H.C. ANDERSEN // ESSAY – 150 år efter H.C. Andersens død kaster Steen Beck og Tony Søndergaard Andersen et voksent blik på hans sene, glemte eventyr Den store Søslange. En forunderlig fortælling om teknologiens triumf og naturens tab. Midt mellem romantik og modernitet lader Andersen havets væsener konfrontere menneskets opfindsomhed og giver allerede i 1871 et skarpt forvarsel om den klimaetiske udfordring, vi står midt i nu.
H.C. Andersen døde d. 4. august 1875, altså for 150 år siden. Heldigvis er hans eventyr og historier stadig spillevende, og de har et på mange måder godt liv i børnehaver, i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Derefter ligger de hos mange voksne et sted i kroppen og ulmer, indtil man en dag igen læser dem for sine børn og selv erkender noget nyt via gensynet.
I anledning af 150-årsjubilæet og egentlig bare fordi Andersen er en fantastisk forfatter, anlægger vi de følgende lørdage en voksensynsvinkel på fire Andersen-eventyr. Vi skifter mellem kendte og mindre kendte eventyr, og denne gang griber vi fat i det sene og lidt ukendte eventyr Den store Søslange, der på overraskende vis får os til at overveje moderne klimaetiske spørgsmål. Vil du høre flere eksistensfilosofiske analyser af Andersens eventyr, henviser vi til vores podcast-serie Ind i sjælen – ud i verden.
Det mærkelige væsen på havets bund
Den store søslange er fra 1871 og handler om nedsænkningen af telegraftovet mellem Europa og Amerika i 1866. Den ældre Andersen nåede at opleve Danmarks gryende industrialisering, tidens teknologiske landvindinger og begyndelsen til det moderne gennembrud inden for litteraturen. Ikke desto mindre var han et barn af den romantiske periode, hvor et mere holistisk og panteistisk natursyn herskede.
Det var ikke mindst spændingerne mellem gammelt og nyt og mellem natur og menneske, der satte ild i Andersens skrivepen
Panteisme stod dog ikke nødvendigvis i modsætning til videnskab og teknologi, for en af dens berømte danske tilhængere var ingen mindre end naturvidenskabsmanden H.C. Ørsted, som skrev det berømte værk Ånden i Naturen, hvor fornuft og den ånd, der gennemtrænger alting, bringes på fælles formel.
Det var ikke mindst spændingerne mellem gammelt og nyt og mellem natur og menneske, der satte ild i Andersens skrivepen, og eventyret om den store søslange demonstrerer ikke bare hans vedvarende fascination af teknologi og innovation, men også hans evne til at skabe en skæv, anderledes og overraskende synsvinkel på menneskehedens triumfer – for hvordan er det mon at være de havdyr, hvis liv forandres for evigt af al den menneskelige opfindsomhed? Midlet er, som det altid er tilfældet hos den store eventyrdigter, at skildre ikke-menneskelige væsener, som på væsentlige områder bevarer deres særegenheder, men som samtidig tildeles menneskelige egenskaber og fx evnen til at tale.
Fornuft og fremskridt
I eventyrets anslag lader Andersen effektfuldt og set fra havdyrenes synsvinkel læseren opleve den gru og ødelæggelse, der rammer havet, da dets beboere møder et fremmed væsen i deres habitat:
”… som de allerbedst svømmede i vandet og tænkte på ingenting, sank, med forfærdelig lyd, ovenfra, midt ned imellem dem, en lang, tung ting, der slet ikke ville holde op; længere og længere strakte den sig, og hver af småfiskene, som den ramte, blev kvast eller fik et knæk, som de ikke kunne forvinde. Alle småfisk, de store med, lige oppe fra havets flade og ned til dets bund, fór i forfærdelse til side; den tunge, voldsomme ting sænkede sig dybere og dybere, den blev længere og længere, milelang, gennem hele havet.”
Begivenheden skaber uro, røre og forvirring omkring sig, og ”havets retmæssige beboere”, som Andersen kalder vrimlen af fantastiske væsener i havet, kan ikke forstå eller fatte, hvad der har ramt dem. På dette tidlige tidspunkt i historien ved læseren heller ikke, hvad der sker, og man forstår så meget desto bedre den skræk for det ukendte, der rammer dyrene.
Men så afsløres sammenhængen for læseren, som herefter ved mere end havets beboere: Det lange, ødelæggende væsen er noget så prosaisk som et telegraftov, som skal forbinde Europa med Amerika tværs hen over havbunden. Det er altså mennesket, læserens egne artsfæller, der er i gang med at gribe ind i naturens orden.
En road movie under vand
Plottet i Den store søslange er til at overskue. Med en nysgerrig lille fisk som gennemgående figur vil havdyrene finde ud af, hvad det uhyre, der har hjemsøgt deres verden, er for en fisk (eller hvad den nu er), og hvordan de skal forholde sig til den nye situation. Der er tale om en slags road movie under vand, hvor den lille fisk samler en gruppe af umage havdyr for at undersøge, om uhyret måske er en søslange, man kan jage på porten.
Udgangspunktet er altså et forsøg på at søge viden og forsvare havet gennem et modangreb, men det ender alt sammen i kaos, fejltagelser og skuddermudder, for dyrene er ikke vant til at samarbejde. Tværtimod lever mange af dem af at æde hinanden, og vi hører bl.a. om kabliauer og flyndere, der før det fremmede væsens katastrofale entré på bunden af havet ”gik fredeligt i havets dyb og åd deres medskabninger.”
Det er også værd at bemærke, at de små fisk, som vi møder i historiens anslag, ikke tænker ret meget, hvilket står i den skarpeste kontrast til telegraftovet, der er fyldt med ”mennesketanker”, som transporteres fra kontinent til kontinent. Kampen er således aldeles ulige.
Først da en gammel havko dukker op, får havets beboere en slags viden om telegraftovet og menneskene: “De vil have fat på os,” sagde den, “det er det eneste, de lever for; de spænder garn ud, kommer med madding på krog for at lokke os. Denne der er et slags stor snøre, som de tror vi skal bide på, de er så dumme! Det er vi ikke! Rør kun ikke det makværk, det trevler op, bliver til smuld og dynd, det hele. Hvad ovenfra kommer, har knæk, bræk, dur ikke!”
Havkoens forståelse er ganske vist ikke helt sand, men giver trods alt havdyrene en tilnærmelsesvis forståelse, de kan handle på baggrund af. Dyrene er med andre ord bevidste om, at mennesket findes, og at det er et farligt væsen, og advarslen fra den kloge havko lyder: Hold jer langt væk fra det, der kommer ovenfra – det vil jer kun ondt.
Den lille nysgerrige fisk er imidlertid ikke helt overbevist, og den tænker ved sig selv, at slangen måske alligevel er det vidunderligste i havet, og teksten afsluttes med en fortællerkommentar, som gør historien om den store søslange endnu mere nuanceret: ”Dybest nede strækker sig slangen, en virkelighedens midgårdsorm, der bider i sin hale, idet den omslutter jorden. Fisk og krybdyr løber med panden imod; de forstår dog ikke den ting ovenfra: Menneskehedens tankefyldte, i alle sprog forkyndende og dog lydløse kundskabsslange på godt og ondt. Den vidunderligste af havets vidundere, vor tids den store søslange.”
På godt og ondt
Nedlæggelsen af telegrafkablet var et vigtigt startskud til den globaliserede verden, vi kender i dag. I en sådan verden sendes kommunikation og informationer lynhurtigt over gigantiske afstande, og den undersøiske telegraflinje var en kæmpe ingeniørmæssig bedrift, hvis endepunkt i en vis forstand er nutidens digitale internetverden og som den foreløbige krone på værket, AI.
Telegrafkablet var en del af den naturbetvingelse, der for alvor tog fart i Andersens tid, hvor Europa i stigende grad beherskede verden gennem infrastruktur som fx broer, dæmninger og jernbaner og med imperialistisk og kolonialistisk selvbevidsthed om sin egen fornufts uendelige muligheder underlagde sig natur og mennesker i fremmede lande. Erobringen og undertvingelsen af havet med dets forskelligartede dyr kan i den forstand ses som et billede på den vestlige verdens fremfærd over for mennesker, dyr og natur overalt i verden.
I Den store søslange holder Andersen sig ikke tilbage for at bruge mytologiske slanger som stærke billeder på den monstrøse og ustyrlige kraft, som de videnskabelige og teknologiske opfindelser skaber. Han sammenligner telegrafkablet med Midgårdsormen fra den nordiske mytologi og med slangen fra Kundskabens Træ, og så er vi helt inde i den bibelske historie om syndefaldet.
Han er ikke en romantiker af den type, der nostalgisk ønsker sig tilbage til et stråtækt hus og en kløvermark
Med fornuft og kultur stiller vi mennesker os uden for skaberværket og bliver selv skabere, men derved får vi også destruktive evner og fremmedgøres i radikal forstand fra den natur, som dog fortsat er vores ophav, omgivelse og eksistensgrundlag. Vi bruger vores unikke fornuft til at skabe teknologiske vidundere, hvilket jo både er beundringsværdigt og til gavn for os selv, men meget af det vi udretter er også til stor skade for den natur, der omgiver os. Der er således en dobbelthed i menneskets unikke evne til at bruge sin fornuft og viden: Vi er enestående ”på godt og ondt”, som fortælleren konkluderer til slut i eventyret om søslangen.
Andersen integrerer det alt sammen, både det beundringsværdige i de menneskelige bedrifter og de katastrofale konsekvenser for naturen. Han er ikke en romantiker af den type, der nostalgisk ønsker sig tilbage til et stråtækt hus og en kløvermark, og han er på ingen måde blind for det menneskelige fremskridt og er indimellem ligefrem teknologibegejstret og fan af nye opfindelser.
Men han bevarer et dobbeltperspektiv i forhold til verden, som jo udmærker hans tilgang til mange af livets tildragelser, jf. vores første essay om Hyrdinden og skorstensfejeren, og altså også teknologi: De fantastiske menneskelige fremskridt skaber velfærd og vækst, men natur og dyr løber i al deres afmagt panden imod dagsordener, der er ødelæggende for andre slags liv end det, udviklingstanken idealiserer.
Den antropocæne tidsalder
Andersen befinder sig på kanten af den antropocæne tidsalder, hvor mennesket er blevet en naturkraft, der så småt er begyndt at forandre naturens rytmer. Nu ”gik solen ned, som menneskene kalder det”, skriver han med sans for, at sådan et udsagn kræver en synsvinkel, som ikke alle væsener på jorden har.
Det er, kan man kritisk sige, lige netop den selvcentrerede menneskelige synsvinkel på verden, der er farlig, fordi vi glemmer, at vi er en del af jordens økosystem og ikke bare omkostningsfrit kan buldre afsted uden sans for det, vi gør ved vores omverden – og i sidste ende også os selv. Det er således sigende, at telegraftovet som nævnt kaldes for Midgårdsormen, for ligesom aserne troede, at de kunne kontrollere Midgårdsormen og Fenrisulven, så tror vi mennesker også hele tiden, at vi har styr på de processer, som vi sætter i gang, og som vi i disse år mærker konsekvenserne af med en grasserende klimakrise, som vi indtil videre overhovedet ikke har fået styr på.
Også blandt havdyrene er der typer, der agerer virkelig dumt på de problemer, der tårner sig op, og som hellere tænker på deres eget velbefindende end på verdens problemer. Som tidligere nævnt får havdyrene indimellem menneskelige egenskaber, og i deres udforskning af den mærkelige slange møder fiskene på havoverfladen en delfin, som slår kolbøtter og umiddelbart virker kvik og skarpseende: ”… den spurgte de ad, men den havde kun tænkt på sig selv og sine kolbøtter, ikke set noget, vidste ikke at svare, og så tav den og så stolt ud”. Som bekendt en ikke helt ukendt position blandt mennesker, ikke mindst verdens magtfulde ledere, som den dag i dag vælger at lukke øjnene for den antropocæne tidsalders barske sandheder.
Den mangfoldige natur i klimaetisk belysning
Den store søslange fortæller om den mangfoldige og fremmedartede natur, der findes i verdenshavene, og den skaber nysgerrighed. Ja, eventyret rummer på sin vis naturformidling a la Richard Attenborough: Teksten skvulper i visse passager nærmest over i fascination og viden, der tilsammen fortryller det maritime miljø.
Beskrivelserne af livet i havet er magiske, og den, der læser eller lytter til historien, får både viden om havets forunderlige mangfoldighed og fascineres af alt det liv, der findes hinsides det menneskelige blik: I havet er der sild og makreller, havål og søpølser, havkatte og sælhunde. Der er delfiner og hvaler, savfisk og hajer, krebs, snegle og milliarder af levende smådyr.
I sidste ende er det jo ikke naturen som noget udenfor det menneskelige livsområde, der bliver ofret for vores verdenserobring, men os selv
Se, hvor fantastisk verden under havet er, siger eventyrdigteren og giver både barnet og den voksne en fornemmelse for naturens magi og en fornemmelse af, at den er værd at have og beskytte alene i kraft af dens skønhed og mangfoldighed. Måske er det ved at billedliggøre al den skønhed, diversitet og utrolige evolutionære opfindsomhed, der findes i fx havet, at vi opnår en klimaetisk forståelse af vores plads på jorden til gavn for havmiljøet.
Andersens eventyr og historier er nærmest uudtømmelige og bliver ved med at kaste nye pointer af sig – ikke mindst når de bliver læst med en ny tids udfordringer som prisme. Engang ville vi mere, end vi kunne, men i dag skal vi lære at ville mindre, end vi kan – og det kræver mådehold, empati og dannelse i en målestok, som vi indtil videre ikke er i nærheden af. Indimellem er det ganske enkelt simpelthen mere bæredygtigt at lade naturen være i fred. Så skal den nok finde en vej og klare sig. Se bare på polypperne i Den store søslange, som hurtigt opfatter telegrafkablet som et nyt habitat.
I sidste ende er det jo ikke naturen som noget udenfor det menneskelige livsområde, der bliver ofret for vores verdenserobring, men os selv. For vi er jo selv natur, og naturen er ikke ’derude’, men lige ’her’, i den verden, vi er og ånder i. Denne fantastiske, indimellem glemte og svært opbyggelige sandhed kunne en nutidig version af ”Den store søslange” passende handle om. Mens vi venter på den og med eventyrdigteren øver os på at anerkende andre former for liv end vores eget, kan vi passende tage et eventyr til, og næste gang handler det om Andersens Skyggen. Så bliver det for alvor uhyggeligt. Læs med, hvis du tør!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og