TEATER // ANMELDELSE – Ingenmandsland er Mungo Park classic. En ”musical” baseret på danske popsange og med et plot om familietraumer, ensomhed og … ufoer. Det er stort set umuligt ikke at trække på smilebåndet. Næsten lige så umuligt ikke at knibe en tåre.
Ingenmandsland er en smuk debut på Mungo Parks nye scene. Salen minder lidt om en Imax-biograf, hvilket er en meget passende association, når handlingen bevæger sig ud i rummet. Som i al god dramatik: for at finde sandheden.
Mystikken spreder sig fra start med røgmaskine og skikkelser i beskyttelsesdragter, der udforsker en mørklagt scene blandt resterne af … ja, af hvad
Det er ikke uhørt, at en instruktør udfordrer sine skuespillere til at lære at spille et instrument. Et lille trut sammen med et orkester eller andre erfarne musikere. På scenen i Allerød er det de fire skuespillere, der selv står for det hele; musik, sang og … nå, ikke rigtig nogen dansescener. Hvilket de klarer strålende trods sparsomme forudsætninger.
Den mystiske kasse
Mystikken spreder sig fra start med røgmaskine og skikkelser i beskyttelsesdragter, der udforsker en mørklagt scene blandt resterne af … ja, af hvad? Da lyset går op, befinder vi os i et prosaisk køkken, hvor Orhan og hans halvbror, Albert, diskuterer begravelsen af Orhans far.
Det er en tragisk historie. De har ikke haft rigtig kontakt siden dengang i 80’erne, hvor Orhans far oplevede en nærkontakt af 3. grad og siden forsvandt længere og længere ud i netværk af ufologer og konspirationsteoretikere. Han endte med at tage sit eget liv. Alt, hvad der er tilbage af det, er en papkasse med nogle få ejendele.
For Orhan har adskillelsen altid været smertefuld. Den har præget hele hans liv, så han har valgt en uddannelse som civilingeniør. Videnskaben frem for pseudovidenskaben. På den anden side er kvanteteori også videnskab …
Sådan nogen som os, har jo brug for … at finde frem til sandheden
Da Orhan gennemgår indholdet af kassen, finder han en båndoptagelse. Han hører sin fars bange stemme. Og han hører de lyde, der plager ham. Måske kommunikation fra væsener fra en anden verden.
Sandheden er derude – i Ingenmandsland
Så er spillet ellers i gang. Orhan drager i smug for sin – meget selvoptagne – bror til en kongres for ufo-interesserede og andre med udpræget mistillid til, at myndighederne fortæller sandheden om, hvad der er derude. Også dem, der lever af at fodre både interessen og mistilliden.
En af dem er Lily, som i sin podcast prøver at aflive så mange myter og vanvittige teorier som muligt. Ikke fordi hun ikke tror, der er liv derude. Men netop for at finde frem til rigtige beviser for, at der er det. Orhan tager nærkontakt.
Lily er nysgerrig efter at høre båndoptagelsen. Hun mangler i alle tilfælde materiale til sin nye sæson af podcasten. Og er ham Orhan faktisk ikke en lille smule sød? Sådan nogen som os, har jo brug for … at finde frem til sandheden. Ja, og sådan bruges musikken og sangteksterne hele vejen fra Poul Krebs til Medina.
Det nære i det fjerne
Deres fælles efterforskning ender med at føre frem til den legendariske Finn Heino, som gjorde nogle meget overbevisende observationer i 80’erne med billeddokumentation af triangulære flyvende objekter. En pragtrolle til Henrik Prip.
Pointen er, at denne søgen efter nærkontakt med væsener fra rummet også er en søgen efter kontakt med en familiehistorie. Finn Heino og Orhans far var venner.
Det er dette dobbelte spor, der gør Ingenmandsland til mere end en lystig, musikalsk ufo-komedie. For uanset hvor meget vi vil se Finn Heino og hans ligesindede i den virkelig verden som særlinge og sølvpapirshatte, så er de også medmennesker. Og trods deres søgen efter ”de andre” eller ”noget andet”, så søger de måske først og fremmest et fællesskab. Eller en familie.
Humor for fuld musik
Der højt humør og spilleglæde i Ingenmandsland. Underholdningsværdien ligger både i legen med popteksterne, de ret alternative fremførelser af sangene, en god skovlfuld stikpiller til aktuelle fænomener og i hele opførelsens evne til med enkle midler at suge os ind i dramaet.
Der er med andre ord al mulig grund til at tage ”hele vejen” til Allerød for – måske – at opleve ufoer og i hvert fald føle sig glimrende underholdt
Det er lidt af en joke i teaterbranchen, at direktørerne trækker en musical op af hatten, når der skal penge i kassen. Musicals sælger billetter. Ingenmandsland appellerer måske ikke til det almindelige musicalpublikum, men forestillingen har alle forudsætninger for at blive et trækplaster for Mungo Park.
Eneste hæmsko for et ensembleteater er, at hvis der skal skiftes ud på rollelisten, så skal de nye skuespillere også lige på lynkursus i at spille udvalgte instrumenter.
Hverken Alexander Mayah Larsen, Laura Kjær, Henrik Prip eller Søren Birch Plum ser helt hjemmevante ud med instrumenterne i hånden. Men jo, Henrik spiller på violin, Alexander håndterer en basguitar, Laura virker ualmindeligt veloplagt bag trommerne, og Søren lader faktisk til at kunne det meste.
Politisk ingenmandsland
Der er med andre ord al mulig grund til at tage ”hele vejen” til Allerød for – måske – at opleve ufoer og i hvert fald føle sig glimrende underholdt af Ingenmandsland i den helt nye og anderledes teatersal på Mungo Park. Den skal lige have et par ord med på vejen.
Det spændende er ikke bare, at publikumsforholdene er blevet forbedret betydeligt. Ikke mindst hvad siddekomfort angår. Det at en kommune som Allerød, støtter en state-of-the-art teaterbygning med oprørsk kunstnerånd er i sig selv forfriskende anderledes.
Indvielsen fik passende et par ord med på vejen fra den spritnye kulturminister Jakob Engel-Schmidt, som faktisk fik sin første teateroplevelse netop på Mungo Park (dengang Dr. Dante) for mange år siden. Og jeg hører konspirationsteoretikeren i dig sige: En tilfældighed? Jeg tror det næppe.
Mungo Park har vist sig at være et aktiv for kommunen
Han roste projektet og kaldte det ”et eksempel til efterfølgelse”. Pointen er, at kulturelt iværksætteri af mange kommunalpolitikere nærmest ses som ren tilsætning. Noget der måske skal være i budgettet, men kun som en udgiftspost.
Sandheden er derude – i Allerød
Mungo Park har vist sig at være et aktiv for kommunen. Det skaber liv i en bykerne i noget, som ellers ville have været et forvokset forstadskvarter. Det lokker udenbys gæster til byen, hvor de lægger penge på teatret – og sikkert også på cafeer og restauranter. Det brander byen og styrker borgernes identitet som “allerødder”.
Det er ikke mange stedet, man på den måde dyrker kulturen i kommunerne. Med tanke på, at Kolding opgav Mungo Parks jyske søsterscene, og at Aarhus lige har fjernet det økonomiske grundlag for Teater Katapult, så kunne nogle politikere måske også have glæde af at undersøge, om ”sandheden er derude” – i Allerød.
Det er i hvert fald ikke noget ingenmandsland.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
