FILM // FESTIVAL –Film om fjerne egne. Om kulde og mørke. Men også om fællesskab, sammenhæng og det alment menneskelige. Frederik Bojer Bové havde et lidt søgt tema til dagens tekst, men til tider hænger ting sammen på overraskende måder.
Okay, jeg indrømmer det:
Det er svært at finde på nok temaer at organisere en festivaldækning rundt om! Især fordi jeg også gerne skal igennem alle de femten film i årets hovedkonkurrence. Den ene af dem, Life of Ivanna, handler om livet oppe langt mod nord.
Please, vis mig lidt velvilje. Det er ikke lige let hver gang! Til gengæld begynder vi med den bedste film, jeg har set i år hidtil
Så derfor ledte jeg efter andre film om samme emne. Og fandt en. Og så, mens jeg ledte, faldt jeg over en film om månen, som jeg også rigtig gerne ville skrive om, og så kom jeg i tanke om titlen på et af mine absolutte yndlingsalbums: The Moon and Antarctica med Modest Mouse.
Det giver ikke rigtig mening. Antarktis ligger nede mod syd. Men albummet handler også mere om at føle sig isoleret og kold, og at ting er langt væk. Hvilket også er en tematik som dagens tre film behandler. Kan man med lidt god vilje sige.
Så please, vis mig lidt velvilje. Det er ikke lige let hver gang! Til gengæld begynder vi med den bedste film, jeg har set i år hidtil.
Life of Ivanna (Renato Borrayo Serrano)
Life of Ivanna indeholder muligvis festivalens bedste klip. Filmens første scene foregår i det mobile hjem på tundraen, hvor Ivanna bor med sine fem børn. Vi ser Ivanna vaske tøj, passe børn, tage sig af sin datters hår. Børnene flintrer rundt ind og ud af kameraets synsfelt. Af en eller anden grund er det filmet nede på gulvet, i børnehøjde. Af tundraen at være er der også overraskende meget lys, meget luft, og ingen af dem lader til at fryse. Og så: Klip
Nu ser vi hjemmet fra den anden vinkel. Kan pludselig se, hvor småt det er. Kameraet måtte have ligget på madrassen helt oppe langs væggen. Der var ikke engang plads til et stativ. Den store lyse verden er lige pludselig blevet meget smal.
Og så klip. Næste scene foregår under en storm. Vinden blæser i hjemmets tynde skindvægge, folk er nødt til at løbe rundt ude i den arktiske kulde for at redde bygningerne. Så er man også indfanget af en film, der konstant skifter form. 80 minutter om fire år af en kvindes liv. Det er meget tæt på mesterværket.
‘Life of Ivanna’ opfinder ikke nogen ny genre, det er bare et karakterportræt. Men dens struktur og dens filmiske virkemidler er brugt fuldstændig formidabelt
Vi får først baggrundsviden ret langt inde i filmen. Fortællingen om hvordan Ivanna endte alene på tundraen med fem børn men uden ret mange rensdyr. Hvad der skete med hendes skolegang. Hvordan hun blev gift med den meget skuffende mand, Gena. Det er da Ivanna rejser til byen for at være sammen med Gena, at filmen bliver mest mørk og fanger de mest ubehagelige og private scener.
I byen er alting mørkt. De eneste jobs, man kan få, er hos Gazprom, og dem er nenet-folket ikke ret glade for. Folk drikker, ved ikke, hvad de ellers skal lave. Det er filmisk en ret vild ting, at der er lys helt oppe på tundraen, mens alt er mørkt i byen. Det er omvendt af, hvad vi ellers normalt forventer af de her ting.
Jeg forestiller mig, det nok mest af alt skyldes, at tundra-scenerne er filmet om sommeren, og by-scenerne filmet om vinteren, måske endda fordi det ville være umuligt at være på tundraen om vinteren.
Den slags ting kan man tænke sig frem til, men den æstetiske virkning er bare, at tundra-livet fremstår lyst og let, mens det civiliserede liv er mørkt og umuligt. Det får drømmen om at kunne få det til at fungere på tundraen til at føles så meget stærkere.
Life of Ivanna er som nævnt bare 80 minutter lang, men den er alligevel episk
Life of Ivanna er instruktør Renato Borrayo Serranos debutfilm. Han har filmet Ivanna over fire år, hvilket særligt kan fornemmes, når man ser hendes børn blive større. Han er et navn, man helt sikkert skal følge. Life of Ivanna opfinder ikke nogen ny genre, det er bare et karakterportræt.
Men dens struktur og dens filmiske virkemidler er brugt fuldstændig formidabelt. Jeg sad og tænkte, at dens form og æstetik var som en kunstfilm eller som en god bog. Der var fortællegreb, som fiktionsforfattere kunne lære af. Virkeligheden bliver nærmest metaforisk, og den opklippede fortællestruktur bliver en pointe i sig selv.
Og så har jeg ikke nævnt den fantastiske slutning, der binder filmen sammen. Den skal ikke afsløres her, men det er igen nærmest litterært. Life of Ivanna er som nævnt bare 80 minutter lang, men den er alligevel episk. Det er uden tvivl min favorit fra årets hovedkonkurrence indtil videre.
Holgut (Liesbeth de Ceulaer)
Liesbeth de Ceulaers Holgut er også min favorit fra NEXT:WAVE-konkurrencen indtil videre, men okay, det er så også den eneste, jeg har set. Jeg har det lidt omskifteligt med den konkurrence, nogle år er det her, jeg har fundet nye visioner og banebrydende idéer, mens andre år har det mere været typiske debutant-film, hvor filmene lidt minder om noget, man har set før.
Det er bare lidt mere skramlet og uprøvet.
En personlig og særegen film, der sagtens kunne være begyndelsen til noget rigtig stort
Holgut er sådan midt imellem. Der er klart filmiske forbilleder, især inden for hybrid-genren, som DOX altid dyrker. Men samtidig er det en personlig og særegen film, der sagtens kunne være begyndelsen til noget rigtig stort.
Navnet Holgut kommer fra et sagn om Noah og mammutten. Mammutten Holgut nåede ikke lige med på arken, og så forsvandt dyret altså. Filmen begynder med en kort sekvens om forskere, der forsøger at finde nok DNA-materiale til måske, på sigt, en dag at kunne klone mammutten, så den kan genopstå.
Derefter springer vi til noget helt andet: To nomader oppe langt mod nord. Far og søn – selvom der også er snak om, at de er brødre? Jeg tror måske, det er to brødre, men at den fortælling, de gennemlever, oprindeligt er fortalt om en far og hans søn. Er ikke helt sikker. Fortællingen handler i hvert fald om to mænd, der rejser langt mod nord for at jage, men som ikke kan finde noget. Og så pludselig falder den yngste over en stødtand i den kolde jord! Og så skal jeg ikke afsløre mere.
Hvis de levende dyr forsvinder, så dukker der til gengæld døde dyr op af jorden. Når man siger det på den måde, så lyder det egentlig ret mærkeligt
Herefter klipper vi så tilbage til forskeren, som også er draget nordpå, men for hans vedkommende handler det om at finde mammut-knogler. Det er åbenbart en ting, som er blevet meget stor i Sibirien, eftersom permafrosten jo smelter mere og mere, og det derfor pludselig er blevet muligt at finde værdifulde knogler, som har været begravet i den frosne jord. Der er også muligheder i det der global opvarmning.
Det er opvarmningen, der binder de to historier sammen. Det er de skiftende klimaforhold, der har gjort, at jægernes byttedyr ikke længere er, hvor de plejede at være. Men hvis de levende dyr forsvinder, så dukker der til gengæld døde dyr op af jorden. Når man siger det på den måde, så lyder det egentlig ret mærkeligt. Og filmen er da også ganske mærkelig.
Hvorvidt det overhovedet kan kaldes en dokumentar, ved jeg ikke rigtig. Forskerens rejse virker, som om den er skildret dokumentarisk, men fortællingen om de to unge mænd ligner en spillefilm lavet med amatørskuespillere. Det her er nærmest ved at blive sin egen lille genre. Også med de to historier, der pludselig bindes sammen. Den store thailandske instruktør Apichatpong Weerasethakul gjorde det i film som Tropical Malady og Syndromes and a Century. Den amerikanske instruktør Ben Russells film Good Luck, der var på DOX for et par år siden, havde også noget af det samme.
Hvis debuten Victoria er lige så god, som Holgut er, så er Liesbeth de Ceulaer virkelig et navn, man skal holde øje med. To så gode film på to år?
Da jeg skrev om Good Luck, kaldte jeg forbindelserne mellem dens to fortællinger for ‘passager’ og sammenlignede med den tyske teoretiker Walther Benjamins Passageværket. Benjamin kaldte det ‘fantasmogorier’, når man skildrede noget, som kun var delvist forstået. Når f.eks. 1800-tals-forfattere skildrede socialisme, inden folk helt forstod, hvor brutal klassekamp kunne være.
I fantasmogorierne er sammenhænge utydelige, ingen ved helt, hvad der er op eller ned, eller hvordan man kommer fra det ene til det andet. Der er passager mellem ting. Det fantasmogoriske i Holgut er klimaforandringerne. Den hastige forandring af tundra-områderne betyder for både forsker og nomade, at de pludselig skal bevæge sig i omgivelserne på helt nye måder. Den pointe fra virkeligheden binder de to fortællinger sammen.
Belgiske Liesbeth de Ceulaer var medinstruktør på filmen Victoria, der vandt Caligari-prisen i Berlin i 2020. Jeg undrer mig lidt over, at den ikke var på DOX sidste år, for Caligari-vindere plejer gerne at være rigtig gode eksempler på den slags hybrid-film, som DOX elsker. Ligesom Holgut er det. Hvis Victoria er lige så god som Holgut er, så er Liesbeth de Ceulaer virkelig et navn, man skal holde øje med. To så gode film på to år? Det er den slags folk, som NEXT:WAVE bør fremhæve.
To the Moon (Tadhg O’Sullivan)
Månen er jo langt væk, kold og utilgængelig. Det var derfor Modest Mouse sammenstillede den med Antarktis, og det var derfor, jeg tænkte, man kunne skrive om de her tre film. Men jeg havde glemt en ting. At månen er så langt væk, og at ingen hernede kan nå den. Det betyder også, at den er fælles for os alle, og at ingen ejer den mere end andre. Hvilket jo egentlig er meget rart.
O’Sullivans film fokuserer på månen som det lysende, det velkendte – noget, der binder os sammen. Hans lille essay om månen er dermed nok den største crowd pleaser, jeg har set på festivalen i år.
To the moon består det meste af tiden af fragmenter. Filmklip, der for de flestes vedkommende, har noget med månen at gøre. Litterære citater om månen. Og musik om månen som f.eks. Debussys udødelige Claire de lune. Dertil er sat nyoptagelser på celluloid af månen, smukke varme og farvestrålende billeder. Det hele er mest af alt forbløffende rart.
Et såre simpelt, måske ikke så vanvittig dybt, men dejligt lille essay, om hvad der trods alt er vores nærmeste nabo
Selv som filmnørd var det de færreste af klippene, jeg kunne genkende. Og blandt dem var der nogle, som f.eks. kendte klip fra Murnaus Faust, hvor jeg ikke er helt sikker på, hvad det egentlig har med månen at gøre. Andre lyder, som om det er Bergman’sk dialog, men jeg skal da gerne indrømme, at jeg ikke har set alle Bergmans film endnu. Der er en hel masse mindre kendte ting, en masse på russisk, på hindi, på estisk og på hvad der lyder tyrkisk. Man sidder ikke og genkender klippene, men man begynder at kunne se ligheder, selvom de er fra mange forskellige lande.
O’Sullivan gør også noget ret sjovt ved de her klip: Han præsenterer rigtig mange af dem med tydelig patina. Meget af det er ikke restaureret, men tydeligvis meget gamle billeder. Man kan se årenes gang på billederne, man kan høre knitrende lyd. Det får månen til at føles evig.
Par på nattevandring i måneskinnet. Spøgelser og uhygge. Søvnløse tænkere. Der er motiver, som altid går igen. Mest af alt er der egentlig bare lys i mørke og stemningsfuld musik. Nærmest det modsatte af Modest Mouse. Et såre simpelt, måske ikke så vanvittig dybt, men dejligt lille essay, om hvad der trods alt er vores nærmeste nabo.
Alle film kan streames online hos CPH:DOX
Life of Ivanna
80 minutter
Holgut
75 minutter
To the Moon
75 minutter
LÆS FLERE TEKSTER I POV OM CPH:DOX HER
LÆS FLERE TEKSTER I POV AF FREDERIK BOJER BOVE HER
Topillustration og øvrige fotos: CPH:DOX
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
