DOKUMENTARFILM // ANMELDELSER – Leg med ord og omverden, med både selve sproget og med filmsproget præger nogle af årets bedste film på CPH:DOX. Frederik Bojer Bové har set Social Landscapes, Hair Paper Water … og Dry Leaf på årets CPH:DOX, og der bliver leget med formen.
Det er en af de helt klassiske dokumentartyper: en masse billeder af landskaber, og så en voice-over, der fortæller os, hvad det er, vi ser. Der laves stadigvæk masser af den slags film, men en række instruktører leger også med formen. Sætter skæve ord på det vi ser. Laver nye og overraskende meninger, som vi ellers ikke havde set. Til tider fordi de måske heller ikke er det.
Social Landscapes
I schweiziske Jonas Meiers Social Landscapes stammer al voice-over fra anmeldelser på TripAdvisor. De er til tider nærmest parodiske, som når en strand bliver kritiseret for at være for sandet. Andre gange er de åbenlyse, som når det påpeges, at det er meget dejligt, der er så koldt i det kunstige vinterlandskab midt i varme Goa. Og enkelte gange forsøger anmelderne fra nettet tydeligvis at ramme noget lidt mere dybt, hvor det mest af alt lyder som en normal fortællerstemme fra enhver anden dokumentar.
Mens vi hører de her anmeldelser, ser vi et væld af klip fra hele verden, hovedsageligt af turistattraktioner. Mange af dem virkelig kitschede. For eksempel en kikset rekonstruktion af Venedig, komplet med gondoler, hvor alle gondoliererne synger “O Sole Mio” (hvor stemmerne både siger ‘Skønt at kunne besøge Venedig midt i downtown Manila’ og ‘Kina, når det er bedst’). I andre scener er vi med til store ritualer, særligt i Indien, ligesom vi også besøger festivalen ‘Burning Man’.
Det er nogle meget særlige steder (den tekniske universitetsterm er ‘heterotopier‘), der egentlig sagtens kunne have båret en film i sig selv, helt uden TripAdvisor. Jonas Meier har selv både filmet og klippet, og begge dele er særdeles fremragende. Der er gjort god brug af slow-motion, og Meier har sans for at fange det skæve og endnu mere absurde ved de mærkelige steder, som for eksempel en rengøringsvogn, der kører rundt på toppen af en kæmpe bygning i et vandland.
Uden al talen havde der også været mere plads til soundtracket fra de to schweiziske jazzmusikere Stefan Rusconi & Tobias Preisig, hvis kompositioner for keyboards og violin nok havde været endnu mere fængende, hvis ikke de blev afbrudt af evindelig oplæsning af internetkommentarer.
Filmen skildrer en hyperverden, med lag foldet ind i lag af betydninger og forståelser, hvor man det meste er tiden er usikker på, om der overhovedet er noget tilbage nedenunder alle kommentarerne.
Social Landscapes er i NEXT:WAVE konkurrencen, der skal præsentere nye instruktører med nye idéer, og den slår virkelig Jonas Meiers navn fast som en instruktør/fotograf/klipper, som jeg vil holde øje med, men filmen har også lidt ujævnheder og er måske en anelse overgjort.
Men der er noget grundlæggende fascinerende ved dens skildring af rum. Den skildrer dem med alt for meget betydning. Det skal ligne Venedig, men ikke det ægte Venedig, vores kulørte idé om Venedig, og så skal det tjene penge, og det skal få Filippinerne til at fremstå moderne. Og så skaber Jonas Meiers kunstneriske fremstilling af stedet jo også sine egne betydninger, ligesom vi hører flere internetbrugeres fortolkning af stedet. Der er så mange fortolkninger og fremstillinger og idéer i de her rum, at det til tider bliver nærmest hypnotisk.
Det er Social Landscapes, landskaber som sociale konstruktioner. Men ikke sociale som i, at det er noget samfundet er blevet enige om. Sociale som kampplads, som til konstant debat. Dermed skildrer filmen en hyperverden med lag foldet ind i lag af betydninger og forståelser, hvor man det meste af tiden er usikker på, om der overhovedet er noget tilbage nedenunder alle kommentarerne.
Hair, Paper, Water…
I Hair, Paper, Water… af belgiske Nicolas Graux og vietnamesiske Trương Minh Quý er der et lidt lettere tolkningslag: Filmen handler om Cao Thị Hậu, der er et af de få tilbageværende medlemmer af Rục-stammen, der levede isoleret i Vietnam indtil 1959. I dag er der kun et par hundrede personer tilbage, der taler Rục-sproget, og selvom Cao Thị Hậu forsøger at give det videre til sine børn og børnebørn, så vil de hellere tale vietnamesisk og måske endda flytte til Saigon.
Så filmen skildrer et sprog, en måde at sætte ord på omverdenen, som snart er ved at forsvinde. Det er simpelt og virkelig smukt og rørende.
Jeg har set mange film af den her slags, så der skal være ét eller andet, som skiller sig ud. Det har Trương indtil videre altid gjort
Det er anden gang, at DOX viser en film af Trương Minh Quý, hvor han filmer nogle vietnamesiske landskaber og sætter nogle ord på det. I The Tree House, som jeg anmeldte i 2020, fortalte han en historie om en fremtidig astronaut på Mars, der forsøgte at beskrive nutidens Vietnam.
Indimellem har Trương også fået lavet sin fiktionsdebut Viêt and Nam, som blev vist herhjemme på Generation-festivalen sidste år, og som for tiden kan ses på streamingtjenesten MUBI. Det var en noget mere kompleks film, hvor Vietnam syntes skabt mest af alt af fortidige traumer og af befolkningens ønske om at emigrere og sende penge tilbage – et helt land bestående af spøgelser, tyske penge og queer-kærlighed i smug.
Viêt and Nam er en af de bedste film, jeg har set i årevis. Det er en vision om Vietnam, som er fuldstændig uovertruffent stykket sammen. Der er så mange brudstykker, så mange magiske rum, så meget længsel og følelse og savn og frygt i den film. Jeg opfatter Trương Minh Quý som en af 20’ernes vigtigste nye filmnavne. Hair, Paper, Water… er et noget mindre værk, nok hans mest simple film hidtil. Men den er også vidunderlig i sin simpelhed.
Det handler ikke om astronauter eller spøgelser af døde soldater, men om et meget virkeligt dilemma forårsaget af modernitet og emigration. Billederne af Vietnam, optaget på 16mm, er naturligvis også absurd flotte, men det forventede jeg næsten også. Som jeg skrev i min anmeldelse af The Tree House, så har jeg set mange film af den her slags, så der skal være ét eller andet, som skiller sig ud. Det har Trương indtil videre altid gjort. Der er ikke mange yngre instruktører, der kan måle sig med ham.
Dry Leaf
Én af dem, der skiller sig ud, er dog georgiske Alexandre Koberidze. Hans What do we see when we look at the sky (2021) er et af de senere års største arthouse-gennembrud, som jeg også anmeldte, da den blev vist på Generation. Han laver kæmpe film, som regel omkring tre timer lange, plus minus en halv time, med et væld af små historier flettet sammen. Og så laver han dem rigtig billigt.
Og én af måderne, han gør det på, er ved at sætte ord på ting. Vise os et billede af et nedløbsrør, og så sige det er et magisk nedløbsrør, som kaster en forbandelse på hovedpersonen. Det kan til tider være umanerlig charmerende i sin leg med billeder og virkelighed, men i Dry Leaf trækker han virkelig den leg langt ud i det absurde.
Det er ikke verdens nemmeste film at se, men hvis man fanger filmens bølgelængde, så er det en helt unik oplevelse. Det er heller ikke verdens sværeste film, dertil har Koberidze alt for meget humor
Egentlig er Dry Leaf i høj grad en dokumentarisk fremstilling af georgiske fodboldbaner. Irakli (David Koberidze, instruktørens far) rejser sammen med Levani (som, suk, er usynlig, så han spilles ikke af nogen) rundt i Georgien for at kigge på fodboldbaner. Virkelig simpel dokumentar, men fordi instruktøren føjer lidt beskrivelser til, så bliver det langt mere mystisk. Iraklis datter er nemlig forsvundet! Hun har sendt et farvelbrev, så Irakli er ikke så bekymret, men han vil stadig gerne finde hende igen.
Og fordi datteren kort forinden rejste rundt med Levani for at fotografere fodboldbaner, så kommer filmen frem til, at hvis Irakli genbesøger alle fodboldbanerne, så vil han finde datteren igen. Så i stedet for bare at kigge på fodboldbaner, så får vi det præsenteret, som om de har en eller anden magisk kraft! Og det er heldigt nok, for ellers er tre timer dælme lang tid at kigge på georgiske fodboldbaner, som, viser det sig, ikke er verdens mest varierede form for arkitektur.
Men vent, det bliver værre. Dry Leaf er optaget på en mobiltelefon. Og ikke en moderne mobiltelefon, det kan efterhånden se ret pænt ud. En gammeldags mobiltelefon, så alle billeder ligner noget fra en cd-rom fra halvfemserne. Og når kameraet forsøger at fokusere på en detalje på en fodboldbane, så bliver det bare til pixelerede pletter. Hvilket ikke afholder filmen fra at zoome ind, mens musikken bliver ekstra mystisk, men det er helt umuligt at se noget som helst.
Det er med andre ord ikke verdens nemmeste film at se, men hvis man fanger filmens bølgelængde, så er det en helt unik oplevelse. Det er heller ikke verdens sværeste film, dertil har Koberidze alt for meget humor. Filmens første del er helt utrolig deadpan morsom, mens de absurde detaljer om fodbold og forsvindinger og usynlige mennesker bliver præsenteret, og Koberidze holder aldrig op med at lege med kameraet. Der er en dejlig panorering, der pludselig fokuserer på en bulldog, ligesom et mellemspil i en bilvask, filmet indefra bilen, pludselig er virtuos visuel leg med skum og vand.
Men det ér et eksperiment. Koberidzes film fungerer generelt ved at lægge lag ned over hans billeder. Han filmer nogle hunde på gaden og fortæller os, at de er ved at diskutere, hvor de skal se fodbold. Plottet i What do we see when we look at the sky er bare, at et ungt forelsket par skifter udseende, og derfor ikke kan genkende hinanden, en effekt Koberidze skaber ved at caste to skuespillere og sige, at de spiller den samme karakter. Kameraets dårlige kvalitet bliver i Dry Leaf endnu et lag kastet ned over landskaberne, og det bizarre er, at man næsten vender sig til det.
Der er en kæmpe diskussion helt tilbage fra filmens barndom om films forhold til virkeligheden. Om vi som beskuere, mens vi ser skuespillere og effekter og eksplosioner, også er opmærksomme på de virkelige mennesker, vi er i færd med at se på. Om der med andre ord er noget objektivt oppe på lærredet. I tierne var der en bølge af realisme-søgende film, bl.a. ‘slow cinema’, hvor kameraet skildrede gåture, så længe som de varede, og gled rundt i rum for at få det hele med.
For mig er Trương og Koberidze noget andet (om end deres film også kan være ret så langsomme), noget langt mere subjektivt, noget, som handler om brudflader og uvirkelighed. Det er to af tidens vigtigste filmskabere, hvis eksperimenter ud i ord og omverden skaber noget af tidens smukkeste kunst. Det er vidunderligt at kunne se dem begge to på årets DOX.
Programmet for de tr film kan ses på CPH:DOX’s hjemmeside via nedenstående link. Hold desuden øje med filmene på PARA:DOX fra d. 20. april.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og