÆS ALLE FREDERIK BOJER BOVÉS ARTIKLER HER


Fotocredit: CPH:DOX

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur