FILMANMELDELSE – “Jeg har ikke set samtlige Bille Augusts film, men med ‘Lykke-Per’ er det, som om han er kommet hjem til sine nordiske historiske rødder, der i 1988 skaffede ham en Oscar med filmatiseringen af Martin Andersen Nexø. Af det jeg har set af ham, står den sammen med filmen og tv-serien ‘Den gode vilje’, baseret på Ingmar Bergman manuskript om sine forældre, og nu ‘Lykke-Per’, som hovedhjørnestenene i hans samlede filmproduktion. Og man kan kun glæde sig til, at den i det nye år vil blive vist som tv-serie på TV2″, skriver Poul Arnedal, der er stærkt begejstret for Bille Augusts fornemme filmatisering.
En af de historier, som gjorde et uudsletteligt indtryk fra min skoletid, er nobelpristageren Henrik Pontoppidans korte novelle Ørneflugt om en ørneunge, der findes af nogle drenge og tages ind præstens andegård, hvor den får navnet Klavs og vokser ”mellem skræppende ænder og kaglende høns og brægende får”, og hvor den, ”som præsten sagde – ”formelig lagde sig en mave til””.
Det er naturalisten Pontoppidans modsvar til romantikeren H.C. Andersens Den grimme ælling, hvor konklusionen er, ”Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg!”
Trods sin opvækst i en andegård, hvor den bliver mobbet, ender den med at blive en stor smuk svane.
Lykken varer selvfølgelig ikke ved. Det genstridige og rethaveriske sind, han har mødt hos sin strenge far, bærer han selv videre på, samtidig med at han gør, hvad han kan for at tage afstand fra farens livsførelse og kristne strenghed
Lige modsat i Ørneflugt, hvor Klavs føler sig som en ørn, men lider en krank skæbne, da den ser sit snit til at leve som en rigtig ørn og vil følge en hunørns kalden. Den er for gumpetung, kan ikke følge sirenens råb og må vende tilbage til sit barndomshjem, andegården, hvor avlskarlen forveksler den med en ”rigtig” ørn og skyder den ned i flugten tilbage ”- og som en sten sank den døde Klavs lige ned i møddingepølen. – For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et ørneæg, når man er vokset op i andegården”, lyder den sidste konkluderende linje fra Pontoppidan.
Det er den gamle og stadig aktuelle diskussion om arv og miljø eller natur og kultur og et tema, som går igennem store dele af Pontoppidans værker som f.eks. kortromanen om den fattige præst kaldet Isbjørnen, der ligesom Ørneflugt (også) er særdeles anbefalelsesværdig.
Det er det samme skisma, som er grundsubstansen i romanen Lykke-Per, der nu er blevet filmatiseret af Bille August. Og det må straks siges: Det er en stor, smuk og flot film, der udover at være en fryd for øjet også giver stof til eftertanke og mulig selvransagelse.
Og så har romanen og filmen endnu et lag, når det kommer til spørgsmålet om arv og natur.
Nemlig, om der udover miljø og kultur også er en arvebetinget eller kulturbetinget depressiv eller måske ligefrem selvødelæggende tendens tilknyttet den Sidenius-slægt, som Lykke-Per kommer fra, og som Pontoppidan er en del af.
Det var samme tema, norske Henrik Ibsen små tyve år tidligere foldede ud i sit drama Gengangere.
Det er en visionær plan om vedvarende energi til erstatning af kulkraft, men – set med nutidens øjne – ville det rent natur- og biodiversitetsmæssigt nok have væren en katastrofe, der ville få udretningen af Skjern Å i 1960’erne til at ligne et bølgeskvulp i et stort ocean
Fortællingen handler om den strengt kristent opdragede præstesøn, Peter Andreas Sidenius, der gør oprør mod sin far og sin baggrund, og som ganske ung rejser fra sin jyske hjemegn og tager til København for at studere til ingeniør på Polyteknisk Læreranstalt.
Med sig har han en ambitiøs plan om at skabe et kanalsystem tværs igennem Jylland, der vil forbinde Kattegat med Vesterhavet og samtidig afvande de jyske sumpe ved hjælp af vindmøller, vandkraft – og bølgeenergi.
Det er en visionær plan om vedvarende energi til erstatning af kulkraft, men – set med nutidens øjne – ville det rent natur- og biodiversitetsmæssigt nok have væren en katastrofe, der ville få udretningen af Skjern Å i 1960’erne til at ligne et bølgeskvulp i et stort ocean.
Men vi befinder os i slutningen af 1800-tallet, hvor ingeniørkunst, landindvinding og teknologi er i fremmarch. Det moderne industrisamfund er ved at tegne sig.
Det er en brydningstid mellem gammelt og nyt på mange fronter, og Henrik Pontoppidan var en del af Det moderne gennembrud, der var den litterære retning, George Brandes havde stået fadder til med sine berømte forelæsninger Hovedstrømninger i Europæisk litteratur.
Det er denne modernitet,som er baggrundstæppet i fortællingen om Lykke-Per,og drivkraften i han egen stræben.
I mødet med storbyen bliver Peter Andreas til Per, og han kaster sig med livsappetit ud i dens fristelser og dens selskabsliv. Og i mødet med den velhavende jødiske familie, Salomon, der skal hjælpe ham med at gennemføre sit stort udtænkte projekt, bliver han til Lykke-Per.
Men lykken varer selvfølgelig ikke ved. Det genstridige og rethaveriske sind, han har mødt hos sin strenge far, bærer han selv videre på, samtidig med at han gør, hvad han kan for at tage afstand fra farens livsførelse og kristne strenghed.
Han falder for en sød og livlig københavnerpige, der arbejder som servitrice på en fin restaurant, men dumper hende, da hun bliver en hæmsko for hans sociale opstigning hos familien Salomon. Her betages han først af den livfulde, flirtende datter, Nanny, men forelsker sig i hendes søster, den smukke, tænksomme og socialt bevidste, Jacobe, der betages af hans ihærdighed og stædighed.
Samtidig løber han sig nogle staver i livet med sin kompromisløse holdning, og arrene fra barndommen og den strenge opdragelse vil ikke slippe ham. Trods udsigten til både succes og sorgløs kærlighed bryder han sammen.
Bille August han kan ikke dy sig for at give sin film en lidt mere Hollywood-like afslutning end romanen
Det samme sker med hans storstilede projekt.
Efter forældrenes død vender han tilbage til sin jyske hjemegn, gifter sig med en præstedatter, får børn, men forlader dem igen af frygt for at gentage sin fars strenge opdragelse for at ende sine dage som eneboer og vejmand midt i den store natur, som han havde planlagt at tæmme.
Han er tilbage i ørnen Klavs’ andegård uden tilsyneladende helt at have forsonet sig med hverken sig selv, forliset af sine store planer eller med den tabte kærlighed.
For Bille August er det på fornem vis lykkedes at omforme den næsten 900 sider lange roman til det store lærred og få de fleste af dens hovedtemaer med, selvom han selvfølgelig har måttet klippe en hæl og hugge en tå samt tage sig visse friheder.
I filmen skildrer Bille August på fin og smuk vis, hvordan den forsmåede, jødiske rigmandsdatter, Jacobe, der forbliver ugift resten af livet, kaster alt sin energi ind i at skabe et asyl for fattige børn uanset deres baggrund, på trods af at hun selv har mødt diskrimination fra kristne hjælpeprojekter, som afviser hende på grund af hendes jødiske ophav.
Men Bille August han kan ikke dy sig for at give sin film en lidt mere Hollywood-like afslutning end romanen.
Han lader nemlig Per og Jacobe mødes en sidste gang, hvor hun på deres ældre dage opsøger den dødsmærkede Per i hans eneboerhjem i det jyske. Her fortæller han hende, mens de ser hinanden dybt i øjnene, at hendes asyl arver alt hans jordiske gods.
Det er selvfølgelig en filmisk måde at fortælle, hvordan de på en eller anden måde stadig er forbundne af en form for kærlighed, for i romanen rejser Jacobe aldrig til Jylland, men får først efter Pers død at vide, at asylet er hans universalarving.
Der er næppe tvivl om, at filmens slutning vil gøre den mere spiseligt hos det store internationale filmpublikum og smagsdommerne, der uddeler Oscar-priserne.
Og selv om en enkelt litterat i min nære omgangskreds har kritiseret denne filmslutning, vil jeg undlade at tage stilling. Filmen skal vurderes som et selvstændigt værk og på sine egne premisser, og i den sammenhæng forekommer slutningen nok plausibel.
I det hele taget er det lykkedes Bille August at skabe en smuk og helstøbt film, der med garanti vil øge efterspørgslen og læsningen af Pontoppidans oprindelige værk.
Jeg har ikke set samtlige Bille Augusts film, men med Lykke-Per er det, som om han er kommet hjem til sine nordiske historiske rødder, der i 1988 skaffede ham en Oscar med filmatiseringen af Martin Andersen Nexø.
Af det jeg har set af ham, står den sammen med filmen og tv-serien Den gode vilje, baseret på Ingmar Bergman manuskript om sine forældre, og nu Lykke-Per, som hovedhjørnestenene i hans samlede filmproduktion. Og man kan kun glæde sig til, at den i det nye år vil blive vist som tv-serie på TV2, hvor historien måske kan få lov til at folde sig yderligere ud med nye scener.
Skulle jeg komme med en enkelt indvending, så er det, at Esben Smed måske mangler en smule dybde og kant til at fylde rolle som Lykke-Per fuldstændig ud, men at den vil kunne skabe ham en international karriere, er der dog ingen tvivl om. Og resten af filmens cast spiller aldeles fremragende og med dyb indlevelse. Ingen nævnt – ingen glemt.
5 af 6 stjerner herfra.
Topfoto fra filmen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
