FILM // ANMELDELSE – Óliver Laxe har hidtil lavet ret små kunstfilm. Med Sirāt har han kastet sig ud i et af årets mest ambitiøse filmprojekter. En roadmovie med lige dele techno og sufi-mystik. Den kræver, at du overgiver dig til filmen, men belønningen er stor, skriver Frederik Bojer Bové.
Titlen på fransk-galiciske Óliver Laxes nye film, Sirāt, er et islamisk begreb, som betyder broen over helvede til himlen, der er tyndere end et hår og skarpere end et sværd. Det passer fint på en film om en gruppe mennesker, hvis rejse gennem ørken og bjerge er ekstremt farefuld. Det er også meget passende for filmen, der kunstnerisk og æstetisk er en absurd balancegang.
En blanding af techno-hedonisme og sufi-mystik, roadmovie og eksistentiel avantgarde, der med bare et enkelt lille fejltrin kunne være faldet helt fra hinanden. Og hvis skabelse i ørken og på bjerge tydeligvis også har været en prøvelse.
Resultatet er en af de mest anspændte æstetiske oplevelser i danske biografer længe. Óliver Laxe laver generelt mærkelige eksperimenterende film, men de har før været så små, at det ikke gjorde så meget, når de haltede. Her forsøger han noget enormt svært. Og stort. Hvis han vinder dig over, så får du en filmoplevelse for livet.
Marokkanske rejsefilm
Der er rave i Marokko. Vi ser lydsystemet blive lavet, technoen pumper, og folk begynder at danse. Ind imellem danserne vandrer Luis (Sergi López, fransk-spansk filmstjerne, som nogen måske kan huske som stedfaren i Guillermo del Toros Pans labyrint fra 2006) med et billede. Hans datter er rejst væk, og han har hørt, at hun måske skulle til rave i Marokko. Med sig har han sin søn og deres hund.
Mimosas starter som en islamisk fabel og ender med en scene af biler, der suser gennem ørkenen. I Sirāt er bilscenerne dominerende, inden filmen bliver til en fabel influeret af islamisk mystik
Pludselig kommer militæret og afbryder festen, da der åbenbart er udbrudt krig. Alle europæere skal hjem, men fem rave‘ere (spillet af amatører) stikker af og kører mod det næste rave sydpå, og Luis og hans familie kører efter. Derefter kører tre biler rundt i ørken og bjerge, alt imens verden omkring dem falder sammen, og vejen bliver mere og mere farefuld som et tyndt sværd over evig fortabelse.
Óliver Laxe er som nævnt fransk-galicisk, men tre ud af hans fire film er lavet i Marokko, hvor han også har boet. Debuten You Are All Captains (2010) var en pudsig metafilm, hvor Laxe selv spillede en ung mand, der kom til Marokko og skulle lære de lokale unge at lave film, men blev skubbet ud af filmen, fordi de unge havde andre idéer.
Gennembruddet Mimosas (2016), der vandt en stor talentpris i Cannes, er langt hen ad vejen samme film som Sirāt: En gruppe mennesker på en mystisk rejse gennem Marokko, omend her på hesteryg og med et tidsrejsetema som mærkværdig undertone. Mimosas starter som en islamisk fabel og ender med en scene af biler, der suser gennem ørkenen. I Sirāt er bilscenerne dominerende, inden filmen bliver til en fabel influeret af islamisk mystik.
Etnografi plus sufimystik
Fire Will Come (2019) er den eneste film, Laxe har lavet i Galicien, og er en fortælling om en nyligt løsladt pyroman, der kommer under mistanke efter en voldsom skovbrand. Det vil nok ikke overraske nogen at høre, at skovbrandsinfernoet fylder rigtig meget i den film, for Laxe er fascineret af helvede, af farer, af naturens hævn over civilisationen. Af store instruktører minder han mig mest om Werner Herzog, der også lavede film om absurde rejser gennem naturen med Aguirre (1972) og Fitzcarraldo (1982), ligesom han lavede et mystisk opus om brændende oliefelter under Golfkrigen med Lessons of Darkness/Lektionen in Finsternis (1992).
Men Laxe er også sin egen. Han er en del af en galicisk filmbølge med instruktører, der laver den slags film, der for tiden bliver vist i Gloria: Lois Patiño (Samsara, 2023) og Albert Serra (Afternoons of Solitude, 2024). De galiciske instruktører rejser rundt i verden, skildrer fremmede kulturer (det være sig buddhistiske munke eller tyrefægtere) på nærmest etnografisk vis.
Laxe tilføjer et ordentligt skvæt sufisme, mærkværdigt nok som nærmest den eneste større kunstfilmsintruktør, jeg kan komme på. Der har før været muslimske filminstruktører, men ingen der som Laxe trækker på islamisk ikonografi og filosofi, på samme måde som for eksempel Andrej Tarkovskij brugte russisk ortodoks religion, eller thailandske Apichatpong Weerasethakul bruger idéer om reinkarnation.
Underkast dig kameraet
Det lyder måske tungt og intellektuelt, men Laxes film er altid kropslige og intuitive. Særligt i Sirāt, hvor Kangding Rays soundtrack må fremhæves. Hans dunkende techno driver de mange danse- og kørescener frem, og når filmen senere bliver nærmest metafysisk, reagerer han ved at skabe noget drømmende electronica, der lyder som noget fra et computerspil. Hvilket paradoksalt nok gør handlingens dødelige alvor så meget desto mere hård, på en måde jeg ikke skal forklare her. Mest fordi jeg simpelthen ikke forstår det. Her er Sirāt decideret nyskabende.
Sirāt er en roadmovie, der også handler om at overgive sig til musikken og til den farefulde færd mod frelsen. Og hvis man skal have noget ud af den, må man også overgive sig til filmen
Da rave‘erne stikker af fra militæret, siger Luis’ søn, at han skal køre efter dem. “Jeg skal lige tænke mig om”, siger Luis. “Hvad er der at tænke over? Bare kør!” Sådan er Laxes film meget, og især Sirāt. De er tydeligvis ikke fuldt gennemtænkte, der er bare blevet kørt igennem. Óliver Laxe kaldte i et gammelt interview filmkunsten for en underkastelsens kunst, en frustrationens kunst, og sammenlignede den med islam, eftersom ordet ‘islam’ også betyder ‘underkastelse’.
“The theology of Islam is to give you to the way,” sagde han. Laxes film handler om det samme. Sirāt er en roadmovie, der også handler om at overgive sig til musikken, og til den farefulde færd mod frelsen. Og hvis man skal have noget ud af den, må man også overgive sig til filmen. Hvis man gør, bliver man rigeligt belønnet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og