FILM // ESSAY: I anledning af en ny serie i Cinemateket med den belgiske instruktør Chantal Akermans (1950-2015) dokumentarfilm skriver Frederik Bojer Bové en søgende hyldest til den store kunstner. Hendes værk er stadig i gang med at blive genopdaget, men det forekommer større og større, jo mere man dykker ned i det.
Der er visse kunstnere, der synes at tilbyde en vision om verden i en grad, så man næsten lige så godt kan betegne dem som filosoffer eller videnskabsfolk. Deres værk er så mangfoldigt og omfavnende, at det nærmest optager hele verden i sig og kan bruges som prisme til at se alt igennem. Sådan har jeg det med folk som Mahler, Picasso, Proust og Pynchon. Og efterhånden begynder jeg at have det sådan med den belgiske instruktør Chantal Akerman.
Akerman har fået mere og mere opmærksomhed siden sin død i 2015. Det ligger lidt i tiden, for Akermans filmiske univers synes at behandle alskens identitetsmæssige spørgsmål, hvad end det handler om feministisk, queer, jødisk eller såmænd belgisk identitet. Der er også det ret simple faktum, at efter hendes død er der mere opmærksomhed på hendes værk som en afrundet helhed, og mange, inklusive mig selv, dykker ned og bliver forbløffet over den rigdom, der er heri.
Det er stadig ikke helt nemt at se hendes film, og jeg vil på ingen måde kalde mig en autoritet. Jeg så Akermans sidste film No Home Movie (2015), da den havde premiere i Gøteborg i 2016. Sidste forår så jeg hovedværket Jeanne Dielman, 23, Quai du Commerce 1080 Bruxelles (1975) da den blev vist i Grand i anledning af kvindernes internationale kampdag. Og først forleden så jeg debuten Je Tu Il Elle (1974) i Cinemateket.
Jeg har set en håndfuld andre værker, når de er poppet op på diverse streaming-steder, og skriver denne tekst i anledning af en serie af Akermans dokumentariske værker i Cinemateket, som jeg også har tænkt mig at dykke ned i. Men igen: dette er et essayistisk tankespind, ikke nogen autoritativ fortolkning af hendes samlede værk.
Chantal Akerman – ude & hjemme
Men efterhånden er jeg kommet frem til, at kernen i min forståelse af Akermans værk er følgende simple ting: Ingen andre filmskabere har som Chantal Akerman været optaget af forskellen på ude og inde / ude og hjemme. Den forskel er den simple prisme, hun skaber filmisk, og som hun derefter ser verden igennem. Og derfra går det så amok.
Cinemateket viste debut-kortfilmen Saute Ma Ville (1968), lavet da Akerman var blot 18 år gammel, som forfilm til Je Tu Il Elle. Her går en kvinde, spillet af Akerman selv, amok i et køkken. Hendes opførsel tager udgangspunkt i traditionelt kvindearbejde: Hun hælder sæbevand på gulvet, fejer ting sammen på må og få, hælder spaghetti i vand, men alt, hvad hun gør, skaber blot mere kaos, og hun synes at nynne skingert på soundtracket. Det hele er mere og mere vanvittigt, og til sidst sætter hun ild til gassen, og vi hører en eksplosion.
Det samme tema udfoldes i Jeanne Dielman, 23, Quai du Commerce 1080 Bruxelles, der også tager udgangspunkt i husarbejde, indtil alt eksploderer. Den over tre timer lange film viser mest af alt Jeanne Dielmans arbejde i hjemmet, hun laver mad, gør rent, køber ind, passer sin studerende søn og arbejder så også lige lidt som prostitueret om eftermiddagen. En dag brænder kartoflerne på, og når således rutinen er brudt, begynder alt at gå skævt, indtil det hele kulminerer på en måde, der syntes at chokere hele salen sidste forår.
Hvad vil et “hjem” sige for en kvinde, når hun er opdraget til at være husmor, til at tage sig af hjemmet, sådan at alle andre i familien kan føle sig trygge?
Der er også få kunstnere, der helt enkelt har lavet så meget, hvor “hjem” indgår i titlen. Dokumentaren News From Home (1977), hvor en kvindestemme læser breve op hjemmefra, mens kameraet filmer billeder fra New York, en by der nærmest fremstår som et eksil. Og No Home Movie, endnu en dokumentar, centreret omkring forholdet mellem Chantal Akerman og hendes mor, men også fyldt med klip fra de udlandsrejser, som Akerman er nødt til at tage på med sine film. Læg dertil også, at Jeanne Dielmans adresse indgår i titlen, og Akerman var virkelig optaget af, hvad et “hjem” kan siges at være.
De filmiske detaljer
Men det var, da jeg så Je Tu Il Elle på det store lærred, at det slog mig, hvor meget det i sidste ende er en filmisk undersøgelse. Den skrabede film – kun 86 minutter lang, sort/hvid, lavet meget billigt – handler om ensomhed og længsel. Chantal Akerman spiller en ung kvinde, der i filmens første lange sekvens bare sidder på sit værelse, skriver breve, spiser sukker med en ske. Efter lidt tid går hun ud, får et lift af en trucker, som hun også får et kort intimt forhold med, hvorefter hun dukker op hos, hvad der virker til at være en ekskæreste. En anden kvinde. Filmen slutter af med en meget lang sexscene mellem de to kvinder, hvorefter den fremmede næste morgen går sin vej igen.
Det er meget simpelt, og første gang jeg så den, var det svært ikke at fokusere på de absurd iøjnefaldende anderledes ting ved filmen. Den avantgardistiske første del synes at indvarsle genren – det er vitterlig bare en kvinde der spiser sukker, og hun gør det ret langsomt – hvorimod sexscenerne i anden del stadigvæk overrasker i deres eksplicitet. Men nu er det mere subtile filmiske idéer, jeg lagde mærke til.
Hvor kan man være sig selv? Det er et alment spørgsmål, og Akerman stiller det på mange fascinerende måder.
For eksempel bemærkede jeg, hvordan lyden er lavet. Der er hele tiden trafiklyd udefra i den lille lejlighed, hvor kvinden spiser sukker. Og hendes værelse har en kæmpe glasdør, så hun er aldrig helt adskilt fra omverdenen. På et tidspunkt ser hun en mand udenfor og bliver så chokeret, at hun taber sit sukker. En anden gang går der en mand forbi og ser på hende, mens hun står nøgen derinde.
Til gengæld er stemningen i lastbilen helt anderledes. Her føles det virkelig, som om de to mennesker er helt alene. Lastbilens lyde fylder alt, og således føles det ironisk nok meget mere som et “hjem”, som et sted man kan være sig selv, end kvindens reelle hjem.
At være sig selv
Hvor kan man være sig selv? Det er et alment spørgsmål, og Chantal Akerman stiller det på mange fascinerende måder. Hun gør det med lysindfald og glasdør, så man kan se skyggerne falde på en kvinde og dermed forstå, at hun ikke føler sig tryg. Hun stiller det med trafiklarm. Hun stiller det i Jeanne Dielman med neonlys, der falder ind i Jeannes lejlighed, og på samme måde får hende til at virke evigt påvirket af verden udenfor. Det er virkelig simpelt.
Og hun gør det på langt større måder. For hvad vil et “hjem” sige for en kvinde, når hun er opdraget til at være husmor, til at tage sig af hjemmet, sådan at alle andre i familien kan føle sig trygge? Hvad vil det sige, hvis man er queer, og dermed afskåret fra sædvanlige normative familie-idéer? Hvad vil det sige, når man er kosmopolit, tvunget til at rejse rundt i verden qua sit arbejde?
Og hvad vil det sige, når man er af jødisk afstamning, og ens mor har en forfærdelig forhistorie fra holocaust? I en af de simpleste ideer, Akerman har haft, lavede hun i 2006 filmen Là-bas eller Down There på et hotelværelse i Tel Aviv. Her filmer hun mest af alt bare lejlighederne overfor, men stemningen er eminent og gådefuld og giver dermed anledning til så uendelig mange spørgsmål.
Hvad er ens hjem, når ens folks historie er kendetegnet ved evig diaspora? Er man belgier? Chantal Akerman var fransktalende, og hendes film er også optaget af Europas historie i allerhøjeste grad. Var hun europæer? Og hvem har overhovedet ret til at definere, hvad der er “hjem” for hvilke folk? Og igen, alt det kunne Akerman italesætte ved at filme igennem et gardin i Tel Aviv.
Mod storheden
Akermans værk blev også større, fordi hun inddrog andre kunstværker. For eksempel filmatiserede hun Proust med La Captive (2000), baseret på den del af På sporet af den tabte tid, hvor fortælleren nærmest holder Albertine fanget i sin lejlighed og ikke kan forstå, hvorfor hun er så utilfreds. Og hun filmatiserede Joseph Conrads Almeyer’s Folly (2011), et værk om kolonialisme og global identitet.
Og hun lavede dokumentarer fra hele verden, Sud (1999) om de amerikanske sydstater, D’Est (1993) om Østeuropa. Hendes optagethed af sted og grænser blev efterhånden til et globalt værk. Et værk, om jeg endnu ikke har set, men som jeg håber at kunne se i Cinemateket den her måned.
Akermans grundlæggende ideer var simple, og alligevel unikke, og så foldede hun dem ud på sublim og overraskende vis i en karriere, der strakte sig over næsten halvtreds år.
Det er her, man nærmest aldrig bliver færdig med store kunstnere som Akerman. Man kan dykke videre ned i hendes emner, læse mere Proust og Conrad, forstå mere om de områder, hun har skildret, se flere af hendes film. Det er det store plan. Og så samtidig er der det lille plan, ting som skyggerne, det enkelte klip, hvordan lyden er mixet i sexscenen i Je Tu Il Elle, og forskellen på, hvordan de to kvinder reagerer på at blive berørt, og hvordan truckeren fortæller om det. Der er så evigt meget at give sig i kast med. Man bliver aldrig færdig.
Sådan er det med store kunstnere. Jeg bliver aldrig færdig med Mahler, med Beethoven. Jeg bliver aldrig færdig med Godard, Rossellini, Tarkovskij. Og jo mere og mere jeg snuser til Chantal Akerman, jo mere bliver jeg overbevist om, at hun hører til deroppe. Hendes grundlæggende ideer var simple, og alligevel unikke, og så foldede hun dem ud på sublim og overraskende vis i en karriere, der strakte sig over næsten halvtreds år.
Hun er en af filmhistoriens største. Det siger jeg helt uden at have hånd om det hele endnu. Jeg siger det i næsegrus beundring over for et værk, der bare vokser sig større og større, jo mere jeg dykker ind i det.
LÆS FLERE ARTIKLER AF FREDERIK BOJER BOVÉ HER
Serien ‘Chantal Akerman: Essayfilm fra nær og fjern’ kan ses i Cinemateket i november og december. Derudover kan man for tiden se hovedværket Jeanne Dielman, 23, Quai du Commerce 1080 Bruxelles kvit og frit på Filmstriben.
Fotocredit: Promoveringsfoto, via Criterion og MUBI. Top-billede er fra Saute Ma Ville.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
