Kompleksitetens poesi – Frederick Wisemans “Ex Libris”

i Bøger/Film/Kultur & Medier/Viden af

FILM // ANMELDELSE – I en tid hvor vi er optagede af sammenhængskraft, og alle de ting vi har til fælles, tilbyder Frederick Wisemans dokumentar os noget helt andet: Tre timers portræt af sublim, poetisk, kompleks forskellighed. 

I den første scene af Frederick Wisemans Ex Libris: The New York Public Library, hvis emne vist fremgår af titlen, bliver filmens tese fremragende opsummeret af, af alle mennesker, Richard Dawkins. Dawkins fortæller, at han ser en form for poesi i naturvidenskaben. I hvor overvældende nattehimlen er for astronomien, i hvor kompliceret en celle er for biologien. Alene det, at det er så komplekst, og vi er ved at forstå det, finder han poetisk:

Who could not be moved poetically by the sheer size and scale of the universe – Richard Dawkins.

Filmen springer herefter til en helt anden del af biblioteksvæsenet: En afdeling, hvor de ansatte svarer på telefoniske spørgsmål, om alt fra Gutenbergs Bibelen til hvorvidt enhjørninger er virkelige eller ej. Spørgsmålet om enhjørninger kræver endda, at den ansatte simultanoversætter en passage fra oldengelsk for at overbevise den ringende om, at de altså er fabeldyr.

Hvem kan undgå at blive poetisk rørt af alene kompleksiteten af biblioteksvæsenet?

Bureaukratiets poeter

Frederick Wiseman har skildret amerikanske institutioner i over halvtreds år, siden Titicut Follies fra 1967 gav et indblik på et sindssygehospital. Langsomt, metodisk, har han arbejdet sig gennem forskellige sider af det amerikanske samfund, og hvor stilen til at begynde med havde en sensationalistisk understrøm – ‘follies’ betyder revy i USA, og de indsatte bliver lidt stillet til skue som i en revy – så har hans film i de sidste mange år mere skilt sig ud ved den observerende tilgang, fraværet af voice-over og den imposante længde. Ex Libris er lidt over tre timer, og det er en af Wisemans kortere.

En moralsk funderet ambition om at skildre ikke bare en institution men et helt samfund

Da Wiseman begyndte, kunne han ses som en del af en gruppe dokumentarister, der udnyttede nye lette kameraer til at skabe en mere dynamisk, up-close stil. DA Pennebaker (Don’t Look Back) og Maysles-brødrene (Salesman, Grey Gardens) kan nævnes. Direct Cinema blev det kaldt, cinema verité på fransk, fra hvilken sprogsfære også kan nævnes Jean Rouch, Claude Simon og Raymond Depardon.

Mange af instruktørerne instruerer stadigvæk, og har ofte film med på CPH:DOX, men filmhistorisk blev de mest indflydelsesrige værker lavet i tresserne og halvfjerdserne. Den helt store arvtager i amerikansk kultur har modtaget arven ad en omvej.

I firserne begyndte billedsproget fra disse dokumentarer om institutioner nemlig at infiltrere stilen af en anden type institutionsportrætter: Tv-serien. Først med politi-serien Hill Street Blues og hospitalsserien St Elsewhere, i halvfemserne i den visuelt ekstremt fascinerende Homicide: Life on the Street – som Lars von Trier også har nævnt som inspirationskilde fra Riget og frem. En anden kunstner startede sin tv-karriere på Homicide: David Simon, manden bag The Wire.

Simon rendyrkede, hvad en karakter i The Wire i et afsnit kaldte ‘The Dickensian Aspect’, en moralsk funderet ambition om at skildre ikke bare en institution men et helt samfund, en ambition man også finder i fransk litteratur som Balzacs Den Menneskelige Komedie og Zolas 20-binds værk om familien Rougon-Macquart. Som de to forfattere har Simon adderet værk på værk og skildret Baltimore, Yonkers, New Orleans og for tiden New York, specifikt miljøet omkring Times Square. Han er den eneste, hvis værk i omfang kan måle sig med hvad Wiseman, med langt mere ydmyge midler, har opnået.

Samfundets kompleksitet

Måske er det fordi David Simon har gjort den slags ambitioner tiltrækkende igen, at Frederick Wiseman på det seneste har fået langt mere opmærksomhed, end han plejede. Måske er det på grund af et andet tema, der har fået meget plads i Wisemans seneste film.

Jeg har ikke set alle Wisemans film, men raceproblematik har været at finde i hans film siden High School i 1968 viste en dag på en skole ret lig den, hvor sæson 4 af The Wire foregår. Identitetspolitikken synes dog at have taget ret meget plads i hans seneste film, hvor At Berkeley brugte meget tid på studenterpolitik, og In Jackson Heights portrætterede livet i den mest multikulturelle bydel i den mest multikulturelle by – New York – i verden.

Problemet løses altså ikke ved at skifte Gud ud med ateisme – lige meget hvad super-ateisten Richard Dawkins ellers påstår. Snarere handler det om noget andet: Om man kan omfavne kompleksitet eller ej. Finde dets poesi

Det fylder også meget i Ex Libris, især fordi New York Public Library er hjemsted for Schomburg Center for Research in Black Culture, der står for en del af de arrangementer, vi overværer. Vi hører om en islamisk-baseret revolution i Senegal, der komplicerer opfattelsen af forholdet mellem Islam og slaveri. Vi hører om den første udgivne afrikansk-amerikanske kvindelige digter. Og vi hører forfatteren Ta-Nehisi Coates forklare, hvorfor ‘black-on-black crime’ skal forstås som ‘neighbor-on-neighbor crime’ og er en helt logisk konsekvens af århundreders segregation.

Coates siger en anden ting. Han fortæller, at han er i gang med at læse bogen A Distant Mirror: The Calamitous 14th Century og er forbløffet over parallellerne mellem det sprog, der blev brugt til at legitimere feudalsamfundet dengang og slaveriet i nogle hundrede år senere i USA. Eneste forskel er, at legitimationen blev flyttet fra religionen og over til en naturvidenskabelig racisme.

Problemet løses altså ikke ved at skifte Gud ud med ateisme – lige meget hvad super-ateisten Richard Dawkins ellers påstår. Snarere handler det om noget andet: Om man kan omfavne kompleksitet eller ej. Finde dets poesi.

Truth is complicated!

Vi snakker utrolig meget om ‘sammenhængskraft’ i disse år. Vi forstår, at Danmark ikke kan håndtere den kompleksitet, et multikulturelt samfund vil medføre. Mange på venstrefløjen er egentlig enige: Klassesolidaritet må ikke tage skade af identitetspolitikkens komplicering. Feminismen har samme problem med diverse intersektionelle grupper.

Wisemans dokumentarer, derimod, finder deres kraft i denne uendelige, sublime kompleksitet, og i det overvældende arbejde der bliver lagt i at håndtere det. Hans helte er administratorerne på alle niveauer, fra cheferne der må fastlægge budgetter, til de enkelte bibliotekarer, der skal svare på alles spørgsmål

Wisemans dokumentarer, derimod, finder deres kraft i denne uendelige, sublime kompleksitet, og i det overvældende arbejde der bliver lagt i at håndtere det. Hans helte er administratorerne på alle niveauer, fra cheferne der må fastlægge budgetter, til de enkelte bibliotekarer, der skal svare på alles spørgsmål. Særlig varme portrætter tildeles de mange pædagoger, der underviser børn, eller de frivillige der engagerer pensionister og tilfældige forbipasserende. Et klip af en automatiseret sorteringsmaskine fremkalder hos mig samme jubelfølelse i maven, som når Eisenstein triumferende filmer en sovjetisk traktor. Hvilket vidunderligt moderne samfund vi lever i!

Tre timer er lang tid, og meget af tiden går unægtelig med at følge møder, workshops, bureaukratiske diskussioner og andre lidet ophidsende ting. Men giver man sig hen til Wisemans værker finder man en menneskevarme, en hjælpsomhed, en optimisme, som i ikke ret meget andet. Og flere ting, som bliver stærkt forklaret i filmens to sidste scener.

I næstsidste scene følger vi den daværende leder af Schomburg centeret, Khalil Gibran Muhammed, mens han er til møde i en af de små lokalafdelinger af biblioteket, i et af de mindre bemidlede områder af New York. De afrikansk-amerikanske brugere kommer ind på at deres børns undervisningsmateriale systematisk forvrænger og slaveriets historie – formilder snarere end formidler – hvilket de alle sammen ser som en naturlig konsekvens af, at materialet oprindelig er tilpasset til Texas. I Texas forsimpler de historien. Men New York har Schomburg-centeret, og der kan de finde sandheden. Omend, som Muhammed siger: “The Truth is complicated”. Kun ved at dykke ind i det komplekse, kan vi finde det sande.

Herefter overværer vi kunstneren Edmund de Waal fortælle om sin kunst, der ofte benytter sig af brugskunst – porcelæn. Han fortæller om glæden ved at forstå broer, både, lygtepæle, om værdien ved: ‘looking and thinking about how an object, as an idea, comes into being… the manner of what we make defines us!’

Udskift porcelæn og lygtepæle med biblioteker, universiteter, alverdens institutioner, og Wiseman kunne ikke have udtrykt det bedre. Derefter sættes et stykke klassisk musik på, og efter tre timers let udmattende Wiseman-film er det meget nemt at høre noget helt specielt i de smukke klaverklange: Det er kompleksitetens poesi!


Ex Libris kan ses i Cinemateket 6.-9. december og igen 27.-28. december


Fotos: PR.

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.