CPH:DOX // DAGBOG – Stedportrættet er endnu en af de faste genrer på CPH:DOX. Mere tiltrængt end sædvanligt for den hjemsendte filmanmelder Frederik Bojer Bové. Men den eneste film, der er helt oppe at ringe, er en gammel traver.
Jeg har ikke været mere end et par kilometer væk fra min lejlighed i hvad der efterhånden føles som en evighed. Så kan man da godt drømme sig væk til fjerne himmelstrøg. Men heldigvis har CPH:DOX et godt udvalg af stedportrætter, som viste sig at glide ret let ned. Måske nok lidt for let, meget af tiden.
No Kings (Emilia Mello)
DOX skriver i deres program-tekst, at No Kings hen imod slutningen bliver mere politisk. Jeg er ikke enig. Filmen benytter et trick den kinesiske dokumentarist Wang Bing også laver, hvor han viser os en situation uden at kommentere på den, og så til sidst er der noget tekst der stiller det hele i et langt mere politisk lys. Så ja, den politiske forklaring kommer til sidst. Men hele filmen er politisk. Æstetikken er politisk i sig selv.
No Kings handler om Caiçara-folket, der bor ved den brasilianske atlanterhavskyst. De fisker, de jager, de lever generelt som et eget lille samfund. De har ingen konger, som titlen siger, og de lever mere eller mindre uafhængigt af den brasilianske stat. Men det betyder også, som slutteksten forklarer, at de ikke har bevist deres ejerskab over deres jord, så de er sårbare hvis f.eks en semi-fascistoid tosse pludselig skulle blive præsident i landet…
https://vimeo.com/235044650
Det er langt hen ad vejen et virkelig simpelt portræt, som Emilia Mello har lavet. Hun er bare rejst hen til folket, og så kommer hun helt tæt på og skildrer, hvad de laver. Hun er med. når de fisker og når de spiser, hun interviewer de voksne om deres liv. Men hun følger også børnene når de leger ved kysten, lytter til hvad de har at sige. Og hvad der måske er mest essentielt, så bliver hun tydeligvis også selv inddraget i legen, og til tider bliver hun endda selv fotograferet af dem. Så grænsen mellem iagttager og iagttaget udviskes lidt eller lidt. Der er ingen konge.
Det er rigtig simpelt og rigtig fint. Og alligevel var jeg en lille smule skuffet. No Kings er produceret af bl.a. den italienske instruktør Roberto Minervini, der har forbløffet, også på DOX, med film om USAs underklasse som The Other Side og What You Gonna Do When the World’s On Fire? Og jeg havde måske håbet på lidt mere æstetisk vildskab end det vi får her. Men det ville så kræve, at vi mere kunne mærke en bestemmende kunstner-hånd, og det er måske igen lidt for kongeagtigt. Alligevel. Der laves rigtig mange film som No Kings, og No Kings er et fremragende eksempel, men alligevel ikke mere end det.
Krabi, 2562 (Ben Rivers & Anocha Suwichakornpong)
Hvis man ønsker æstetiske tricks, så kan man virkelig få stillet sulten med Krabi, 2562. Ben Rivers er kendt for sine dokumentarer fra mange forskellige steder, såsom DOX-vinderen A Spell to Ward Off the Darkness som han filmede med Ben Russell i bl.a Estland og Finland, samt The Sky Trembles and the Earth Is Afraid and the Two Eyes Are Not Brothers der foregik i Marokko under optagelserne af en film af kollegaen Oliver Laxe. Han er også glad for at samarbejde med andre filmskabere – og for lange titler, tydeligvis.
Anocha Suwichakornpong samarbejder også ofte med andre, men hun holder sig som regel til Thailand. Hendes Mundane History og By the Time It Gets Dark er små smukke film, der folder thailandsk historie ind i portrætter af almindelige moderne mennesker. Og filmskabere – der er gerne en filmskaber eller to med.
Især Suwichakornpong plejer at være bedre til at svare hvorfor, til at få alle hendes mærkværdige valg til at virke bydende nødvendige, når hun filosoferer visuelt over traumatisk historie og melankolsk menneskelighed
Vi er i Krabi, Thailand, et stort turiststed. To filmskabere – en britisk mand og en thailandsk kvinde – skal lave en film sammen, omend det her er en kitschet reklame, hvor en hulemand drikker en dåse sodavand. Og så langsomt smelter film og fortid og nutid sammen, mennesker snakker, livet går sin gang. Det er i virkeligheden ret stille og roligt. Og ret finurligt.
Pludselig er der nogle hulemennesker ude i periferien af fortællingen. Pludselig er vi ved et alter for filmens gud. Der går meget tid med gymnastik, meget tid med at drikke og spise. Der synges lidt karaoke.
Krabi, 2562 er en af de film, der mest af alt får mig til at tænke på, hvor mange mærkelige ting man egentlig kan gøre, som de færreste film gør. For hvorfor dog ikke starte med nogle børn, der laver gymnastik? Hvorfor være så optaget af plot? Hvorfor ikke involvere nogle fiktive instruktører som minder om instruktørerne selv, det er da meget sjovt?
Især Suwichakornpong plejer dog omvendt at være bedre til at svare hvorfor, til at få alle hendes mærkværdige valg til at virke bydende nødvendige, når hun filosoferer visuelt over traumatisk historie og melankolsk menneskelighed. Her er det lidt som om hun holder ferie. Men det fungerer såmænd også meget godt som et lille pusterum. Og Krabi virker som et ret vidunderligt feriested.
Ouvertures (The Living and the Dead Ensemble)
Ouvertures veksler lidt mellem at være et portræt af et sted og en mand. Den handler virkelig meget om Haiti og hvordan livet er der i dag. Men som titlen antyder, så er det også et portræt af den måske mest berømte haitianer nogensinde: Toussaint l’Ouverture.
Jeg har nyligt læst den nyklassiske historiebog The Black Jacobins: Toussaint L’Ouverture and the San Domingo Revolution af C. L. R. James fra 1938, så jeg var nogenlunde inde i stoffet, hvilket er heldigt for filmen springer lidt rundt i det. Dens første akt skildrer en mand, der rejser hen til den fængselscelle i Jurabjergene, hvor Ouverture endte sine dage, samtidigt med at hans landsmænd endegyldigt besejrede de franske tropper. De næste to akter kredser om det moderne Haiti, hvor en gruppe fortrinsvis yngre mennesker øver sig på stykket Monsieur Toussaint af Edouard Glissant, et af forholdsvis få kulturværker der har beskæftiget sig med et af verdenshistoriens mest interessante mennesker.
Vi burde virkelig alle sammen kende konturerne af Toussaints fortælling, ligesom mange sikkert gør det med George Washington eller Napoleon. Slaven der blev general, der blev landets hersker, men som så alligevel blev taget til fange til sidst, hvorefter folket endegyldigt sejrede. Det er som en bedre udgave af Braveheart, der så også samtidig er sand. Men når man ikke gør det, kan det måske godt være lidt svært at finde rundt i hvem der er Rigaud, Dessalines og Mackandal. Der er rigtig mange samtaler om historie og politik, og jeg må indrømme at jeg også selv lidt mistede interessen efter den første time.
Denne film er lidt af alle idealerne fra den franske filmkunst – kloge samtaler, ro, at man selv skal arbejde for det – kogt ind til benet, fordi de her unge altså rent faktisk mener det
Men som regel veksler samtalerne hurtigt med noget mere visuelt interessant. Der er huler, der er træer, der er voudun-spøgelser. Når jeg gjorde en indsats og huskede hvem der var hvem af dem, der blev omtalt, så var oplevelsen lidt som en ekstra hardcore fransk art-film. Kloge samtaler og æstetiske klip. Det er bare unge carabiske mennesker, frem for middelklasse hvide forfattere.
En af James’ pointer var at det var de sorte slaver på Haiti der i virkeligheden inkarnerede de franske – jakobinske – idealer fra revolutionstiden, frem for de franske ledere, der i sidste ende var alt for meget burgøjsere til at turde tage konsekvenserne af idéerne om lighed. På samme måde er denne film lidt af alle idealerne fra den franske filmkunst -–kloge samtaler, ro, at man selv skal arbejde for det – kogt ind til benet, fordi de her unge altså rent faktisk mener det, og ikke bare i virkeligheden mest går op i opmærksomhed og at bolle udenom.
Til sidst festes der i mørket, hvilket jeg også tror skal trække tråde tilbage til den legendariske Houngan-ceremoni i 1791, der for eftertiden er stået som starten på slaveoprøret. Fortid og nutid bindes sammen, rap har erstattet afrikansk musik, og Toussaint er selv blevet til en art Voudun-afgud. Historien er blevet en del af den spiral der holder Haiti sammen. Det er vitterlig en tankevækkende film, lavet ret enkelt. Men den er nu lidt lang.
Heimat ist ein Raum auf Zeit (Thomas Heise)
Jeg har ikke genset Heimat ist ein Raum auf Zeit, den er over tre timer lang, og det har jeg ikke tid til. Men jeg så den i Berlin sidste år, og elskede den, så jeg vil ikke gå glip af muligheden for at anbefale den, nu hvor den er tilgængelig i Danmark. Her er starten på det jeg skrev dengang:
“Thomas Heises Heimat ist ein Raum aus Zeit er en tre timer og fyrre minutters eksperimental-film. Heise læser højt fra sin families arkiver, dagbøger, breve, officielle dokumenter, mens billedsiden består af gamle fotografier, dokumenter, og en hel masse nye klip af toge, træer, ruiner, alt holdt i sort/hvid.
Der er måske en chance for at den kommer til CPH:DOX, så den københavnske del af befolkningen har en teoretisk chance for at se den, hvis de kan sætte en hel aften af til det til april. Men altså… Der er bare det, at Heises film er helt vildt stærk, og fortjener at blive set, hørt og markeret.”
Nu har hele landet chancen. Grib den. Det endte med at være den største filmoplevelse jeg havde i hele 2019. Jeg gemmer gensynet som en belønning til mig selv, når jeg har færdiggjort det her afsindige dagbogs-projekt.
Heimat ist ein Raum auf Zeit kan streames her.
No Kings
85 min
The Party Film Sales
Krabi, 2562
93 min
Rediance
Ouvertures
140 min
Spectre Productions
Heimat ist ein Raum auf Zeit
218 min
Deckert Distribution
Fotocredit: CPH:DOX
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her