FILM // FESTIVAL – En festival med 177 film er også en samling af 177 idéer, udsagn, visioner. Det er en vidensbank man for en kort periode kan dykke ned i og lære af. Frederik Bojer Bové havde lyst til at lære mere om en særlig slags film om Danmark. Og hip hurra, der var tre eksempler på årets DOX!
Filmfestivaler er de bedste steder at lære nyt om film. DOX samler 177 film i år, så hvis man er interesseret i en særlig form for dokumentarfilm, så er der en god chance for, at man kan se et eller flere eksempler på det i løbet af de næste par uger.
Jeg har været heldig. Der sker noget lidt specielt i dansk film i disse år, og DOX har hjulpet mig med at sætte ord på det. Det drejer sig om noget jeg skrev om tilbage i min årsrapport om dansk film i slutningen af 2019. Her hyldede jeg hvad jeg kaldte for ‘film fra randområderne’, film som Frelle Petersens Onkel om Sønderjylland, Anna Sofie Hartmanns Giraffe om Lolland og Emil Langballes Q’s Barbershop om Vollsmose.
Det er formentlig noget, der er oppe i tiden, for jeg kunne finde hele tre film om det emne i årets program. Min teori er, at det har noget at gøre med den megen debat vi har om den ting vi kalder Danmark i disse år. Danmark fylder meget, men hvad er den egentlig for en størrelse? Det kan til tider virke som en rigtig utydelig størrelse, en tynd membran strakt udover en samling mere eller mindre selvbevidste lokalområder, slidt tyndere og tyndere af både stærk lokalbevidsthed og mere og mere globalisering.
Dagens tre film skildrer tre forskellige ting: Et lokalt område, et tvær-nationalt område, og den helt specifikke grænse mellem Danmark og ikke-Danmark. De kan alle tre siges at slide membranen Danmark lige den del tyndere. Men en enkelt af dem gør det meget mere effektivt end de to andre.
Thyland (Vibeke Bryld)
Som navnet antyder er Thyland en film om en særlig del af Danmark. Thy, området nordvest for Limfjorden, nærmest så langt væk fra København som man kan komme. Hvor Skagen er smukt lys at male i og koncerter med Sussi og Leo, så er Thy blæst og naturparker. Det er her hvor Danmark går i et med naturen, det tætteste vi kommer på det sublime. Hvis man altså kan abstrahere fra surferne ved Klitmøller, de bringer det måske lidt ned på jorden igen…
Thyland dyrker virkelig mystikken. Det mørke, det blæsende. Små varme stuer hvor folk søger tilflugt. Fiskere der fortæller om faren for at drukne. Til tider er det ret så fremragende, som f.eks når kameraet fanger en person der står i vinduet i en fuldt oplyst stue, og stirrer ud i mørket. Her fornemmer man, at det mystiske ikke forsvinder, bare fordi lyset bliver tændt. Eller et helt vidunderligt klip af bølgende grønt korn, nærmest et hav af planter. Her bliver det så abstrakt at alt nærmest bliver opløst.
Det er i de abstrakte scener, at filmen er bedst. Når man ikke er helt sikker på hvad det egentlig er man ser. Når ting bølger eller blæser, når grene og buske dækker hele synsfeltet, når man ikke helt kan regne ud hvor grænsen går mellem parcelhushaverne og skoven lige udenfor. Her kan man fornemme noget typisk Thy’sk.
Thyland har på den anden side visse skavanker, som jeg desværre synes er en smule typiske når danske film forsøger at gøre noget nyt og anderledes. Det er meget, meget tydeligt hvad det er filmen foretager sig, vi får det fortalt rigtig mange gange. Der er en voiceover, baseret på et brev fra 1800-tallet, der fortæller om mystik og overnaturlige folk ude i naturen. Kameraet lader til tider som om det selv er en art mystisk observatør, der glider uset rundt. Tesen er tydelig: Thy er særlig, Thy er mystisk, Thy er præget af trolddom og folkemystik. Men det virker lidt for meget som om det er noget filmskaberne forsøger at sige.
Min fars slægt er fra Thy, så det er et område som jeg er kommet rigtig meget i. Jeg er nok langt bedre kvalificeret til at vurdere, om skildringen af Thy er ‘korrekt’ end hvorvidt f.eks Hartmann giver et retvisende billede af Lolland. Og altså, nej, det er egentlig ikke rigtigt det Thy jeg kender. Men jeg er egentlig ret ligeglad, enhver kunstner har lov til at skabe sin egen fortælling om et område, det kræver bare, ihf for en dokumentarist, at man kan finde materiale nok til at skabe en overbevisende kunstnerisk fremstilling af sit område.
Der er elementer af Thyland som er stærke nok. Der er fiskerne der fortæller, der er havet, heden, det hårde landskab. Til sidst er der en lille pige der går ind i urlandskabet, og nærmest bliver væk. Al den slags skaber en vision om Thy som et sted hvor membranen mellem natur og kultur er aller mest tyndslidt. Det fungerer bedre end voiceover og lidt fortænkte kamerature.
Det er lidt synd. Men Anna Sofie Hartmanns anden film om Lolland var også bedre end den første, så Vibeke Bryld kan da bare lave en til. Thy er for evigt.
Silence of the Tides (Pieter-Rim de Kroon)
Silence of the Tides handler kun lidt om Danmark. Den handler om hvad filmen hævder er verdens største sammenhængende tidevandsområde: Vadehavet. Filmen er hollandsk produceret, og fokuserer mest på den del af Vadehavet der ligger i Holland og Tyskland. Det sydvestlige Danmark er lige med her og der.
Det er en anden central ting ved ‘randområderne’, de er jo sådan set kun randområder for os der selv hævder at være i centrum. Set fra en anden vinkel, så er Vadehavsområdet tæt på alt, tæt på Tyskland, Holland, for trækfuglene er det praktisk tæt på ynglestederne i Canada.
Det er den helt store kvalitet ved Silence of the Tides. Den nærmest udraderer vores vanlige fornemmelse af geografi, og skaber sit helt eget rum, som den definerer og portrætterer ved hjælp af filmiske elementer. Det er en af de bedste film jeg har set på DOX i år.
Der er visse karakterer som filmen vender tilbage til. Vi ser et postbud igen og igen, som kører med post på en helt særlig lille togbane. Ned langs kysten kører han, binder det øde vadeområde sammen med sit posttog. Der er kystvagten, der overvåger vejr og vindforhold, og sender besked ud når der er fare på færde. Der er ornitologerne, der indfanger fugle, sætter trackere på dem, og tegner linjer på kortet mellem vadeområdet og fuglenes yngleområder langt lang tvæk. Og der er filmens mærkeligste indslag, en organist ved en kirke, der lægger dyster underlægningsmusik på flere af filmens passager.
Hvordan skal man forstå den orgelmusik? Er det ligesom i Thyland, at det signalerer noget mystisk og guddommeligt, der kendetegner vaderegionen? Eller er det den polyfone musik der er den vigtige pointe: Hvordan vadehavet består af en hel masse delelementer, der spiller sammen? Sådan kan man godt se det, der er grundtonen: Naturen, vand og vejr, der sætter rammerne for området. Og så en hel masse mindre melodier: Dyr og folk, fugletræk, turistindryk, yogahold.
Det helt særlige ved vadehavet er naturligvis dens tidevand. Det er den konstante skiften mellem ebbe og flod der skaber det helt særlige vådområde. I en af filmens mest bemærkelsesværdige passager ser vi blot en tidevandssekvens, hvordan vandet langsomt strømmer ind, pludselig stiger og stiger, og så begynder at falde igen. Det er naturligvis speedet op, men det er forbløffende godt lavet, det ser ud som om at det hele sker på et par minutter. Helt så stærkt kan det umuligt gå i virkeligheden (vel?), men det skifter naturligvis meget hurtigt, der er den helt særlige springflod.
Jeg tror også filmen forsøger at illustrere dette, ved nogle meget pludselige stilskift undervejs. Der skiftes meget hurtigt mellem passager. En fremragende sekvens, der skildrer fest og farver rundt omkring i ferielandet, med dans og jubel og en konstant bund af trompetmuzak, klipper lige pludselig over til et yogahold i komplet stilhed. En anden langsom og eftertænksom sekvens klipper pludselig over til et slagteri. Der er en helt særlig rytme i Silence of the Tides, som jeg tror skal forsøge at efterligne en særlig vadehavsrytme.
Eller måske er det bare instruktøren Pieter-Rim de Kroon der godt kan lide den slags rytmeskift? Det ved jeg ikke, jeg har aldrig set noget af ham før. Generelt er det heller ikke fordi hollandsk dokumentarisme fylder så meget på verdensplan. Men Silence of the Tides præsenterer et helt nyt blik. Man forstår virkelig en del af Danmark på en helt ny måde, når man har set den her film.
Os på grænsen (Jens Loftager)
Det er naturligvis ikke alle der har lyst til at se Danmark på nye måder. Vores politiske virkelighed er præget af folk, der sikkert er enige i, at Danmark er tyndslidt og hænger sammen med andre områder, men som ikke ser det som noget godt eller spændende. Det er de politikere, der fik vedtaget, at der skulle bygges det berømte vildsvinehegn nede ved grænsen mod Tyskland. Så er grænsen da lidt tykkere, landet lidt mindre porøst. Det er der nogle, der godt kan lide. Men måske nok ikke så meget dem dernede, der nu har fået en grænse i deres baghave.
Jeg tror dog heller ikke ret mange vil forstå ret meget nyt, når de har set Os på grænsen. Det er lidt den slags film som man kun ser hvis man er enig i forvejen. Filmens åbning forbløffer med at tage en pointe helt derud, hvor det begynder at blive mærkeligt. En af filmens karakterer fortæller rasende om den dag de satte hegnet op, han kalder det nærmest traumatiserende, og sammenligner det med Berlinmuren. Og filmen følger ham! Vi ser klip af bygningen af Berlinmuren! Det er altså lidt ufrivilligt komisk at sammenligne et halvandet meter hegn mellem to EU-lande med en gigantisk mur der adskilte diktatur fra demokrati. Og jeg er ellers bestemt ikke fan af grænser.
Filmen bløder det lidt op. Førnævnte karakter er traumatiseret af at have været udsendt soldat i Jugoslavien, og han mente at det var re-traumatiserende at se sådan et grænsehegn igen, hvilket sådan set er forståeligt nok. De fleste andre tager da også hegnet med lige dele vrede og frustration, tilsat en god portion rysten på hovedet, for det er mest af alt bare et irriterende hegn, og ikke rigtig noget der nytter noget.
Det gør dog bare filmen lidt mere fjollet. Den er 75 minutter lang, og inkluderer ganske mange karakterer, der introduceres, har et narrativ, diskuterer hegnet. Men hele filmens pointe bliver nærmest leveret i en enkelt scene, hvor to unge kvinder kører rundt i den tyske del af grænseområdet. Kameraet er bare sat om bag i bilen, så vi kan kun se deres rygge, og så høre det de taler om. De snakker om, at det da egentlig er lidt fjollet med det vildsvinehegn, for der er så store huller i at vildsvinene da bare går igennem der. Og kan vildsvin i øvrigt ikke også svømme?
Den scene indkapsler hele absurditeten perfekt. Hvilket ikke er ret godt, når resten af filmen tager sit emne dybt seriøst. Men det var måske netop med så vigtigt et emne som det her bedre at understrege absurditeten?
Den østrigske instruktør Nikolaus Geyrhalter er dybt optaget af grænser og grænsehegn, og udgav i 2018 filmen The Border Fence, som er så god, at den nok bliver standardværket når det gælder film om grænsehegn. Det er endda et langt mere kontroversielt hegn som Geyrhalter skildrer: Det skulle sættes op ved grænsen mellem Italien og Østrig specifikt for at holde flygtningestrømmen ude, og det skulle sættes op i et område, Tyrol, som har en langt større regional selvbevidsthed, og hvor man virkelig ikke brød sig om at dem deroppe i Wien pludselig ville bestemme.
Men Geyrhalter skildrer det helt neutralt, og han undersøger filmisk hvad en grænse egentlig er. Så han filmer grænsevagternes uendelige bureaukratiske arbejde. Han interviewer folk i deres huse om hvordan de plejer at forholde sig til grænsen, og han får vist hvor umuligt det reelt er at lave en tyk streg et sted hvor folk foretrækker sammenhænge på tværs. Ret uforglemmeligt er der et sted, hvor de lokale har kreeret en smuk lille trappestige på begge sider, så de kan komme over uden for meget bøvl. For altså, hvem faen gider at gå den omvej?
Der er dele af det samme i Os på grænsen. F.eks hos ham der sætter dildoer på toppen af grænsepælene, det er faktisk et virkelig sjovt billede. Eller når en karakter lige klemmer sig igennem hegnet, for at forklare lidt bedre hvordan hun plejede at kælke på den anden side. Grænsehegn er et forsøg på at tydeliggøre noget utydeligt, så de er egentlig virkelig filmiske. Helt uden arkivklip, musik, og løftede pegefingre.
Os på grænsen bliver for overtydelig. Jeg fik næsten klaustrofobi, følte mig indespærret. Hvilket jo for faen også er problemet med hegn, så det er jo ikke sådan man skal bekæmpe dem!
Nej, den kunst, der bedst behandler hegn og andre tykke streger, det er en kunst der omvendt er tynd og smidig, danner overraskende forbindelser, åbner op for frie tanker. Den slags sætter tydelige spor i et tyndslidt land.
Alle filmene kan streames online hos CPH:DOX
Thyland
73 minutter
Silence of the Tides
102 minutter
Os på grænsen
75 minutter
Fotocredit: CPH:DOX
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
